Aria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Arias liv bliver vendt på hovedet, da hun opdager ting, som hun aldrig havde drømt om fandtes. Den Anden Verden består dog ikke udelukkende af lykkelige slutninger, og en dæmon har sat sin jagt på Arias liv igang. Sammen med sin bedsteveninde forsøger Aria, at overleve i den verden, hun engang troede, hun kendte.

2Likes
4Kommentarer
1329Visninger
AA

9. En seddel

Selvom solen skinnede var det koldt og jeg kunne se min ånde i den kolde morgenluft. Jeg gik med Agnes ved min side på vej hen til skolen. Det tog os normalt kun nogle minutter fordi vi begge boede i samme by som skolen. Agnes boede også tættere på skolen end mig, så det tog kortere tid end normalt.

Den mystiske dreng sneg sig ind i mine tanker igen. Mon han ville snakke til mig igen idag, og skulle jeg vise ham rundt? Agnes så på mig, og siden jeg gik i mine egne tanker var mit blik fjernt. Hun vinkede foran mine øjne og kaldte på mig. Jeg blinkede et par gange og rødmede.

"Tænker du på nogen?" spurgte hun og smilte drillende. Jeg rømmede mig og rystede på hovedet, men selvfølgeligt hoppede Agnes ikke på den. Hun kendte mig bedre end nogen anden, og stillede sig foran mig med armene i siden, forlangede at få at vide hvem det var. "Ikke nogen... Det var bare en mærkelig dreng jeg hjalp."

"Er han pæn?" spurgte hun og kiggede undersøgende på mig. Jeg smilte lidt og nikkede. Hans grønne strålende øjne var ikke til at stå for, og hans sorte halvlange pjuskede hår var så afslappet. Hun hvinede begejstret. "Jeg vil høre hele historien, darlin'!" 

Så jeg fortalte hende om alt lige fra hans hånd på min, til slutningen hvor han gik uden at fortælle mig hans navn. Da jeg var færdig med at fortælle om episoden stod vi inde i skolen ved vores skabe. Agnes lyttede stadig med og reagerede på de rigtige tidspunkter. Hun havde altid været en god lytter.

"Han lyder sexet!" sagde hun og tog sine noter til prøven ud af sit skab, og det samme gjorde jeg. Jeg grinte og puffede til hende. Hun skubbede igen og grinende gik vi hen af gange efter gange for at nå til vores prøvelokale. Jeg kunne ikke lade vær med at lede efter drengen med mine øjne. Nysgerrigheden styrrede mig, men skuffet måtte jeg vende mit hoved om igen da han ikke var at se nogen steder. Jeg kunne mærke et blik på mig da vi gik. Jeg drejede hovedet rundt for at finde personen der kiggede på mig. 

Det var Miles. Han stod lænet op af en væg og kiggede, nej stirrede på mig. Jeg kiggede hurtigt væk igen og pressede mine læber irriteret sammen. Agnes så det også og tog en arm om livet på mig og gik lidt hurtigere. Vi talte ikke så tit om ham, mest fordi jeg altid undgik samtalen på den ene eller den anden måde. Selvom vi var nået om et hjørne kunne jeg stadig mærke hans blik brænde på min hud. Hvorfor ønskede han at snakke med mig?

Vi nåede prøvelokalet men inden jeg nåede at træde indenfor døren drejede Agnes min krop rundt så jeg stod og kiggede på hende. Hun løftede begge øjenbryn og lagde sine hænder på mine skuldre.

"Hvorfor kiggede han sådan efter dig?" spurgte hun alvorligt og holdt min øjenkontakt fast. Jeg tyggede lidt på min læbe, jeg var udenfor min "comfort-zone", og lod mit blik falde ned på gulvet. Hun rystede blidt mine skuldre og jeg vidste der ikke kunne snakkes udenom.

"Han har prøvet at komme i kontakt med mig," sukkede jeg og gemte mit ansigt i mine hænder. Mit liv var noget rod for tiden, og det hjalp ikke at min eks bedsteven ville snakke med mig. Hun pressede sine læber sammen og satte en tåt hår om bag ved mit øre. Hendes øjne fangede mine og lyste af medlidenhed. Hun vidste hvordan jeg havde det med ham. Stille gik vi ind i lokalet for at tage biologiprøven, selvom jeg ikke havde den mindste koncentration.

 

* * *

 

Vi gik i en samlet flok ud af det anspændte lokale, og det lød næsten som et stor lettet suk da vi slap ud. Jeg havde en dårlig fornemmelse omkring prøven; de spørgsmål vi fik var ekstremt svære, og gav ingen mening what so ever. Det var spørgsmål omkring DNA, plantebælter og røv og nøgler. Prøven varede kun en halv time, så ikke nok med at man knap nok nåede igennem de 20 spørgsmål, så havde vi også en prøve om lidt igen. 

Jeg gik automatisk over til Agnes, og vi fulgtes ad hen til kantinen, for at købe vores daglige frokost. Kantinen var næsten tom fordi de andre elever enten stadig havde prøve, ellers også ikke havde spisefrikvarter endnu. Vi satte os ved et bord yderst henne ved et stort vindue. Solen der tidligere skinnede var nu dækket af en stor grå dyne af skyer. 

Agnes tilbød mig at tage noget mad med ned til mig, og jeg takkede ja. Det var jo trods alt gratis mad. Jeg lod mine øjne gennemsøge rummet. Hverken noget tegn på Miles eller drengen med de grønne øjne. Han var mystisk, men noget dragede mig imod ham; jeg var nysgerrig. Hvad var han for én?

Agnes stillede bakken med vores mad imellem os og satte sig over for mig. Hun tog sin tortilla op i hænderne, og med maden fuld af mad, smilte hun. Jeg rynkede næsen af hende og hun havde et drilsk glimt i øjnene. Jeg åbnede min vand og drak en tår, efterfulgt af en bid tortilla. Den var god.

"Har du set ham drengen i dag?" spurgte Agnes og tog en bid mere. Hun slurprede lidt af sin juice, og kiggede nysgerrigt på mig. Det var lige før jeg troede hun var mere interesseret i ham end mig. Men det vidste jeg var løgn. Jeg rystede på hovedet for at besvare hendes spørgsmål.

"Nej, jeg har ikke kunne spotte ham," sagde jeg, og prøvede at lyde henkastet. Agnes' drillende smil fortalte mig det ikke lykkedes, og at jeg istedet lød som en drengeglad teenager. Jeg rullede øjne af hende og fortsatte. "Jeg vil nu ellers godt vide hvad han hedder."

Hun nikkede forstående og tog den sidste bid af sin terroriserede tortilla, der mere lignede en omgang salat med kød og en masse dressing, end en tortilla. Hun suttede sine fingre af en efter en. Jeg gjorde min mad færdig og vi samlede skraldet sammen og smed det ud. 

Vi gik og snakkede, grinede af hinandens dumheder og hyggede os, da jeg igen kunne mærke et blik på mig. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Miles. Jeg sukkede og sendte Agnes et blik som ikke kunne misforstås; hjælp mig! Agnes kiggede hurtigt rundt for at få øje på den person der provokerede mig, og skar så en grimasse, da hun så hvem det var. 

Jeg forestillede mig selv gå hen til ham, bede ham om at skride ad helvedes til, og så forlade ham i elendighed. Jeg fik det lidt bedre af at tænke på det, men jeg mindede mig selv om ikke at gøre det. Jeg var bedre end ham. Selvom det var hvad han gjorde ved mig dengang, skulle jeg ikke gøre det samme. Med skærrende tænder gik vi igen hen til prøvelokalet for at begynde en geografiprøve. Jeg kunne trøste mig selv lidt med at jeg bagefter prøven skulle hjem.

 

* * *

 

Efter prøven følte jeg en stor trang til bare at tage hjem, efterlade skolen i en overmenneskelig fart. Jeg skulle bare lige aflevere min notesbøger i mit skab, og så kunne jeg komme hjem til min trygge og varme seng. Eleverne gik med snuden rettet mod skabe-gangen i en stor larmende flok, ligeglade med at alle andre ikke havde fri endnu. Så kunne de da være misundelige på os. Agnes klemte min skulder som et tegn på at hun skred akut. Jeg smilte farvel til hende.

Jeg tastede koden ind på mit skab, kastede bøgerne ind, og skulle til at smække lågen, da jeg fik øje på en lille hvid seddel, der var klistret fast på indersiden af det. I hvad der føltes som timer stod jeg og stirrede på den lille lap papir der tydeligvis var revet ud af et skolehæfte.

'Mød mig ved byens café kl 15'.

Hvem havde skrevet det? Jeg prøvede at tyde skriften, men det var skrevet så hurtigt at det var umuligt at bedømme. Hvordan var personen overhovedet kommet ind i mit skab? Jeg kiggede lidt rundt på gangen og så at der kun var nogle få elever tilbage. Det kunne ikke være Agnes, hende havde jeg jo været sammen med hele tiden. Den eneste person der ellers kendte min kode var Miles. Jeg havde været for doven til at ændre den efter vores skænderi - og hvad skulle han overhovedet i mit skab selvom han kendte koden?

Jeg rystede lidt på hovedet for at slå ham ud af hovedet; jeg måtte ikke drage til forhastede konklusioner. Hvem kunne ellers have set min kode? Jeg gennemragede mit hoved, og kom i tanker om at drengen med de grønne øjne havde stået ved siden af mig, da jeg åbnede det forleden. Men selvom han måske havde set koden, betød det ikke at han ville have efterladt mig en seddel. 

Skule jeg tage afsted? Det var om tre timer. Jeg vendte og drejede det lidt. Jeg ville for alt i verden ikke snakke med Miles. Men hvis det nu var ham den nye, ville jeg så lade Miles og mit skænderi gå ud over ham? Jeg besluttede mig for at dukke op, men hvis det var Miles ville jeg ringe til Agnes, så hun kunne komme og hente mig. 

Idet jeg tænkte det, bippede en besked ind fra Agnes.

'Mit bedsteveninde-ometer fortæller mig du har brug for mig'.

 

* * *

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...