Demonized

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 26 mar. 2016
  • Status: Igang
Den 19-årige college-studerende, Chrystal Rice, finder sin søster hængende fra et grantræ, død. Politiet konkluderer dødsårsagen som værende et selvmord, på baggrund af Alex' sygehistorie med en psykotisk depression og to indlæggelser. Chrystal, derimod, er overbevist om, at hendes søster på ingen måde har hængt sig selv, for det lovede hun i sin tid at hun aldrig ville gøre, dengang deres psykisk syge moster, begår selvmord. Og da Chrystal bliver tildelt sin søsters dagbog af den mystiske og voldsomt religiøse Rebecca Simmons, der påstod at have været en meget nær ven til Alex, begynder hun at gå i dybden med, hvad der ledte til, at hendes storesøster endte sit liv for enden af et reb. Denne søgning begynder at lede hende hende mod en række af mørke og uhyggelige opdagelser, der måske er direkte dæmoniske ... læsning foregår på eget ansvar!

20Likes
21Kommentarer
3206Visninger
AA

10. Kapitel 9

KAPITEL 9

 

Boston, Massachusetts, oktober 2014

 

 

 

Alex Rice tilbragte en aften på skadestuen efter at have snittet sine håndled med den dybe kniv. Erics stemme var blevet en hæs hvisken, endnu mere virkelig, end hvad den havde været op til dette givne tispunkt.

   Værdiløs, Alex. Værdiløs. Du er værdiløs. Værdiløs. Værdiløs.

   Hendes håndled blev vredet ind i tykke, hvide forbindinger, og blødningen var stor, men ikke livstruende.

   Ikke fortæl det til Chrystal, havde Alex grædt til begge sine forældre, som havde akkompagneret hende hele vejen. Please, ikke fortæl det til Chryssie, vil I ikke nok love mig, at I ikke fortæller det til hende?

   Og det havde de lovet.

   Men de ville alligevel ringe og fortælle, hvad der var sket. At hendes storesøster ikke havde det godt. Og at hun var blevet kørt på skadestuen. Og Chrystal, som havde siddet midt i en hyggestund med vennerne på College i hovedbygningens fællesrum, havde indtrængende bedt om at blive holdt opdateret om sagen, og hun var bange og næsten panisk.

   Da Alex senere hen blev overført til den psykiatriske modtagelse, på opfordring fra både den tilsynsførende læge såvel som hendes egen psykiater, var det mor, der atter ringede Chrystal op, og fortalte hende, at din søster er nu blevet indlagt på den psykiatriske afdeling, og hun har det virkelig ikke særlig godt. Hendes stemme var hæs, for hun havde grædt flere gange den aften. Hun kunne have mistet sin selvmordstruede datter. Også selvom hun ikke havde mistet hende, så kunne hun have mistet hende, akkurat som hun havde mistet storesøster Leah i sin tid.

   Det var far, der kørte hende på den psykiatriske. Turen dertil var præget af absolut stilhed. Alex hørte Erics stemme hvæse af hende dybt i hendes sind, og minde hende om, at hun havde lovet sin søster ikke at forlade hende, og det dunkede stramt og koldt under de hvide gazeforbindinger, der omviklede sig hendes håndled. Skyggerne, der havde omgivet hende og kantet sig nærmere og nærmere for hver dag der gik, og som blev mere og mere levende, syntes at have smeltet sig igennem hende, og ædt alt lyset i hendes indre bort. Hun var udfyldt af et tungt og endeløst mørke, som hun aldrig havde prøvet at være udfyldt af før - Et mørke, der voksede og fortærede alt på sin vej, og som var levende og som havde besat hende og som ønskede hende død. Tankerne var sløve. En gang imellem hørte hun de svage, hæse kvæk fra hendes far, når han prøvede at tilbageholde gråden. Ellers var det kun bilen, og tankerne af meningsløshed, der ikke ville holde kæft.

   Hun havde ingen ejendele med sig andet end sit tøj, da de ankom til den psykiatriske afdeling. Selvom hun var over 18, og juridisk voksen, endte det med at blive hendes far, der skulle udfylde de obligatoriske indlæggelsespapirer, for Alex selv var sunket for langt hen i sin mørke og meningsløse depression til at gøre meget andet end blot at sidde og stirre sig væk til intetheden. Hvilken medicin hun var blevet tildelt, hvilket hospital, hun sidst var blevet indlagt på, og hvor lang tid der var gået, og om hvad hendes nuværende diagnose var og om der var ting, hun havde allergier for (hvilket kun indbefattede græspollen i sommermånederne), alt sammen blev besvaret og skemaer blev afkrydset og der blev givet den obligatoriske underskrift, og snart efter blev Alex givet over til det psykiatriske personales kontrol. De ledte hende væk. Hendes tunge skridt var langsomme og zombieagtige, og hendes ansigt var blevet dødt og fjernt.

   De havde én ledig seng, og dette var i et tomandsværelse. Alex blev, af to mandlige sygeplejere, begge med det hvide hospitalstøj, ledt hen af en lang og endeløs korridor, firkantet og smal og klaustrofobisk, der blev ædt af det tykke mørke i den fjerne ende. Der var døre på begge sider. Væggene havde en brunlig nuance. Et enkelt abstrakt maleri med postmodernistiske motiver sprængtes i farverige udformninger på deres venstre hånd, mellem to tykke døre i hvidkliniske farver, men for Alex var maleriet dødt og ligegyldigt, som resten af virkeligheden. Mørket i hendes indre blev dybere, tykkere, og hun havde det som hvis hendes ben prøvede at forcere vand, der gik hende til maven. Bly. Hendes krop var lavet af gråt (og meningsløst) bly. De nåede til døren. Alex kiggede ligefrem. Moster Leah hang dødt ned fra loftet fire meter fra dem. I kanten af mørket. Hun hang mellem to lysstofpaneler, der i en kold summen glødede hvidgult. Hendes ben svævede en lille halv meter over gulvfladen. Armene hang ned langs hendes side. Men selvom et reb var vredet stramt og tæt omkring hendes hals, så hovedet burde vende sig nedad, var hendes ansigt fremadrettet, i Alex’ retning. Og hun smilte. Alex kunne se det maniske tandsmil af vildskab og sindssyge grotesk bredt ud i hendes kinder, de store hvide tænder glimtede kraftigt i lysskæret, og øjnene var alt for opsvulmet. Smilet skabte dybe rynker i det øvrige af hendes ansigt. Et dødningesmil. Det var hvad smilet var. Et dødningesmil. Selvom hun ikke var virkelig.

   Døren åbnedes. Alex drejede sig rundt. Lyset blev tændt. Der stod en seng i den fjerneste ende, lige under vinduet, hvori en person lå udstrakt - og fastspændt, opdagede hun få øjeblikke senere. En kvinde lå fastspændt, med bælter strammet omkring hendes håndled, surret så tæt sammen, at hendes hænder hvilede tæt mod hofterne. Hun havde fødderne vendt i Alex’ retning. Hun lå alt for ubevægelig. Over kvinden samlede de mørke skygger sig, de sorte og kropsløse bevidstheder, og hun mærkede på samme tid den gyselige kildren af Leahs øjne, som betragtede hende ude fra gangen bag hendes ryg. To hænder blev placeret på hendes skuldre, én i hver side, og Alex blev ledt frem. Forbi døråbningen ind til det ligeså tomme og sparsommelige badeværelse. Sengen, der stod tættest på indgangen, tilhørte Alex. Stilheden fra den fastspændte kvinde var alt for mærkbar. Alex behøvede ingen hjælp til at lægge sig ned. Hun fastholdte sit tomme fokus mod den brune væg. I det svage loftskær så hun hvide spor efter kradsende fingernegle, og et sted over neglesporene så hun sætninger, der i vanvidsagtige gentagelser, uden brug af kommaer, var skriblet henover væggen.

   Djævlen er ude efter os alle djævlen er ude efter os alle djævlen er ude efter os alle djævlen er ude efter os alle djævlen er ude efter os alle.

   De sorte og kropsløse bevidstheder samlede sig over den ubevægelige, fastspændte kvinde. Det kunne Alex mærke, i den kildrende paranoia, som koldt gnavede i hendes nakke, og hun drejede hovedet bort fra væggen. Djævlen er ude efter os alle. Dæmonerne i spejlet. Moster Leah, der hjemsøgte hende. De mørke, kropsløse individer. Djævlen, der er ude efter os alle, men særligt ude efter hende, fordi hun var en person, der ikke fortjente at blive elsket.

   Djævlen.

   Det er alt sammen meningsløst, Alex, meningsløst, det er alt sammen meningsløst, og du skal ikke elskes, for du tilhører djævlen.   

   Igen hørte hun mors hæse vræl, der udfyldte baggrunden. Og hun fornemmede sin søster, som hun trykkede sig ind til.

   Du skal ikke elskes.

   Og en gurglende, sammenbidt lyd brød stilheden, der havde udfyldt værelset indtil nu. De to sygeplejere havde netop vendt sig om, og trådt i bevægelse, og den forreste var forsvundet rundt om væghjørnet og ud af syne, da den sammenbidte, våde gurglen fyldte lokalet op. Alex drejede hovedet imod lyden. Og hun så kvinden, der lå fastspændt - også fødderne blev holdt fast mod madrassen af hårde bæltespænder - have hovedet vendt imod både hende og de to mandlige sygeplejere, og hendes ansigt skælvede. Kinderne var blusset røde af anstrengelse, og øjnene var furet tæt mod hinanden, så dybe furer kløftede sig op mod tindingerne, og hendes tænder bed sig hårdt sammen. Den første sygeplejer kastede sig frem, imod kvinden, nåede hen til hende på få øjeblikke, og greb herefter hendes kæbe, i forsøget på at tvinge hendes mund op, men kvinden bed genstridigt igen. De gurglende lyde erstattedes snarligt efter af spinkle klynk, der rejste sig op fra det fjerneste sted af struben, og den kraftige skælven plantede sig ud i det øvrige af kroppen, så metalliske klirren blev eftergivet fra briksen. Alex kunne blot ligge og betragte optrinnet, og kvinden, der af al sin styrke forsøgte at vriste sit hoved bort fra sygeplejerens hænder. Hans makker kom ham til undsætning.

   ”God fucking damnit,  hun er ved at bide sin tunge i stykker! Hent sovemedicinen! Hent den nu!” Sygeplejeren, som holdte fat om kvindens hoved - han var halvskaldet og mørkhåret - næsten skreg sætningen ud.

   Kulden klamrede sig om Alex’ krop. Den anden sygeplejer drejede sig rundt og løb, og skridtene hamrede mod gulvet, og sekunder senere var han ude af syne, men det var den ekstremt selvskadende kvinde, Alex’ syn vedblev med at fokusere på. Selvom sygeplejeren havde stillet sig ved siden af sengekanten, lige foran vinduet, og havde lænet sig indover hende, med den ene hånd under hendes hage, og den anden, som omsluttede sig hendes kæber, i det stadigt mere febrilske forsøg på at tvinge hendes kæber løs, lå Alex i en position, der gjorde hende i stand til at betragte præcist hvad der hændte. Kvinden krængede sine læber tilbage, så hendes dyriske tandgrimmase kom til syne i lyset. Hun vred atter på hovedet, og de klynkende lyde blev dybe og gutturale, og hun vred hovedet igen og igen, men sygeplejeren holdte hende fast, og der gik lange sekunder, der føltes som evigheder, flere ryk, og endnu et højt og hult brag, der klirrede fra den fastspændte kvindes briks. Dæmpede skrig lød mellem de sammenbidte tænder.

   ”Du kan lige vove! Du kan lige vove! Lig så stille!

   Men kvinden lå ikke stille. Hun begyndte at vride og slange sin krop, og selvom remmene fastholdte hende til den mørke sengemadras, gjorde hun alligevel et ihærdigt forsøg på at vriste sig fri. Og manden fastholdte sit greb om hendes sammenbidte ansigt. Og Alex blev ved med at ligge og stirre på det skrækindjagende syn. Og blodet kom korte øjeblikke senere sivende ud mellem kvindens tænder, mørkt og tykt og klistret, og det blødte nedover hagen i lange streger, og det svulmede og det voksede, og sygeplejerens makker trådte tilbage i lokalet. Hans skridt var hurtige, men ikke løb. Han trak en sprøjte frem.

   ”Jesus fucking CHRIST!

   Kvinden vred sig i sygeplejerens hænder, og tårer fugtede sig i lange, trækkende striber bort fra de sammenfurede øjne. Mere blod sivede ud mellem tænderne, og dækkede sig nedover hagen. Klatter dryppede ned på madrassen. Det vædede sig ned i hulningerne mellem den halvskaldede sygeplejers fingre.

   Den anden sygeplejer, den kraftige med injektionssprøjten, standsede ved siden af, og greb kvindens arm. Det nederste af hendes skulder var blottet af den kortærmede trøje. Han stak nålen ind. Dette fik kvinden til at spjætte, og hendes hoved vred sig, og hun stoppede med at bide sine kraftige tænder hårdt sammen om tungespidsen. Den halvskaldede sygeplejer gav slip om hendes ansigt. Kvinden klynkede. Blod spjættede dråbevist bort i takt til hendes ytringer. Sprøjtens indhold af bedøvende medicin blev udtømt. Kvindens arme var blevet stive, så fingrene strittede, og Alex fjernede ikke sit blik, og hun så de kropsløse bevidstheder forme sig til tykke, uigennemtrængelige silhuetter af menneskeformede væsner, uden ansigter, og den halvskaldede sygeplejer lænede sig frem, og han havde stadig ikke hænderne fjernet fra ansigtet hos den selvskadende kvinde.

   ”Jeg tror vist hellere vi må give dig mundkurv på, så du ikke prøver samme nummer igen.“

   Skyggerne blev tættere, og Alex vidste allerede nu, at hun på ingen måde kunne lide det sted, hun var havnet.      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...