Better Off Dead

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2015
  • Opdateret: 29 okt. 2015
  • Status: Færdig
>> Maybe i'm better off dead. If i was would it finally be enough, to shout out all these voices in my head <<

Deltager i Fanfiction Royal konkurrencen, sang-fanfiction.

1Likes
2Kommentarer
285Visninger

2. Off

Man kunne høre hulkende på lang afstand. Dog gjorde ingen noget ved det, det havde de aldrig gjort. De kunne jo være ligeglade. Hun sad der dag ind, dag ud, mellem sine fire vægge og følte sig så forfærdelig lille. Usynlig. De blodsprængte øjne kunne snart ikke mere, nøjagtig som hende selv. Hun sad der i stolen og gemte sig mellem hendes knæ, mens klynkende rungede mellem væggene. Hun havde ikke sagt et ord til nogen i lang tid, hvis det ikke var for stemmen i hovedet, ville hun nok have glemt hvordan man gjorde. Stemmen der aldrig er stille, stemmen der hjemsøger hende i mareridt. Uanset hvor meget hun prøvede kunne hun ikke lukke den ude, den var altid klar med endnu en spydig kommentar.

 

Hvordan kunne ingen høre hende, når hun sad der og tænkte højt om at det ville være bedre, hvis hun bare døde. Hun håbede så inderligt at det ville stoppe stemmen i hovedet. Hvis hun var meget heldig ville hun måske havde et øjebliks fred, måske to? Hun var efterhånden desperat. Næsten så desperat at hun lyttede til stemmen i hovedet. Hun havde aldrig rigtig følt sig tilpas nogen steder alligevel, og håbet om at det kom til at ske svandt lige så stille, ligesom sandkornene i et timeglas. Hun tog en dyb indånding, for så at puste den tungt ud.

 

>>De kommer til at savne mig, når blot jeg er væk.<< Prøvede hun ynkeligt til sig selv i spejlet. Men stemmen var der straks, og sagde det komplet modsatte. Hun prøvede igen, men også denne gang var stemmen der med det samme. Hun opgav. Hvorfor skulle det dog også lykkedes, der var jo aldrig noget der gik hendes vej.

 

Hendes lange, brune, slidte hår hang ukontrolleret ned ad skuldrene på hende, mens det alt for store og klunsede tøj sad slapt op og ned ad hende. Ansigtet var ganske kønt, men det vidste hun dog ikke selv. Alt i alt følte hun  sig forkert. Grim. Men det er vel også i bund og grund svært at føle andet, når nu ingen andre havde sagt hende imod.

Udover stemmerne, selvfølgelig. Det var nok også dem der havde plantet tankerne til at starte med.

Måske, absolut kun måske, kunne hun forelske sig. Finde en hun kunne stole på.

Men hvad var chancerne når hun næsten havde givet op på forhånd? Der var nok ingen der var interesserede i hende alligevel, eller det var hun gik og bildte sig selv ind. Og så hvis der endelig var, hvad skulle hun så stille op? Hun havde jo for pokker aldrig oplevet at være forelsket før, eller elsket for den sags skyld. Hun ville jo ikke vide hvordan man skulle gøre. Hun kunne ikke andet end at overgive sig helt og holdent til ham og håbe på det bedste.

Men når alt kom til alt ville hun nok ikke turde at stole så meget på en anden person.

 

Og så kom tankerne tilbage. Måske var det faktisk bedre at hun bare gik hen og døde. Der var jo tydeligvis ikke brug for hende nogen steder. Timeglasset med håb var nok også ved at ved at være løbet ud.

Hun var villig til virkelig at gøre alt for at komme af med de rædselsfulde stemmer, selv om hun ikke var vild med tanken. Hun blev ved med at prøve at bilde sig selv ind at der måske var nogen der kom til at savne hende, når hun var væk. Bare en eller anden.

Men på den anden side når alt hun havde var fire vægge, så er det virkelig heller ikke svært at føle sig så lille, og ubetydelig.

>> De kommer til at savne mig når blot jeg er væk << Sagde hun nu med en fornyet selvsikkerhed, dog med ynkeligheden lignende lige bag, og rebet hængende om halsen.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...