Demonized

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 26 mar. 2016
  • Status: Igang
Den 19-årige college-studerende, Chrystal Rice, finder sin søster hængende fra et grantræ, død. Politiet konkluderer dødsårsagen som værende et selvmord, på baggrund af Alex' sygehistorie med en psykotisk depression og to indlæggelser. Chrystal, derimod, er overbevist om, at hendes søster på ingen måde har hængt sig selv, for det lovede hun i sin tid at hun aldrig ville gøre, dengang deres psykisk syge moster, begår selvmord. Og da Chrystal bliver tildelt sin søsters dagbog af den mystiske og voldsomt religiøse Rebecca Simmons, der påstod at have været en meget nær ven til Alex, begynder hun at gå i dybden med, hvad der ledte til, at hendes storesøster endte sit liv for enden af et reb. Denne søgning begynder at lede hende hende mod en række af mørke og uhyggelige opdagelser, der måske er direkte dæmoniske ... læsning foregår på eget ansvar!

20Likes
21Kommentarer
3180Visninger
AA

7. Kapitel 6

KAPITEL 6

 

Bartholomew College, d. 15. April - klokken 9, formiddag

 

Chrystal havde først time klokken 10, hvilket var engelsk lingvistik, med temaet, der lige nu omhandlede evolutionen af de forskellige germaniske sprog, som engelsk også var iblandt. Og hendes hoved værkede, i tunge dunk, da hun satte sig ved det skiveformede bord, og hendes yoghurt-tallerken, med frugtstykker hældt udover. Hun havde knap sovet, fordi hendes sind blev ved med at hjemsøges af hendes søster, der ikke lod hende være, som om hendes sjæl vandrede videre og havde taget bolig i Chrystals tanker. Synet af Alex, der hang i det knirkende reb fra grangrenen, og øjnene, der skulede opad i en død bestirren, den svage knirken af grene, der klagede eftergivende, og rebet, der gav sig for Alex’ vægt, og herefter Alex’ svage, tunge stemme, der hviskede til hende i værelsesmørket, til lyden af mors hæse vræl. Jeg vil ikke forlade dig, Chryssie.

   Hun klinkede skeen rundt i yoghurt-og-frugt blandingen, men kunne ikke spise. Kunne blot sidde, og stirre, med hovedet støttende i sin ene hånd, og de vedblivende, hårde dunk, der bankede i hendes indre kranievægge. Samuel satte sig overfor hende, da hun havde siddet med skeen rodende gennem morgenmaden, uden at spise, i fem minutter.

   ”Hey, Chrys.“

   Chrystal løftede blikket op til ham. Han havde fyldt sin tallerken op med ristede parisertoast, og en dåse Mountain Dew stod overfor hans tallerken. Det blonde hår strittede af skinnende voks, som det altid gjorde. Chrystal trak sine læber i en svag bue, da hun smilte. ”Hej, Sam.“

   Samuel greb fingrene om dåsen. Han kiggede sig en kort gang over skulderen, dybere ind i fællesrummet, og ved et bord lidt længere nede, sad der en flok af hans venner, snakkende, og med opslåede computere på bordet foran dem. Han løftede hånden og vinkede til en af dem, og kiggede herefter tilbage på Chrystal, der atter så ned i yoghurten. Han sagde intet, og betragtede blot sin veninde i tavsheden, i et lille stykke tid, og så lod han læberne deles. ”Hvordan har du det?“

   De klinkende lyde af Chrystals ske mod tallerknens sider, ophørte. Hun løftede sit blik op til ham, stirrede frem med sine runde øjne, og Samuel lagde først rigtig mærke til, at hun ikke havde sminket sig, som hun ellers altid plejede, og det brystlange, mørke hår strittede flere steder, uredt og uordentligt, og de brune øjenskiver virkede langt mere hule og døde, end han mindes nogensinde at have set dem være tidligere. Små skygger kantede sig rundt omkring øjnenes undersider - Chrystals øjne havde altid været henlagt svage skygger nedover undersiden, men når hun ikke havde sovet, som hun næsten ikke havde gjort denne nat, blev skyggerne ekstra tydeligere og ekstra mørke - og hun stirrede bare på ham, uden at sige noget. Stilheden imellem dem var kvælende, og boblen af tavshed brudtes kun fra de enkelte indskud af blandede stemmer, der summede i det omkringværende lokale.

   ”De siger, at hun begik selvmord.“ Og Chrystals øjne gled tilbage til tallerknen, og hun fortsatte med at glide skeen rundt i yoghurt-og-frugt-blandingen, hun endnu ikke havde indtaget.

   ”Og hvad tror du?“ spurgte Samuel tilbage.

   Chrystal stoppede skeens bevægelser, hendes greb blev strammere og hvidere, og den buende mund blev atter til en lige streg. Hun rystede svagt på hovedet. Kiggede tilbage på sin ven. ”Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at Alex ikke vil gøre sådan noget imod mig. At hun ville have søgt hjælp, før det nåede så vidt. Men jeg ved det ikke.“ En hovedrysten. Fokus skiftede tilbage til den tykhvide yoghurt.

   Samuel lod tungespidsen fugte sig nedover sin underlæbe, og lænede sig en anelse frem. Den ristede lugt fra hans parisertoast sødmede stadig op fra tallerknen, han havde endnu ikke spist, og fingrende knugede om hans Mountain Dew, som han ej heller havde drukket af. ”Men hvordan har du det, Chrys?“

   Denne gang skulede hun til ham, med brynene løftet, så vandrette pandefurer vred sig henover toppen af ansigtet. ”Fint. Jeg har det fint.“

   ”Nå. Det ser du ellers ikke ud til at have.“

   ”Men det har jeg.“ Og hun fulgte det op med et forsigtigt smil. “Hvordan har du det?“

   ”Jeg har det såmænd okay. Altså … det har påvirket mig at se din søster … i det træ, men … i al ærlighed … så er jeg sgu mere bekymret for dig, end for noget andet.“

   Og Chrystal rystede bare på hovedet. ”Det skal du altså ikke være. Jeg klarer mig, Sam, virkelig.“

   Samuel betragtede hende indstuderende. Hun slog sit hule blik bort. ”Ikke for noget, men de øjne dér siger noget andet.“

   Chrystal svarede ham ikke, og denne gang gled hun ikke blot skeen rundt i yoghurten uden formål, men indtog det også. Samuel kiggede fra sin veninde og ned til den dåse med Mountain Dew, som stod ved siden af hans tallerken, og han lod fingrene omsluttes sig dåsen, vred blikket til Chrystal, og gled dåsen fremad, henover bordets træflade, til den modsatte side og hen ved siden af Chrystal. Chrystal registrerede det, og kiggede først på dåsen og derefter på Samuel, og hendes bryn rynkede sig. Samuel trak armen tilbage.

   ”Værsgo.“

   I stedet for at tage dåsen, pegede Chrystal blot på den. ”Sam, hvad laver du? Det er jo din?“

   ”Ja, muligvis, men det er ikke mig, der stort set ikke har sovet hele natten, og derfor er det teknisk set heller ikke mig, der har mest brug for den.“ Han gjorde et enkelt nik, og fortsatte. ”Tag den bare. Jeg har flere, hvor de kommer fra.“

   Chrystal kunne ikke lade være med at smile, trods følelsesløsheden, der stadig åd i hende, og hun greb dåsen og løftede den op til sig, takkede en kort gang, uden at flytte blikket fra ham, og stadig med det skæve smil tegnende sig i det nederste af ansigtet, og hun greb fat i metalflippen på toppen af dåsen, vred den tilbage, og dåsen åbnede i den velkendte lyd af gas, der hvæsende slap bort.

 

*

 

 

Rebecca Simmons var den lavstammede, lyshårede person, som imødekom Chrystal efter timen om lingvistik var overstået. Siddende på den nederste trappekant, klædt i sort skindjakke og smalle jeans, og med ryggen mod indgangen, bestirrede hun sig henover campussets græsgrønne areal, de mange diverse kastanjetræer og den tætte blandingsskov langt ude i baggrunden, og sovesalene, der hævede sig foran skoven og bag kastanjetræerne. Hun sad der, og hun havde siddet der længe, foran college-bygningen, i bunden af trapperne, tålmodigt afventende. Hun havde en firkantet genstand, viklet ind i brunt papir, hvilende på sit skød. Hun havde siddet der i næsten en time, da Chrystal dukkede op, og bevægede sig ned ad trappen, for at komme tilbage til beboelsesbygningen, for at tage sig et bad og slappe af og måske sove, indtil næste time, historie, som denne gang ville bestå af et længere foredrag, skulle finde sted. Måske ville hun også køre til den nærmeste Starbucks, sammen med hendes værelseskammerat, men lige nu var det et bad og så en lur - bare en hurtig powernap på tyve minutter ville gøre sig godt -, og ikke andet, og hun lagde ikke mærke til Rebecca Simmons tilstedeværelse, før hun nåede ned forbi hende, videre ned på asfaltstien i bunden af trappen, og hun havde vandret fire skridt, var akkurat nået til kanten af græstæppet, der strakte sig mørkegrønt ud over området, da Rebecca rejste sig op bag hende, og løftede sin klare stemme en anelse.

   ”Er du Chrystal Rice?“

   Chrystal drejede sig rundt. Rebecca stod tre meter fra hende. Havde ikke fjernet sig fra bunden af trappen, andet end at hun nu stod oprejst. Den brune, firkantede pakke knugede hun mellem sine fingre i venstre hånd, der hvilede langs hoften. Øjenbrynene var bløde buer over de grønne øjne, og ansigtet var en ligeså blød oval. Chrystal rynkede panden. Hun kendte hende ikke. Der var ingen træk ved den unge - og muligvis jævnaldrende - kvinde foran hende, som stod for foden af trappen og med den brune pakke i den ene hånd, som virkede på nogen måde bekendte. Jo, jo, den måde, hendes øjenbryn formede fine, glatte buer, var et træk, Chrystal kendte fra så mange andre piger, inklusive sig selv, men ansigtet og den smalle mund og det særprægede udtryk, derimod, var hende på ingen måde bekendt. Havde hun set hende før andre steder på Bartholomew? Muligvis, men hun troede det næppe.

   ”Ja?“

   Rebecca nikkede, og så skridtede hun frem imod hende. ”Hej. Jeg er Rebecca Simmons. Jeg var en … en god veninde til Alex.“ Rebecca stoppede foran hende, med armen fremme, og den frie hånd hvilende i luften, så Chrystal kunne trykke den. Chrystal trykkede den bare ikke. I stedet blev hun stående, og stirrede, næsten lamslået, på Rebecca, sikker på at det ikke blot var en person, hun aldrig havde set før, men også en person, hun aldrig havde hørt om. Det var ikke fordi at Alex rendte rundt og fortalte om sine venskabelige forhold til Gud og hvermand, men det var heller ikke fordi, at Alex havde været en pige, der var stille med dørene overfor sin familie. Enhver god ven af Alex, blev automatisk til en god ven af familien. Og hvis Rebecca havde været en god ven, hvilket hun sagde, at hun havde været, så burde Chrystal da vide noget om hende, men det gjorde hun ikke. Hun havde ikke hørt om hende. Det havde hun altså ikke. Hun var sikker.

   Som hvis Rebecca Simmons var i stand til at aflæse Chrystals tanker, skrånede hun svagt hovedet. ”Har … Har hun aldrig fortalt dig om mig?“ Noget, der lignede en hul skuffelse, udfyldte Rebeccas øjne.

   Chrystal rystede på hovedet. ”Nej … Nej, ikke af hvad jeg ved.“

   ”Åh. Det … det er jeg ked af at vide. Jeg troede, at … at hun fortalte andre om mig.“ En stilhed brød frem imellem dem, den tunge og akavede en af slagsen, og Chrystal tilbragte stilheden med fortsat blot at stå der og stirre på den unge kvinde foran hende, som påstod at have været hendes søsters gode veninde. Så snakkede Rebecca atter. ”Jeg … hør, jeg er virkelig ked af det, der er sket. Det er i sandhed en grusom hændelse. Jeg har ligget og grædt hele natten, og bedt Gud om at redde hendes sjæl. Jeg håber … jeg håber, at hun har fundet fred nu. Det gør jeg virkelig. Og jeg … jeg beder stadig. Hun har fortalt mig meget om dig, skal du vide.“ Rebecca fulgte det op med et nik, og derefter et forsigtigt smil. Chrystal stirrede fortsat på hende, og den tomhed, og den døde mangel på følelser, der havde fyldt hende siden fundet af hendes storesøsters hængende lig, gled op i hendes brune øjne. Rebecca vendte blikket ned til den brune pakke, som hun holdte sin venstre hånd om, kiggede tilbage på Chrystal, og smilte atter, stadig forsigtigt, og underligt skrøbeligt, og strakte pakken frem til hende.  Papiret knitrede tørt.

   ”I hvert fald, så … så er jeg her egentlig ikke for at snakke om Alex. Eller … eller jo, på en måde, så omhandler det stadig hende, men … men jeg er her for at give dig denne. Hendes dagbog. Den hun skrev i op til hendes død.“ Den underlige døde stikken begyndte atter at kravle henover Chrystals bryster. Rebecca vedblev med at holde dagbogen fremstrakt mod hende. ”Jeg giver dig den, fordi det var hendes ønske. Hun ønskede, at du skulle læse den, og hun gav mig den kort inden, hun hang sig selv. Det var ikke nemt for mig at holde det hemmeligt for politiet, såvel som mine forældre, og jeg følte mig som en løgner ved at gøre det, men som hendes ven … så var jeg nødt til det. Hun ønskede, at du skulle have den. Måske for at fortælle dig et eller andet. Måske fortælle dig noget om hendes død - jeg ved det ikke. Men den er til dig, og kun til dig.“

    Chrystal tog et langt, dybt blik på Rebecca, der hele tiden holdte den papirindpakkede dagbog fremstrakt imod hende, uden på noget tidspunkt at gøre så meget som antydningen til at ville røre sig ud af stedet, og så gled hendes blik ned. Hun greb om bogen, ganske tøvende, og Rebecca gav slip.

   ”Tak skal du have.“

   Rebecca nikkede selvbekræftende. ”Det var så lidt.“ Og så gjorde hun en handling, der kom fuldstændig bag på Chrystal, og fik et sæt til at glide gennem hendes krop. Det var ikke fordi handlingen var truende, eller udgjorde nogen egentlig fare, men den var så pludselig, så omskiftelig, at det overrumplede hende. Rebecca løftede på et splitsekund sin hånd, og lod den dumpe tungt ned på Chrystals venstre skulder, og så klemte hun sit greb. En dødsens alvorlighed udfyldte de blå øjne, og der var et eller andet ved alvoren, der ikke virkede rigtigt. Virkede forkert. Rebeccas toneleje var en anelse løftet, da hun atter begyndte at snakke. ”Chrystal … Jeg beder for dig. Det skal du vide.“ Hun klemte bekræftende sit greb mod Chrystals skulder. Brynene løftedes. “Jeg beder for dig. Dig. Din søster. Din familie. Fra det, som din søster har fortalt mig, virker du som et godt menneske. Og jeg vil bede for, at Ondskaben, som fik din søster til at gøre, hvad hun gjorde, ikke får nogen som helst mulighed for at røre dig. Jeg vil bede for din beskyttelse. For du får brug for det.“ Chrystal kunne intet sige. Kun stirre. Og Rebeccas læber gled op i et lidt for bredt smil, der virkede omtrentlig ligeså ved siden af, som den pludselige alvor i hendes blå øjne. ”Må Gud … velsigne dig, Chrystal.“ Og hun slap sit greb, og hun drejede sig rundt, og hun vandrede bort, og hun lod Chrystal stå tilbage, i kanten mellem stien og campussets plæne. Personer vandrede forbi hende. Så gled hendes øjne langsomt ned til dagbogen, hvis’ omsluttende indpakningspapir knitrede tørt mellem hendes fingre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...