Aria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Arias liv bliver vendt på hovedet, da hun opdager ting, som hun aldrig havde drømt om fandtes. Den Anden Verden består dog ikke udelukkende af lykkelige slutninger, og en dæmon har sat sin jagt på Arias liv igang. Sammen med sin bedsteveninde forsøger Aria, at overleve i den verden, hun engang troede, hun kendte.

2Likes
4Kommentarer
1349Visninger
AA

13. Morgenmad

På trods af at klokken var 11:06 var det stadig dunkelt udenfor. Jeg strakte mig, gabte, smaskede og knuede min varme dyne ind til min kolde krop, som var blevet kølig af et vindpust. Mit vindue stod åbent. Jeg sukkede og rejste mig for at lukke det. Gardinet fløj rundt da jeg skubbede vinduet i, og gik hen til mit skab med 'tag tøj på' missionen i hjernen. 

Det var fredag og jeg havde ingen planer. Da jeg gik ned af trapperne iført joggingbukser, sweater og store hyggesokker bimlede min telefon. En besked havde tikket ind, og en rynke imellem mine bryn blev skabt da jeg ikke genkendte nummeret. Hvem kunne det være?

'Er du fri i dag?'

Jeg skrev tilbage med spørgmålet om hvem der spurgte. Så gik jeg hen og lavede te, Earl Grey te blev det den dag. Helen begav sig ned af trapperne og hilste godmorgen med et søvnigt smil. Jeg hældte teen op i to krus, og gav det ene til Helen. Hun hældte mælk og sukker i det, og nippede til den med et tæppe slynget tæt om sig.

"Hvordan gik prøverne?" spurgte hun og lod vær med at nævne den uheldige glemme-episode. Jeg trak på skuldrene, for hvordan skulle jeg vide det? Jeg ville få svar på det så snart jeg fik karakterer, og dem havde jeg ikke fået endnu. Helen smilte lidt af mig, og fortalte mig så at hun ville købe rundstykker ind. Jeg nikkede, hun tog jakke på og gik. Hun var en kvinde af få ord.

Min mobil gav lyd fra sig da endnu en besked tikkede ind. Det var et svar på mit tidligere spørgsmål- men så alligevel ikke, for det var ikke hvad jeg havde forventet af et svar. 

'Skt. Lowstreet 89, så skal du få at se'

Jeg rynkede brynene og sukkede irriteret. Det var dog også utroligt. Den første tanke jeg fik var at jeg ikke skulle tage afsted; ikke nok med at det kunne være Miles, så var det ikke sikkert at tage hen til en eller andens hus, hvor jeg kunne blive voldtaget. Jeg lagde mobilen fra mig, fnøs, og besluttede mig for ikke at tage afsted.

'Eller lovede jeg ikke at droppe gættelegene?'

Jeg fik min te galt i halsen, og hostede et par gange, for at få vandet ud af mine lunger. Et stort smil viste sig på mine læber, da jeg vidste hvem der skrev. Zaniel. Jeg skrev hurtigt tilbage at vi havde en aftale. Flere tanker strejfede mit sind. Hvordan havde han fået fat i mit nummer? Vidste han, jeg kendte til, hvad han var? 

Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst, og jeg skrev en hurtig seddel til Helen. På den skrev jeg at jeg tog hen til Agnes og spiste, og at jeg lovede at lave morgenmad til hende i morgen. Det første var løgn, og det sidste skrev jeg, fordi jeg kunne mærke den dårlige samvittighed gnave til i mig.

Jeg spurtede ovenpå, skiftede om til et par løse hullede jeans, en nedringende rød sweater og puttede en halskæde på. Jeg plejede ikke at gøre meget ud af mig selv, men lige den dag fik jeg lyst. Jeg redte mit hår, og satte det op i en rodet knold. Studerede mig selv lidt. Mine brune øjne kiggede tilbage på mig, og jeg pressede min læber sammen. 

Jeg tog min jakke på, tog min pung og mobil i lommen og løb hen ad gader efter gader. Efter flere minutters leden efter adressen bøjede jeg mig forpustet forover, og støttede mig på mine ben. Blæsten nev i mit ansigt da den bragte en kulde med sig. Jeg var i en del af byen jeg sjældent var i. Det var en smal gade hvor der lå små forretninger og lejligheder i victoriansk stil. Skt. Lowstreet 89.

Mine øjne ledte efter et skilt, og fandt et der stod nogle meter fra mig. Der stod Skt. Lowstreet på det, med tallene 61-91 på det, så det var altså på den gade jeg skulle mødes med ham. Sommerfuglene baskede i min mave, men jeg ignorerede dem imens jeg gik fra bygning til bygning og ledte efter tallet 89. Jeg nåede ned til enden af gaden, måtte vende om for endeligt at finde bygningen. Det var en rustik bygning der var lavet af mursten, og havde store vinduer. Jeg kiggede ind, og så Zaniel sidde ved et rundt træbord.

Det var en café jeg aldrig havde hørt om før. Den hed Miama's Brunch. Jeg skubbede døren ind, og varmen fyldte mig op. Zaniel rejste sig da jeg så ham, og han smilte stort. Jeg gengældte smilet. Hans grønne øjne mødte mine og mit hjerte hoppede. Verden stod stille i nogle få øjeblikke, men jeg blev trukket tilbage til virkeligheden da en mand bumsede ind i mig. Han brummede undskyld og gik videre. 

Jeg ømmede mig lidt og begav mig over til Zaniel, der havde trukket en stol ud til mig. Jeg smilte som tak til ham, satte mig og lynede min jakke ned. Han studerede mig imens jeg lagde jakken over stoleryggen. Det var lidt ubehageligt, men jeg kunne lide at have hans opmærksomhed.

"Hej," sagde han endelig og jeg mindedes den første dag vi mødtes, den første dag jeg hørte hans stemme. Den var dyb, imødekommende og... sexet. Jeg rødmede over min sidste tanke, og mumlede hej til ham. "Har du spist morgenmad?"

Jeg rystede på hovedet, og han vinkede en tjener over til vores bord, som så fint lagde menukortene foran os. Jeg skævede til ham; han var nået flere sider ind i kortet, og sad næsten og savlede over mulighederne. Jeg åbnede mit, og idet jeg læste franske toast med salat og bacon, rumlede min mave. Zaniel grinte og klappede sit menukort i.

Tjeneren tog det som et tegn og gik over til os for at bede om vores bestilling. Jeg bestilte fransk toast med salat og bacon, imens Zaniel bestilte røræg med bønner og flute. Vi bestilte begge to juice.

"Hvordan gik prøverne?" spurgte han og lænede sig tilbage i stolen. Hans øjne kiggede interreseret på mig. Det var dog utroligt at folk ville spørge ind til hvordan det gik. Det vidste jeg da ikke! Jeg himlede med øjnene af ham.

"Det ved jeg ikke før jeg har fået karakter," fejede jeg ham af. Hans mundvig trak op af og han fik et drillende udtryk i øjnene. Jeg reagerede ikke.

"Du har ingen idé?" spurgte han og jeg rystede på hovedet. Det var ikke helt sandt; noget sagde mig det ikke var gået helt godt, men det gad jeg ikke sige højt. Jeg kom i tanker om han gik på samme årgang som mig, så han måtte da også have haft prøver. Jeg spurgte ind til det. "Jeg flyttede hertil for nogle dage siden, så jeg har ikke haft prøver ligesom jer andre."

Jeg nikkede forstående, betragtede ham lidt. Han havde en grå bluse på, der sad tæt ind til hans overkrop og havde et par sorte sweatpants på. Hans mørke hår hang lidt ned foran hans grønne øjne, og strittede lidt. Zaniel var overnaturlig, han var FFOV. Han reddede mig. Jeg rykkede lidt på mig, kiggede ned på bordet, vidste jeg skulle takke ham på et eller andet tidspunkt. Han studerede mig lidt.

"Tak," sagde jeg og mødte hans øjne. Han blinkede et par gange, forstod heldigvis godt hvad jeg takkede for. Han kiggede bekymret og forstående på mig, sagde ikke en lyd. Sådan sad vi lidt og kiggede hinanden i øjnene, indtil tjeneren kom med vores morgenmad. 

Jeg smeltede ind i hans øjne, mistænkte ham for at bruge sine kræfter til at gøre et eller andet ved mig, for jeg var helt væk da han kaldte på mig. Jeg blinkede forskrækket og fokuserede på maden foran mig. Jeg tog en mundfuld og ud af øjenkrogen kunne jeg se ham smile for sig selv. Så gik han også igang med sin mad.

"Hvad sker der så i din verden?" spurgte han med munden fuld. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke lidt dybere over hans spørgsmål. I min verden. Han vidste vel ikke jeg kendte til Den Anden Verden og alle dens hemmeligheder. Jeg slugte min mad og fortalte ham lidt om skolen. Han holdt en hånd op for at stoppe mig. "Jeg mener din verden; dine tanker, dine oplevelser, ikke det du laver i skolen."

Jeg tænkte lidt over det han sagde, imens jeg klemte om kniven og gaflen i mine hænder. Han var så nysgerrig og interesseret i mig, at det skræmte mig, men jeg skubbede tanken væk. Jeg var mindst ligeså nysgerrig om at få noget at vide om ham, som han var om mig. Jeg begyndte forsigtigt.

"Det var ikke første gang jeg blev angrebet. Det er sket flere gange i denne uge, og jeg er godt træt af at være bange," sagde jeg imens jeg overvejede hvert et ord. Han kiggede overrasket og så alvorligt på mig. Det lignede han havde noget på hjertet, så jeg stoppede med at snakke. Han vinkede mig igang igen. "Det er ikke noget specielt..."

"Ikke noget specielt? Er det den samme person der bliver ved med at angribe dig?" spurgte han lænede sig ind over bordet. Hans blik sagde mig at den her samtale ville tage en drejning jeg ikke ville kunne lide. Jeg rystede på hovedet og kiggede ned i min mad. Han stirrede på mig som var jeg en vanskabning.

"Vil du ikke nok lade vær med at reagere sådan?" mumlede jeg forsigtigt og tvivlede på han hørte det. Hans blik blev lidt sløret og så smilte han venligt, som havde han ikke lige haft det største humørsving nogensinde. Jeg følte en voksende ubehag.

"Jo, undskyld. Hvad er der ellers sket?" spurgte han, lænede sig tilbage og skiftede emne. Mine skuldre slappede af og faldt ned på plads. Jeg åbnede munden for at sige noget, idet døren smækkede op ind til cafeen. Et hvin slippede ud over mine læber, og jeg vendte hovedet i retningen af indgangen. Miles stod i døren og gik med hurtige skridt over imod Zaniels og mit bord. Jeg rykkede stolen ud og rejste mig.

"Aria, jeg har brug for at snakke med dig," sagde han og tog fat om mit håndled. Zaniel kiggede forvirret imellem os begge, og blev siddende på sin plads. Jeg rev min arm til mig som havde jeg brændt mig på ham. Mine øjne brændte sig ind i hans og jeg tog min jakke og gik med hårde skridt over imod døren. Jeg ville væk derfra.

Miles løb hen for at indhente mig og nåede at spærre døren, før jeg kunne nå at flygte. Jeg skubbede til ham, men lige meget hjalp det, for han var større og stærkere end mig. Han stod og prøvede at fange mit blik, men jeg holdt mine øjne væk fra ham. Han tog fat om mine skuldre for at tvinge mig til at se på ham, men jeg flyttede mit hoved.

"Lad mig være!" hvislede jeg og kunne mærke tårerne presse sig på, men jeg pressede mine læber sammen og holdt dem i mig. Zaniel havde rejst sig og gik over til os. Han lagde en hånd på Miles' skulder og kiggede alvorligt på ham.

"Tag det nu roligt. Hun har ikke lyst," sagde han og begyndte at løsne Miles' greb om mig, men idet han gjorde det strammede Miles det. Jeg gispede forskrækket og sendte Zaniel et blik der tydeligt sagde at jeg ville væk. Han kiggede strengt på Miles og skubbede til ham. Jeg tog et par skridt tilbage da Miles mistede grebet, og ømmede mig. Miles sendte Zaniel et vredt blik, og snerrede af ham.

"Bland dig udenom," sagde han og kiggede opgivende på mig. "Kom nu bare med, Aria!" Jeg holdt hans blik fast og rystede på hovedet. Hvad end han ville, ville jeg ikke. Zaniel kiggede fra mig til Miles og lagde en arm om min talje, så mit hjerte hoppede og jeg rødmede.

"Hun har sagt nej," sagde han og strammede grebet lidt, dog ikke så hårdt at det gjorde ondt. Jeg kiggede op på ham. Hans blik var låst fast på Miles der stod og så overvejende ud. Så tog Miles et skridt frem imod mig.

"Jeg vil bare-" begyndte han, men jeg afbrød ham inden han kunne nå at tale ud.

"Gå! Jeg gider ikke høre på dig," råbte jeg og lavede en gestus mod døren bag ham. Han rynkede brynene, og så lidt såret imellem mig og Zaniel. Jeg var ligeglad, havde aldrig følt mig mere tom indeni. 

"Du bør altså høre, hvad jeg har at sige," sagde han roligt og lagde armene over kors. Den dreng var stædig, det havde han altid været, men der var en grænse, og den grænse hed n-e-j. Jeg stirrede koldt på ham og gik så hen imod døren bag ham. Han trådte et skridt tilbage og spærrede den totalt. Zaniel brummede et eller andet og tog så fat i Miles og trak ham væk derfra.

Med et vredes råb svingede Miles sin knytnæve ind i Zaniels ansigt. Cafeens gæster havde forlængst vendt hovedet i retningen af skænderiet, så mange gisp og hviskende stemmer var at høre, da det skete. Jeg stod lige kort med åben mund da de to begyndte at slå løs på hinanden. Cafeens medarbejdere begyndte at gå hen imod dem for at skille dem ad, men jeg kom i forkøbet.

Selvom jeg knap var halvt så stærk som en af dem, forsøgte jeg at stoppe slåskampen. Det lykkedes ikke så jeg fik deres opmærksomhed ved at råbe af dem. Zaniel stoppede sig selv, og undveg et slag fra Miles. Medarbejderne tog fat om Miles og hev ham væk fra Zaniel, der stod med røde mærker over ansigtet, og forpustet støttede sig til væggen. Der kom også medarbejdere hen til ham og tog fat om ham, selvom han ikke prøvede at angribe Miles igen.

De to så nogenlunde ens ud, hvad angik skaderne. Miles havde fået en blodtud, og blodet løb ned over hans ansigt. Zaniels kinder var hævede, røde, blå, og hans ene øje var hævet. Der løb lidt blod fra hans pande af. Hans øjne fangede mine, da medarbejderne slæbte dem begge to ud foran cafeen. Han så undskyldende på mig. Jeg gik hen til vores plads, imens jeg kunne mærke blikke på mig. Jeg tog hans jakke, min pung og lagde nogle penge på bordet. Jeg gav lidt ekstra fordi jeg håbede det måske ville lægge et plaster på episoden.

Miles var ovre på den anden side af gaden med flere mænd omkring sig. Han sad på jorden med ryggen op af væggen. Han kiggede på mig, men jeg ignorerede ham og gik hen til Zaniel. Han stod og snakkede med en politimand, og politimanden stod og så lettere streng ud.

"Det skal ikke ske igen," sluttede Zaniel af, da han modtog en bøde fra manden. Manden nikkede bare, troede sikkert ikke på ham, og gik så over for at forhøre Miles. Zaniel kiggede ned på mig. Hans hår var mere rodet end før og hans trøje sad skævt på. I cafeen gik der flere politifolk rundt for at forhøre gæsterne om episoden.

Vi gik fra tumulteret. Han gik med hænderne i lommen og blikket i jorden. Vi sagde ikke meget, men det var alligevel som om vi kommunikerede med hinanden. Da vi havde gået et stykke tid stoppede han op ved en bænk, og bad mig om at sætte mig ned. Jeg adlød.

"Det var ikke meningen, det skulle have endt sådan," sagde han og fangede mit blik. Hans øjne så oprigtige ud og han holdt øjenkontakten. Jeg sukkede, lavede en lille grimasse da slåskampen spillede for mit blik. Det var dumt.

"Det ved jeg," sagde jeg og kiggede ud på vejen hvor der ind imellem kørte en bil forbi. Det var dumt Miles troppede op, det var dumt jeg tog afsted, det var dumt jeg reagerede så voldsomt. Jeg mumlede undskyld til ham, vidste ikke hvad jeg undskyldte for, men det føltes som det rigtige at gøre. Han løftede sine øjenbryn af mig.

"Du skal ikke undskylde for noget. Det var ikke din skyld," sagde han og lagde trygt en arm om mig, og lagde mig ind til ham. Jeg stivnede. Hans krop varmede min, også selvom jeg stadig havde hans jakke på armen. Forsigtigt slappede jeg af, og lagde mit hoved på hans brystkasse. Der kørte mange biler forbi før vi rejste os igen.

 

* * *

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...