Et stik i hjertet

Nu hvor foråret florerer burde jeg blomstre, men mine rødder er blevet ødelagt af frosten..
-Deltager i The Hunger Games konkurrencen under valgmulighed nr. 3-
Bedst at læse på computeren, da layoutet giver mest mening derpå, men det er muligt at læse det, der står i højre side på mobil..

3Likes
4Kommentarer
247Visninger
AA

2. Et stik i hjertet

Kære hvem-som-helst

Min hånd er rystende, mens jeg skriver dette. Resten af min krop er kold som is. Mit ansigt har mistet sin gejst, og jeg kunne ligeså vel være død med denne ligblege kulør. Mit hår er fedtet og glinser i stearinlysets skær, ligesom den klare sved der render ned i mine øjne. Jeg havde aldrig i mine vildeste fantasier regnet med at sidde her. Ikke på denne måde. Ikke så ødelagt.

For bare to år siden levede jeg et ekstravagant liv i distrikt 1, hvor jeg aldrig havde prøvet at mangle noget. Den eneste værdi, der var vigtig for mig, var mod. Det havde det altid været. Jeg havde, ligeså længe jeg kunne huske, trænet til den dag, jeg skulle i arenaen. Til det år jeg blev atten, hvor jeg blev værdig nok til at melde mig ved høsten. Hele Panem ville kende til mit mod, og den dag jeg vandt, ville jeg blive æret og have en titel, som alle ville respektere. Fra den dag ville jeg blive fejret, som ingen før var blevet, og hele Panem ville tale om min tapperhed.

Men intet gik som forventet.  Da nedtællingen sluttede og spillet begyndte, glemte jeg alt, hvad jeg havde lært gennem hele mit liv. Jeg glemte alle mine planer og alle mine allierede. Det eneste jeg tog med til den hulning, jeg fandt, var en taske med få forsyninger og en kniv. Jeg havde egentligt forberedt Panem på, hvordan jeg brutalt ville myrde samtlige sonere, men som jeg sad der i den mørke hulning, var hele lysten væk. Jeg kom kun ud derfra for at skaffe mad, og da jeg hørte dét brag fra kanonen, der indikerede, at der kun var en enkelt person tilbage i arenaen, udover mig, blev jeg skræmt. Skræmt over min fejhed, skræmt over den måde jeg havde brudt mine egne løfter, og mest af alt skræmt over, at jeg nu skulle ud at finde den sidste soner, for at kvæste personens sidste håb om liv.

Jeg havde ikke forventet den følelse, der gik igennem mig, da jeg jog min kniv direkte ind i hendes hjerte. Jeg havde ikke forventet det stik, jeg ville føle i mit eget hjerte, og jeg var grædefærdig ved tanken om, at den følelse aldrig ville gå væk. Den dårlige samvittighed og skyldfølelsen slog mig ned på stedet, og følelsen af tomhed lammede mig. Det var i dette øjeblik mine rutiner og hele min baggrund krakelerede.

Ja, der var fest og farver i flere uger, men min hjerne registrerede intet. Jeg sad ligesom i min egen boble, hvor alt bare passerede forbi. Det var rart at være i denne tilstand. Jeg skulle ikke tage stilling til noget, og jeg fortrød intet, men jeg kunne umuligt leve på denne måde.

Da boblen bristede, og jeg endelig lukkede op, strømmede tankerne ind, og tårerne væltede ud, men jeg havde ingen skulder at græde ved. Jeg sad helt alene i det vinderhus, der var blevet tildelt mig, og ingen af betydning havde lyst til at være ved min side. Da alle havde indset, hvilken kujon jeg var, nægtede de at være sammen med mig. Dette resulterede i, at jeg sad dag ud, dag ind alene i min mægtige men ensomme bolig i ”Vinderbyen”. Kulden, der fyldte min krop, blev vedvarende, og tårerne føltes som is, når de løb ned af mine kridhvide kinder. Jeg sad stille i den rustikke grønne stol i hjørnet af den støvede stue. Jeg græd sagte, og lod mit sind vandre, mens jeg erindrede hver en beslutning, jeg havde truffet i mit liv. Hurtigt var jeg kommet frem til, at den værste var, da jeg tog et andet menneskes liv.

Herefter kom flashbacks og hallucinationer fra arenaen. Jeg genoplevede følelsen af frygt, sult og fortrydelse. Jeg så mig selv sidde i hulningen, som en kujon. Jeg så mig selv miste gejsten, da mine sædvanlige, finurlige tanker forsvandt. Jeg iagttog mig selv, da lyset i mine øjne brændte ud, og da jeg mistede håbet om eksistens, men den oplevelse, der hjemsøgte mig på alle tidspunkter af døgnet, var mordet. Skyldfølelsen ramte mig igen og igen, og jeg kunne ikke holde mine hjerteskærende skrig inde. Den skingre lyd fik mine aggressioner ud af min angrende krop. Jeg sov nærmest ikke, da jeg hele tiden ærgrede mig over mine valg, og hvis jeg endelig faldt i søvn, blev jeg vækket af mareridt fra arenaen.

Nu sidder jeg her. Ynkelig, som jeg er blevet, skrivende på et gammelt stykke papir om, hvordan spillet ødelægger hvert eneste menneske, der er indblandet. Nej, spillet tager ikke bare treogtyve individers liv, men samtlige fireogtyve. Jeg ville ønske, at jeg var en af de treogtyve, som tog deres sidste åndedræt i arenaen. Vinderen har 23 liv på samvittigheden, uanset om han har dræbt dem alle.  Hver eneste soner havde et håb om liv, ligesom et brændende lys. Vinderen pustede måske ikke hvert et lys ud, men stod alene efter at have slukket det sidste. Det eneste, der var tilbage var røgen, som forsvandt efter nogle sekunder, præcis som det afdøde legeme.

Tankerne har ædt mig op indefra, og jeg kan ikke længere kende mig selv. En dag sad jeg og kiggede ud af vinduet. Egentlig beundrede jeg bare de smukke efterårsblade, der faldt ned fra de høje træer, da det slog mig, at mit liv var som træets. Jeg havde været ung og grøn, uden anelse om hvad livet ville bringe mig. Da var sommeren kommet, og jeg havde levet mit liv fuldt ud, inden jeg meldte mig frivilligt ved høsten. Efteråret dukkede op, og overfor Panems borgere fremstod jeg som det flotteste træ med de smukkeste farver, de nogensinde ville komme til at se. Mine blade begyndte at dale ned, da spillet begyndte, og pludselig var intet, som det plejede. Modig, tapper, ambitiøs, munter, morsom, passioneret, snedig og praktisk. Mine egenskaber og kvaliteter faldt ned en efter en.

Da jeg myrdede et andet menneske, var der en indre storm, som ingen af mine blade overlevede. Jeg var rippet for blade, og når man er ensom og nøgen er fest og farver ikke, hvad man har brug for, nærmere kærlighed og omsorg. En omsorg jeg ikke kunne få, da jeg havde skuffet alle, der bekymrede sig om mig. Da vinteren kom gik jeg i dvale og forblev i min egen boble, hvor jeg mistede hele min essens. Nu hvor foråret florerer burde jeg blomstre, men mine rødder er blevet ødelagt af frosten. Modsat af de små blomster vil mit sind blive grummere og grummere, indtil mit hav af tanker vil blive stoppet i takt med mine sidste åndedrag.

Så længe jeg kan huske, har dødsspillet været mit formål med livet. Jeg trænede hver dag, når jeg kom hjem for skole, og alle mine tanker centrerede sig om dette. Det var en sport, som bandt Panem sammen på godt og ondt. Jeg troede, med alt jeg havde, på at dette var retfærdigt. Jeg mente, at det var fair, selvom at Capitol ikke indsendte deltagere, og på trods af at de fattige distrikter ikke havde ressourcerne til en ordentlig træning.  Nu har jeg indset, at spillene ikke har noget at gøre med retfærdighed. ”De mørke dage” skulle siges at være ovre, men det bliver de ikke, så længe spillet ageres. Magthaverne i Panem kræver stadig 24 uskyldige liv om året for ren og skær underholdning, og for at vise borgerne i distrikterne, at de ikke er noget værd. Men det er ikke rigtigt, hver og en af jer er værdifulde, og jeg vil ønske, at I er tapre nok til at sige fra og gøre oprør.

Jeg var ikke stærk nok. Hele mit liv har jeg gået op i at være den bedste, men aldrig har jeg været god nok til at indse, at Panem stod i en mørkere situation end nogensinde. Tapperhed var den værdi, jeg satte højest, men alligevel var jeg ikke modig nok til at gøre oprør. Derfor håber jeg inderligt, at dette brev vil vække jeres geniale tanker, og få jer til at indse, at vi må gøre noget ved denne falske verden, vi lever i.

Men jeg kan ikke holde det ud længere. Ikke et sekund længere kan jeg holde ud at trække vejret i en verden, hvis byggesten er mord og brutalitet. Spillet har taget meget mere fra mig end mit liv. Min personlighed, mine interesser, mine værdier og kvaliteter – ja, alt hvad jeg var. Mit motto har altid været, ”aldrig giv op”, men det er, hvad jeg gør nu. Jeg giver op. Men jeg er ikke nedtrykt over at skulle væk herfra, nærmere bedrøvet over hvor selvisk jeg er blevet. Jeg er blevet en kujon, der er fej nok til at snyde, fej nok til at ende livet, før jeg burde, men tanken om at fortsætte er ulidelig.

Derfor beder jeg til, at I kan få skabt en verden, I kan holde ud at leve i. Jeg ville ønske, at jeg selv kunne bidrage til formålet, og at jeg selv var modig nok, til at skabe mig en udholdelig verden, men det var jeg desværre ikke.  Jeg har dog set tusindevis af mennesker i distrikterne med kampgejst i øjnene. Mennesker, der ønskede at sige fra, og var klar til at kæmpe, hvis bare de fik et lille skub. Jeg drømmer om, at jeg kunne være det skub. At min historie om, at ikke engang vinderen af spillet lever et godt liv, vil få jeg til at indse, at friheden er vigtig at kæmpe for. Frihed er livets største gave, men vi fik den taget fra os, lige da vi blev født, og det ønsker I vel ikke at udsætte jeres børn for. Jeg håber med alt, jeg har, at i kan få ændret denne verden til noget bedre, så den næste generation aldrig vil komme til at opleve, hvilket helvede det var.

 

Friheden er værd at kæmpe for, og I må aldrig give op.

 

-Cory, vinderen af det tooghalvfjerdsindstyvende dødsspil

 

Cory blev fundet med en kniv i hjertet på sit gulv i Vinderbyen et par dage senere. Brevet lå i støvet ved hans side. Han nåede aldrig at se oprøret, der foretog sig bare 2 år senere. Han nåede aldrig at se sit land frit.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...