Demonized

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 26 mar. 2016
  • Status: Igang
Den 19-årige college-studerende, Chrystal Rice, finder sin søster hængende fra et grantræ, død. Politiet konkluderer dødsårsagen som værende et selvmord, på baggrund af Alex' sygehistorie med en psykotisk depression og to indlæggelser. Chrystal, derimod, er overbevist om, at hendes søster på ingen måde har hængt sig selv, for det lovede hun i sin tid at hun aldrig ville gøre, dengang deres psykisk syge moster, begår selvmord. Og da Chrystal bliver tildelt sin søsters dagbog af den mystiske og voldsomt religiøse Rebecca Simmons, der påstod at have været en meget nær ven til Alex, begynder hun at gå i dybden med, hvad der ledte til, at hendes storesøster endte sit liv for enden af et reb. Denne søgning begynder at lede hende hende mod en række af mørke og uhyggelige opdagelser, der måske er direkte dæmoniske ... læsning foregår på eget ansvar!

20Likes
21Kommentarer
3182Visninger
AA

9. Kapitel 8

KAPITEL 8

 

Boston, Massachusetts, d. 15. April klokken 12:15, middag

 

Chrystal bevægede sig målrettet gennem gangene, imødekom ingen, og vandrede bort, ligeud og formålsfuldt, og den indpakkede dagbog var som en tung og hård dødvægt i hendes hånd, der kun blev tungere for hver meter, hun vandrede. Hun stak nøglekortet i låsen, og hun tastede koden, og den brede diode rødmede, da døren låstes op, og så trådte hun ind. Der var stadigvæk kun den søde, frugtagtige lugt af pigeværelse, og hun kunne derved konkludere, at nattens vaskerensning, for at fjerne hendes eget opkast, havde været ganske succesfuldt.

   Ingen af disse tankestrøg var der plads til i Chrystals hjerne, for de var fyldt op af meget andet, og langt mørkere. Michaela befandt sig stadigvæk i hovedbygningen, så vidt, så godt, lige nu var det også bedst at være alene på værelset, og det stak henover hendes bryster, isnende og dødt, stak på den selvsamme måde, som da hun så sin egen søster (lover at jeg ikke vil forlade dig ligesom moster Leah har forladt mor) hænge dødt i det knirkende reb, der svagt dinglede af kroppens vægt, og hun bevægede sig frem. Hen til sengen i højre side. Vinduerne havde udsigt mod den tætte skov, der knejsede sig op over det bagerste af Bartholomews campusområde. Synet af birketræerne, der længere inde erstattedes af bøg og lind og gran, glimtede synet af hendes søsters hængende lig frem i sindet. Chrystal vred synet bort. Hun trådte hen til sengen, og så standsede hun.

   Op til dette øjeblik, havde hendes hoved været for tomt, og hendes sind for fjernt, til at hun havde haft tid til virkelig at stoppe op og rent faktisk tænke over, at hendes søster ikke længere eksisterede. Op til dette øjeblik havde hun gået rundt i en fjern tåge af forvirring og følelsesløshed, tilmed også chok, hjemsøgt af onde mareridtsbilleder, der ikke ville lade hende være. Op til dette øjeblik. Men da hun stoppede, og så portrætbilledet, hun havde stillet i væghulningen over hendes seng, der blev brugt til at opbevare personlige affektioner, gik virkeligheden gradvist op for hende. Portrætbilledet viste hende selv, i slut-juni 2014, hvor hun stod i den sorte, silkeskinnende uniform, med den ligeså sorte hat - firkantet -, der som et akademisk bevis var placeret på hendes hoved, nu færdig med sit sidste High School år og klar til at komme ud i det rigtige liv, der ventede forude. Hun havde sit High School diplom mellem hænderne, stolt fremvist mod kameraet, og det brede smil, der kløftede hendes læber og fik kinderne til at blusse, vidnede om den sejrsfyldte stolthed. Det var ikke det endnu-ikke-et-år gamle minde, der fik et pludseligt jag til at bore sig dybt ind i hendes mavesæk. Det var synet af Alex, hendes elskede storesøster, som ikke ville forlade hende. Alex stod ved hendes side, og hun havde armen om hendes skulder, og hendes smil fik læberne til at vige en anelse, ikke meget, men nok til at kanten af gummerne blev en anelse mere tydeliggjorte. Smilet, der mindede om moster Leahs. Akkurat som øjnenes grønne nuancer - både mor og far var brunøjet, men det var moster Leah ikke, hendes øjne havde været hovedsageligt grønne, men med en skygge af brunt over sig - gjorde det. Chrystal vidste, at Eric Mitchell slog op med Alex få dage efter, at sommerferien begyndte og dette billede var blevet taget.

   Din søsters sidste indlæggelse skyldtes et selvmords-forsøg.

   Rebecca Simmons, der påstod at have været en god veninde til Alex, selvom Chrystal aldrig havde hørt om hende, og ville vædde med, at deres forældre heller aldrig havde mødt om hende. Hun blinkede. Det prikkede henover hendes bryster. Hun fornemmede den uvirkelige dødvægt af dagbogen i højre hånd, og flåede sit fokus bort fra portrætbilledet. Kiggede på pakken med det tørt knitrende papir. Så satte hun sig på sengekanten.

   Rebeccas stemme lysnede i hendes tanker.

   Jeg beder til, at Ondskaben, der fik din søster til at gøre det, hun gjorde, ikke også får ram på dig.

   Hun kiggede på dagbogen en rum tid.

   Så begyndte hun at flå i papiret, ritsje det i stykker med høje lyde, der eksploderede i værelsets stilhed, hun flåede og rev, og lange strimler blev sendt mod gulvet, papiret knitrede, og hun standsede, da dagbogen var blevet frigjort. Dagbogen med det lyseblå cover, som Alex havde fået til sin 20 års fødselsdag. Den sidste fødselsdag, som blev tilbragt sammen med Eric Mitchell, der slog op to måneder senere. Og dagbogen med det lyseblå cover vækkede endnu et minde om Alex. Hun sad i sofaen, sammen med Eric Mitchell, og benene bukket ind under sig, så hun kunne bruge dem som siddepude. Hun lænede vægten af sin krop mod sin kæreste. De matgrønne øjne var rettet mod Chrystal, som snakkede om en sjov hændelse med en af hendes veninder i High School, men hendes matgrønne øjne havde det drømmende skær af dyb, lyserød forelskelse, frembragt af den intense kærlighed, som hun havde til den dreng, hun lige nu lænede sin ganske krop imod. Chrystals mund blev stram og hård og lige, og hun åbnede dagbogen.

   Og så stivnede hun.

   Det første, der mødte hende, var ikke en dagbogsside med håndskrevne ord, der fortalte om dagens hændelser. Det første, der mødte hende, var derimod et sammenfoldet papirark, der var placeret i kløften mellem to sider. Chrystal rynkede brynene, og hun greb papirarket, og hun foldede det ud.

   Det første, hun læste, og som ikke fyldte hende med mindre undring, var overskriften.

   BIBELVERS OM DÆMONISK PÅVIRKNING OG DEN ÅNDELIGE VIRKELIGHED.

   Bibelversene, der stod nedskriblet under overskriften, var lavet med Alex’ håndskrift, også selvom det ingen mening gav, for så vidt Chrystal vidste, så læste Alex ikke i biblen, og havde heller aldrig gjort det. Det havde ikke interesseret hende. Ligesom det heller aldrig havde interesseret Chrystal. Eller mor. Eller far. Den eneste i deres nære familie, der interesserede sig for biblen, og også troede på den, var moster Leah, der i alt for hurtige talestrømme kunne recitere bibelvers efter bibelvers, når hun skulle retfærdiggøre sine maniske vrangforestillinger om, at Gud ganske rigtigt havde kaldet hende til noget, der var større end denne verden, og at folk, der var imod hende, var udsendt af fanden selv. Ironisk nok, så hjalp denne tro på biblen og på Gud deres moster, når hun havde været i de deprimerede perioder, hvor den gav hende håb og styrke og noget, hun kunne stå op til, men den selvsamme tro havde intet andet gjort end at forværre hendes psykoser, når hun var blevet manisk. Og efter at moster Leah begik selvmord, var der ikke flere i deres nærmeste familie, der troede på biblen, og heller ikke Alex, men alligevel havde hun et sammenfoldet papirark med bibelvers hengemt i sin dagbog.

   Og Chrystal tænkte på den tydeligt kristne - det herskede der slet ikke tvivl om, og højest sandsynligt en af de endda meget kristne typer - Rebecca, der sagde, at hun var en nær ven af Alex, selvom Chrystal aldrig havde hørt om hende, og hun tænkte på det, hun havde sagt. Jeg beder til, at ondskaben, der fik din søster til at gøre det, hun gjorde, ikke også får ram på dig.

   Herefter begav hun sig til at læse bibelversene.

   Lukas 13,16 - Jesus udfrier en dæmon, der giver en kvinde rygproblemer.

   Lukas 11,14 - Jesus driver en dæmon ud, der gør en mand stum.

   Esajas 14,12 - Lucifer (Satan) kastes ned fra himlen.

   Lukas 10,18 - »Og jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn.«

   2. korinter 11,14 - Satan forklæder sig som en lysets engel.

   Efeserne 6,12 - ’Vores kamp er ikke imod kød og blod, men imod denne mørke verdens åndelige magter.’

   Mattæus 12, 43-45: ’Og når en uren ånd udfries fra et menneske, rejser den hvileløst rundt i søgning efter et nyt hjem, som den ikke finder. Da vil den sige ’lad mig vende tilbage til det hjem, jeg kom fra.’ Når den vender tilbage, så finder den hjemmet tomt, rent og nydeligt. Med sig har den syv nye ånder, og de bosætter sig, og da vil personens pinsler være værre end de første.’

   Markus 9,17-29 - En dæmon gør en dreng stum og epileptisk.

   Det prikkede overalt på hendes bryster, koldt og ondt og ulækkert, og Chrystal gled sine brune øjne henover bibelversene, med Alex’ håndskrift, selvom Alex da ingen måde troede på biblen, igen og endnu engang.

   Jeg vil bede til, at Ondskaben, der fik din søster til at gøre hvad hun gjorde, ikke også får ram på dig.

   Hun sænkede papirarket med bibelversene, og gled i stedet sit blik ned til den første blanke side i dagbogen. Hun lagde arket fra sig, på madrassen til venstre, og bladrede. Den første side, hun kom til, var skrevet den 1/7 2014. Førend hun begyndte sin læsning, opdagede hun mørknede plamager flere steder på siden, og strejfede sine fingre nedover de fugtmørke områder, opstået efter tårer - dette var ganske nemt at gætte - og en kvælende fornemmelse spirede op i hendes luftrør. Hun begyndte, om end tøvende, at læse de ord, hendes utvivlsomt grædende søster havde nedskrevet.

  

 

Eric har … forladt mig. Jeg tror overhovedet ikke på det. Han sagde, at han ikke elskede mig længere, og nu har han forladt mig. Vi havde fireårsdag her for en måneds tid siden. Han var med til den fest, vi holdte for min søster, da hun blev færdig med skolen. Og nu er han her ikke længere. Og det er to dage siden. Og jeg forstår det stadigvæk ikke helt. Eric har forladt mig. Jeg tror heller ikke jeg kommer til at sove i nat. Elskede han mig overhovedet? Var det fordi jeg hele tiden gik og var så bekymret for alt muligt? Er det min skyld? Eric har forladt mig ….

 

20/7 2014

 

Vi har været i Newton i dag og besøge vores faster og fætre. Michael har fået en kæreste, Elena hedder hun. Og jeg burde være glad på hans vegne, han er jo min fætter, men det kan jeg ikke være. Den måde, ham og Elena kigger på hinanden og den måde, de kysser hinanden, og den måde, de elsker hinanden, fik mig til at tænke på Eric. Det får mig til at tænke på, hvor meget han elskede sushi, og hvor meget han elskede, at jeg hadede det, og hvordan alle de kys, han gav mig, var det mest vidunderlige i verden, og at jeg aldrig nogensinde tror, jeg vil kunne elske nogen på den måde igen. Vi var sammen i fire år. Når jeg var deprimeret eller når jeg var bange eller når fremtiden var håbløs, så fik han mig til at glemme det. Når jeg blev bange, kunne jeg ringe til ham, og så var han der altid. Jeg elskede ham. Jeg elskede ham virkelig, og jeg elsker ham stadig, og jeg ønsker bare at ringe til ham … jeg er så tæt på at ringe til ham ..... jeg elsker ham.

 

1/8 2014

 

Moster Leah er kommet tilbage. Hun står og kigger på mig ude i gangen lige nu. Hun står og kigger på mig imens jeg skriver og jeg ved at når jeg slukker lyset vil hun gå ind på værelset og stå ved min sengekant og bare stirre på mig og derfor tør jeg ikke slukke lyset, og hvis nu Eric var her så kunne jeg bare ringe til ham og så kunne han få mig til at glemme men han er her ikke så jeg kan ikke glemme og alle andre sover og jeg er den eneste der er vågen og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre og min medicin hjælper ikke.

 

 

5/9 2014

 

Jeg er begyndt på det community college i sydvestbyen, som jeg har sparet sammen til at gå på siden High School. Og nu ville jeg ønske, at jeg aldrig var startet. Jeg kan ikke sove om natten, for dæmonerne holder øje med mig, og jeg ved, at det er dæmoner. Jeg kan mærke dem. Deres tilstedeværelse gør mig tung i kroppen, og jeg får søvnparalyser, og jeg kan se deres skygger bevæge sig i mørket bag min dør, og jeg kan høre dem kradse i vægplankerne men de kommer aldrig ind på værelset. De kigger kun på mig gennem mørket og gennem spejlene og håner mig med deres kradserier i træværket for at holde mig vågen. Jeg har hovedpine hver dag. Og jeg har snakket med min mor, men jeg kan ikke fortælle hende, der er noget galt, for så vil hun ringe til min søster, og min søster er lige startet på College, og jeg ønsker ikke at gøre hende bange. Jeg er alene. Jeg er alene, og kun dæmonerne og moster Leahs genfærd holder mig med selskab. Heldigvis er det kun moster Leah, der går ind på mit værelse om natten. Dæmonerne lader mig være. Lige nu, i hvert fald.

 

12/9 - 2014

 

Han hjemsøger mig. Hjælp. Jeg kan se hans ansigt overalt. I parken, på gaderne, i billeder og på fjernsyn og selv i mine yndlingsfilm … han er over det fucking hele … hans ansigt, som jeg savner at kysse og savner at kigge på, og han smiler til mig … jeg tror jeg virkelig er ved at blive sindssyg … og jeg går hele tiden og smiler til alle omkring mig, for jeg bliver nødt til at smile, også selvom det ikke hjælper på en skid, og det eneste jeg vil er bare at løbe væk fra hele verden, og skrige, indtil mine stemmebånd bliver flået i stykker og jeg ikke har mere luft tilbage i mine lunger at kunne gøre brug af nogensinde igen. Eric er over det hele, for fanden, og han kvæler min skrivelyst. Ingenting giver nogen som helst mening. Og jeg går i skole uden at få noget ud af det, jeg lærer ikke en fucking skid, for Eric vil ikke lade mig være.

 

1/10 -2014

 

Jeg var nødt til at melde mig syg fra skole i dag. Jeg kan ikke stå ud af sengen. Jeg vil bare sove. Jeg vågner flere gange om natten. Mine drømme er usammenhængende og forvirrende og fyldt med mærkelige og groteske billeder. Jeg vil bare sove. Fuck moster Leah, fuck dæmonerne, fuck Eric og fuck skolen. Jeg vil bare sove. 

 

6/10 - 2014

 

Skoven har ikke nogen farve. Himlen har ikke nogen farve. Livet har ikke nogen farve. Hvis ikke jeg ligger og sover, så ligger jeg og græder, og hvis jeg ikke ligger og græder, så går jeg udenfor og græder. Utroligt jeg stadig kan græde. Jeg fortjener jo det her. Det er dæmonernes straf. Og Erics stemme bliver ved med at snakke til mig, fortælle mig at han ikke elsker mig. ’jeg elsker dig ikke jeg elsker dig ikke jeg elsker dig ikke’, og måske er det fordi, jeg slet ikke skal elskes.

 

7/10 - 2014.

 

Jeg var med til den første time. Så tog jeg hjem. Dæmonerne ventede på mig i spejlet derhjemme. De kiggede på mig. Jeg ignorerede dem selvfølgelig. Det fik dem bare til at kradse i væggene. De har kradset lige siden.

 

9/10 - 2014.

 

Moster Leah hang sig selv. Måske skulle jeg gøre det samme. Jeg orker bare ikke at gå ned i kælderen. Det eneste jeg orker i dag er bare at sove og græde og sove.

 

10/10

 

Jeg har kastet op hele natten, og i dag har jeg det som om jeg har tømmermænd. Jeg tror, at min aftensmad virkelig VAR forgiftet.

 

11/10

 

Moster Leah griner af mig ude fra gangen, og hendes onde hekselatter holdt mig vågen hele natten, og hvis det ikke var hendes hekselatter, så var det Eric, der hele tiden blev ved med at snakke i mit hoved, og hvis det ikke var Eric, der holdt mig vågen, så var det dæmonerne, der bankede på væggen og jeg tror også de hviskede om mig ude i mørket med deres onde, døde stemmer.

 

12/10

 

Min lillesøster er lige kommet hjem. Jeg har bedt hende om ikke at forstyrre mig. Jeg vil bare være alene.

 

13/10

 

Hvis man skal forbløde, og man gerne vil forbløde hurtigt, så skal man gøre det imens man er nedsunket i varmt vand, for varme øger blodstrømmen eller sådan noget. Jeg tror det at forbløde er en rar måde at dø på. Man bliver konfus og fjern, og så mister man bevidstheden og når man mister bevidstheden, så mærker man ikke noget.

 

14/1o

 

Meningsløst. Det hele er meningsløst.

 

15/10

 

Magter ikke at skrive mere. Det er for meningsløst.

 

Chrystal hørte Alex’ hviskende stemme bag sig, i den hæst skrigende lyd af mors gråd, som udfyldte baggrunden. Jeg vil ikke forlade dig, som moster Leah har forladt mor. Og gråden brusede frem i kolde gys, og hun klemte hånden fra munden, og hun begyndte at hikke i skingre lyde, og tårerne overflød øjnene og dryppede nedover hendes kinder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...