Aria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Arias liv bliver vendt på hovedet, da hun opdager ting, som hun aldrig havde drømt om fandtes. Den Anden Verden består dog ikke udelukkende af lykkelige slutninger, og en dæmon har sat sin jagt på Arias liv igang. Sammen med sin bedsteveninde forsøger Aria, at overleve i den verden, hun engang troede, hun kendte.

2Likes
4Kommentarer
1343Visninger
AA

4. Hospitalet

Jeg vågnede op i en hospitalsseng. Det første jeg lagde mærke til, var hvor tør mit ansigt var. Det var som om nogen havde tørret det af 100 gange.

Jeg satte mig forsigtigt op på mine albuer, og lod erindringerne strømme til mig. Det sortnede for mine øjne og det dunkede i mit hoved. Hvad var der sket det sidste døgn?

1. Agnes havde orange øjne.

2. Jeg udskød prøverne.

3. Miles var en idiot.

4. Agnes nåede det.

5. Prøverne begyndte.

6. Jeg blev utroligt træt.

7. Jeg blødte ud af øjnene.

8. En ambulance hentede mig.

Og så vågnede jeg ellers op her. Forsigtigt satte jeg mig op, og satte mine bare fødder ned på det iskolde betongulv. Sengen knirkede da jeg satte mine hænder i, og skubbede af. Jeg gik stille hen til et vindue, og kiggede ud. Det var anden gang, jeg var på hospitalet. Første gang var da Miles kom til at skubbe mig for hårdt på gyngen, og jeg brækkede et kraveben.

Månen lyste op og gjorde hele byen til sit mystiske hjem. Der var kun nogle få vinduer tændt rundt omkring. En enkelt bil kørte på vejen, men ellers var alt øde. Jeg åbnede vinduet og satte det i hak, så det ikke ville blæse helt op. Jeg vendte mig rundt og så måneskinnet fylde rummet. På tær gik jeg hen til et spejl, og kiggede på mig selv.

En alt for stor hospitals kjole, var trukket ned over min krop, og det lignede, at jeg havde en skrældepose på. Jeg var rød under øjnene, sikkert af irritabilitet. Mit hår var rodet, og jeg prøvede forgæves at rede det ud med mine fingre. Jeg stirrede på mig selv, en smule skuffet, da jeg ikke kunne lade vær med at tænke, noget magisk ville have været sket. Sukkende gik jeg tilbage til sengen og skævede til mit sengebord. Min mobil lå på den, med en seddel ovenpå.

'Skriv når du vågner - Agnes'.

Jeg adlød og tændte min mobil. En besked sendt for 8 timer siden, popper op på skærmen.

'Vi må tale sammen.' Det var Miles. Jeg trykkede væk fra beskeden, og ignorerede den totalt. Jeg havde sagt hvad jeg skulle sige, og der var ikke mere at tale om. Jeg sendte en kort besked til Agnes, med indhold om at jeg var okay. Jeg holdt mobilen ind til mig, og smed mig på sengen. Mig og Miles havde været bedstevenner siden børnehaven. Et smil tvang sig frem, da jeg tænkte på første gang, vi mødte hinanden.

'-Hej, sagde Miles. -Du er sød, ska' vi ikke vær' kær'ster? Jeg stirrede på ham, og græd. Han gik i panik og begyndte at kramme mig. - Såså, du ska' ikke vær' bange! Vi ka' da bar' vær' bedstevenner, sagde han og aede mig på ryggen. Det fik mig til at holde op med at tude, og vi blev bedstevenner'

Da Miles først lærte mig at kende, var mine forældre døde 2 år før. Han har aldrig kendt mig med forældre, men han tog det så pænt, at jeg ikke havde det samme overskud som ham.

Det tog hårdt på hele min familie da de døde. Det var i hvert fald, hvad jeg havde hørt. Min moster var den mest fornuftige efter tragedien, så hun tilbød at tage sig af mig. Alle andre i familien var for traumatiseret, og turde knap se på mig.

En blæst udefra fik det mørkeblå gardin i vinduet til at blafre. Jeg trak dynen over mig, og vendte mig om i fosterstilling, med ryggen til døren.

Min moster agtede jo at holde det hemmeligt for mig, hvordan mine forældre døde. Jeg havde skam prøvet at få det ud af hende, men så snart jeg begyndte at tale om dem, skiftede hun emne eller ignorerede mit spørgsmål.

Døren blev åbnet ind til min stue, og jeg stoppede med at trække vejret. Et par fødder gik over betongulvet, næsten lydløst, på vej over til min seng. Jeg lå med ryggen til personen, så jeg havde ingen ide om hvem det var.

"Aria?" Lød en stemme. Jeg spændte i hele kroppen, og det så personen uheldigvis. "Nå du er vågen. Jeg syntes nok jeg hørte et vindue blive åbnet." Personen gik over til vinduet og lukkede det. Jeg kunne se det var en sygeplejerske, så jeg slappede mere af. Hun vendte sig om imod mig med armene i siden.

"Du burde ikke lade vindu-" sagde hun, indtil at hun vippede sit hoved advarslende hurtigt op mod loftet, og faldt ned på knæ. Hendes arme hang dødt ned langs siden, imens hendes mund stop på gab. Jeg skreg hurtigt, og smækkede en hånd for min mund, for ikke at larme. Jeg kravlede op imod væggen og klamrede dynen til mig. Sygeplejersken stirrede dødt op i loftet, stadig i samme stilling. Mit hjerte sad oppe i halsen, og jeg hyperventilerede.

Lige så hurtigt som det skete, sluttede det igen. Hun rejste sig op på benene, og bøjede hovedet ned imod mig. Armene hang stadig ned langs siden. Hun drejede sit hoved langsomt, næsten mekanisk, over imod mig. Hendes øjne kiggede på mig, men så alligevel ikke. Det var som om hun ikke fokuserede.

Med et skridt gik hun nærmere mig og sengen. Jeg stirrede skrækslagent på hende- det var som om alle mine lemmer var limet sammen. Hun gik et skridt nærmere, og var da kun 3 meter fra sengen.

Hvad gør jeg?

Jeg trykkede Agnes' nummer ind på mobilen og ringede op. Rystende holdt jeg mobilen op til øret, og ventede.

Endnu et skridt. 2 meter.

Mobilen ringede. Agnes havde stadig ikke taget telefonen. Jeg turde ikke fjerne mine øjne fra sygeplejersken, der så alt andet end normal ud. Hun havde nu fået mørke rande under øjnene, og hovedet faldt lidt til den ene side.

Et skridt mere, og hun var kun 1 meter fra sengen. Jeg skreg og smed telefonen efter hende. Den ramte hende på skulderen, men hun lod sig ikke bide mærke i det. Hun tog det sidste skridt og stod nu lige foran sengen. Jeg sparkede dynen af mig og snublede ud af sengen. Jeg lå med den øverste halvdel af kroppen ned over sengens kant, men mine ben havde snoet sig ind i dynen. Jeg sparkede panisk, men sygeplejersken havde fået fat i mit højre ben. Hendes hænder var is kolde og stærke. Hun borede sine negle ned i min hud, og jeg skreg. Min læg brændte som havde hun glohede gløder som negle. Jeg fik mit andet ben fri af dynen, og plantede min fod hårdt på hendes arm. Hun gav slip og jeg faldt ned fra sengen.

Jeg landede på ryggen og famlede efter sengebordet. Imens jeg støttede mig til sengebordet, rejste jeg mig op. En jamren røg ud, da jeg støttede på det højre ben. Jeg haltede så hurtigt som muligt hen imod døren, væk fra sygeplejersken. Med min ene hånd på dørhåndtaget, sprang hun frem som et vildt dyr. Jeg åbnede døren, haltede ud af rummet, og lukkede døren inden hun kunne nå at komme ud. Jeg pressede min ryg op imod døren, da hun prøvede at åbne den.

Der blev stille. Stadig med ryggen imod døren kiggede jeg mig omkring. Gangen var oplyst, så det var ikke svært at se noget. Der var tomt. Ingen sygeplejersker, læger eller patienter befandt sig på gangen.

16 meter længere fremme var en stor dobbeltdør. Igennem de små firkantede vinduer, kunne jeg se udgangen. Det var heldigt at jeg blev placeret på stueetagen. Men ikke så heldigt at jeg var langsommere end sygeplejersken.

En hospitalsseng med hjul stod ikke langt fra mig, og hvis jeg kunne få den sat foran døren, ville jeg kunne få et stort forspring. Jeg strækkede mig hen imod sengen, og kunne røre den med min pegefinger. Men hvis jeg flyttede mig fra døren ville sygeplejersken sikkert bryde ud, og who knows, æde mig levende.

Jeg besluttede mig for at tage chancen, og sprang hen til sengen. Jeg skubbede den hastigt op imod døren, lige da den blev skubbet åben for fuld fart. Jeg fik lukket døren, og placeret sengen foran den. Jeg låste hjulene på den, så den var urokkelig, og haltede afsted imod døren. Forfulgt af knasende træ-lyde åbnede jeg døren ud til entréen, og fortsatte min flugt. Idet jeg trådte igennem døren, hørte jeg sygeplejersken bryde ud. Jeg haltede videre, hurtigst muligt, hen til hovedindgangen, da jeg indså, at sygeplejersken ville kunne følge efter mig, selvom jeg slap ud af døren. Jeg kiggede mig over skulderen; hun var tæt på dobbeltdøren. Hovedindgangens svingdør var mindre end 3 meter væk, men sygeplejersken bevægede sig dobbelt så hurtigt som jeg.

Idet jeg var et spring væk fra hovedindgangen, greb sygeplejersken fat i min hospitalskjole. Jeg sprang hen til svingdøren og den startede automatisk. Den svingede rundt indtil at det ikke længere var muligt for sygeplejersken at komme med i samme 'bås'. Jeg kravlede baglæns ud ad hovedindgangen, og fortsatte, da jeg forventede at hun ville kaste sig ind i den næste åbning. Og det prøvede hun også på, men det var som om en usynlig mur forhindrede hende i det. Hun pressede hårdt sin skulder imod det, der holdte hende fra at forfølge mig, men der skete ikke noget. Hun stoppede med at kæmpe imod den, og stirrede dødt på mig, med hovedet lidt på skrå. Jeg rejste mig forsigtigt og støttede mig til mit gode ben. Med et faldt sygeplejersken ned på knæ, og ned på siden, som var der nogen der tog batterierne ud af hende. Hun så død ud, men jeg tog ingen chancer; aldrig i livet ville jeg gå frivilligt derind igen. Men selvfølgeligt kunne jeg ikke bare lade hende ligge, sæt nu hun var død. Jeg gav mig selv et sekund til at få pusten igen, og humpede så hen til den nærmeste telefonboks. Den var heldigvis ikke langt fra mig, og jeg tastede taknemmeligt 911 ind.

 

* * *

 

Idet jeg smækkede røret på, kørte en sort bil ind på parkeringspladsen. Jeg stirrede efter den, da den bremsede med et hyl, foran telefonboksen. Agnes steg ud af bilen med et bekymret blik. Hun løb hen til mig, og hjalp mig med at blive på benene.

"Aria hvad er der sket?!" spurgte hun forskrækket, og hjalp mig over til bilen. Jeg prøvede at klare mine tanker, men lige meget hvad, gav intet af alt dette mening.

"Jeg ved det ikke," gispede jeg, og jamrede af smerte, da jeg blev sat ind på forsædet af Agnes' bil. Agnes havde fået kørekort samme dag, som hendes 16 års fødselsdag. Hun undersøgte mit ben, og jeg kneb øjnene sammen af smerte. Hun undskyldte hurtigt.

"Det ser slemt ud," sagde hun, og pressede sine læber sammen. Jeg havde ikke turde kigge, siden sygeplejersken havde presset neglene i mig. Et hurtigt blik på det, fik mig til at fortryde, jeg overhovedet havde tænkt på at kigge- min læg var dækket af blod, og bagerst på musklen, var der 4 dybe revner formet efter menneskenegle.

 

* * *

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...