Aria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Arias liv bliver vendt på hovedet, da hun opdager ting, som hun aldrig havde drømt om fandtes. Den Anden Verden består dog ikke udelukkende af lykkelige slutninger, og en dæmon har sat sin jagt på Arias liv igang. Sammen med sin bedsteveninde forsøger Aria, at overleve i den verden, hun engang troede, hun kendte.

2Likes
4Kommentarer
1417Visninger
AA

2. Orange Øjne

Jeg vågnede omkring kl 06:00. Solen var ikke stået op endnu, og tågen lå stadig tæt klistret op af alting. Det første jeg tænkte på var min drøm. Det var helt normalt for mig at drømme om mine afdøde forældre, men denne drøm var anderledes. Jeg var ikke babyen denne gang, jeg var som en flue på væggen, der så det hele fra siden. Tiden havde jeg ingen fornemmelse af; der kunne være gået et sekund, et minut, en time, eller et liv. Men ordene var tydelige. Aria. Min mor var personen der gav mig det navn.

Jeg lå i sengen i en halv time mere, indtil jeg besluttede mig for, at jeg umuligt kunne falde i søvn igen. Jeg tog et tæppe om mig, nogle tykke sokker, og begav mig ud af mit værelse, på vej til køkkenet. Det var koldt, og jeg kunne se min ånde i luften. Jeg gik hen til brændeovnen, satte gang i den og lavede en kop te.

Imens jeg lænede mig op ad væggen ved brændeovnen, tænkte jeg over den kommende dag. Det var den 21-10-2015, altså 15 år siden mine forældre døde. Jeg vidste stadig ikke hvordan det skete. Min moster, Helen, og mig talte aldrig meget om dem; det var en slags tabu. Det eneste jeg vidste, var at jeg var 7 måneder gammel da det skete. 

Det var også terminsprøve-dag. Great, ikke? De to betydningsfulde dage var vel som broccoli og ketchup: ikke en god kombination. Men jeg kunne da glæde mig til at se Agnes igen. Hun havde været afsted på ferie i et par uger nu, og vente tilbage lige i tide til de hæslige prøver. Hende havde jeg været bedsteveninder med i et par år nu. Vi mødtes da hun blev droppet af sin daværende kæreste, hvor hun sad på gaden, efterladt af ham. Jeg satte mig ned til hende, og så begyndte vi egentligt bare at snakke. Vi stoppede egentligt aldrig med at snakke; vi hang ud, og når den ene så skulle hjem snakkede vi i telefon, og når man så var hjemme, var det skype der blev brugt.

"Aria?" kaldte Helen. Jeg spjættede lidt, da jeg ikke havde opdaget at hun havde trådt ind i rummet. Hun stod og kiggede bekymret på mig, med sine arme over kors. "Du har glemt at rydde op efter dig."

"Undskyld, der var bare lige noget der kom i vejen," sagde jeg, og kiggede ned i min te. Den var blevet kold for lang tid siden, og den var derfor ikke til at drikke. Hun kiggede medlidende på mig, men vendte sig så om og gik. Det var typisk at hun ikke ville tale om dem.

 

* * *

 

>DING DONG<

Dørklokken ringede og jeg gik, med tæppet tæt klynget om mig, væk fra den varme brændeovn og hen til døren. Da jeg nåede derhen, blev den åbnet, og jeg sprang tilbage.

"AH!" hvinede jeg. I døren stod Agnes og smilede. Hun havde en taske i hånden, som hun holdt op frem foran sig. Den så fyldt ud.

"Hva' så, skal vi lige studere lidt inden prøverne?" spurgte hun med løftede øjenbryn. Jeg smilede og omfavnede hende. Hun krammede tilbage, det bedste hun nu kunne med en tung taske i hånden. "Hvor har jeg bare savnet dig Aria!" sagde hun.

"Agnes? Hvor er det dejligt at se dig igen," sagde Helen der stod i døren ind til stuen. Hun smilede venligt og bød hende velkommen med et kram. Efter at de to havde snakket lidt, gik mig og Agnes ind på mit værelse. Jeg begyndte at pakke mine skoleting ud, da Agnes stoppede mig.

"Det var faktisk ikke derfor jeg kom. Studerings-halløjet var faktisk bare for ikke at vække mistanke hos din moster," sagde Agnes og kiggede alvorligt på mig. Jeg stoppede og bukkede mig op med min 'Romantikken' danskbog i hånden. Jeg kiggede spørgende på hende.

"Hvad mener du?" spurgte jeg, og blev lidt mistænktsom.

"Der er noget jeg skal fortælle dig," sagde hun, og satte sig ned på min seng. Hun gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig ved siden af hende, så det gjorde jeg. Sengen knirkede under os.

"Den ferie jeg var på, var ikke rigtigt en ferie. Jeg ved godt at det er hvad jeg har fortalt alle, inklusiv dig, men det er løgn. Det var en slags optræning," sagde hun og kiggede afventende på mig. Hun ventede en reaktion eller at jeg protesterede, men jeg forblev tavs. En slags optræning? Til hvad? Karate? 

Hun fortsatte: "En mand opsøgte mig og min familie for 3 uger siden, og fortalte os, at jeg er noget man kalder en FFOV. Det er en forkortelse for Fanger For Overnaturlige Væsner. Jeg er altså åbentbart ikke et normalt menneske. Hvert år bliver tyve som mig født, og optrænet fra de er 16 år, til at bekæmpe overnaturlige væsner. Og som du ved havde jeg fødseldag for 3 uger siden. Jeg får til sommerferien til at gøre min skolegang færdig og så skal jeg fokusere på at gøre det, jeg er født til."

Jeg kiggede forvirret på hende, som et tegn på at jeg var forvirret, men hun havde for travlt med at nedstirre væggen. Det var som om hun var i en anden verden. Tankerne myldrede rundt i mit hoved. Det her var for absurd.

"Det jeg er født til, er at fange overnaturlige væsner. Men jeg kan ikke dræbe dem; det skal vi FFOV'er have hjælp til fra nogle andre specielle mennesker. De kaldes Assasins, og de tilintetgører de farlige væsner. Men kun 2 om året bliver født som Assasins. Det er meget farligt at have det job, fordi at 'monstrene' kun er interesseret i at dræbe. Assasins'ne skal meget tæt på 'monstrene' for at kunne dræbe dem, og det har resulteret i mange dødsårsager."

Hun stoppede op, og kiggede indtrængende på mig. Hendes lyse hår faldt ned foran hendes øjne, men det så ikke ud til at stoppe hende fra at holde øjenkontakten. Jeg vidste ikke længere, hvad jeg skulle sige. Det havde jeg ikke gjort i et stykke tid. Hvis det ikke var for hendes alvor, havde jeg brudt ud i latter og givet hende en lammer, for at drille mig. Men sådan var det ikke. Hendes ansigt lyste af oprigtighed. Agnes, den pige jeg troede gik og var så normal, var åbenbart den mest unormale person jeg kender. Hun så normal ud. Hun havde lyst hår, fregner, et lag mascara, små læber og orange øjne... Vent hvad?!

"Agnes!" gispede jeg og gjorde store øjne. Hun kiggede forvirret på mig. Jeg blev ved med at stirre på hendes orange øjne som havde flere lag af solnedgangens farver i sig. Sidst jeg huskede havde hun blå øjne. Agnes vendte sig om og løb hen til mit spejl; ikke lang tid efter hvinede hun og flippede ud.

"Mine øjne er orange, Aria, orange! De plejer at være blå! Hvadskerder hvadskerder åhnejåhnejåhnej!" panikkede hun, og kiggede hurtigt frem og tilbage imellem spejlet og mig. Jeg gik op på siden af hende og kiggede på hendes spejlbillede. Min mund stod på vidt gab og mine øjne var opspilede. Alt andet så normalt ud, bortset fra hendes øjne som var orange med en masse gullige/rødlige nuancer. Jeg kiggede også på mig selv, som så ud som det plejede; nødde-brunt hår, mørkebrune øjne, en skønhedsplet til venstre for det venstre øjenbryn- alt var det samme.

"Hvorfor tror du det er sket?" spurgte jeg og rynkede brynene.

"Er det måske en følgevirkning af at være en FFOV?" sagde Agnes og vendte sit ansigt fra side til side, for at se om øjnene fulgte med. Hvis jeg ikke troede på det hun sagde om det overnaturlige halløj før, så gjorde jeg det i hvert fald der.

"De er godt nok flotte" sagde jeg efter noget tid. Det var sandt nok, det jeg sagde, man skulle bare lige læne sig lidt tilbage og studere dem. Men det ville nok ikke, være det første folk tænkte på at gøre, hvis de så sådan et par øjne. Jeg støttede mig på mit ene ben, med armene lagt over kors. 

"Tror du de andre vil synes det?" spurgte hun usikkert og tyggede lidt på sin læbe. Hun havde ret, det måtte jeg indrømme. Det var nok ikke alle der ville tage det pænt. Jeg pressede læberne sammen og tænkte.

"Kan du skjule dem? Måske med nogle kontaktlinser?" foreslog jeg og prøvede at forestille mig hvordan det ville gå. Det ville sikkert sagtens kunne gå, så længe kontaktlinserne var i samme farve som hendes øjenfar- som hendes gamle øjenfarve der var blå. 

"Ja, men jeg når aldrig at få fat på et par farvede kontaktlinser inden prøverne!" stressede hun, og slog opgivende ud med armene. Hun havde ret. Men det var vigtigt at hun nåede de prøver for ellers dumpede hun. En hurtig tanke fløj igennem mit hoved, og Agnes så tydeligvis glimtet i mine øjne.

"Du har tænkt dig at udskyde prøverne, har du ikke?" spurgte hun og løftede det ene øjenbryn. Hun satte armene i siden, og tog en dyb indånding. "Giv mig 60 minutter, så har jeg fået fat på linserne."

Jeg nikkede og Agnes spurtede ud af mit værelse.

"Agnes vent!" råbte jeg, og hun stak hovedet ind igennem døren igen. "Du har orange øjne! Min moster må ikke se dem, god damn it!" Hun smilede og smuttede igen, da med sin arm over sine øjne, parat hvis min moster nu ville sige farvel.

Og så skulle jeg igang med min mesterplan.

* * *

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...