Aria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Arias liv bliver vendt på hovedet, da hun opdager ting, som hun aldrig havde drømt om fandtes. Den Anden Verden består dog ikke udelukkende af lykkelige slutninger, og en dæmon har sat sin jagt på Arias liv igang. Sammen med sin bedsteveninde forsøger Aria, at overleve i den verden, hun engang troede, hun kendte.

2Likes
4Kommentarer
1338Visninger
AA

7. Skænderiet

Efter katastrofen i skolen hvor jeg glemte en vigtig prøve, var jeg taget hjem, og af en eller anden grund, sad den mystiske dreng sig fast i min hjerne. Jeg kunne ikke tænke på andet end ham. Hvem var han? Hvorfor snakkede han til mig? Hvor kom han fra? En masse spørgsmål havde hobet sig op, og jeg ville gerne have svar. Hvis jeg altså ikke glemte at spørge. 

Jeg skar tænder da jeg igen kom i tanker om den irriterende prøve. Hvordan kunne jeg glemme det? Det var seriøst en hel prøve-uge vi havde, og så glemte jeg det. Jeg sukkede over mig selv, og gik hen og lavede en kop te. Kl var omkring 10:00 og jeg havde været hjemme i lidt under 2 timer. Elkedlen's indhold boblede og jeg hældte det over i mit krus, efterfulgt af et teblad. Jeg satte mig hen i sofaen, tændte for tv'et og gik ind på min trofaste tidsfordriver; Netflix.

Jeg sad der i nogle timer og faldt i staver. Min te var blevet kold for længst, da jeg havde set det 13. afsnit af Breaking Bad, og besluttede mig for at lave noget. Helen ville komme hjem om en lille time, og jeg ville med garanti få en skideballe, for at have glemt prøven. Jeg kunne ligeså godt prøve at fedte mig lidt ind på hende, så jeg ville gå igang med at gøre rent i huset. Det bestod af en etage med to værelser, køkkenet og spisestuen sat sammen, et badeværelse og en stue. Det var ikke noget luksus hjem men det kunne gå an.

Heldigvis for mig var huset, vi boede i, ikke særligt stort, mest fordi vi aldrig havde haft brug for mere plads, da vi kun var mig og Moster Helen. Jeg følte et stik af savn, da jeg tænkte på mine forældre. Jeg savnede dem, selvom jeg ikke kunne huske meget fra dengang jeg var 7 måneder. Det var løgn; jeg kunne ikke huske noget fra da jeg var 7 måneder gammel. Og selvom jeg nu var ældre, og burde vide noget om dem, ved jeg lige så meget som da jeg var lille - ingenting. Jeg vidste at de hed Victoria og Aaron, men ikke andet end det. Ikke noget om hvordan de døde, hvordan de var, eller hvor gamle de blev. Helen holdt det hemmeligt og i længden blev jeg mere og mere frustreret. Jeg var deres eneste barn, og alligevel måtte jeg ikke vide noget om dem!

En enkelt tåre løb ned af min kind, men jeg tørrede den hurtigt væk, og gik igang med at finde rengøringsredskaberne frem. 

 

* * *

 

Jeg skubbede moppen på plads omme bag ved døren, og satte mig forpustet ned. Jeg havde ikke nået værelserne, men krydsede fingre for at det jeg havde gjort, var nok til at få hende blødet lidt op. Da jeg tænkte på solen, hørte jeg låsen til døren blive fumlet med. Det stoppede dog igen da Helen opdagede døren var åben. Fra hvor jeg sad i stuen, kunne jeg se hoveddøren blive skubbet op, og hun stak hovedet ind. Hun kiggede lidt forvirret på mig, men smilte alligevel.

"Hov, hej Aria, jeg vidste ikke du allerede var hjemme," sagde hun, gik indenfor og hang sit overtøj på plads. Jeg forsøgte at smile tilbage, men det var ikke helt så oprigtigt som hendes. Jeg var nervøs for hendes reaktion. Hun trådte ind i stuen med sin taske i hånden og kiggede lidt på mig. "Du er vel ikke syg?"

"Nej... nej," svarede jeg og skubbede mine ben op under mig. Hun opfattede det som et tegn på nervøsitet og hun kiggede mistænksomt på mig, som havde jeg pjækket med vilje.

"Hvad laver du så her?", hun kiggede strengt på mig, og satte sin taske ned på gulvet, lænet op af væggen. Jeg kunne fornemme det her ikke ville ende godt, og jeg var ved at overbevise mig selv om at jeg bare burde lyve, sige at jeg alligevel fik det lidt dårligt. Nej, det kunne jeg ikke. 

"Jeg nåede ikke prøven," sagde jeg, og kiggede væk fra hendes øjne. Hun kiggede først overrasket og så strengt på mig. Jeg hadede at gøre Helen sur.

"Og hvorfor så ikke lige det?" spurgte hun og prøvede at holde sig selv i et roligt stemmeleje, som dog ikke lykkedes. Jeg rømmede mig, men svarede ikke. Hvad skulle jeg svare? At jeg glemte det? "Nå? Aria?" Helen pressede på og satte sine arme i siden og kiggede ned på mig. Det var ikke fair at hun angreb mig på den måde! Hun vidste ikke, hvad jeg gik igennem for tiden; jeg vidste godt, at jeg ikke havde fortalt hende det, men hun kunne da prøve at forstå.

"Jeg glemte det," hviskede jeg til sidst. Gråden kravlede stille op af min hals, men jeg sank og forholdt mig i ro. Helens skuffede blik var næsten ikke til at bære. Hun stod bare og stirrede tomt på mig.

"Dine forældre ville have været skuffede," sagde hun og gik. Jeg sad med en boblende følelse indeni. Hun havde ikke ret til at bestemme hvad jeg skulle vide om dem. De var mine forældre og hun havde bare at levere svarene til mig. Jeg havde fået nok.

"Så fortæl mig om dem! Fortæl mig om dem så jeg kan gøre dem stolte, så jeg kan være deres barn! Jeg har gået i alt for mange år uden af vide noget om dem. Du har ikke retten til ikke at fortælle mig det!" skreg jeg af mine lungers fulde kraft. Helen stivnede på vejen ud mod køkkenet. Mit hjerte bankede hårdt imod mit bryst, og jeg kunne mærke blodet pumpe i hele min krop. Det var på tide jeg fik det at vide - hvad end "det" var for nået. 

Adrenalinen svømmede rundt i min krop, men jeg fik mig selv under kontrol. Jeg rejste mig op og aftalte med mig selv at give hende 10 sekunder før jeg ville forlade hende i elendighed. I hvert fald indtil at jeg blev nødt til at komme igen.

8 sekunder tilbage, og hun stod stadig i døren. Jeg stirrede koldt på hendes ryg, da hun stadig ikke havde fået vendt sig om. 

3 sekunder... 2 sekunder... 1 sekund...

Jeg tog min mobil på stuebordet og forlod stuen. Jeg hev mine sko på, tog min jakke over armen og smækkede med døren, da jeg forlod huset i et rasende humør. Med hårde skridt gik jeg hen af fortorvet væk fra vores hus. Hun var bare for meget! Det kunne ikke passe at hun var så egoistisk, hun ikke ville fortælle mig om dem. 

Regnen begyndte at dryppe ned fra den grå himmel. Det passede mig fint, for jeg havde brug for at køle ned, både mentalt og fysisk. Skyerne gav slip på al regnen, og det silede ned. Min jakke blev hurtigt gennemblødt. Jeg gik hen af snoede gader og stræder og hen til en sti. Jeg kendte vejen udenad.

Der gik et stykke tid, før jeg nåede bænken. Det var den bænk mig og Miles plejede at sidde på, når vi ville væk fra alting; forældre, skolen, hverdagen. Bænken var placeret lidt væk fra en sti, ud mod byens sø. Jeg satte mig på den våde bænk og kiggede. Snuste til luften, der duftede af vådt græs og regn. I det fjerne lød lyden af regn mod vand. Mine følelser faldt stille og roligt til ro, og jeg fik set på tingene ovenfra.

Helen havde i lang tid nægtet at fortælle mig om mine forældre, så hvorfor blev jeg så vred? Hun måtte have været skræmt og forvirret da jeg skreg efter hende. Men hun kunne jo også have fortalt mig om dem for lang tid siden. Det var ikke fair, at hun holdt den viden for sig selv. 

Søen lå øde hen; ikke en fugl var at se. Men det var jo også snart vinter. Jeg hev min telefon op af lommen og holdt hånden over den for at regnen ikke ville ødelægge dem. Beskeden jeg skrev, var til Agnes, om at vi skulle være hjemme hos hende. Hun skrev et hurtigt okay.

Jeg sad der i et par minutter mere, og da jeg havde fået styr på mig selv, helt og fuldkomment, begav jeg mig hjem til Agnes. 

 

* * *

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...