Death camp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2015
  • Opdateret: 5 dec. 2015
  • Status: Igang
Over hele USA er der borger krig. Da krigen slutter beslutter præsidenten Mr. Frich at hver stat skal give et barn mellem 5-18 år til noget de kalder Death camp, som ingen ved hvor ligger. Børnene der kommer derud mister alt deres frihed og bliver pint og tortureret. De mister venner og gennem en lang rejse af forfærdelige ting, opdager Zoey noget foruroligende...

6Likes
9Kommentarer
799Visninger
AA

4. Den specielle dreng

Det havde været en lang dag, uden viden om hvad der var sket med dem der var kommet med vagterne. Hannah og jeg havde ikke rigtig snakket med de andre børn, men der var en jeg havde lagt mærke til, det var en dreng, på 17 år. Han sad hver dag udenfor ovre ved hegnet alene og sad bare og stirede. Jeg over vejede at gå over til ham men jeg turde ikke. Jeg kendte ham jo ikke.

Det var ved at være tid til aftensmad, så jeg havde sat mig klar i min køje, til at vagterne kom med maden. Maden var ikke noget særligt, og den smagte ikke særlig godt. Den smagte af græs med salt i, men jeg spiste det, fordi jeg var sulten. Og det var heller ikke fordi man blev mæt, det var nærmere som om man blev mere sulten, som om man snød sin mave så den troede den skulle blive mæt. Og hele dagen og dagen efter knurrede ens mave af sult.

***

Næste dag var Hannah og jeg gået udenfor igen og der sad drengen igen. Han mindede mig om Louis. Hans brune hår og hans kropsform, var næsten som Louis. Jeg tog mig sammen og gik over til ham. I tavshed satte jeg mig ved siden af ham. Han sagde ikke noget, han kiggede ikke engang på mig. "Hej," sagde jeg og kiggede over på hegnet. Der gik noget tid og jeg tænkte at han måske ikke ville snakke med mig, men så sagde han "hejsa," og kiggede på mig. Han prøvede at smile, men bag facaden kunne man se tristheden og sorgen.

"Hvad er dit navn?" spurgte jeg og kiggede på ham. Jeg sank en klump spyt i halsen og mærkede den friske vind blæse ind i hovedet på mig. "Travis" sagde han kort. "Okay, jeg hedder Zoey," sagde jeg og efter et stykke tid med tavshed rejste jeg mig og skulle til at gå, da han sagde "Vent! Hvis jeg fortæller dig noget, lover du så ikke at sige det videre?" Jeg kiggede undrende på ham og sagde "ja selvfølgelig"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...