Aria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Arias liv bliver vendt på hovedet, da hun opdager ting, som hun aldrig havde drømt om fandtes. Den Anden Verden består dog ikke udelukkende af lykkelige slutninger, og en dæmon har sat sin jagt på Arias liv igang. Sammen med sin bedsteveninde forsøger Aria, at overleve i den verden, hun engang troede, hun kendte.

2Likes
4Kommentarer
1327Visninger
AA

10. Mødet

Jeg havde sat mig ved et af de store vinduer, hvor man kunne se ud på alle de folk der gik forbi. Der var et kvarter til at  jeg skulle møde her, men jeg havde alligevel ikke noget at lave, så jeg mødte tidligere. Jeg sad og blev mere og mere gal for hvert et minut der gik. Det er Miles der møder op! Skynd dig at gå imens du kan nå det! Hvis du lukker ham ind i dit liv igen sårer han dig! 

Det var hvad min fornuftige halvdel sagde mig. Men mit hjerte sagde noget andet. Bliv her.

Så jeg blev. Selvom jeg til tider rejste mig, satte jeg mig ned igen. For at tvinge mig selv til at blive, bestilte jeg en jordbær milkshake. Tiden sneglede sig afsted og nervøsiteten summede i min krop. Jeg kunne forestille mig dramaet hvis Miles kom herind. Skænderiet ville være enormt.

En dinglen lød fra døren af da den lille klokke blev aktiveret fordi der kom en person ind. Jeg kiggede automatisk op. Et par varme grønne øjne mødte mine, og de begyndte at stråle. Drengen smilede til mig og gik hen til vores bord. Han så ud som jeg huskede ham. Pjusket sort hår, grønne øjne og buskede øjenbryn.

"Hey," hilste han og satte sig ned. Jeg studerede ham bare, og valgte så at nikke. Jeg var lettet over at det ikke var Miles, men stadig ikke parat til at lukke denne dreng ind i mit liv. Hvad ville han mig? På trods af min kolde hilsen smilte han stadig. 

"Hvad vil du mig?" spurgte jeg og lænede mig frem, for at komme lige til sagen. Han kunne ikke smyge sig udenom dette spørgsmål. Jeg stirrede ham direkte ind i hans øjne og veg ikke tilbage. Hans øjne flakkede ikke det mindste.

"Jeg vil lære dig at kende," sagde han som om enhver person ville sige sådan noget. Han lænede sig afslappet tilbage i stolen. Jeg sad og tyggede lidt på den.

"Hvorfor?" jeg var mistænksom. Der måtte være en grund til at han valgte lige præcis mig. En fyr som ham havde alle piger liggende for hans fødder, især når han var "nyt kød" på skolen. Han smilte skævt til mig.

"Du gjorde mig nysgerrig," svarede han og rettede lidt på den hvide t-shirt under sin grå hættetrøje. Han så afslappet ud, og det gjorde mig utryg fordi jeg havde regnet med en anden reaktion fra ham. Jeg følte mig splittet - skulle jeg blive og snakke med ham, eller skulle jeg forlade ham? Det fik jeg dog hurtigt svar på. "Hvad kunne du tænke dig?"

Han hentydede til menukortet imellem os. Siden det var mad så blev jeg. Jeg bestilte en lille skål suppe, og han bestilte chili con carne, coca cola, og en salat til delen. Jeg insisterede på at undlade salaten, men han ignorerede mig og bestilte det alligevel. 

"Hvor kommer du så fra?" spurgte han mig, og rettede sine øjne interesseret mod mig. 

"Jeg har boet her hele mit liv," sagde jeg. Det var delvist sandt; i hvert fald efter mine forældre døde. Jeg rømmede mig og prøvede at skubbe tanken væk, men den blev hængende som en advarsel i baghovedet. 

"Hvem bor du hos?" han var nem at tale med, og det var, som om han med vilje lod vær med at nævne noget om forældre. Tanken var dog absurd da jeg ikke havde fortalt ham om dem.

"Min moster," sagde jeg, og forventede flere spørgsmål omkring det. Han sad dog bare og nikkede, og gik videre til næste spørgsmål i "interviewet" om mig. Han spurgte mig om alt muligt, hvad jeg lavede i fritiden, hvem jeg var gode venner med, hvordan jeg havde det med skolen, osv. Da han skulle videre til næste spørgsmål holdt jeg en hånd op for at stoppe ham. Jeg ville også gerne vide noget om ham.

"Jeg vil godt vide noget om dig. For eksempel dit navn?" sagde jeg og kom i tanker om han heller ikke kendte mit. "Og du ved forresten heller ikke hvad jeg hedder." Han trak på skuldrene, smilte lidt af mig, og satte sine hænder i lommerne.

"Hvad hedder du?" spurgte han og jeg løftede mine øjenbryn af ham. Næh nej, han skulle starte.

"Noget for noget," sagde jeg og lænede mig tilfredst tilbage i stolen med min næsten tomme milkshake i hånden. Jeg havde spist op, det havde han også, og han var gået igang med salaten. Han kiggede overvejende på mig imens han tyggede på salaten, med gaflen i hånden. Med den pegede han på mig som for at "true" mig.

"Hvis du snyder mig, spiser jeg dig," sagde han med et drilsk glimt i øjet. Jeg tog hænderne i vejret som for at sige at jeg ikke var ude på noget. Han kiggede på mig med sammenknebne øjne, men droppede så mistænksomheden.

"Jeg hedder Zaniel," sagde han og fastholdt mit blik. Han tog hættetrøjen af og hang den over stoleryggen. Jeg kunne ikke lade vær med at studere ham lidt, og mit blik blev mødt af en veltrænet overarm. Han opdagede, jeg tjekkede ham ud, og han smilte selvsikkert. Jeg rødmede. "Din tur."

"Aria," sagde jeg og smilte forsigtigt til ham. Jeg pillede ved mine hænder, og følte mig utroligt smigret over at han gad at høre om mig. Hans øjne strålede og hans smil var stort. "Jeg har snakket i lang tid nu, din tur."

Han kiggede lidt ud af vinduet på den overskyede himmel, og de folk som havde travlt med alle deres hverdagsting. Så spiste han op, og lænede sig tilbage. Han nikkede en enkelt gang for at hentyde til at jeg bare skulle spørge.

"Hvornår og hvorfor kom du til byen?" startede jeg ud. Han tøvede lidt og valgte tydeligvis sine ord med omhu.

"Jeg flyttede hjem til min mor," sagde han og tog sig lidt til læben. Jeg nikkede og fortsatte med at spørge. Jeg var tørstig efter mere viden om ham.

"Hvilken klasse går du i?" han smilte lidt til mig da jeg spurgte. 

"Jeg går i niende, men startede et år senere i skole,".

"Og hvor gammel er du så?" spurgte jeg for at sikre mig jeg ikke havde regnet forkert. Han svarede 17 og jeg fik bekræftet min tanke. Jeg smilte lidt.

"Du burde smile noget oftere," sagde han og mit smil falmede lidt. Jeg kunne mærke mine kinder brænde og jeg kiggede ned på mine hænder. Jeg kunne mærke hans blik på mig, og jeg rømmede mig af ubehag. Det havde aldrig været mig der fik opmærksomhed blandt drenge, så det var en ny oplevelse for mig.

"Det er lidt svært når mit liv er noget rod," mumlede jeg og det var ikke meningen han skulle høre det, men det gjorde han. Hans blik blev alvorligt og han rynkede de buskede øjenbryn.

"Noget du vil tale om?" spurgte han og jeg kiggede forskrækket op på ham. Jeg fik mit ansigt under kontrol og rystede hurtigt på hovedet. Det var absolut ikke noget, han skulle blandes ind i. Jeg så op på caféens ur. Vi havde sat og snakket i halvanden time. Jeg kom i tanker om mit skænderi med Helen og at jeg nok skulle til at få sagt undskyld. Modstræbende begyndte jeg at rejse mig.

"Jeg bliver nok nødt til at gå nu," sagde jeg og tog min jakke på. Han gjorde det samme, og gik op til disken for at betale. Jeg småløb efter ham for at give min andel, men han gav mig et blik, der sagde at jeg ligeså godt kunne droppe det. Med et skævt smil på læben og hænderne i lommen stod jeg og ventede på ham. Han vendte sig om og vi gik sammen ud af døren. Den lille klokke lød da vi åbnede den. 

Vi stoppede på fortovet foran caféen. Han smilte skævt til mig og jeg gengældte smilet. 

"Det var hyggeligt at møde dig," sagde han og puttede sine hænder i sine bukselommer. Jeg nikkede og frygtede at samtalen ville ende akavet. Skulle jeg give ham hånden eller bare gå?

"Hey, vil du ikke nok, altså, hvis du..." begyndte jeg og pillede ved mine fingre. Hans øjne skinnede. Jeg tog en dyb indånding og fortsatte. "Hvis du en anden gang vil mødes, vil du så ikke skrive dit navn på sedlen? Så jeg ikke tror det er en anden.."

"Du vidste ikke hvad jeg hed," sagde han og jokede: "Og jeg kunne ikke skrive: 'den dreng du så akavet mødte da du var morgensur'." Jeg grinte lidt og måtte erkende han havde ret. Med ét blev hans øjne store.

"Du troede vel ikke jeg var en anden?" spurgte han og jeg kunne se hans overraskede ansigt blive skuffet. Jeg rystede langsomt på hovedet, vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle svare.

"Faktisk er der en anden, der prøver at komme i kontakt med mig, så jeg vidste ikke, hvem jeg skulle mødes med," sagde jeg og smilte undskyldende til ham. Hans øjne blev fjerne, men han smilte imens, så hans ansigt så helt forkert ud. Jeg tyggede lidt på min læbe, ventede på at jeg kunne gå.

"Åh undskyld, ja, øh, vi ses," sagde han vendte sig om, fuldstændigt i sine egne tanker. Jeg ventede med at gå indtil han var gået om et hjørne. Smilet pressede sig frem på mine læber og jeg vendte mig om og gik hjem af. 

Selvom han til tider var speciel kunne jeg godt lide ham. Jeg gik og var så glad, at det var lige før, jeg troede, Thalia havde haft en finger med i spillet. Jeg informerede Agnes om at jeg ikke havde brug for en redningsaktion over besked, og fortsatte ned ad fortovet.

Et hårdt skub i ryggen fik mig til at vælte forover. Mine hænder skrabede mod asfalten og jeg kiggede forskrækket bagud, og blev mødt af en ung mand. Han skulle til at kaste sig over mig, men jeg rullede til siden så han istedet ramte fortovet. Jeg var halvvejs oppe at stå, da han hev mig i blusen, og kastede mig tilbage.

Min hud brændte af de hudafskrabninger og skidt den fik. Jeg prøvede at kravle væk fra ham, med ryggen bagud, men han havde næsten allerede indhentet mig. Hans øjne var tomme, og hans bevægelser var mekaniske. Han var blevet overtaget af en dæmon, og det kunne være meget muligt det var den samme som tidligere. Jeg fik en klam smag i munden og mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst.

Han var ved at springe over mig igen, men jeg sparkede ham på skulderen. Han reagerede knap nok, og sprang over mig. Jeg skreg og prøvede at ryste ham af mig. Og da fløj han af mig. Jeg sparkede lidt ud i luften og kravlede så bagud, væk fra tumulteret. Jeg var nær stoppet da jeg så hvem der havde revet manden af mig.

Zaniel pressede sin kropsvægt ned mod manden der lå på asfalten og kæmpede for at komme fri. Manden holdt sine tomme øjne på mig. Jeg var blevet ved med at bakke bagud, indtil jeg mødte en væg. Jeg tog en hånd op for min mund, og lod et hulk ryge ud. Zaniels øjne mødte mine, men han fokuserede hurtigt på manden igen, der nu kæmpede lidt mindre hårdt imod.

Zaniel stirrede med sine lysende grønne øjne på manden, og det lod til at manden kæmpede mindre og mindre imod. Da manden lå slapt og nærmest så ud til at sove, gav Zaniel slip og kiggede med sammenpressede læber på mig. Jeg stirrede tilbage stadig med min hånd for min mund. Min hjerne kørte på fuld knald.

Zaniel var overnaturlig.

 

* * *

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...