Enden på begyndelsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 23 apr. 2017
  • Status: Igang
Den historie handler om en syttenårig og hendes liv. Det hele starter fra hendes tidligste minder og kæmper sig op mod hendes seneste.
Det er en historie med op- og nedture samt ulykkeligkærlighed, fortrydelser, bedrag og alt det andet der præger en teenagers liv.
Det hele er fiktion og uden noget overnaturligt da jeg gerne ville, til en forandring, prøve at skrive noget mere realistisk.

2Likes
0Kommentarer
142Visninger
AA

2. Prolog

Det hele startede vel for lidt over 19 år siden. Nogle vil mene endnu længere tilbage, men jeg holder fast på at livet starter når man bliver født. D. 30 marts 1998 startede mit liv. Af gode grunde kan jeg ikke huske det helt præcist, men jeg har set billede af min mor der holder lille nyfødte mig. Og lad mig fortælle jer at det ikke er noget kønt syn! Jeg var en grim lille nyfødt baby, men jeg blev da pænere med årene. Håber jeg.
Jeg vil gerne undskylde på forhånd, men nogle tidspunkter i mit liv at mere detaljerede end andre.
Noget af det første jeg kan huske er vores hjem. Det hjem vi boede i, i en lille by på Sjælland, var stort og havde en, lige så stor, tilhørende have som havde et gyngestativ med to gynger. En gynge til mig og en gynge til min ældre bror Magnus. Magnus er en helt anden historie og noget jeg kommer til at fortælle mere om jo længere henne vi er i historien. Det store af det hele var at vores hus var mit første minde, derefter kan jeg kun huske brudstykker af mit liv: Et til salg skilt foran vores hus som jeg desperat prøvede at flytte, et vagt minde af min mor og far da de stadigvæk var gift, en tur på kælkebakken med min bror og far, vores to hunde, og derefter er de fleste af mine minder i vores nye hus på en helt ny ø ovenikøbet. Min mor besluttede sig for at flytte til en lille ø nord for Kalundborg, som også ligger på Sjælland, med et indbyggertal på under 500 mennesker. Turen der til var med færge og tog en time. Heldigvis havde de på færgen et lille bord med legoklodser. Jeg kan tydeligt huske at jeg legede ved bordet og havde købt noget vandmelon tyggegummi, som jeg ikke kan finde nogen steder længere, og byggede et hus med have hvor vandmelonen skulle gro. Meget optimistisk, jeg ved det. Men det var et sidespring, tilbage til historien. Vores lille familie på seks, hvis du selvfølgelig tæller hundene med, flyttede ind i et gult hus på en lille bakke ikke langt fra vejen. Man havde et flot udsigt over havet og havnen, som der er på sådan en ø. Ikke kort tid efter at vi var flyttet blev vores familie på seks forvandlet til fem. Vores tæve skulle aflives. Aldrig i mit liv havde jeg grædt så meget som jeg gjorde på det tidspunkt og stadigvæk den dag i dag kan jeg savne hende. Hun lod mig altid, i modsætning til vores hanhund, ligge op af sig, og jeg elskede det.

I en kort periode efter at hun blev aflivet troede jeg at alt var godt, men langt fra. Igen blev vores familie formindsket. Fra at være fem blev vi til fire. Hanhunden var blevet gammel og skulle aflives. Igen en masse gråd. Jeg tænkte at alt nok skulle gå vi havde jo stadigvæk hinanden alle sammen. Jeg tog fejl. Vores allerede lille familie blev mindre. Det mest utænkelige for en femårig skete. Min mor og far gik fra hinanden. Senere hen har jeg hørt min mor snakke om at hvis hun bare havde villet deres ægteskab mere så ville de stadigvæk den dag i dag være sammen. Jeg giver hende al skylden for de lidelser jeg har været igennem på grund af min far og hans nye familie. Ikke fordi at jeg blev udsat for noget fysisk vold, det var mere psykisk og det har sikker ikke været med vilje. Der har været en masse grimme ord smidt i min retning. Ikke længere dog, igennem mine 19 år har jeg fundet ud af hvordan jeg skal opføre mig, så jeg ikke bliver såret. Men kan det passe at et pige på 10 skal gå rundt på liste fødder og gemme sig selv når hendes far skændes med sin nye kone? Kan det virkelig passe at en 10 årig prøver at gøre sig usynlig så hendes mor, som btw ikke laver andet end at sidde på sin flade røv, ikke råber af hende. Nej det synes jeg ikke, men desværre, var det sådan mit liv var. Egentlig er det vel stadigvæk lidt sådan, men jeg vælger at lade som om at det ikke er sådan længere.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...