Aria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Arias liv bliver vendt på hovedet, da hun opdager ting, som hun aldrig havde drømt om fandtes. Den Anden Verden består dog ikke udelukkende af lykkelige slutninger, og en dæmon har sat sin jagt på Arias liv igang. Sammen med sin bedsteveninde forsøger Aria, at overleve i den verden, hun engang troede, hun kendte.

2Likes
4Kommentarer
1376Visninger
AA

12. Agnes i aktion

Det var Torsdag. Sidste dag inden vi fik weekend. Siden vi havde knoklet hele ugen med prøverne, fik vi fri fredag, og jeg så frem til ikke at lave andet end at ligge i sengen. Vi havde en matematik prøve i dag. En lang, fed og klam problemløsning vi skulle lave i løbet af fire timer. 

Jeg stod ved skabene sammen med Agnes. Hendes nysgerrighed var ikke til at stoppe, da hun udspurgte mig om igår. Tøvende startede jeg med at fortælle hende om Zaniel. Da jeg var nået til det punkt hvor vi var gået hver til sit, stoppede jeg med at snakke videre. Det var ikke nødvendigt at fortælle hende om den episode. Heldigvis lagde Agnes ikke mærke til den manglende information, og begyndte at hvine af begejstring.

"Aria! Oh my god! Du har været på date med den mystiske fyr!" hvinede hun højt, og jeg tyssede af hende lettere irriteret, dog stadig med et smil på læben.

"Han hedder altså Zaniel, og vil du ikke nok skrue lidt ned for begejstringen? Jeg tror de ældste på plejehjemmet kan høre dig," sagde jeg flabet og tog mine noter i hånden. Jeg kiggede efter en seddel, men måtte skuffet lukke skabet. Jeg havde ikke set ham endnu. Agnes rystede bare på hovedet af mig, og vi fulgtes ad hen af gangen.

"Tror du i to bliver til noget?" spurgte hun og kiggede forventningsfuldt på mig. Jeg trak på skuldrene, havde ikke andet i hovedet, end at jeg ikke fortalte hende om dæmonen. Den dårlige samvittighed gnavede i mig. Jeg kiggede ned på det prøve-skema vi havde fået alt for sent, og så at jeg skulle have prøve sammen med Miles. Jeg stønnede opgivende og overvejede på det stærkeste at pjække.

Jeg lod dog vær, fordi jeg ikke kunne forestille mig hvor muggen Moster Helen ville være. Vi gik ind i lokalet, og jeg så Miles sidde på sin plads. Vi fik øjenkontakt, men jeg slog hurtigt blikket ned i gulvet. Jeg satte mig i den anden ende af rummet, men kunne stadig mærke hans blik på mig. Det her skulle nok gå godt.

 

* * *

 

Prøverne var ovre, og jeg kunne igen trække vejret. Jeg sagde til Agnes, jeg skulle på toilettet og forlod hende i elev-myldret. Hun blev nærmest trampet ned af de weekends manglende teenagere.

Toiletterne der lå tættest på mig, var på samme gang. Jeg gik derind, did my business, og gik op til håndvasken for at vaske hænder. Toilettet jeg var på, havde 4 båse, og en lang række håndvaske overfor. Der var spejle over hver en håndvask. Jeg kiggede lidt på mig selv. De seneste par dage havde taget hårdt på mig, så jeg havde rande under øjnene, og så i det hele taget smadret ud. 

Døren ind til badeværelset gik op og ind kom en elev. Jeg ænsede ikke personen og gik hen for at tørre mine hænder, idet jeg fik et par hænder klemt om min hals bagfra. Jeg gispede, og hænderne klemte til. Febrilsk slog jeg ud efter personen, men lige meget hjalp det. Hivende efter luft sparkede jeg bagud og ramte elevens knæ. Personen faldt sammen, men lod ikke en lyd komme ud af sin mund.

Jeg tog mig til halsen, gispende og hostende da luften fløj ind i mine brændende lunger. Personen var på vej op at stå, kunne jeg se ud af øjenkrogen, og jeg løb hen imod døren, ud fra badeværelset skulle jeg. Jeg snublede over mig selv i flugtforsøget, og landede hårdt på siden. Jeg stønnede af smerte og kunne se personen komme hen imod mig. Hvad skulle jeg gøre? Min hofte dunkede af smerte da jeg prøvede at rejse mig op. 

Jeg fik rejst mig op inden eleven kom hen til mig. Selvom jeg ikke havde kigget ordentligt på eleven kunne jeg fornemme, at der var en dæmon med i spillet. Jeg prøvede at åbne døren ud til gangen, men den gav sig ikke. Mit sidste håb blev knust og jeg stivnede. Dæmonen havde låst døren på en eller anden måde.

Dæmonen var ved den sidste håndvask inden døren, så jeg tog en hurtig beslutning. Jeg spurtede forbi den på trods af min hofte, og låste mig inde i den første bås. Der gik lidt tid før dæmonen nåede døren, og så brød helvede løs.

Døren røg næsten af hængslerne da dæmonen gjorde sit første forsøg på at bryde ind. Jeg skreg, højt og skingert, i håb om at nogen ville opdage det. Den gav ikke op, og sparkede løs på døren, hårdt og monotont. Jeg sad med benene presset mod døren, og ryggen mod toilettet. Jeg kiggede rundt efter et vindue, og jeg fandt skam et. Det var bare så smalt at jeg ville sidde fast, og dæmonen ville flå mit kød af mine ben. 

Jeg kunne se låsen på døren var ved at gå op. Jeg skreg en sidste gang, så højt at mit stemmebånd kradsede. Det kunne ende som mit dødsskrig, tænkte jeg, og havde opgivet alt håb. 

En dør blev med et brag slået op, og jeg kunne høre en masse tumulter. Jeg stillede mig op på toilettet og kiggede op over kanten af båsen. Agnes kæmpede med den elev der var overtaget. Eleven slog ud efter hende, hun dukkede, og svingede sit ben ind i dens ben og fældede den. Hun tog dens arme og låste den fast til jorden, og da begyndte hendes øjne at lyse. Selv igennem hendes blå kontaktlinser kunne det ses. 

De orange, lysende øjne var fastlåst på dæmonen, og først da den døsede hen, og sov, kiggede hun op på mig. Jeg stirrede lidt på hende. Hvor havde hun lært det fra!?

"Er du okay?" spurgte hun og rejste sig. Hun havde lidt blod på låret fra eleven, men ignorerede det. Jeg nikkede forsigtigt. Hun så forpustet og overrasket ud. "Jeg har aldrig prøvet det før." Hun hentydede til at fordrive dæmonen ud af kroppen. Jeg nikkede forstående og låste mig ud af min bås.

"Det virkede da," sagde jeg og kunne ikke lade vær med at beundre hende. Hun kunne i det mindste forsvare sig selv, jeg havde brug for folk til at forsvare mig. Hun satte sig ned i hug og holdt sit hoved i sine hænder. Hun var tydeligvis chokeret. Hun nikkede enig med mig.

"Var det første gang efter hospitalet at du blev angrebet?" spurgte hun og trak vejret dybt. Jeg tøvede. Det ville være dumt at blive ved med at holde det hemmeligt, og siden hun spurgte, kunne jeg ikke lyve. Jeg rystede på hovedet. Hun kiggede alvorligt og skuffet på mig.

"Jeg blev angrebet igår, efter... Zaniel..." sagde jeg og rømmede mig. "Han reddede mig, og han er også overnaturlig. Jeg snakkede med Thalia om det." Hun sukkede og rejste sig.

"Jeg ved godt hvorfor du ikke fortalte det, men lov mig at du ikke holde det for dig selv næste gang," sagde hun og tog eleven i anklerne og trak. "Gider du hjælpe?"

Jeg tog fat i elevens ankler og hjalp hende med at slæbe ham hen til sygestuen. Vi fik mange blikke, men vi ignorerede dem. Thalia tog imod drengen uden spørgsmål. Så stod jeg igen med Agnes ved skabene.

"Hvor har du lært det fra?" spurgte jeg hende og smed mine noter ind i skabet. Hun smilte selvsikkert og stillede sine notater ind i sit skab. Hendes blond hår hang løst ned over hendes skuldre.

"Jeg lærte at kæmpe på det samme tidspunkt som jeg blev oplært om Den Anden Verden," sagde hun. Jeg erindrede at jeg troede hun bare var på ferie, men det var ikke sandt. Jeg nikkede anerkendende. Det var den ferie hun tog på lige efter sin 16 års fødselsdag. Selvom jeg vidste det var dumt, glædede jeg mig til min fødselsdag. Hvad hvis jeg blev en FFOV også? Så kunne vi bekæmpe dæmoner, monstre og gud ved hvad sammen!

Jeg kom i tanker om, hvad hun havde sagt, dengang hun havde fortalt mig om, hvad hun var.

"Jeg får sommerferien til at gøre min skolegang færdig, og så skal jeg fokusere på at gøre det, jeg er født til" 

Jeg stirrede lidt ud i luften, og Agnes forlod mig, i den tro at jeg fulgte efter hende. Hun stoppede op lidt længere fremme og kiggede efter mig. Hun gik forvirret hen til mig. 

Næste år var det farvel. Jeg kunne ikke se hende mere. Hun ville forlade mig fordi hun skulle være fuldtids FFOV. Jeg kiggede på hende og hun kiggede tilbage. Så blinkede jeg et par gange med øjnene, grinte, og gik videre, stadig med tanken dybt begravet i mit ulykkelige hjerte.

 

* * *

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...