Aria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Arias liv bliver vendt på hovedet, da hun opdager ting, som hun aldrig havde drømt om fandtes. Den Anden Verden består dog ikke udelukkende af lykkelige slutninger, og en dæmon har sat sin jagt på Arias liv igang. Sammen med sin bedsteveninde forsøger Aria, at overleve i den verden, hun engang troede, hun kendte.

2Likes
4Kommentarer
1340Visninger
AA

5. Thalia

Min læg sved. Den sved som ind i helvede, og jeg kunne ikke holde et støn af smerte inde. Agnes forsøgte sig med nogle beroligende og trøstende ord, men mit ben brændte stadig. Jeg bebrejdede hende ikke, for hun sad på førersædet med blikket rettet stift mod vejen, den ene hånd knugede om rettet, og den anden hånd havde hun lagt på mit sæde. Jeg kunne ikke se hvor hurtigt vi kørte, men jeg kunne fornemme at vi helt klart ville få et par bøder hvis en fotovogn skulle dukke op. Den ville være svær at se i det mørke der havde lagt sig over byen.

Billedet af mit skinneben havde brændt sig fast, og jeg havde det dårligt. Agnes fornemmede det, og hun stoppede bilen ildevarslende hurtigt. Jeg åbnede døren og lænede mig ud og lod mavesyren og maden brække sig ud af mig. Agnes sad stadig med blikket rettet ud af forruden, og jeg kunne se at hun kæmpede med sig selv. Jeg kunne næsten høre tankerne flyve rundt i hovedet på hende. Skal jeg hjælpe hende? Nej! Jeg ender med selv at ligge der. Agnes havde aldrig håndteret bræk særligt godt, så da jeg var færdig, stak hun mig en vandflaske i hånden, og kørte videre.

Jeg tog et par slurke og skævede over til hende. Hun havde et bekymret blik og noget sagde mig at det her ikke bare var et kradsesår. Et jag af smerte skød igennem mig, og bekræftede min tanke. Jeg skreg og krummede min ryg. Agnes kiggede forskrækket på mig og satte speederen i bund. Jeg pressede min buede ryg imod sædet. Jeg havde ingen idé om hvor Agnes kørte hen, og jeg var ligeglad, så længe hun kunne få smerten til at stoppe.

Mit skrig blev erstattet af et hulk, og jeg kunne mærke tårer fugte mine kinder. Jeg kunne mærke bilen stoppe og Agnes sprang ud af bilen, klikkede min sikkerhedssele op og bar mig ud. Jeg lagde mit hoved op på hendes skuder som jeg med lethed kunne nå, og jeg kunne ikke lade vær med at tænke, at hun var blevet utrolig stærk. Ikke fordi jeg var tung, men fordi hun bar mig med en lethed så unaturlig, og med hendes størrelse var det yderst mærkværdigt. En jamren røg ud af min mund og hun skar tænder.

"Det er okay Aria, hold ud lidt endnu,"

Hun løb med mig i armene hen til en rød dobbeltdør og jeg kunne først da, se hvor vi var. På skolen. Jeg rynkede brynene og kunne ikke få tingene til at hænge sammen længere. Hun skubbede døren op og blev mødt af skolesygeplejersken der kiggede forskrækket på mig. Jeg ventede på at Agnes gik direkte forbi hende, men hun standsede og blev istedet ledt af sygeplejersken hen til sygestuen. Sygeplejerskens kittel blafrede bag hende da hun løb hen og holdt døren for os. Et skrig kom fra mig da de satte mig ned på den hvide seng, og ramte mit ben på vejen til at flytte mig. Agnes krympede sig og kiggede desperat på sygeplejersken. Damen kiggede kort på mit skinneben og gik så igang med at finde alverdens sager frem, jeg aldrig nogensinde havde set. Det lignede ikke normale lægeting og hun gemte dem i en skuffe i sit skrivebord. 

"Agnes jeg vil bede dig om at holde Arias ben i ro," sagde hun roligt og fumlede med en slags kanyle. Alt blod forsvandt fra mit ansigt og jeg stirrede skrækslagent på Agnes, for at bede hende om at lade vær. Hun kiggede undskyldende på mig og holdt mine ankler nede. Jeg prøvede febrilsk at sparke med mine ben, men hun holdt dem fast i et stenhåndtag. Jeg prøvede at sætte mig op men sygeplejersken satte en hånd for mit bryst og holdt mig nede. Jeg gjorde igen et forsøg på at komme op at sidde, men min krop gad ikke adlyde. Det var som om hele min overkrop var bedøvet, og det opfattede hun også, så hun fjernede sin hånd og kiggede opgivende på mig.

"Det havde jeg ikke behøvet hvis du bare havde ligget stille," sagde hun, og vendte sig mod mine ben. En gennemsigtig væske, som mange nok vil forbinde med vand, fyldte kanylens hylster. Hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg også have troet det var vand, men situationen ændrede min mening. Hun stak nålen i min læg muskel, lige ved siden af de negleformede huller, og sprøjtede væsken ind i min krop. Det prikkede for mine øjne men jeg nægtede at besvime overfor en nål endnu en gang. Jeg rystede på hovedet for at vaske prikkerne væk, og opdagede at jeg kunne bevæge min overkrop igen. Jeg satte mig forsigtigt op og kiggede på mit ben. Blodet var stoppet med at løbe ud fra sårene og jeg kunne næsten se dem hele. Jeg kiggede overrasket op på sygeplejersken, men hun havde ryggen til mig. Agnes havde sluppet mine ben, og havde sat sig i en stol tæt ved sengen.

"Hvad sker der?" spurgte jeg og kiggede forundret imellem dem begge. "Hvorfor heler det så hurtigt?" Jeg lod igen blikket falde ned på mit ben og næsten alle sår var dækket af en mørk skorpe. Jeg førte min hånd hen til såret, men sygeplejersken slog den væk.

"Ikke rør det. Din finger vil bare sidde fast i såret," sagde hun og kiggede lidt på mig. "Hvem er du?" Jeg kiggede forvirret på hende da hun spurgte, fordi hun tidligere havde sagt mit navn. Agnes brød ind og talte for mig.

"Aria er bare IOP," sagde hun og trak på skuldrene. Jeg rynkede brynene og Agnes forklarede mig hvad IOP stod for; Ikke Overnaturlig Person. Sygeplejersken kiggede forvirret og mistænksomt på mig, som om der var noget der ikke gav mening.

"Hvem angreb dig, Aria?" spurgte hun og fandt en skriveblok og kuglepind frem. Jeg tænkte tilbage på damen der havde angrebet mig, og prøvede at forestille mig hendes navneskilt. Mary Ann.

"Mary Ann," hviskede jeg og en kuldegysning krøb op af ryggen på mig. Jeg skævede til min læg og så at alt var dækket af et stort sort sår. En kradsende lyd fortalte mig at sygeplejersken var igang med at skrive mit svar ned. Hun skrev i et godt stykke tid, og jeg undrede mig over hvad hun skrev ned. Det var ikke fordi jeg havde fortalt hende hvordan kvinden så ud eller noget, men da hun vidste mig en tegning af kvinden skød mine øjenbryn op i luften. Det var en hurtig skitse, men det lignede den dame der overfaldt mig på sygehuset. 

Et tomt og åndeløst "Jah" røg ud af min mund og et selvtilfredst smil fandt sted på sygeplejerskens ansigt. Hun lagde blokken fra sig og rakte sin hånd frem imod mig. Jeg tog den tøvende.

"Jeg hedder Thalia," sagde hun og tog hånden til sig. Hun frigjorde sit hår fra en knold, og mørkebrunt, næsten sort hår faldt ned til hendes skuldre. Hendes grønne øjne smilte af venlighed og tryghed. Jeg rynkede næsen. Hun reagerede ikke specielt til Agnes' brug af forkortelser, hvilket vel må betyde, at hun kendte til alt det der overnaturlige halløj. Hun lavede også mirakler på mig tidligere, hvad angik mit ben. Jeg åbnede munden for at sige noget, men hun begyndte at snakke.

"Du undrer dig sikker over hvorfor jeg kan bedøve dig, uden at indsprøjte noget eller gasse dig, hvorfor jeg kunne få din krop til at hele sårene så hurtigt, og hvorfor jeg ikke undrede mig over Agnes' brug af forkortelser, tænker jeg mig?" sagde hun og kiggede medlidende på mig. Kvindens mildt rynkede ansigt lyste af åbenhed, og jeg kunne ikke lade vær med at tænke på Moster Helen. Helens ansigt var mere medtaget af livet, og hendes brune hår var så småt begyndte at blive gråt. Hun måtte egentligt bekymre sig om hvor jeg v- vent, når nej. Hun besøgte mig for nogle få timer siden på sygehuset, og hun sagde, at hun ville besøge mig imorgen tidligt. Det ville vidst også være bedst hvis Moster ikke vidste noget om alt tumulteret. Jeg skubbede tanken væk og fokuserede på at blive i nuet. Jeg hævede begge mine øjenbryn og nikkede forsigtigt. 

"Jeg har kendt til Det Overnaturlige i mange år nu. Det var sådan jeg nemt kunne se at Agnes var en FFOV - IOP'er kan ikke se Overnaturliges rigtige natur. Jeg kunne se hendes øjne skinne igennem kontaktlinserne," sagde Thalia og jeg kunne se Agnes rykke lidt på sig i stolen. Jeg kom til at tænke på de ting, hun havde fortalt mig tidligere i dag (eller i går, det kommer an på tiden), det med FFOV'er (fanger for overnaturlige væsner) og Assasins. Hvad var Thalia for én?

"Øhh, undskyld, øh, Thalia?" haltede min stemme afsted. Jeg rømmede mig. "Hvad er du?" spurgte jeg og kiggede forventningsfuldt på hende. Hendes blik formørknedes i et splitsekund men blev hurtigt varmt igen. Jeg rykkede lidt ubehageligt på mig, og selvom hendes ansigt da lyste af varme igen, kunne jeg ikke ryste mørket af mig.

"Åh min ven, jeg er lidt af hvert," sagde hun og forsøgte at smile hemmelighedsfuldt, men det mislykkedes lidt. Jeg fejede det af mig og blikket af sygeplejersken fra hospitalet dukkede op.

"Hvorfor angreb sygeplejersken mig?" spurgte jeg dem begge, i håbet om at få svar. De udvekslede et par blikke, og Agnes vendte sig imod mig. Hendes blonde hår faldt foran skuldrene, da hun lænede sig frem i stolen, med albuerne støttende på sine knæ. Hun havde stadig de blå kontaktlinser i, og hvis jeg ikke havde vidst bedre, havde jeg troet det var hendes rigtige øjenfarve. Hun forklarede mig at de havde brug for viden om hendes opførsel og om hendes udseende før de kunne konkludere noget som helst. 

Jeg satte mig op af væggen og forklarede hende om alt, ligefra da sygeplejersken kiggede op i loftet, til hendes mekaniske bevægelser. Sygeplejersken, Thalia så tænksom ud.

"Vi tror damen blev overtaget af en dæmon-," nåede hun at sige inden jeg afbrød hende med et skræmt og overrasket hvin.

"Dæmon!?"

"Aria, lad mig nu tale færdig," hun kiggede lettere irriteret på mig, og fortsatte. "Man kan se det på et væsen når det bliver eller er overtaget af en dæmon. Når dæmonen prøver at overtage, bliver væsnet knækket bagover på den ene eller den anden måde. Under øjnene plejer der at være meget mørkt, og de opfører sig mekanisk - præcis som du har fortalt. De kan overtage hvilket som helst væsen og styre deres krop fuldstændigt. Dæmoner plejer at gå efter én person hele deres liv, og de stopper kun hvis de dør, eller hvis personen dør. Og så skifter de ellers til en ny person. Hvis dybe sår fra en dæmon ikke bliver behandlet på den rigtige måde kan du risikere.. nå det fortæller jeg en anden gang. Du undslap, og jeg ved ikke hvorfor, men efter hvad du har fortalt os, var der en barriere, der holdte dæmonen fra at følge efter dig. Det betyder dog at den vil forsøge at få ram på dig igen. Det vi dog ikke forstår er at dæmoner plejer at forsøge at dræbe betydningsfulde personer, der enten har eller vil få stor indflydelse på deres race. Du passer ligesom ikke ind i nogen af kategorierne."

Tankerne fløj rundt alle steder i mit hoved. Jeg tvang mig selv til at få styr på dem. Hvad har jeg lige fået at vide?
- Der fandtes dæmoner.
- De gik efter én person indtil missionen var fuldført, eller de døde.
- De jagtede betydningfulde personer.
- Der var en dæmon efter mig.

Jeg sad og stirrede lidt ud i luften, indtil at jeg åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen. Der var en dæmon efter mig, og gud ved hvornår den ville angribe igen. Det kan være jeg slap let denne gang, tænk hvad den ville gøre hvis den fangede mig! Ville den gøre min familie og bekendte ondt hvis den blev desperat? Hvad hvis den...

"Aria! Slap af. Frygt tiltrækker dæmoner," sagde Agnes og kiggede uroligt på mig, og jeg gik endnu mere i panik. Den kommer nu, den kommer nu, tænkte jeg. Jeg hyperventilerede og mit hoved begyndte at dunke. Thalia trådte hen imod mig, og lagde sin hånd på min skulder. Hun fik med det samme min krop og mine tanker til at slappe af. Hvordan gjorde hun det?

"Du Thalia?" spurgte jeg, min krop summede lidt, og jeg tænkte det måske var sådan det føltes at tage stoffer. Hun mhm'ede og jeg spurgte fjoget: "Hvordan.. gør du det der?" Agnes grinte af mig og Thalia grinte med. Hun mumlede et eller andet med, at jeg ikke ville komme til at bekymre mig de næste timer. Hun blinkede til Agnes, og lidt efter var jeg oppe at stå. Jeg kiggede ned på min læn, og opdagede at såret var helt forsvundet. Jeg blinkede et par gange og støttede mig til Agnes, da vi begav os ud af sygestuen. Det var sgu for mærkeligt.

Thalia og Agnes hviske-tiskede, fnis, lidt sammen og Agnes takkede hende. Thalia fejede hende af og sagde at hun bare var glad for at hjælpe. Jeg havde det så sjovt og godt at det næsten var lige før, jeg ville bryde ud i latter, fordi jeg var så glad. Jeg havde glemt alt om den overnaturlige verden, om dæmonen der jagtede mig og at Agnes jagtede monstre. Vi gik ud af skolen og Thalia vinkede til os. Mon hun boede på skolen? Nej, fnis, det ville da være fjollet.

Agnes hjalp mig ind på forsædet og spændte mig fast imens jeg legede med mine fingre. 1, 2, 4... Nej ups hvor er jeg dum, fnis, jeg glemte 3. Forfra! 1, 2, 3... Og så lukkede mine øjne sig af træthed.

 

* * *

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...