Aria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Arias liv bliver vendt på hovedet, da hun opdager ting, som hun aldrig havde drømt om fandtes. Den Anden Verden består dog ikke udelukkende af lykkelige slutninger, og en dæmon har sat sin jagt på Arias liv igang. Sammen med sin bedsteveninde forsøger Aria, at overleve i den verden, hun engang troede, hun kendte.

2Likes
4Kommentarer
1321Visninger
AA

11. Vejlederen

Mit ansigt var gennemvæddet da Thalia fandt mig; hvordan vidste jeg ikke. Jeg var kravlet op i et hjørne mellem to bygninger, og sad og frygtede alt og intet. Jeg hulkede højt, og hun tog fat om mine håndled og hev mig op at stå. Jeg kæmpede lidt imod, men droppede stædigheden, for hun ville mig jo ikke noget ondt. Hun så bekymret og oprevet ud, da hun trak mig hen til hendes bil. 

Vinden pustede ind gennem vinduet da vi kørte afsted. Jeg havde rullet det ned fordi jeg fik en klaustrofobisk følelse af at sidde i bilen. Mine tanker fløj rundt i mit hoved som papir der blev taget af vinden.

Zaniel var overnaturlig. Dæmonen angreb mig. Den ville have dræbt mig. Zaniel reddede mig. Hans øjne lyste.

Jeg lænede mit hoved imod bildøren og lod vinden puste på mit ansigt. Jeg lukkede mine øjne, og prøvede at slappe af. En rynke formede sig ved mine bryn. Der var sket så meget på så kort tid, og jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg skævede over til Thalia hvis grønne øjne var rettet på vejen. Hvor ville hun køre hen?

Vi drejede omkring et hjørne og jeg fik besvaret mit spørgsmål; vi var ved skolen. Thalia slukkede moteren efter hendes hurtige og knap så pæne parkering, og kiggede bekymret over på mig. Jeg kunne forestille mig, hvor røde mine øjne var efter de salte tårer. Det var heldigt hun havde fundet mig, for ellers havde jeg sikkert stadig sat der. Et spørgsmål gnavede inde bag min hjerne. Hvordan fandt hun mig?

Hun gik om på min side af bilen og fik mig ud. Jeg var træt og tømt for energi oven på de seneste hændelser, så hun tog fat om min arm og førte mig til sygestuen. Hun havde altid sin kittel på, så den blafrede bag hende som altid. Det var lidt ligesom en hvid kappe. 

Jeg satte mig ned på sengen, og lod mine øjne glide i, i et par sekunder. Jeg kunne høre Thalia rumstere rundt et eller andet sted i rummet, og kom lidt efter hen med en kop varm te. Den duftede sødt og forfriskende, men jeg kendte ikke duften. Mit blik røg op på hende med en smule forvirrelse, men hun nikkede bare mod teen, som et tegn på at jeg skulle drikke det. Jeg nippede lidt til det, for at prøve-smage det, men kunne konkludere det smagte godt.

"Du har sikkert regnet ud at ham manden var overtaget af en dæmon," sagde Thalia, satte sig i en kontorstol, og rullede hen til sengen jeg sad i. Hun betragtede mig imens jeg drak af teen; jeg kunne ikke få nok, for det føltes næsten som det gav mig energi. "Så du ham forvandle sig?"

Jeg rystede på hovedet og hældte resten af teen i mig. Min hals brændte på en god måde, og jeg kiggede tøvende op på hende. Må jeg ikke få noget mere?- sagde mit blik, og hun fangede budskabet. Hun hældte noget mere op til mig fra en metalkande af. 

"Vi ved det ikke med sikkerhed, men vi regner med at det var den samme dæmon som før," sagde hun og jeg spærrede øjnene op af skræk. Kunne man have flere end én efter sig!? "Rolig, det er meget usandsynligt, du skulle have mere end én efter dig, Aria. Det er selvfølgelig mærkeligt nok at du overhovedet har én efter dig, men flere ville være yderst unaturligt, da de kun går efter personer der er betydningsfulde for Den Anden Verden."

Jeg var også næsten sikker på det var den samme; jeg kunne ikke bevise det, men jeg kunne føle det. Jeg tog en mundfuld af den varme te, havde så mange spørgsmål jeg ville have besvaret. En dyb indånding og en mundfuld te mere fik mig igang med at snakke.

"Hvordan dræber man en dæmon?" spurgte jeg og holdt Thalias blik fast. Hun veg ikke tilbage, men foldede i stedet sine hænder og smilte til mig. Hun havde tidligere fortalt at en dæmon kun opgav sin "mission" ved enten at gennemføre den, eller blive dræbt.

"Det er ikke noget alle og enhver kan gøre, men noget Assasins er født til. Mange har forsøgt at dræbe en dæmon ved at dræbe kroppen, der var besat, men det skadede ikke andre end mennesket. Dæmonen forlod bare kroppen uden den mindste skramme. Nu er vi heldigvis blevet klogere. Assasins har den evne, at de kan forlade deres egen krop og blive til en ånd. I det væsen kan de dræbe dæmonerne, da dæmoner er onde ånder." Jeg syntes det gav mening og nikkede stille. Det var ét af mine spørgsmål besvaret. 

Tanken om at spørge hende om Zaniel fløj ind i mit hoved. Jeg kunne ikke lade vær med at spørge, for hvis hun kunne se at Agnes var overnaturligt, kunne hun sikkert også se at Zaniel var overnaturlig.

"Kender du en dreng ved navn Zaniel?" spurgte jeg tøvende og prøvede at aflæse hende. Hendes øjenbryn fløj i et sekund op i hendes pande, men hun placerede lige så hurtigt sit normale udtryk på ansigtet igen. Jeg undrede mig lidt over hendes reaktion, men lod vær med at tænke over det. Hun nikkede. "Han... reddede mig fra dæmonen, og det han gjorde lignede noget overnaturligt noget. Hans øjne lyste og han fik dæmonen til at... ja jeg ved det ikke... sove?"

Thalia så ud til at tænke over situationen. Hendes reaktion til emnet var mærkværdig, og jeg lovede mig selv at finde ud af hvorfor. Efter et minuts stilhed, og en masse mundfulde te, hvor hun havde stirret ud i luften, snakkede hun endeligt.

"Ja, Zaniel er overnaturlig, Aria. Han fik mennesket, der var overtaget af dæmonen til at sove, hvilket jagede dæmonen ud af kroppen. Dæmoner kan ikke overtage mennesker der sover, og de kan heller ikke være i kroppen imens mennesket sover."

"Hvad er han så for én?" spurgte jeg og hentydede til om han var FFOV (fanger for overnaturlige væsner), Assasin eller noget helt andet. Hun kiggede lidt små-nervøst over på mig, og trippede lidt ubehageligt med fødderne. Selvom jeg kun havde kendt hende i et par dage, kunne jeg fornemme hun ikke ville snakke om ham. Hvorfor vidste jeg dog ikke.

"Han er FFOV. FFOV'er kan fordrive dæmoner fra kroppe med deres øjne," sagde hun, men jeg følte jeg kun fik halvdelen af sandheden at vide. Jeg blev mere og mere mistroisk.

"Hvordan fandt du mig?" spurgte jeg endeligt og lavede smalle øjne. Hun kunne ikke have fundet mig tilfældigt, for jeg var godt gemt væk. Selvom jeg vred min hjerne kunne jeg ikke finde nogen god forklaring. Hun gned sine tindinger og kneb sine øjne sammen, som om mine spørgsmål overbelastede hendes hoved.

"Jeg kom her til byen for at vejlede dig," sagde hun først, hvilket slog mig helt ud. Hun havde arbejdet på skolen i mange år, og... hvad? Min hjerne fungerede ikke og jeg lavede en grimmasse af forvirring. "Jeg forstod ikke hvorfor jeg skulle vejlede dig, da du ikke var overnaturlig, og slet ikke vidste noget om det. Jeg opdagede Agnes var FFOV den samme dag som du åbenbart havde fået fortalt om det overnaturlige. På det tidspunkt spekulerede jeg på om du vidste noget om Den Anden Verden. 

Da du blødte ud af øjnene til terminsprøven troede jeg du forvandlede dig af en art, men det var ikke tilfældet. Efter du var blevet kørt til sygehuset havde jeg snakket med Agnes om hende. Da opdagede hun du havde ringet, hun ringede igen, men du tog den ikke, så hun kørte hen dig. Hun kom med dig efter sygehuset, og jeg vidste at der begyndte at ske noget. Jeg ved stadig ikke hvorfor jeg skal vejlede dig, for normalt vejleder en Vejleder overnaturlige personer." afsluttede hun, og al den viden jeg fik slog mig helt ud. Mine øjne stirrede ud i ingenting, og jeg skulle først lige tænke hendes svar igennem, før jeg kunne konkludere hun ikke havde svaret mig.

"Du svarede ikke på mit spørgsmål," sagde jeg koldt og mistænkte hende for at snakke udenom.

"En Vejleders job er at hjælpe, og en lille fugl pippede om at du manglede hjælp, så jeg kom og hentede dig," sagde hun og trak på skuldrene. En lille fugl? Hvem var det? Jeg sukkede irriteret. Hun var dog også så hemmelighedsfuld! Hendes grønne øjne fangede mine og de så lidt bekendte ud. Jeg rystede tanken ud af hovedet.

"Tak for hjælpen og for teen. Jeg bliver nødt til at tænke over alt det her imens jeg ligger i min egen seng," sagde jeg og gik med bestemte skridt ud af døren og hele vejen hjem.

 

* * *

 

Mine tænder klaprede da jeg kom hjem. Jeg smækkede med døren og havde helt glemt alt om Helen og vores skænderi i de første sekunder. Da Helen viste sig i døren ind til stuen huskede jeg hvad der var sket. Hun lagde hovedet lidt på skrå og så undskyldende på mig. Jeg koncentrerede mig om mine sko, men da de var sat på plads kunne jeg ikke gøre andet end at se hende i øjnene. 

Hun gik stille hen til mig og omfavnede mig. Jeg lod først vær med at kramme igen, men besluttede mig for at droppe den kolde facade. Hendes varme og velkendte kram var dejlig at være tilbage i, men skubbede også til nogle følelser der havde ligget og rumsteret rundt i min krop. Jeg græd stille imod hendes skulder og gennemvædede hendes cardigan. Hun aede mig på hovedet og sådan stod vi i en håndfuld minutter.

Da jeg var stoppet med at tude trak hun mig ud af sin favn og holdt mine skuldre ud for sig. Hun kiggede mig i øjnene.

"Undskyld at jeg ikke har fortalt dig om dem. Jeg lover dig at fortælle dig alt det du vil vide, bare ikke lige nu," sagde hun og omfavnede mig igen. Jeg trak vejret dybt. Selvom skænderiet havde gjort ondt på os begge, skete der fremskridt. Jeg kiggede spørgende op på hende.

"Hvornår?" spurgte jeg og pressede utålmodigt mine læber sammen. Selvom jeg næsten ikke kunne vente, ventede jeg alligevel. Jeg havde ventet i 14 år, så jeg kunne godt vente lidt længere.

"Snart," svarede hun og kyssede min pande. 

 

* * *

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...