Aria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Arias liv bliver vendt på hovedet, da hun opdager ting, som hun aldrig havde drømt om fandtes. Den Anden Verden består dog ikke udelukkende af lykkelige slutninger, og en dæmon har sat sin jagt på Arias liv igang. Sammen med sin bedsteveninde forsøger Aria, at overleve i den verden, hun engang troede, hun kendte.

2Likes
4Kommentarer
1328Visninger
AA

6. Tilbage til hverdagen

 

En irriterende ringelyd vækkede mig fra min drømmeløse søvn. Jeg blinkede lidt med øjnene og fumlede efter min mobil. Den faldt ned på gulvet og jeg lod et opgivende støn ryge ud af min mund. Jeg satte mig op i sengen, bukkede mig ned efter satanstelefonen og slog alarmen fra. På trods af hvad der var sket igår, skulle jeg alligevel i skole. Ingen vidste at en sygeplejerske overfaldt mig, og satte neglene i mig, så jeg skulle lade som om intet var hændt.

Jeg rejste mig op og lod med vilje vær med at træde på mit højre ben. Jeg støttede mig stille på det, men der var ingen grund til at bekymre sig, for mit ben var rask, som havde det aldrig været skadet. Det Thalia havde sprøjtet ind i mig, havde tydeligvis helet alt. Jeg trak i et par jeans og en t-shirt og begav mig ned af trappen.

Jeg havde fuldstændigt glemt Helen, og at hun troede, jeg stadig lå på sygehuset. Hun stirrede lidt på mig og åbnede så munden. Jeg smilte forsigtigt til hende, og gik hen og tog en skål og ske med hen til køkkenbordet.

"Hvad laver du her?" spurgte hun og prøvede at fange mine øjne. Jeg holdt mig selv beskæftiget og begyndte at hælde mælk oven på mine havregryn. Hvad skulle jeg svare? Jeg trak afvigende på skuldrene.

"Sygeplejersken sagde at der ikke var grund til at jeg blev der. Jeg havde det desuden fint, så jeg ringede til Agnes, og hun kørte mig hjem," sagde jeg og tog en mundfuld. Helens blik prikkede på min hud, og jeg kiggede op på hende. Hendes brune øjne stirrede mistænksomt ind i mine, og jeg vendte blikket mod min mad igen. Maden havde svært ved at komme ned, og jeg blev nødt til at sluge en enkelt gang mere. 

"Hvorfor ringede du ikke til mig?" spurgte hun, og hoppede på min løgn. Et skud af dårligsamvittighed trykkede på mit bryst, og gjorde det svært at trække vejret. Jeg trak igen på skuldrene og sagde jeg ikke ville vække hende. Hun slappede af og det smittede af på mig. Vi small-talkede lidt imens jeg spiste resten af min mad op. En besked fra Agnes tikkede ind.

'Jeg reserverer dig efter skole'.

Jeg smilte lidt og gav Moster besked.

 

* * *

 

Jeg stod lidt udenfor skolens røde dobbeltdøre. På trods af at det var højlys dag og en masse stemmer var at høre, følte jeg alligevel det var mærkeligt at gå derind. Der var så mange ting, der de sidste par dage, var blevet vendt op og ned. Jeg tog en dyb indånding og åbnede dørene. Mine skuldre sænkede sig da jeg opdagede at ikke en eneste person skænkede mig et blik. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Måske at folk ville kigge på mig, som den særling der blev overfaldt af en sygeplejerske, og som var bedsteveninder med en jager for overnaturlige væsner, som ikke var virkelige for dem, men for mig var de. 

Jeg havde stået og stirret ud i luften, og havde ikke opdaget Miles der kom vadende hen imod mig. Jeg fik øjenkontakt med ham, og havde troet, han ville være vred, men han så desperat ud. Min krop var gået i stå, og Miles nåede hen til mig.

"Jeg har brug for at tale med dig," sagde han, stod lidt og støttede på det ene ben, så det andet. Det vidste jeg fordi jeg endelig havde fået blikket rettet mod jorden. Mit hjerte begyndte at hamre hårdt, og jeg kæmpede for at holde mig selv under ro. Jeg kiggede hurtigt op på ham, og jeg forsøgte at gøre mit ansigt så koldt som muligt.

"Jeg har sagt hvad der skulle siges," sagde jeg, gik udenom ham, og ned af gangen. Det var ikke i orden det han havde gjort, og bare fordi han havde brug for at tale, ville jeg ikke lukke ham tilbage i mit liv. Jeg var bange for at blive såret igen.

Med hurtige skridt, i frygt for at Miles ville indhente mig, gik jeg hen til mit skab. Jeg fik det åbnet, med en del besvær, og en del larm, og rev mine bøger ud. Et par landede på gulvet med et smæk. Jeg sukkede irriteret og bukkede mig ned efter dem. Da jeg placerede min hånd på dem, landede en hånd oven på min. Jeg kiggede forskrækket op, og et par klare grønne øjne stirrede tilbage. Jeg hev hurtigt min hånd til mig og undskyldte. Jeg kunne ikke genkende drengen, men skolen var jo også stor.

"Du skal ikke undskylde, det var min fejl. Der er vidst nogen der har haft en hård morgen" sagde en mørk stemme roligt. Jeg rejste mig op og lukkede mit skab. Da jeg vendte mig om havde han samlet mine bøger op. Han stod med et skævt smil på læben, og rakte mig dem. Jeg mumlede et tak, og vendte mig om for at gå. Han rejste sig, hev fat i min arm og drejede mig om mod ham igen. Jeg stivnede.

"Hey, vil du ikke lige hjælpe mig med noget?" spurgte han. Jeg kiggede ham i øjnene, og jeg turde vædde med at de ville lyse i mørket, hvis man slukkede lyset. Jeg studerede hans ansigt. Han havde sort hår, buskede øjenbryn og et smil på læben. Jeg blinkede lidt med øjnene og prøvede at fokusere på at svare ham. Jeg nikkede langsomt. Det fik et smil frem på hans læber.

"Jeg skal til lokale 9a, og jeg kan simpelthen ikke finde det," sagde han og hev et kort op over skolen. Jeg blev forvirret af det, da det var forældet. Han stod lidt med åben mund, da jeg krøllede det sammen og smed det over skulderen. "Det skulle jeg bruge..." mumlede han og kløede sig i nakken.

"Kortet var forældet, så du ville alligevel ikke kunne bruge det," sagde jeg og trak på skuldrene. "Du bliver nødt at lære skolen at kende uden det." Jeg opdagede han kiggede på mig, og en prikkende fornemmelse spredte sig på min krop. En varme spredte sig i mit hoved, og jeg kiggede ned i jorden. Jeg rødmede for fuld knald.

"Vil du hjælpe mig?" spurgte han og smilte usikkert. Det hjalp absolut ikke på min rødmen. Han hev lidt op i sin skoletaske og ventede på et svar. Jeg overvejede det lidt. Hvad lagde han i vil du hjælpe mig? Forventede han at jeg ville vise ham rundt i frikvarterende, eller var det bare denne ene gang? Jeg endte alligevel med at mumle "selvfølgelig", og vendte mig om. Jeg ventede ikke på ham, men kunne fornemme han var bag mig.

"Lokale 9a er lige nede af gangen her, så til højre, og i dør nr. 2 til venstre," sagde jeg og gik med hurtige skridt. Folk kiggede efter drengen, som jeg stadig ikke kendte navnet på, så jeg var ikke den eneste, der havde opdaget, han var et nyt ansigt. Et par piger i nærheden hviskede og pegede efter ham, men han lod ikke til at opdage det. Han kiggede rundt på skolen og sugede alt ind gennem øjnene. 

Vi nåede til lokalet og jeg stoppede op foran den åbne dør.

"Så er vi her," sagde jeg og kiggede lidt rundt. Mine bøger var begyndt at blive tunge, og jeg gad egentligt ikke skolen mere. Og så kom jeg i tanke om hvor jeg egentligt burde være. Til prøve. Jeg tabte bøgerne og tog mig til hovedet. Havde jeg fået hukommelsestab eller hvordan kunne jeg dog glemme det? Drengen kiggede forskrækket på mig, men jeg var allerede spurtet ned af gangen. Mine lunger brændte da jeg løb ned af gange efter gange, for at nå det der ikke kunne nås. Jeg nåede hen til lokalet hvor prøverne skulle holdes. Der sad en lærer udenfor døren som rejste sig da jeg forpustet og larmende løb hen til døren.

"Jeg- jeg skal ind," sagde jeg imens jeg trak vejret i hårde stød. Han kiggede strengt på mig og tog sine briller af. Jeg kunne fornemme at jeg var kommet for sent. Det var dog utroligt. Det var også Miles' skyld; den nisse gjorde mig helt omtumlet så jeg glemte at der var prøve.

"Du kommer for sent," var det eneste læreren sagde. Jeg støttede mine arme på mine ben og stod foroverbøjet sådan i et stykke tid, imens jeg tænkte på, hvad i alverden jeg skulle gøre. Da jeg rejste mig op, var læreren gået ind i lokalet, som om det var den eneste grund til, at han havde siddet der. Jeg satte mig på hug og prøvede at få styr på mig selv.

Mine hænder kørte igennem mit hår. Jeg kunne ligeså godt gå hjem. Det var én lang prøve vi skulle have, der varede lige indtil den var færdig, og man fik fri. Jeg forbandede stille alt og alle og rejste mig for at gå. Jeg gik op af gangen, og af endnu en gang for at komme til entreen. Det var der Miles prøvede at komme i kontakt med mig tidligere. En forvirret, sorthåret dreng med grønne øjne kiggede forvirret rundt. Da han så mig smilte han lettet og rakte bøgerne op i luften, for at vise mig jeg glemte noget. På vej hen til ham gik jeg forbi et spejl, og nåede lige at se mit hår var en stor fuglerede. Jeg gjorde et forsøg på at redde det, men det var for sent. Jeg nåede hen til ham og han studerede mig lidt.

"Du glemte noget," sagde han og jeg troede han hentydede til bøgerne, så jeg sagde ja og takkede ham for at han ville give mig dem. Han rystede på hovedet af mig. "Nej, jeg mener du løb, fordi der var noget du havde glemt,"

"Åh, nå... ja," sagde jeg og pillede lidt ved mit hår. Jeg mindede lige mig selv om at spørge ham om hans navn, inden jeg glemte alt. "Det var en prøve jeg skulle have været til..." Jeg tog bøgerne ud af hænderne på ham, og gik hen til mit skab. Han gik stadig med sin skoletaske på ryggen, hvilket var mærkeligt, da alle elever fik et skab. Han fulgtes med mig derhen, og lænede sig op af skabet ved siden af mit. 

"Det er jeg ked af," sagde han og kiggede forstående på mig. Jeg smed dem ind i skabet til alle de andre bøger der også lå smidt omkring. Jeg trak på skuldrene og lukkede mit skab.

"Hvad hedder du?" spurgte jeg og vendte mig imod ham. Han smilte lidt og vendte sig om og gik. Jeg stirrede efter ham. Det var en mærkelig dreng.

 

* * *

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...