Snestormen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 okt. 2015
  • Opdateret: 4 nov. 2015
  • Status: Færdig
Historien er om dramer og familieproblemer


Juleaften er i morgen, og Olivias liv er fucked. En ond stedmor, en far der ignorere hende, og møj forkælede søskende. For slet ikke at tale om hendes mor. Hendes mor.. hende hun ikke har set i flere år..

1Likes
0Kommentarer
191Visninger

1. Snestormen

 

 

Den dag i dag husker jeg dagen tydeligt som den dag, der ændrede mit liv og måske også mine søskendes lidt.


 

Det var d. 23. december 2012, bedre kendt som lille juleaften. Hvilket min familie altid har gået meget op i. Den morgen vågnede jeg, da min far kom og bankede på døren, han sagde godmorgen, og at der var morgenmad lige om 10 min.

 

Jeg trak hurtigt i tøjet, og skyndte mig ud i køkkenet, og satte mig ned. Lige da jeg havde sat mig, kom mine 2 mindre søskende løbende inde fra stuen, de råbte, “Faaaaar der er gaver under træet! Må vi ikke godt åbne dem? Kom nuuuu..”. Far rystede på hovedet og sagde, at vi lige skulle spise lidt først. Jeg gik hen til vinduet og kiggede ud, jeg havde altid en mærkelig følelse indeni, hver gang vi nærmede os jul, jeg havde den akkurat samme følelse på min fødselsdag.

Det ligger bag, at dengang jeg var 5 år, blev jeg tvangsfjernet fra min mor. Hjemme hos hende har jeg også 2 søskende, Mia og Lucas. Men hele mit liv fra jeg blev født, til jeg var 5 år, har mine forældre skændtes om mig, hvilket nok er standard problemer med skilte forældre, men til sidst havde min far altså vundet, og jeg mistede alt kontakt med min mor. Hun måtte kun skrive breve til mig på min fødselsdag og til jul, men jeg måtte ikke svare.

 

Da jeg flyttede hjem til min far, begyndte min stedmor at behandle mig, som om jeg ingen følelser havde. Hver gang jeg snakkede med mine søskende, blev hun sur og bad mig gå ind på mit værelse, somme tider kunne hun finde på at tage fat i mig og kradse mig. Hun var også begyndt på at ignorere mig helt, eller sidde og stirre ondt på mig. Min far gjorde ikke det store, for det meste kiggede han bare på, sagde ingenting og gjorde ingenting.

Hvilket også gjorde at jeg blev mere og mere indelukket, og jeg fik sværere ved at koncentrere mig om skolen og venner.

“Olivia? Vi skal spise”, lød det.

 

Jeg løsrev mig fra mine tanker og satte mig til bords.

 

Så der sad vi så alle 5. Mine to søskende: Kristian og Sela, deres mor: Ann, min far og jeg. Min far og jeg har aldrig rigtigt haft det store forhold til hinanden, det var mine søskendes mor, der bestemte over mig, igennem min far.

 

Da vi så havde spist, løb mine søskende ind efter de gaver, der lå under træet - én til dem hver. Jeg kiggede på dem og derefter på Ann. Jeg spurgte hvorfor jeg ikke fik noget, og hun svarede at: “Det havde jeg ikke fortjent”, jeg gav hende et stift blik, og spurgte hende, hvad hendes problem var, hvorfor hun altid var sur på mig, og altid hadede mig. Hun flippede ud, begyndte at råbe af mig. Hun tog fat i min arm, og kiggede mig direkte i øjnene, og sagde: “Skrid med dig! Jeg gider ikke se på dig, jeg gider ikke have dig boende! Skrid ad helvedes til! Flyt hjem til nogle venner!”. Jeg begyndte at græde, og løb ind på mit værelse, hvorefter hun låste mig inde. Jeg fandt alle min mors breve, alle de breve jeg aldrig måtte svare på. Jeg kiggede på dem, det ene diddl-papir efter det andet. Der var breve, der var helt tilbage fra 2007. Jeg satte mig til at læse dem og fik tårer i øjnene. Jeg kiggede på den ene konvolut efter den anden, ledte efter en afsenderadresse. Jeg fandt til ud af, at jeg kunne skrabe lidt af det ene brev, under det stod en adresse. Jeg gik ind under Krak, og søgte efter adressen. Jeg havde været derinde før og søgt efter hendes navn, men havde aldrig fundet noget. Men denne gang dukkede navn, nummer og adresse op. Jeg rejste mig, fandt min pung, og en taske, hvorefter jeg kiggede ud af vinduet. Der var snestorm, men alligevel åbnede jeg vinduet og kravlede ud, da jeg var kommet ud, listede jeg hurtigt ind af vores hoveddør, og fandt mine sko og en jakke. Derefter skyndte jeg mig at åbne hoveddøren igen, og så løb jeg. Jeg løb alt, hvad jeg kunne ud i sneen på jagt efter min mor.

 

Min plan var at gå til byen, som ligger 3 - 4 km væk, derefter vil jeg tage det første tog mod min mor. Jeg kiggede ned på adressen og nummeret på min mobil. Jeg besluttede mig for at skrive en besked til min mor. Men hvordan skriver man lige sådan en besked?

‘Hej mor, jeg fandt lige dit nummer, og besluttede mig for at komme og besøge dig, er der om 2 timer’?!!

Nej, det var lettere at ringe. Jeg hørte den ringe op, men jeg fortrød. Hvad skulle jeg have sagt? Det hele var så indviklet.

 

Jeg kiggede tilbage mod mit tidligere hjem. Der hvor alle hadede mig, ignorerede mig, og var ligeglade med mine følelser. Jeg begyndte at græde, da jeg tænkte på, at de ikke var gået efter mig. Måske havde de bare ikke hørt mig gå? Måske vil de først opdage det i aften? Eller i morgen?

Jeg blev revet ud af mine tanker, da min mobil ringede. Det var hende, min mor. Jeg tog den, og rystede over hele kroppen. “Hej, jeg kan se, at du har haft ringet til mit nummer?” lød en mandestemme. Jeg blev forvirret, hvem var det? “Ja, øhm, jeg skulle have fat i en Line Kjeldsen?”, telefonen skramlede, og lidt efter kunne man høre en kvindestemme, “Du taler med Line”. Jeg kunne ikke fatte det, det var virkelig hende! Der var så meget, jeg gerne ville fortælle hende. Hvor skulle jeg starte? Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, “M..o..r..?” fik jeg fremstammet. “Olivia, er det dig?” spurgte hun. “J..a...”, stammede jeg videre. “Hvordan går det? Har far gjort dig noget? Vil du gerne hjem?”, hun lød glad, men rystet. Hjem? Hvad mente hun? Var hjem hos hende?

Jeg fik taget mig selv sammen til at fortælle det hele. Alt med min stedmor og hvad hun gjorde, og hvad far ikke gjorde - jeg nævnte dog intet om i dags hændelse.

Min mor lyttede bare, og da jeg var ved at nærme mig slutningen, kunne jeg høre at hun græd. “Mor, hvad er der galt?”, spurgte jeg. “Det er bare, der er sket så meget siden vi sidst snakkede”, hun snøftede, “Vi har ikke måtte kontakte hinanden i alle de vigtigste år af dit liv. Jeg ville så gerne have været der Olivia, og jeg vil gøre alt, for at vi kan komme til at kontakte hinanden igen!”.

 

Vi snakkede og snakkede, og langsomt nærmede jeg mig togstationen. “Olivia?” spurgte hun pludselig, “Nu kan du vel godt huske dine søskende? Mia & Lucas?”, jeg forsikrede hende om, at selvfølgelig kunne jeg det. “I mens du har været væk, er der kommet en ny til”. En ny til? Jeg forstod ikke, hvad hun mente. “Hun hedder Emma og er 5 år”. Jeg har en lillesøster mere? “Hun er allerede helt skudt i tanken om at have en søster mere, selvom hun ikke har mødt dig”, hun grinede.

“Mor? Jeg er altså på vej hjem til dig lige nu”, jeg kunne høre at hun stivnede, “Hvor er du? Hvor har du min adresse fra? Skal jeg komme og hente dig?” spørgsmålene væltede ind, og jeg forklarede præcist hvordan, det hele hang sammen.

 

Da jeg nåede til stationen, kunne se toget nærme sig i det fjerne. Jeg havde købt billet, så der var styr på det hele. Min mor og jeg havde aftalt, at hun hentede mig på stationen, da hun ikke ville finde sig i, at jeg gik 10 km i snestorm, for at kunne komme hjem til hende. Da jeg var steget ombord på toget, mærkede jeg et sus i maven, og tankerne fløj rundt. Hvad nu hvis det ikke gik? Hvad var det, jeg havde rodet mig ud i? Jeg havde en følelse af, at folk stirrede på mig, men jeg prøvede at ignorere dem, og koncentrerede mig, om hvor toget kørte hen. Jeg havde ikke kørt i tog i 7 år. Da jeg endelig nåede til stationen ved min mor, hoppede jeg ud af toget, og begyndte at spejde efter min mor. Først der slog det mig, at hun ikke vidste hvordan jeg så ud, og jeg ikke anede, hvordan hun så ud.

 

Jeg forsøgte at forestille mig hvordan hun så ud, hvordan vil en mor se ud? Hvordan vil min mor se ud? Da jeg havde stået og spejdet længe gennem menneskemængden, der langsomt forsvandt, gav jeg op, og satte mig forgæves på en bænk. Havde hun fortrudt? Gad hun mig ikke alligevel? Der sad jeg så i mindst 10 min, “Olivia?!”, jeg kiggede op, og jeg så en skikkelse komme løbende hen mod bænken, jeg rejste mig op. “Mor?”, skikkelsen var nået hen til mig, og krammede mig. “Hvor har jeg bare savnet dig, min store pige”, hun fik tårer i øjnene, hun kiggede på mig, “min store pige”, sagde hun endnu en gang, “Det er noget værre noget det her”.

 

Under hele køreturen kiggede jeg skiftevis på min mor og ud af vinduet, spændt på at kunne se mine søskende igen. Vi drejede rundt om hjørnet, og standsede foran et rødt hus. Vi havde nået målet.

Min mor gik forbi hoveddøren og om mod baghaven, jeg var fulgte bare efter. Ude i haven løb 3 børn rundt i flyverdragter, og legede i sneen. Den mindste af dem løb hen til min mor, og krammede hende. “Se hvem jeg har med hjem”, sagde min mor.  Alle 3 børn kiggede på mig. Da den ældste, jeg havde genkendt som Mia, udbrød: “Olivia!”, hvorefter hun kom løbende hen til mig, med de andre 2 i hælene.

 

“Hvad satan der har vi jo min eftertragtede bonusdatter”, lød det fra bagdøren, jeg  kiggede op, og der stod Sasa, min stedfar. Jeg kunne sagtens huske ham, fra da jeg boede hos dem sidst. “Nej, min Oliii!”, udbrød den mindste af mine søskende, jeg gættede på at det måtte være Emma. “Så Emma, lad nu Olivia være så jeg kan snakke med hende”. Emma slap mig, og jeg gik indenfor til min mor. “Olivia, du bliver nødt til at ringe til din far og fortælle ham at du er her”. Jeg panikkede, men hun blev ved med, at sige at det var vigtigt, at jeg fik det gjort. Hun gav mig en mobil i hånden. “Bare kom ned når du har ringet”, hun lukkede døren til soveværelset, og jeg trykkede nummeret.

“Hej det er Peter”, blev der sagt i den anden ende. “Hej far..”, startede jeg. “Olivia?! Hvor er du? Vi er bekymrede for dig!”, jeg grinede. “I er bekymrede? Så nu betyder jeg pludselig noget? Fordi at ignorere mig, slå mig og at låse mig inde er nemlig kaldet ‘elsket’. Jeg er hos mor, og det er her, jeg ønsker at være”. Der var blevet stille i den anden ende, “Farvel Olivia”, sagde han og lagde på. Farvel? Hvad betød det lige?

 

Farvel.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...