Demonized

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 26 mar. 2016
  • Status: Igang
Den 19-årige college-studerende, Chrystal Rice, finder sin søster hængende fra et grantræ, død. Politiet konkluderer dødsårsagen som værende et selvmord, på baggrund af Alex' sygehistorie med en psykotisk depression og to indlæggelser. Chrystal, derimod, er overbevist om, at hendes søster på ingen måde har hængt sig selv, for det lovede hun i sin tid at hun aldrig ville gøre, dengang deres psykisk syge moster, begår selvmord. Og da Chrystal bliver tildelt sin søsters dagbog af den mystiske og voldsomt religiøse Rebecca Simmons, der påstod at have været en meget nær ven til Alex, begynder hun at gå i dybden med, hvad der ledte til, at hendes storesøster endte sit liv for enden af et reb. Denne søgning begynder at lede hende hende mod en række af mørke og uhyggelige opdagelser, der måske er direkte dæmoniske ... læsning foregår på eget ansvar!

20Likes
21Kommentarer
3301Visninger
AA

8. Kapitel 7

 KAPITEL 7

 

Boston, Massachusetts - Et år tidligere, maj måned, eftermiddag

 

 

Alex Rice vandrede hånd-i-hånd med sin kæreste ned mod bækken for bunden af den løvtræsklædte skråning. Dansemyggene vred sig rundt i grålige skyer mellem solens blide stråler, der lunede ned gennem de saftiggrønne løvblade, hvis’ sødlige duft af maj måned fyldte Boston-skovens luft. Det var deres årsdag, tre år havde de været sammen, og hun huskede stadig tilbage på året i Junior High, hvor de endte med at blive kærester. Året efter sommerskolen, som hun havde været nødt til at gå på, for at indhente den tabte undervisning, hun havde mistet under sin første indlæggelse. Også selvom forestillingen om de falske facader ikke var forsvundet, og stadig fyldte hendes tanker, men det var på samme tid også den forestilling, der medførte, at hun endte med at lade sig blive draget langt mere mod drengene, end mod de øvrige piger. Hun havde erfaret, at drengene bare virkede mere ærlige overfor hinanden. Det var som om, at de ikke var høflige fordi de skulle være det, og ikke bare lod som om de kunne lide en. De kom ikke med alle de ulækre og sukkersøde bemærkninger, de sikkert alligevel ikke mente, men var ærlige. Også selvom de socialiserede sig mere med grove bemærkninger og sarkastisk humor - ikke at hendes veninder ikke også besad dette, men det foregik alligevel på en lidt anden måde -, og det var denne tiltrækning til drengenes sociale kredse, der fik hende til at lære Eric Mitchell bedre at kende. Til at starte med bare som venner, også selvom der var noget ved ham, der var ret sødt, men senere hen som lidt mere. Det var ikke kun hende, der kunne lide ham, men ham, der også kunne lide hende, og de havde alligevel stort set også alle deres timer sammen, og tingene skete bare ganske naturligt. Det skete til en fest - det sker vel egentlig altid til fester, sådan nogen ting, gør det ikke? - engang i marts måned, som en af Erics venner afholdte, der var ikke så mange, men Alex var blevet inviteret. Folk gik allerede og snakkede, og det var nok, af samme grund, heller ikke noget, der kom som nogen større overraskelse. Da de havde siddet sammen, på sengekanten, i den alene tavshed, udfyldt af varm kærlighed, havde de begge vidst det, og der var ingen grund til undertrykkelse eller benægtelse. De havde begge vidst det, at de kunne lide hinanden, og Eric havde lænet sig frem, og kyssenes klistrede smæld brød tavsheden, og Alex havde aldrig været lykkeligere.

   Og det var tre år siden nu.

   Og denne gang var det hende, der skulle stå for planlægningen af, hvordan deres årsdag skulle fejres - for fejres, det skulle den - og den skulle fejres ved, at hun ville vise ham den guddommelige skønhed, der hvilede i naturen bag deres baghave. Moder naturs guddommelige skønhed, der åndede liv i hendes hjernes filosofiske afkroge, og fremmanede de dybe og levende poesier om søgningen efter meningen i altet, og som fik hende til at spekulere over den tætte enhed, der forbandt dyr og mennesker og planter, biologisk og biokemisk og genetiske. Hun ville vise ham skønheden, vise ham livet og vise ham meningen, der var med til at lindre hendes depressive tanker, på samme måde som deres kærlighed til hinanden var med til at lindre hendes frygt for mørkets overvågende dæmoner. Det var en lille gåtur gennem den levende skov, fyldt med lyse triller af glade sangfugle, og hun lænede sig tæt op ad ham, og hun kunne ikke lade være med at smile, for kærligheden og skønheden overvældede hende, svulmede over hendes krop i varme, sjælelige tåger, og deres fingre var flettet sammen med hinanden, så deres livsvarme blandede sig i en lun fornemmelse, det kvasede mod deres sko, og løvskoven blev fyldt med birk, og derefter med bøg, og de nåede skråningen ned til bækken. Ved siden af bækken - vandet klukkede vådt nedover stenene - var der en græsgrøn flade, hvor man kunne side og betragte træerne, der savlede udover vandet på den anden side ad den klukkende, hurtigstrømmende bæk. Fladen - en platform af natur ved siden af den klukkende bæk - var, på begge sider, flankeret af snehvide blomster, hvis’ kvindesøde dunst - lidt som parfume - blandede sig sammen med den friske forårsluft.

   ”Det er her.“ Alex gav slip på Eric, og trådte de få meter ned ad den svage skråning, der fladede sig ud til græsplatformen inden bækken. Den knækkende lyd af kviste, der gav efter under hendes og Erics sko, erstattedes snart efter af en dump, blød lyd af nedtrådt græs. De rundede forbi det sidste træ, ligeledes bøg, der stod i fuld blomst. Løn og ahorn åbnede sig i deres forårsgrønne omfavnelser på bækkens modsatte bred. Vandet klukkede i dens vridende strømninger. Alex stoppede ved kanten af platformen, og satte sig herefter ned. Hun vred sine converse af sig, efterfulgt af strømperne, og gled sine bare tæer ned i den kølige vandoverflade, og kulden isnede op gennem hendes bare fødder, og fik automatisk hendes fingre, der hvilede mod kanten af græsfladen, til at strammes. Selvom kulden omsluttede hendes fødder i en hård omfavnelse, der næsten syntes at gnave, smilte hun alligevel, og betragtede den modsatte bred. Eric trådte hen ved siden af hende.

   ”Er det ikke sådan … koldt?“

   ”Hvad er?“ Alex vendte, stadig smilende, sit ansigt væk fra den modsatte bred, og mod Eric på hendes venstre hånd.

   ”Vandet?“ Eric satte sig ned ved siden af hende, men han foldede sine ben under sig i skrædderstilling, i stedet for at lade dem rage udover kanten og ned i vandet. Alex strakte sig en anelse tilbage, og kiggede atter ud i naturen.

   ”Overhovedet ikke. Vandet er dejligt.“

   Herefter lagde hun sig ned, på ryggen, og betragtede i stedet den vidtstrakte himmel over sig. Smilet var ikke svundet fra hendes læber, og den neutrale fornemmelse, hendes angstmedicin ellers altid havde givet hende, var borte, og hun kunne føle, hun kunne rent faktisk føle, føle, men uden at være bange, og nedtrapningen havde hjulpet. Hun kunne føle. Uden at være bange. Hun kunne føle. Varmen voksede op i hende fra maven, og hun lukkede øjnene, og det hvislede af bevægende stoffibre, idet Eric lagde sig ned ved siden af hende. Fornemmelsen af enhed med moder natur favnede sig om hende, blødt og kærligt og varmt, og hun åbnede atter øjnene. Kiggede op på himlen, plettet af hvidtottede skyer. Og hun delte sine smilende læber. Og hun begyndte at snakke, og som hun snakkede, mærkede hun Erics hånd massere fingrene ned i hendes hårbund, noget, hun elskede, og som fik det til at kildre henover skalpens bløde hud på en måde, der var ligeså velværende, som fornemmelsen af enhed.

   ”Vi er alle sammen en del af det samme, Eric.“ En fjern trang til at græde kom snigende over hende, men hun modtog trangen. ”Jeg kan mærke det igen. Jeg kan mærke det igen, Eric. Vi er alle sammen en del af det samme. Himlen. Stjernerne. Solen. Træerne. Det er naturen, og den er vi en del af.“

   Eric vred sig rundt, så han lå på siden, den højre hånd fortsatte han med at massere ned i Alex’ hovedbund. Han gled den venstre hen til hendes højre hånd, og klemte grebet, og hun klemte tilbage, men fratog ikke sit blik fra det lyseblå himmeltag over dem. ”Nu skal du ikke begynde at blive så dyb, at jeg ikke kan følge med.“

   Det fik Alex til at fnise. Og hendes hoved drejede sig bort fra himlen, og i stedet så hun på buskadset godt en halv meter fra hende, i den modsatte retning af Eric. De hvide, parfumeduftende blomster, syntes alle at vende kronbladene i retning af det unge kærestepar. Bladene foldede sig ud fra blomsterknoppen, og vred sig bagud, mod buskadset, i en tilbageskrællet position, og der var noget ved dem, som de hang der, strittende bort fra buskadset, der fik dem til at virke endnu mere levende, som var de bevidstheder, der befandt sig på selve tærsklen til egen vilje. Som Alex lå der, på ryggen, og med hovedet drejet mod blomsterbuskadset, snakkede hun atter, og hendes stemme var fjern, nærmest sukkende, af velvære. ”Er de ikke smukke?“

   ”Hvilke?“

   ”Blomsterne.“ Og hun løsrev sig fra hans hånd, vred sig om på siden, og strakte sin arm frem. Hun plukkede den største, og nærmeste, blomst, og lagde sig tilbage. Førte blomsten op under næsen, lukkede øjnene og snusede, og den feminine sødme, blomsten udsendte, dampede blødt op i hendes næsehule, syntes at udfylde resten af hendes kranie, og velværen kildrede henover hendes krop, og hun drejede hovedet til venstre, mod Eric. ”Prøv at dufte.“ Hun vred sig om på sin venstre flanke, så deres ansigter vendte mod hinanden, i en afstand af tyve centimeter, og hun løftede blomsten op imellem dem, så de begge kunne lugte til den naturskabte parfume. Eric lukkede øjnene, og han snuste, og han kiggede tilbage på Alex. Hendes matgrønne mødte hans brune. Han nikkede, svagt, men det var Alex, der sagde noget, og som hun talte, skulede hun ned på blomsten, hvis’ grønne stilk hun begyndte at nulre rundt mellem fingerspidserne.

   ”Ved du, hvorfor man kalder den for Djævleblomsten?“

   Eric, der kiggede på Alex, og ikke på blomsten, som han alligevel ingen interesse havde for, rystede på hovedet. ”Nej, hvorfor?“ Hans venstre hånd gled op til hendes højre flanke, og tommelfingeren nussede nedover det lyse trøjestof.

   Alex løftede brynene. Det var stadig djævleblomsten, hun betragtede. ”Engang … før kolonisterne kom til … og bosatte sig … da alt det her tilhørte de indfødte indianerstammer … så var den her blomst rigtig eftertragtet for shamaner og åndemagere … legenden sagde, at djævleblomsten kunne … bruges i eliksirer … der kunne sætte én i kontakt med åndeverdenen. Særligt skovånderne. I nogle tilfælde kunne den her blomst endda få ånderne til at … at besætte den, der indtog dens dampe. Shamanerne og heksedoktorerne brugte blomsten mod stammens fjender. Under de rigtige omstændigheder, kan den fremkalde de sygeste mareridtstrip. Den er ret fascinerende, faktisk. Jeg mener … den er så smuk og fascinerende, og har den mest vidunderlige lugt … men hvis man kommer i kontakt med de gifte, der er inden i den, kan man blive drevet til sindssyge. Det kræver selvfølgelig de rigtige omstændigheder og sådan, men …,“ hun drejede atter blomsten mellem fingrene, ”… overvej alligevel tanken om, hvor ironisk det egentlig er. Djævleblomsten er hvid, og hvid er uskyldens farve, men blomsten er alt andet end uskyldig.“

   Denne kendsgerning vækkede noget i Alex, der fik hende til at stoppe med at vride blomsten rundt. En pludselig skygge tæppedes henover hendes ansigt, og smilet falmede svagt. Eric registrerede forandringen i sin kærestes udtryk, og hans øjne fyldtes op af undren. ”Alex, er der noget galt?“

   Alex betragtede stadig blomsten, i en kort og tom stilhed, og så løftede hun sit pludseligt hule blik opad, og kiggede Eric dybt i øjnene. ”Du er det bedste, der nogensinde er sket for mig, ved du godt det?“ Eric stirrede, stadig undrende, på hende, og Alex fortsatte, i det samme alvorlige tonefald. ”Du er det bedste, der er sket for mig, og jeg er så forbandet bange for at miste dig. Jeg er så bange for, at du lige pludselig … en eller anden dag … når jeg mindst venter det, vil sige til mig, at det er forbi, at du ikke elsker mig, eller at du har bollet udenom eller at du bare ikke … at du bare ikke kan klare alle mine syge tanker om den her syge verden. At du en skønne dag vil sige til mig, at du ikke kan holde mig ud mere, og at alle mine bekymringer og alle de gange, hvor du har været nødt til at trøste mig, og alle de gange, jeg ringer til dig klokken fandens ugudeligt om natten, fordi jeg er bange for hvem ved hvad, der gemmer sig i mørket, og alle de gange, jeg bare hader den her lorteverden … At du er træt af det. At det skræmmer dig væk fra mig. Og jeg kan ikke klare, hvis jeg skræmmer dig væk, Eric. Jeg er så bange for det. Og jeg er bange for at være bange for det, for alle fortæller mig, at når man frygter det værste, kommer det til at ske. Og jeg er bange for, at jeg ender som min moster, at jeg bliver sindssyg og gør ting, der vil skade forholdet imellem os.“ En kvælen bed sig fast i hendes hals. ”Verden er falsk. Ligesom den her blomst. Og det skræmmer mig som bare fanden.“

   Og det blanke slør vred sig over Alex’ matgrønne øjne, og Eric rystede trodsigt på hovedet. ”Alex … hør … det sker ikke, jeg elsker dig, så … !“

   ”Hvad nu hvis du ikke gør? Hvad nu hvis kærligheden er ligesom den her blomst? Falsk og ond og modbydelig? Hvad nu, hvis du slet ikke elsker mig?“ Tåren kom trillende, imens hun snakkede, og hendes stemme dirrede. ”Jeg vil ikke miste dig. Jeg vil ikke miste dig, Eric!“ Og hun begyndte at græde, og idet hun græd, lænede Eric sig frem, og knugede sine arme ind til hende, trykkede sin krop mod hendes, og hun tabte blomsten på det bløde græstæppe, og han læbede sin mund om hendes, og hun kyssede ham gennem sine deprimerede tårer. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...