Demonized

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 26 mar. 2016
  • Status: Igang
Den 19-årige college-studerende, Chrystal Rice, finder sin søster hængende fra et grantræ, død. Politiet konkluderer dødsårsagen som værende et selvmord, på baggrund af Alex' sygehistorie med en psykotisk depression og to indlæggelser. Chrystal, derimod, er overbevist om, at hendes søster på ingen måde har hængt sig selv, for det lovede hun i sin tid at hun aldrig ville gøre, dengang deres psykisk syge moster, begår selvmord. Og da Chrystal bliver tildelt sin søsters dagbog af den mystiske og voldsomt religiøse Rebecca Simmons, der påstod at have været en meget nær ven til Alex, begynder hun at gå i dybden med, hvad der ledte til, at hendes storesøster endte sit liv for enden af et reb. Denne søgning begynder at lede hende hende mod en række af mørke og uhyggelige opdagelser, der måske er direkte dæmoniske ... læsning foregår på eget ansvar!

20Likes
21Kommentarer
3149Visninger
AA

6. Kapitel 5

KAPITEL 5

 

Boston, Massachusetts - Januar måned, fem år tidligere

 

 

Hvorfor gør vi som vi gør?

   Det var spørgsmålet, der gnavede i Alex Rices sind, da hun vågnede denne ellers almindelige mandag morgen, og stirrede op i loftet. Hvorfor gør vi overhovedet som vi gør?

   Hvorfor tager vi overhovedet i skole, Alex?

   Hvorfor spiser vi overhovedet mad?

   Hvorfor tager vi overhovedet en uddannelse?

   Hvorfor?

   Og hun vidste det ikke. Eller hun vidste det på sin vis godt, at man tager i skole for at lære, så man kunne få et arbejde, når man engang blev voksen og flyttede hjemmefra og blev selvstændig og skulle forsørge sig selv og en fremtidig familie. Men hvorfor? Hvorfor var det vigtigt at have en familie, hvorfor var det vigtigt at blive ældre, og hvorfor var det vigtigt at leve?

   Frygten, hun aldrig helt kunne sætte ord på, og som havde plaget hende i de sidste mange måneder nu, drænede hende i brystet. Det var ikke bare frygt, det var mere end det, og det lammede hende så forfærdeligt. Frygten for at tage i skole, selvom der ikke var nogen grund til at være bange for det. Folk havde intet imod hende. Hun havde det godt. Hun havde venner. Hun var måske endda populær, var hun ikke? Der var ikke noget at være bange for, men hun var bange, og hun forstod det ikke. Måske ville skolen blive ramt af en massakre. Måske ville der komme en eller anden galning, bevæbnet med en automatriffel, der ville gå fra klasseværelse til klasseværelse og nedskyde alt levende, fordi han hadede verden og hadede alt, hvad verden bestod af, og derfor også hadede alle mennesker. Måske kunne alle hendes venner, der sagde, at de kunne lide hende, slet ikke lide hende. Måske ville ham den søde Michael, hun havde et godt øje til, men ikke rigtig turde snakke med (få dig nogen nosser, Alex!) gøre et eller andet, der ville ydmyge hende. Eller måske ville hendes gode veninder sladrer om hendes følelser for Michael, og så ville Michael blive sur eller måske drille hende, eller måske gøre det, som var værre. Og hun tænkte på alle de smil og søde hilsner, der mødte hende hver dag, på alle de komplimenter, der regnede nedover hendes profilbilleder på facebook - hvor er du smuk, Alex, hvor er vi misundelige på din skønhed, smukke Alex smukke Alex smukke Alex -, og hun tænkte på, hvor falskt det hele var. De andre piger gav komplimenter, de alligevel ikke mente, så hvorfor skulle hun overhovedet tro på, at hun var smuk? Og, tænkte hun videre, hvis hun nu satte sig ind i en bil, og lod bilen drive om i den modsatte vejbane, så hun blev ramt af en imod hende kørende bil, og fik flået sit ansigt i stykker under sammenstødet, ville hun så stadig være smukke Alex? Alle de hjerter og kysmunde og sukkersøde komplimenter fik en hul vrede til at rejse sig i hende. Falske. Alle sammen. De var falske.

    Hendes åh-så-gode veninder, der fniste og fnidrede og snakkede om deres evige problemer, og om deres ligeså evige drømme.

   Hendes åh-så-gode veninder, der ikke engang vidste, at hendes psykisk syge moster, som mor havde elsket rigtig højt, var gået bort alt for tidligt, fordi hun havde hængt sig selv hjemme hos mormor og morfar.

    Hendes åh-så-gode veninder, der kendte til hendes smil og hendes venligheder, men som ikke rigtig kendte hende.

   De kendte ikke til den bizarre besættelse med, at hun for alt i verden ikke måtte træde på fortovssprækkerne, fordi det ville kunne udløse et jordskælv, selvom det ikke gjorde. De kendte ikke til hendes bizarre besættelse, når hun var på badeværelset, og altid skulle tjekke, om døren nu også var låst, og flere gange rykke i håndtaget, for at løsne de irrationelle tanker, der bosatte sig i hendes hjerne og nægtede at forlade hende, tankerne om, at folk ville trænge ind og se hendes blottede krop og gøre nar. De kendte ikke til hendes kvælende angst for dæmonerne i nattemørket, der holdte øje med hende gennem skyggerne og gennem badeværelsets uhyggelige spejl og gennem nøglehullet i klædeskabet. De kendte ikke til hendes neurotiske bekymringer for, at sygdomspartikler smittede hendes hænder, og hun derfor var nødt til at vaske dem ekstra godt og ekstra grundigt flere gange dagligt. Og de kendte slet ikke til de mystiske mænd i de små sæbebobler, der krøb sig op ad hendes bare ben, dengang hun var lille, bevæbnet med skarpe våben, knive, som de fægtede med inde i boblerne. Og de kendte til særdeleshed intet til moster Leahs spøgelse, som Alex var fuldstændig sikker på stadig hjemsøgte husholdningen, for når hun ikke kunne sove om natten, kunne hun fornemme moster Leahs tunge blik, inde fra det dæmoniske mørke, kigge hen imod hende. Og de kendte ikke til den lille version af hende selv, som Alex så ofte førte hviskende samtaler med, når hun var alene, eller når hun ikke kunne sove, eller når hun vandrede gennem den skønhedsfyldte natur, der udgjorde skoven bag deres hjem. Den lille, og meget mere filosofiske, version af hende selv, der inspirerede hende til de evige filosofier og poesier og korte tekster. De vidste ikke, hvor sindssyg hun var. Og hvis de fandt ud af det, ville de ikke være hendes venner mere, for de var falske, og hun hadede det.

   Og hvorfor overhovedet have nogen venner? Hvis folk alligevel er falske, hvorfor så overhovedet have noget med dem at gøre?

   Hun lukkede øjnene, selvom det var hverdag, og klokken var halv syv, og hun burde stå op, fordi hun skulle i skole. Så lukkede hun øjnene. Håbløsheden drænede i hende, en ny form for håbløshed, som hun ikke syntes at have mærket før. Håbløse forestillinger om den håbløse fremtid. College ventede hende derude, og måske også universitetet, men efter det, hvad så? Skulle hun så bare have et arbejde, hun hadede? Et arbejde, hun, hver gang hun kom hjem, brokkede sig over til sine venner og sin familie? Et arbejde, hun ikke levede for at have, men havde for at leve? En nødvendighed, et onde, og ikke en nydelse?

   Eller måske ville hun blive syg ligesom moster Leah. Blive syg og miste de mennesker, hun elskede, fordi folk ikke kunne bo i hus med en vanvittig, og alt for utilregnelig, kvinde. Miste de folk, hun elskede, fordi hun, i sine maniske psykoser, var hævet over verden, så alle skulle tilbede hende, absolut alle, og hvis man ikke tilbad hende, var man udsendt af den onde selv, og så kunne man godt forsvinde, ud af mit liv, væk med sig, farvel, og kom aldrig igen, din forræderiske lille lort. Voksenlivet, det uhyggelige voksenliv, ventede på hende. Lige om hjørnet. Og udsigterne var håbløse.  

 

 

 

***

 

 

Infinitesimalregning var den ledeste form for matematik, Alex nogensinde havde stiftet bekendtskab med, og det var svært nok i Freshman-året, men var ulideligt i Sophomore-året. Det var enled form for matematik, af mange årsager, men en af dem var særligt følelsen af fortabelse, når hun skulle udregne euklidiske planer og koniske udsnit, samt i dag, hvor det gjaldt om at danne regnestykker ud af irrationale tal, af negativer, der steg i minus, i stedet for at stige i plus. Og lærerne vidste, at matematikken var Alex’ hadefag, og det udnyttede de, det var Alex sikker på, denne mandag udnyttede læreren hendes matematiske svagheder ved at kalde hende op til tavlen, og give et regneeksempel på infinitesimale, gerne et komplekst et, for hun skulle jo vise at hendes snart to år i High School på ingen måde var forgæves, at hun havde lært noget, så hun kunne komme videre. Alex havde intet at bruge Calculus i High School til. Akkurat som hun heller ikke havde noget yderligere behov for algebra. Hun havde tænkt sig at komme på et humanistisk college, indenfor litteratur og filosofi, og måske videre til de store universiteter, som Harvard, for det var filosofierne, og ikke logikkerne, der interesserede hende. Og adgangskravene for en filosofisk litteratur-linje på et humanistisk college indbefattede på ingen måde matematiske udregninger. På ingen måde.

   Frygten, der blev ved med at trykke i hendes indre, slugte hende, da hun vandrede op til tavlen og greb kridtet, og det hvide kalk smittede af på hendes fingerspidser. Frygten manifesterede sig som paranoide tanke, hjertet snurrede i brystkassen, og hun tænkte på skoleskydninger og gale massemordere, det var irrationelt, og hun tænkte på hendes veninders falske smil og ligeså falske komplimenter, og infinitesimale, hun skulle lave infinitesimale regnestykker, selvom hun ikke kunne, og de falske smil og de falske komplimenter, og dæmonerne, der gemte sig i nattens onde mørke og afdøde moster Leah, der altid forfulgte hende og kiggede på hende i natten og massemordere og falske smil og falske komplimenter og dæmoner og hjertet bankede hurtigere og sveden klistrede hendes ansigt og det var koldt og det var stramt og kridtet knækkede på midten mellem hendes stramme fingre, og angsten steg og hendes bryst og hendes mave blev ædt og hun kunne ikke få vejret. De falske smil og de falske ansigter fra hendes falske venner kiggede imod hende. Omringede hende. Falske, alt sammen falske, og hvorfor gør vi overhovedet som vi gør, hvorfor er der nogen grund til at gå i skole, hvad er meningen med vores eksistenser, og frygten blev strammere og hun stirrede med vidt opspærrede øjne ind mod tavlen, og hun hyperventilerede, hendes mellemgulv spasmede op i lungerne, hun ville holde op, hun ville trække vejret ordentligt, men hun kunne ikke, og de grusomme hik voksede, voksede, voksede, og hun fik lyst til at græde, verden kollapsede omkring hende, og hun tog sig til brystet, og hendes krop tilhørte ikke længere hende, hun var sikker, og armene snurrede dødt og følelsesløst, og ilden i hendes indre ville fortære og æde hende op, og måske ville der komme en gal massemorder, og falske smil og falske komplimenter og falske veninder, falske, falske, alt sammen, falske, og hun vendte sig rundt og hun løb. Hendes vejrtrækning blev til højlydte, skingre hiv, der pressedes ud fra hendes læber, og hun hamrede døren åben og fortsatte videre ud på gangen. Falske. Alle sammen. Falske. De er falske, jeg er falske, vi er alle falske, falske, alle sammen, og hun fortsatte med at løbe. Da hun nåede ud på badeværelset, kollapsede hun i grædende skrig, med ryggen presset mod væggen, og de grædende skrig vedblev udenfor hendes egen kontrol.                           

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...