Aria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Arias liv bliver vendt på hovedet, da hun opdager ting, som hun aldrig havde drømt om fandtes. Den Anden Verden består dog ikke udelukkende af lykkelige slutninger, og en dæmon har sat sin jagt på Arias liv igang. Sammen med sin bedsteveninde forsøger Aria, at overleve i den verden, hun engang troede, hun kendte.

2Likes
4Kommentarer
1326Visninger
AA

17. Xulopia

Om dagen var byen det smukkeste der fandtes. Byen var lavet af skoven selv, og intet var smukkere end det Moder Jord havde skabt. Husene var lavet af de ældgamle træers gyldne og dyrebare rødder, hvorpå der groede blomster og planter. Hvor end man så hen var der grønt, lyst og smukt. I midten af byen stod modertræet, Ligna, som var forbundet med alle rødder i skoven, og var husenes skaber. Det rejste sig hundreder meter op i luften og var bredt nok til at hele byen kunne være samlet i den.

Alverdens væsner boede i byen Xulopia, det var kernen af Den Anden Verden. Rådet sad i kronen af Ligna og spejdede ud over byens travle liv. Derfra kunne de overskue alt hvad der skete. Det var en ære at være i kronen, en ære som kun få væsner ville overleve at opleve. For derfra dømte Rådet verdens farligste kriminelle.

Om natten var byen mørk. Engang kunne man se stjernerne om natten, ildfluer lyste byen op, og folk festede. Men tiden havde ændret sig, og mørket havde overtaget natten. Kun de farligste og mest desperate begav sig udenfor i mørket. Rygterne spredte sig hurtigt, især når ikke alle vendte tilbage fra natten. For i nattens mørke gemte sig små skygger der var klar til at opsluge alt og alle.

Men væsnerne spekulerede på hvem der havde sendt skyggerne, for alle vidste skygger havde en herre, en leder. Hvad ville Herren? Hvem var det? Hvorfor nu? Rådet prøvede at forholde Xulopia i ro, men væsnerne kunne fornemme noget var på vej.

Flere tusinder kilometer væk vandrede et mægtigt væsen. Den brølede og hungrede efter den magt der var blevet taget fra den for århundreder siden. Bag den gik fire andre væsner der var ligeså rasende som den selv. De havde fået taget en magt fra dem, og deres hjerter længtes efter destruktion og terror. Nogen skulle bøde for det! Med jorden skælvende under deres fødder vandrede de mod Den Anden Verdens centrum; Xulopia

 

* * *

 

Mit hjerte bankede hårdt i brystet, imens Agnes ruskede i mig, for at vække mig fra mine tanker der havde begravet mig i et slør af ulykke. Hun kiggede op på Thalia, bad hende om hjælp med øjnene, imens hendes mund fortsat råbte Aria. Zaniel tog fat om min skulder og jeg vågnede af mit mareridt. Håbede jeg da.

"Stop... Stop så!" hvislede jeg af Agnes, der såret skubbede sig lidt væk. Jeg sukkede. Helen var væk og det var på grund af mig. Et stik i hjertet fortalte mig hvor meget jeg ville hade mig selv hvis jeg ikke fandt hende igen. Selvom hun til tider havde irriteret mig, og ikke fortalt mig om mine forældre, var hun den eneste i mit liv jeg kunne sige var som en forælder. En ensom tåre trillede ned af min kind, og Zaniel opdagede den.

"Det skal nok gå, vi finder hende," sagde han beroligende og tørrede tåren væk med sin tommelfinger. Jeg stirrede blankt ud i luften, kunne ikke rumme mine tanker. Agnes nikkede enig med ham og lagde forsigtigt en hånd på mit knæ. Hun fangede mine øjne der lyste af bekymring.

"Hvad end der skal til så hjælper jeg dig," sagde hun forsikrende og klemte mit knæ en enkelt gang. Jeg havde stadig ikke fortalt Zaniel jeg kendte til alt det overnaturlige, men jeg kunne fornemme han havde regnet det ud. Agnes rejste sig og gik hen for at snakke til Thalia, og jeg brugte den tid på at snakke med Zaniel.

"Jeg ved hvad du er," hviskede jeg til ham og fangede hans grønne øjne. Han kiggede først forvirret på mig, men så løsnede hans ansigt op da han indså hvad jeg mente. Han nikkede stille og tog min hånd. Jeg skævede kort til de to andre, men de havde travlt med at diskutere.

"Hvordan kan du ikke være forvirret over hvad jeg gjorde ved manden?" spurgte han og hentydede til hans redningsaktion. Jeg smilte lidt over tanken; min helt.

"Jeg har kendt til Den Anden Verden i et stykke tid. Agnes er FFOV," hviskede jeg hurtigt og klappede hans hånd som tegn på at Agnes og Thalia var færdige med at diskutere. Jeg trak hånden til mig, og fokuserede på de to igen. Han kiggede imellem mig og Agnes et par gange inden han bare stirrede ud i luften, dybt begravet i sine tanker.

Jeg skævede op til Thalia, der gik rundt i cirkler og tog sig til hagen. Hun havde gået sådan i nogle minutter nu, og jeg ventede at gulvet snart gav efter. Zaniel knurrede lidt af hende, og var tydeligvis irriteret over at hun ikke stod stille.

"Ti stille Zaniel, ellers vanker der," sagde hun toneløst ud i luften, og fokuserede på det hun havde i tankerne. Hvor kendte hun hans navn fra? Jeg viskede tanken væk; hun var skolesygeplejerske og han gik på skolen. Han fnyste og lænede sig tilbage i sofaen igen.

"Gider du godt holde op? Det der hjælper ikke ligefrem på problemet," sagde han og hentydede til hendes cirkelvandring. Hun stoppede op og satte strengt sine arme i siden.

"Jeg kan ikke se du gør noget? Og desuden så har jeg måske en idé om hvor hun kan befinde sig," svarede Thalia spydigt igen. Zaniel løftede sine øjenbryn og åbnede munden for at fortsætte skænderiet, men jeg kom ham i forkøbet.

"Du ved hvor hun er?" spurgte jeg og kiggede håbefuldt og dog mistænksomt op på hende. Thalia så tøvende på mig og vægtede fra sit ene ben til det andet et par gange, før hun hurtigt gik hen til mig.

"Nej, men jeg ved hvordan vi finder ud af det," sagde hun og satte sig på hug foran mig. Jeg kunne ikke følge hende og så bare forvirret på hende. "Fordi sådan noget sker så ofte, er der nogen der har opfundet en ting, der kan spore folk der er blevet kidnappet af dæmoner - det sker oftere end du tror - og jeg kender den 'nogen'."

Håbet blomstrede stille i mig, og med tiden som Thalia fik fortalt om sin idé blev jeg mindre og mindre håbløs. Da hun var færdig rejste jeg mig og gik hen efter min jakke.

"Hvor finder vi denne person der opfandt kidnapnings apparatet?" spurgte jeg og tog mine sko på. Jeg så hende og Zaniel udveksle et par blikke inden hun gik ud til mig.

"I Xulopia," sagde hun og lagde sine arme over kors. Den Anden Verdens hovedstad; var det der vi skulle hen? Jeg rejste mig op og kiggede utålmodigt hen på de andre. Agnes vendte sig mod Zaniel.

"Jeg ved du er overnaturlig by the way, så det er altså derfor jeg ikke er super forvirret," sagde hun henkastet. Zaniel stod og gloede lidt på hende, og satte så sine hænder i lommerne, som om det var ligemeget. Han nikkede forstående.

"Okay, så hvornår tager vi afsted?" spurgte jeg og lagde også mine arme over kors. Agnes, Thalia og Zaniel udvekslede nogle blikke, og så alle hen på mig. Thalia gik hen til en tom væg og rakte sin hånd ud i luften, med håndfladen pegende mod væggen. Hendes grønne øjne begyndte at lyse og hendes hår svævede op i luften. Jeg stod med åben mund og gloede på hvad der skete.

Hendes håndflade begyndte at lyse grøn, den samme farve som hendes øjne, og så gik hun hen til væggen og rørte den med hele hånden. Et grønt slør hang som en oval på højde med stuen på væggen. Jeg kiggede rundt på de andre, men ingen af dem reagerede ligesom mig. Jeg rystede på hovedet, rømmede mig og gik hen imod den, imens Agnes og Zaniel fniste af mig.

En snurrende følelse strømmede gennem min krop da jeg gik igennem portalen. Mine øjne missede i det lys der pludseligt fyldte min verden. Det var aften derhjemme. Jeg holdt hånden op over mine øjne så det skabte en skygge for dem. Jeg kiggede bag mig og så portalen hænge på en stamme af et træ. De andre kom gående ud af den og blinkede i det skarpe lys.

Jeg kiggede rundt da jeg endelig havde vænnet mig til solen. Jeg stod i en skov, hvor der hang mange andre portaler også, hvor folk kom gående ud af dem. Portalerne var i mange farver, og jeg opdagede ejeren af den havde samme øjenfarve. Jordbunden var fyldt med mos, græs og blomster, og en bred trappe snoede sig ned af den bakke vi tydeligvis var landet på.

"Der er et stykke vej at gå, så kan du kigge imens?" spurgte Zaniel og puffede til mig. Jeg kiggede på ham med hadefulde øjne for sjov og gik efter Agnes og Thalia der allerede var gået. Jeg bøjede hovedet bagover og kiggede op i træernes bladefyldte kroner. Hvor lå Xulopia henne? Var der overhovedet et sted på jorden der var så frodigt, grønt og smukt?

Trappen vi gik ned af var mosset og imellem trinene blomstrede planter. Der var mange mennesker der gik ned af den brede trappe, der var omgivet af træer der bukkede ned over den som et skjold. Jeg kunne skimte igennem træernes kroner et kæmpe træ, det største jeg nogensinde havde set. Men denne gang holdt jeg reaktionen i ro.

Mine ben begyndte at syde og jeg stoppede og på en lille græs "terrasse". Træerne skyggede ikke for udsigten og der var fri udsigt over byen Xulopia. Min kæbe faldt ned da jeg så byen. Den var lavet af rødder, trærødder! Huse, lejligheder, lygtepæle, bænke! Alt sammen lavet af naturens ressourcer. Solen skinnede ned over byen, og gjorde den magisk at se på. Jeg gned mine øjne, men måtte erkende jeg ikke var blevet skør. En latter slap ud af min mund.

"Det er vildt ikke?" sagde Zaniel og satte sig på rod-bænken. Jeg satte mig ned ved siden af ham og han lagde armen om mig. Agnes og Thalia var nået langt ned, næsten nede ved bunden. Jeg så ingen ende på byen. "Det store træ hedder Ligna, det betyder træ på latinsk. Det er byens centrum."

Jeg måbede. Træet stod mange hundreder meter væk, hvis ikke flere kilometer. Byen var gigantisk, og tanken om alle de væsner der boede her gjorde mig svimmel. Jeg lagde mit hoved mod Zaniels skulder og nød synet af den fantastiske by. Agnes og Thalia var nået enden og vinkede til os. Jeg smilte og Zaniel vinkede tilbage til dem.

Fra hvor vi sad kunne jeg se Agnes træde et skridt bag ud og vælte over en rod. Jeg kunne høre hendes hvin hele vejen herop og jeg kunne ikke holde min latter inde, og en brummende latter lød fra Zaniel. Jeg kiggede op på ham og hans grønne øjne mødte mine, da han lænede sig ind og kyssede mig.

 

* * *

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...