I live

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 21 okt. 2015
  • Status: Igang
Er vi mennesker virklig normale? Det spørgsmål har vi alle vidst stillet os selv. Vi tænker længere end vi tror, og i denne tekst har jeg samlet bindinger, forhindringer og budskab præget af egne situationer i mit liv. Jeg har samlet en række af fantastiske ord, der føres ud i en sammenhæng: Det at være i live.

0Likes
0Kommentarer
96Visninger

1. Kapitel 1

Kapitel 1

Hvorfor er det så svært at skulle leve op til hvad andre vil have? Hvorfor skal jeg leve op til hvad andre vil have? Hvorfor er det så svært at have sympati? Hvorfor skal jeg have sympati? - med folk som ikke har med mig. 

Jeg gør de samme ting hver dag: jeg står op, tager i skole og kommer hjem. Det samme sker i skolen hver dag: jeg kommer og går. Jeg bliver ikke lagt mærke til, eller spurgt. Jeg bliver ikke lukket ind eller snakket med. Jeg er der bare. Jeg ved godt at sådan er der mange unge mennesker der har det i dag, og mit er det samme. I medsætning til andre mennesker tænker jeg for meget over hvad de andre vil have? Og hvad de andre kan lide?

Jeg kan starte ud med at de ikke vil have mig som ven. De vil ikke have mig til at hjælpe dem. De vil ikke snakke med mig, og helst undgå at se mig i øjnene. De kan ikke lide mit karamelfarvet hår. De kan ikke lide mit tøj. De kan ikke lide mine grønne øjne. De kan ikke lide min figur. De kan ikke lide mine interesser. De kan ikke lide mine ideer. De kan ikke lide at jeg snakker til dem. De vil ikke have mig i deres grupper. De vil helst gerne undgå at skulle konfrontere min intelligens - den jeg gemmer så godt.

Medens jeg sidder og tænker, spekulere og prøver at forstå, er der en masse mennesker omkring mig som gerne vil undgå at komme for tæt på. Men hvorfor? Ser jeg farlig ud? Ser jeg dum ud? Ligner jeg bare ikke en som de kunne tænke sig at sidde tæt på? Eller er det bare fordi at folk i dag er for bange til at kommunikere med andre mennesker. Mennesker som mig måske. Jeg må give dem et smil for at genvinde hvad jeg har tabt før det end var der. Jeg må præsentere mig gennem min stil, og min ydmyge venlighed, der flyver gennem rummet dog ikke kommer igennem.

Jeg er mig. Jeg elsker at sidde på biblioteket og studere de mange folk der trasker forbi. Jeg elsker søde sager. Jeg elsker filosofi, psykologi og at lære noget. Jeg elsker at have styr på mine ting. Jeg elsker at lyde klog. Jeg elsker at se operetter og at lytte til operasangere. Jeg elsker klassisk klaver. Jeg elsker luksus, klasse og sofistikation. Jeg elsker at dagdrømme. Jeg elsker at studere kunst, malerier og farver. Jeg elsker at undre mig over hvorfor ting er som de er. Jeg elsker når folk gerne vil snakke med mig. Jeg elsker når folk holder af mig. Jeg elsker duften af tørre vandfarver, bøger, kaffe og regn. Jeg elsker.

Nu tænker du nok, hvad er det for noget pladder jeg sidder og læser, og jeg forstår dig godt. Jeg nævner meget mig selv, og på lang sigt kan det blive trættende, så hvad hvis jeg nu skifter rolle. Med dig;

Du er dig. Du elsker en spidset blyant. Du elsker at ting står i farveorden. Du elsker når tjeneren kommer med din mad. Du elsker søde sager - eller ej. Du elsker når det regner, for du ved at du kan sidde indenfor og kigge ud. Du elsker dine venner og din familie. Du elsker at kunne noget skørt - specielt. Du elsker at høre om noget tragisk og spændende. Du elsker at få ret. Du elsker følelsen af at have opnået noget. Du elsker det dejlige rus du får når du kommer hjem. Du elsker at få afvide at du er god. Du elsker.

Dette passer formenligt ikke, men noget skulle jeg jo skrive. Jeg prøver ikke at få noget budskab med dette, ingen symbolik og ingen medfølelse. Jeg kræver forståelse, på hvor anerledes vi mennesker er, og at vi ikke behøver at leve op til hinandens krav. Du er som du er. Jeg er som jeg er. Hvis du kan lide at være den du er, så forbliv sådan, for når først du er væk herfra vil du sikkert gerne huskes, men tænk over dette - hvad med at huskes for at have været så god, gavmild og venlig. Hvad med at huskes for at have været behagelig i andres samvær og have været ærlig - også selvom det kostede venskaber osv. Jeg vil ikke huskes for at have været med i en film, eller for at have haft en englestemme. Jeg vil heller ikke huskes for min rigdom, arv og mine kriterier af andre folk. Jeg vil bare gerne huskes af folk som elskede mig og hold af mig af deres hjerte.

Jeg er en tænker, ikke en forfatter. Jeg er ikke født for at skrive en roman, instruere en film, male et maleri eller dømme folk. Jeg er her bare, og i den tid jeg er her må der fås det bedste ud af det. Man lever ikke kun én gang, man lever hver dag og dør én gang. Du har ét liv, så pas på det.

Ikke mere snak om livet - alt den solidaritet. Lad os snakke om ting der er ubehagelige;

Jeg hader at snakke med folk der er arrogante. Jeg hader lyden af noget der rasler eller knaser. Jeg hader folk der ikke smiler tilbage. Jeg hader folk der ikke siger undskyld eller tak. Jeg hader at drømme om ting jeg ved aldrig vil ske. Jeg hader at vi ødelægger os selv. Jeg hader at jeg er for bange til at præve. Jeg hader at prøve så meget for noget der ikke lykkedes. Jeg hader når min kaffe er kold. Jeg hader rød peber og svesker. Jeg hader når folk er for selvcentreret. Jeg hader når folk ingen sympati har. Jeg hader at elske og holde af - det forsvinder igen. Jeg hader at min kæreste ikke prøver lige så meget som jeg gør. Jeg hader kedelige bøger - spild af papir. Jeg hader når folk ikke lytter eller forstår. Jeg hader at se folk lide. Jeg hader mennesker der gør dyr fortræd. Jeg hader at græde. Jeg hader at jeg ikke kan sove om natten. Jeg hader at kunne se lige gennem folk. Jeg hader folk der bruger ordet ”Had”, for det har en meget større betydning - den er blevet godt og grundigt misbrugt… af mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...