Aria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Arias liv bliver vendt på hovedet, da hun opdager ting, som hun aldrig havde drømt om fandtes. Den Anden Verden består dog ikke udelukkende af lykkelige slutninger, og en dæmon har sat sin jagt på Arias liv igang. Sammen med sin bedsteveninde forsøger Aria, at overleve i den verden, hun engang troede, hun kendte.

2Likes
4Kommentarer
1340Visninger
AA

18. En mystisk mand

Vi stod ved ind- og udgangen til hotellet vi havde bosat os på, for en sikkerhedsskyld, hvis turen ikke kunne overstås på en dag. Hotellet var placeret nogle hundreder meter væk fra Ligna, modertræet, hvor rødderne var større. Hotellet rejste sig mange meter op i luften, vi havde fået værelse på 4 etage. På trods af at bygningen var lavet af trærødder så hotellet meget luksuriøst ud.

Gulvet var belagt med hvidt marmor, og væggene var malet i en lys beige. Ved de store vinduer hang kæmpe, hvide, silke gardiner, og ved indgangen stod kæmpe vaser med alverdens blomster. Der hang billeder af væsner med guldrammer rundt omkring på væggene; mange af dem anede jeg ikke hvad var. Der var dog ét billede af et væsen jeg sådan nogenlunde kunne genkende. Det var et menneske hvor den øvre halvdel var menneske, men hvor resten var havdyr. I dette tilfælde var det dog ikke en fisk, men haj. Kvinden der sad der havde også en hajfinne på ryggen.

"Der går ikke lang tid før solen går ned, så lad os se at komme afsted," sagde Thalia og vinkede os med hende. Agnes, jeg og Zaniel gik efter hende ud i byens travle gader. Der var ingen biler i byen, men man kunne komme frem og tilbage med gåben, cykel eller byens "togbane" hvis man kunne kalde den det. Det var en sporvogn lavet af sten med græstag, der kørte rundt på en rod, som lå rundt i en cirkel rundt over hele byen.

De mange væsner der levede her skræmte og fascinerede mig på samme tid. Jeg havde aldrig i mit liv set så mange væsner, aldrig set et væsen udover en FFOV for den sags skyld. Der gik folk rundt med horn, nogle kunne man ikke engang kalde "folk". Et væsen var en orker, et andet var en kentaur, et tredje var et blåhudet gællemenneske der gik rundt med en fisketank på hovedet. Mine øjne var ved at hoppe ud.

Vi gik rundt om nogle hjørner og nåede en smal gade bestående af butikker. I vinduerne var der udstillet med alverdens ting og sager. Den ene var en alt-muligt-butik og der hang en flyvende kost i luften. Jeg plagede Thalia om at komme derind, men hun ignorerede mig og Agnes og Zaniel fik et grin på læben.

På trods af gydens skilte og advarsler, og ihvertfald ikke særligt imødekommende udseende gik vi ind af den. Der var færre blomster her hvor solens stråler ikke kunne nå. 

"Agnes og Zaniel i skal være klar," sagde Thalia til dem uden at se sig tilbage. En kold følelse lagde sig over mig. Hun gik længere ind i gyden, hvor tusmørket levede på trods af at solen stadig stod på himlen. Hun stoppede foran en dør, gik op af den lille trappe op til den, og bankede på. Det var tre hule slag.

Vi stod i nogle sekunder uden at bevæge os, uden at sige en lyd. Jeg hoppede af forskrækkelse da en rustent stemme snakkede fra den anden side af døren.

"Hvem der?" lød der indefra. Stemmen var mørk og hæs, som om den ikke var blevet brugt i lang tid. Agnes, Zaniel og jeg udvekslede nogle bekymrede blikke. Thalia bakkede ikke ud.

"Luk os ind," sagde hun iskoldt. Der var stille i nogle sekunder indtil vi hørte en lås blive slået fra. En gammel mand med fuldskæg stak hovedet ud, og lod sine mistænksomme øjne stirre på os. Jeg havde regnet med at et væsen ville åbne døren for os, da vi jo var i Xulopia, men manden så ud til at være menneske. Efter utallige sekunder nedstirren fra Thalia og hans side åbnede han døren helt og lavede en gestus med hånden som skyndte på os. 

Huset lugtede af jern, og jeg kunne ikke lade vær med at tænke på at der måske lå blod et sted herinde. Vi gik længere ind i lejligheden til en sofa og en stol der var gået i stykker, vinduer der var tapet til så ingen kunne se ind, og vægge hvor tapetet var revet i stykker. Manden satte sig i stolen og vi satte os alle fire i den ødelagte sofa.

"Hvad vil du Thalia?" spurgte han og ignorerede os andre. Thalia sad med rank ryg og lod sig ikke skræmme.

"Jeg beder om den tjeneste du skylder mig," sagde hun. Mandens øjne låste sig fast i hendes og stirrede. Hvad havde Thalia gjort for ham siden han skyldte hende en tjeneste? Nogle minutter gik med at de sad og havde en stirrekonkurrence, og vi andre bare sad og var tilskuere.

"Hvad vil du have?" spurgte han. Luften var tyk af jern og jeg vidste ikke hvor længe jeg kunne holde ud at sidde herinde. 

"Det ved du godt," sagde hun. Hans ansigt blev lidt hårdere, og han sendte hende onde blikke.

"Nej, det sagde jeg også for 10 år siden," svarede han hende og rejste sig for at gå. Han nåede kun hen til enden af stuen inden døren smækkede i hovedet på ham. Han gispede forskrækket og vendte sig så om for at gå ud af den anden dør. Den blev også smækket. Han blev ligeså forskrækket som mig, Agnes og Zaniel blev. Hvordan kunne døre smække af sig selv?! Jeg skævede over til Thalia der sad med hånden oppe i luften. Var det hende der gjorde det?

"Det var for 10 år siden. Tiderne er skiftet, giv mig kuglen," sagde Thalia og rejste sig også. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke hvor sej hun var. Var apparatet en kugle? Manden sukkede irriteret.

"Jeg vil godt have du går," sagde han. Luften var til at skære et stykke af; det man ville få var spændinger og jern. Thalia flyttede sig ikke, men kastede bare sit mørke hår om bag øret.

"Og jeg vil godt have kuglen. Vi kan gå på kompromis? Giv mig kuglen så går jeg," sagde hun og lagde armene over kors. Hende skulle jeg aldrig op at skændes med, hun var godt nok stædig. Manden skar tænder.

"Thalia, giv nu din gamle bedstefar fred," sagde han og sukkede træt. Vi tre der sad på stribe måbede overrasket. Zaniel så dog mest overrasket ud. Men det gav ikke mening, for Thalia måtte være omkring de 40 eller 50 år, og det var meget usandsynligt at hvis bedstefaren havde levet, at han overhovedet kunne gå nu. Thalia lagde hovedet på skrå.

"Det må du aldrig kalde dig selv din tyran! Du efterlod mig. Er det noget en bedstefar gør!?" råbte hun. Hendes krop vibrerede af vrede, men hendes øjne var låst fast på manden. Lige pludseligt følte jeg mig utroligt malplaceret, og ville ønske jeg var blevet på hotellet, eller i det mindste ikke gået med ind. Manden krympede sig lidt.

"Jeg vil altid være din bedstefar," nåede han at sige inden et billede fløj ind i væggen lige ved siden af ham. Thalia havde hævet hånd, og stod og så på manden med foragtelse og had. Så trak hun vejret dybt og lod hånden falde igen.

"Jeg kom efter kuglen," sagde hun bestemt uden vrede i stemmen. Manden sukkede og nikkede, og åbnede så døren ind til et lager eller eksperimenteringsrum. Vi gik alle efter ham, dog ikke helt ind i rummet da der var pladsmangel. Der var hylder der stod helt op til loftet fyldt med krukker, dingenoter og alt muligt. Han tog en mørkelilla kugle ned fra den. Det var som om der svømmede lilla nuancer inden i den. Imens manden holdt kuglen så han ud til at tøve. 

"Nej," sagde han bare og smækkede hurtigt døren i vores hoveder. Kort tid efter hørte man en lås blive slået til. Thalia skreg og bankede på døren. Hun bandede ham helt til helvede. Jeg tænkte det ville vare lidt tid inden manden opgav kuglen til os, så jeg gik hen til hoveddøren for at smutte ud efter noget frisk luft. Jeg nåede at åbne døren og træde udenfor inden Zaniel kylede mig ind igen. 

"Er du sindssyg? Det er mørkt udenfor!" hvæsede Zaniel af mig. Jeg gik forskrækket et skridt tilbage, og gik ind i væggen. Hvad var problemet? Måtte man ikke gå ud i mørke eller hvad?

"Hvorfor må jeg ikke gå ud?" spurgte jeg og lagde mine arme over kors. Jeg kunne ikke lide han snakkede sådan til mig, og måtte indrømme det gjorde mig lidt mopset. Han sukkede, tog sig lidt til hovedet og omfavnede mig så.

"Undskyld, det var ikke fordi jeg ville snakke sådan til dig. Når det er mørkt i Xulopia må man ikke gå udenfor fordi det er farligt," sagde han og klemte min krop imod hans. Jeg lagde min pande mod hans skulder og nød tætheden. I nogle sekunder glemte jeg hvor vi var og hvad vi lavede her.

"Hey i to," sagde Agnes. "Vi bliver her og overnatter, vi kan ikke gå hjem nu,". Zaniel løsnede sig fra krammet og nikkede til hende. Tanken om at blive her hele natten vendte sig min mave, men jeg bed det i mig. Vi gik ind i stuen igen, hvis man kunne kalde den det. Thalia sad lænet op ad væggen og så vredt ud i luften. Jeg sukkede og måtte erkende vi skulle finde et sted at sove til os allesammen. 

Vi fandt et efter vi havde gået op af en trappe og ind i et eller andet rum. Der stod en dobbeltseng og vi havde fundet to madrasser. Agnes forslog at vi skulle sove i den, men Zaniel forslog at mig og ham skulle sove i den. Jeg sukkede irriteret.

"Jeg sover på gulvet, så i må selv bestemme hvordan det bliver," sagde jeg og gik nedenunder for at hente Thalia. Inden jeg gik så jeg Agnes og ham sende hinanden blikke, og man kunne høre dem diskutere nedenunder. Thalia sad stadig op ad væggen. "Vi har fundet et sovested, kom nu med," sagde jeg og rakte min hånd ned til hende. Hun tog den ikke i starten, men så tog hun sig sammen. Vi gik ovenpå i stilhed.

Vi kom ovenpå og Agnes lå i dobbeltsengen og fyldte det hele så Zaniel ikke kunne være der. Han sukkede, men havde et smil på læben. De blev rolige da vi kom ind i rummet.

"Vi sover på gulvet," sagde han til mig. Mine kinder blev røde og jeg var taknemmelig for den dunkle belysning. Jeg nikkede og lagde mig, Zaniel lagde sig ved siden af mig. Der gik nogle minutter hvor vi alle lå i stilhed i vores egne tanker. Jeg tænkte på Helen.

Hun var sikkert bange og forvirret. Hun vidste ikke hvad der skete, hvor hun var eller noget som helst. Og det var min skyld hun var blevet taget. Mit hjerte gjorde ondt, jeg havde svært ved at holde min vejrtrækning i ro. Indtil at Zaniel lagde sin arm om mig, og sin krop ind til mig.

"Er du okay?" hviskede han bekymret i mit øre. Jeg vendte mig om imod ham og lå med mit ansigt tæt imod hans.

"Nu er jeg," hviskede jeg tilbage og lagde mine læber på hans. Han nussede min arm og trak mig helt ind til ham. Jeg følte mig tryg og på afstand af hvad der skete når jeg var ved ham. Vi lå sådan i lidt tid indtil at jeg brød kysset. Han smilede til mig i mørket og jeg smilte igen. Så vendte jeg mig så han holdt om mig, og sådan faldt vi i søvn.

 

* * *

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...