Telefonsamtalen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 okt. 2015
  • Opdateret: 4 apr. 2017
  • Status: Færdig
En mærkværdig samtale mellem to mennesker.

11Likes
4Kommentarer
481Visninger
AA

1. En telefonsamtale

"Hej, hvad laver du?" lyder det fra telefonen.

Hun lægger hovedet lidt på skrå og slår med tungen, før hun svarer: "Det sædvanlige... Skriver."

"Oh... Har du tid?"

Hendes blik stirrer på det hvide papir, hvor markøren bliver ved med at blinke og vidner om, at hun ikke er kommet skridt videre på sit kapitel den sidste times tid.

"Tja... Hvorfor ikke..."

Der lyder en svag rumsteren i den anden ende efterfulgt af et tungt åndedrag.

"Det er en af de dage."

Hun lukker øjnene, men tilbageholder sit suk. I stedet rejser hun sig op og begynder at gå frem og tilbage i rummet, mens hun fraværende bider i det lille stykke negl, der efterhånden er tilbage på hendes finger.

"I morges begyndte det... Og så er det bare gået ned ad bakken. Du ved, små ting."

Som altid, når hun lytter, nikker hun, selvom manden i den anden ende ikke kan se det. Men han ved, at hun nikker, da han har set hende tale i telefon mange gange før. Så han fortsætter:

"Jeg fik denne her hovedpine, hvilket var slemt nok - Du kender det selv - men i dag var den bare stærkere end normalt."

Han tager en dyb indånding, hvilket får hende til at stoppe op.

"Jeg skulle med bussen. Du ved, at jeg hader at sidde i venstre side, men alle pladserne i højre var optaget - Det gjorde mig irriteret."

Hun genoptager sin gang frem og tilbage i rummet.

"Og så var der den her kvinde, der bare stirrede på mig med sine fiskeøjne og sammensnævrede trutmund, der mere lignede en hønserøv... Jeg stirrede selvfølgelig igen, men så kom trangen til at komme væk fra det hele bare, og jeg stod af bussen tre stop før, at jeg var fremme."

Det er blevet lidt mørkt i rummet, så hun tænder en lampe og kommer i samme nu til at skubbe det tomme krus med kaffegrums på gulvet, hvilket får hende til at udstøde en lille ed. Han stopper kun kort med at snakke for at være sikker på, at hun stadig lytter.

"Det betød, at jeg måtte løbe til arbejde..."

Hun bukker sig ned for at samle kruset op og beslutter sig for at sætte det ud i køkkenet ved håndvasken.

"Jeg kom selvfølgelig for sent... For tredje dag i streg... Chefen var ikke glad for det og gav mig en skideballe."

Det er også mørkt i køkkenet, så hun tænder lyset og ser nedtrykt den kæmpe opvask, der efterhånden har hobet sig op, siden hun er gået i hi for at skrive sin bog.

"Du ved, at jeg hader skideballer! Så jeg satte mig ned i min lorte bås, og lavede ikke en skid de første to timer. Heh, der var ikke engang nogen, der sagde noget til mig. Eneste lyspunkt i dag."

Hun kan kun lige få kruset til at balancere på et tårn af tallerkener og beder inderligt til, at det ikke vælter.

"En time før, at jeg havde fri, gik jeg ud på toilettet og knækkede mig i håndvasken. Det var ikke just lækkert kan jeg fortælle dig."

I forbifarten tilbage til værelset snupper hun en af de cookies fra tidligere, som hun ikke havde appetit til.

"De andre lagde selvfølgelig ikke mærke til en skid... Jeg hader virkelig det job."

Hun nikker igen og tager en bid af cookien. Hvis der er noget, som han virkelig hader, så er det, det job.

"Efter arbejdet skulle jeg med bus igen... Denne gang var alle pladser optaget og jeg måtte stå ved siden af en lugtende tyk mand, der ikke kender til ordet hygiejne."

Hendes blik glider flygtigt over computerskærmen, hvor det hvide dokument lyser alt for meget op. Hun vælger at smide sig på sengen og spise det sidste af cookien.

"Igen kunne jeg ikke holde det ud."

Han tager en rigtig dyb indånding og ånder tungt ud, hvorefter han et øjeblik er stille.

"Jeg sidder nede ved skinnerne... Du ved, lige der ved det store træ og efter det gule hus."

Det får hende til at rynke et bryn.

"Rettelse, jeg sidder på skinnerne... Det har jeg gjort de sidste... hvad... tolv minutter."

En dyb ro glider indover hende, hvorefter hun læner hovedet lidt længere bagover og ser op på et specielt punkt i loftet.

"Jeg ved ikke, hvornår der kommer et tog... Men der vil nok komme et på et eller andet tidspunkt."

Hun lukker øjnene og åbner dem igen efter lidt tid.

"Det lyder som en egoistisk død."

Det får ham til at le.

"Egoistisk? Hvordan det?"

Hun smiler svagt, men det er mere tvunget og føles malplaceret på læberne.

"Du splatter ud på skinnerne, stopper et tog, traumatiserer en masse mennesker, samt skaber kaos i det offentlige transportsystem - Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg kategorisere det som en diva-død... Masser af unødvendig opmærksomhed omkring en idiot, der ikke kunne finde ud af at dø uden at belemre andre mennesker.

Han er stille lidt.

"Hvordan ville du gøre det?"

Denne gang smiler hun oprigtigt.

"Hængning... Så kan jeg ikke fortryde. Eller jo, det kan jeg godt, men der er det for længst for sent."

"Du er ret dyster, at du ved det."

"Jeg er forfatter... Mit sind er et dystert sted det meste af tiden."

"Touché."

De udveksler et kort øjeblik en lille fælles latter, der dør ud og efterlader dem i en rolig stilhed.

"Er du sikker på, at der overhovedet kører noget tog på de skinner?"

Der lyder en tøven fra røret.

"Der er skinner... De bliver vel brugt?"

"Ikke dem alle sammen."

"Oh..."

Hun ruller om på siden med ansigtet ud mod rummet.

"Så kan der jo gå lang tid..."

"Yea... Det er måske bare ikke din dag i dag..."

"Hah nej, det kan man vidst roligt sige... Selv et selvmord vil ikke lykkedes for mig."

Lyden af, at han rejser sig er utrolig høj i telefonen, så hun holder telefonen lidt ud for øret.

"Hmm... Hvis jeg går nu, så kan jeg nå den bus hjem."

Hun nikker.

"Man... Den her aftale med døden må blive en anden dag... Måske i morgen."

"Vi får se."

"Yea... Det har du ret i."

Hun ruller tilbage på ryggen.

"Vi snakkes..."

"Mmh... Eller også gør vi ikke."

Han griner. Højt denne gang.

"Du hører fra mig."

"Okay."

"Farvel."

"Farvel."

Hun lægger på og ruller om på siden igen. Blikket falder på den tændte computerskærm, men hun føler stadig ingen inspiration til at skrive.

Måske hun skal tage den opvask nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...