Demonized

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 26 mar. 2016
  • Status: Igang
Den 19-årige college-studerende, Chrystal Rice, finder sin søster hængende fra et grantræ, død. Politiet konkluderer dødsårsagen som værende et selvmord, på baggrund af Alex' sygehistorie med en psykotisk depression og to indlæggelser. Chrystal, derimod, er overbevist om, at hendes søster på ingen måde har hængt sig selv, for det lovede hun i sin tid at hun aldrig ville gøre, dengang deres psykisk syge moster, begår selvmord. Og da Chrystal bliver tildelt sin søsters dagbog af den mystiske og voldsomt religiøse Rebecca Simmons, der påstod at have været en meget nær ven til Alex, begynder hun at gå i dybden med, hvad der ledte til, at hendes storesøster endte sit liv for enden af et reb. Denne søgning begynder at lede hende hende mod en række af mørke og uhyggelige opdagelser, der måske er direkte dæmoniske ... læsning foregår på eget ansvar!

20Likes
21Kommentarer
3185Visninger
AA

5. Kapitel 4

KAPITEL 4

 

Boston, Massachusetts - Klokken 1:05, nat

 

 

 

Mor og far havde grædt, men det havde Chrystal ikke. Hun havde taget trøstende afsked med dem på politistationen, knuget dem ind til sig, og mors hæse gråd skreg akkurat på samme måde, som den havde efter nyheden om moster Leahs deprimerede selvmord. En klump strammede sig tæt sammen i Chrystals hals, men hun græd ikke. Da hun kørte gennem den døsige Boston-nat, tætnet af mørke, der blændedes af lygtepæles klarhvide skær, var det eneste, hun følte, en dump tomhed, der indhyllede hendes krop. Mor og far havde tilbudt hende at tage hjem - hjem hjem -, bare for natten, men Chrystal havde allernådigst takket nej, hun behøvede ikke at tage hjem, hun skulle bare være for sig selv, og derfor var det bedre, at hun blev kørt tilbage til Bartholomew College.

   Alex begik ikke selvmord. Det sagde politiet, at hun havde gjort - at hun havde begået selvmord - men det havde hun altså ikke.

   Politiet, og ikke hendes forældre, kørte hende tilbage. Chrystal stirrede ud gennem sideruden hele vejen, med sine hule øjne, og Alex’ hængende lig, hårstrengene, der slaskede ned langs begge kinder, måden, hvorpå hovedet skævede sig en anelse, og øjnene, der skulede opad, og hun havde dinglet, svagt i rebet, dinglet ganske umærkeligt fra side til side, det glimtede frem i mørket på den anden side. Gadelygternes hvidklare skær blegnede i fejende striber gennem natten. Følelsesløsheden blev ved med at indhylle Chrystal på hele hjemturen. Politiet afleverede hende tæt ved indgangen til campusset. Hun blev stående i den nattetavse vejkant, omgivet af den svage hvislende lyd af fjern trafik. Hun stod blot der, hendes arme hang ned langs hendes sider, hendes ryg var rank og blikket fokuserede ud i den tomme nat. Bartholomew College hævede sig sort, tungt og dystert bag hendes ryg. Bag college-bygningen, ad en godt hundrede meter lang betonsti, lå sovesalene. Men Chrystal blev stående og stirrede. Hendes søster gyngede frem ved siden af hende, men selv sad hun stille på sin egen gynge, med begge hænder omknuget gyngens reb. Alex strakte sine ben frem mod den efterårsrøde ahornskov, der fyldte udsigten bag deres nordlige Boston-hjem, gyngede sig selv frem, og vred blikket mod sin lillesøster. Da hun så Chrystal sidde, i den tomme, stirrende tavshed, lod hun, da hendes gynge gled tilbage, sine fødder vende sig ned mod jorden. Hun borede hælene i sandbunden. Gyngen stoppede. Hun så på sin søster, og brynene løftede sig op i panden.

   Er der noget galt, Chryssie?

   Og betjenten kiggede på Chrystal, med hånden mod sagsmappen. Din søster havde en baggrund af mentale forstyrrelser. Hendes sidste indlæggelse skyldtes et selvmordsforsøg.

   Alex knugede hende til sig bagfra, til de hæse skrig af mors fortvivlede gråd, der rungede højlydt ud i huset.

   Jeg vil ikke forlade dig, ligesom moster Leah har forladt mor.

   Og Chrystal blev blot stående og kiggede ud i mørket.

  

***

 

Chrystal stak tankefjernt sit adgangskort ind i den digitale lås, der i en zinkmetallisk firkant fastsad over dørhåndtaget. En rød, stregformet diode lyste op. Hun tastede koden, med de rutinerede, mekaniske bevægelser, og hendes blik var stadig rettet ud i tomheden, som hvis hun kunne se igennem dørlåsen, og hun kunne overhovedet ikke fornemme virkeligheden omkring sig. Det summede ganske vist fra lysstoflampen over hende, der henlagde sovesalens langstrakte gang i et gustengult skær. Og det bibbede ganske rigtigt fra dørlåsens tastatur, da hun indtastede koden. Men virkeligheden var borte, gemt bag en tyk glasvæg, der isolerede hende i den døsige tomhed. Og selvom hun vidste, at hun burde græde, og måske også burde skrige, så kunne hun ikke. Der var ikke noget. Ingen hård biden i maven. Ingen kvælen i halsen. Ingen brænden i øjnene. Kun en død fornemmelse af intethed.

   Og så de ulidelige billeder, der hjemsøgte hendes hoved. Alex’ hængende lig i nattemørket. Alex, der borede sine fødder i sandet, så hendes gynge blev standset, og som kiggede på hende og spurgte hvad der var galt. Og Alex, der klemte hendes krop tæt til sig, i den hæse lyd af mors gråd. Alex ville ikke lade hende være.

   Hun trykkede det kølige håndtag ned, og trådte ind i det mørklagte værelse, hvor den kraftige stikken af frugtagtig parfume, lugten af pigeværelse, bølgede imod hende, og en fjern summen af en ventilatorblæser udfyldte værelsesmørket foran hende. Det gullige lys rejste indover gulvet og indover væggene, fordrev mørket fra gangen bag hende, og standsede ved de tiltrukne gardiner, mørke, som var tæppet henover vinduerne i den modsatte ende af værelset. Hun trådte ind på værelset. Trak nøglekortet ud fra låsen, samtidig med, at hun fandt sin telefon frem.

   Hendes roomie, den lyshårede Michaela, sov tungt og dybt og snorkende. Chrystal tog chancen. Lukkede svagt døren i efter sig (Alex dinglede foran hende, dinglede i rebet, der var surret fast til grangrenen, dinglede ondt og hånligt og dødt), et klik, og aktiverede telefonens lommelygte. Det klarhvide lys blændede gennem nattemørket. Michaela snorkede blot videre. Chrystal gav slip på døren med venstre hånd, og trådte i bevægelse, rejste ind i den onde nat, og brugte telefonens skarpe, hvide lys, der blændede ud fra lommelygten bag skærmen, til at orientere sig efter. Lygten var ganske vist yderst lille, men strålen spredte sig i alle retninger, men Michaela var for dybt i søvnen (håbede hun) til at ville blive vækket af dette. Chrystal vred alligevel lyset i hendes retning, mod venstre. Michaela havde vredet sig rundt, så hendes ansigt vendte mod den hvide flisevæg. Chrystal holdte lyset mod hende i nogle øjeblikke. Så vendte hun sig rundt, trådte omkring væghjørnet, forbi klædeskabet af træ, der skabte en tyst og truende skikkelse af en massiv firkant i det ligeså truende værelsesmørke. Hun standsede ved vasken, der befandt sig på den anden side ad skabet og væghjørnet. Michaelas halvdel befandt sig i højre side. Chrystals halvdel var den til venstre. Hun lagde telefonen fra sig, med skærmen nedad, så lysstrålen skinnede op mod loftet, og lænede sig indover vasken. Hun bøjede hovedet. Lukkede øjnene. Liget dinglede for hendes indre blik. Herefter Alex, der knugede hende til sig. Og betjentene, der sagde, at Alex’ død ikke var en forbrydelse, men var selvpåført. Og hun ønskede at føle noget, ønskede at græde, men hun kunne ikke. Hun var død.

   Og så ikke helt.

   For som hun stod der, bøjet indover vasken, med det skærende lys fra telefonen, der blændede mørket til venstre for hende, og Michaela, der snorkede i baggrundsstøjen af den metallisk hvislende ventilator, var der noget i hendes mave, der skubbede. Og hun begyndte at ryste. En hul skælven, der dirrede ud i hendes hænder, og munden blev klistret, og hun rettede hovedet op fra det gabende vaskedyb, rettede i stedet sit fokus mod vandhanen, og gled sine rystende hænder frem. Hun drejede. Det hvislede. Strålen sprøjtede ned i dybet. Hun samlede hænderne, fyldte dem med vand, og klaskede den kolde, isende væske ud i sit ansigt. Det hjalp ikke på noget. Hun gjorde det igen, og igen, blev ved med at sprøjte vandet udover sig selv, hurtigere og hurtigere og hurtigere, men det hjalp ikke på noget, hun følte stadigvæk ingenting, og Alex’ døde krop, hendes elskede storesøster, der lovede hende, at hun ikke ville forlade hende, glimtede for hendes indre syn, blev ved med at glimte, blev ved og ved og ved og …

   Brækfornemmelserne kom som ud af det blå. Det ene øjeblik var de der ikke. Det næste øjeblik eksploderede de fra hendes mave i en smertelig spasme, der fik hende til at spjætte sig forover. Hun hikkede, mellemgulvet skubbede op, op i lungerne og op i brystet, hun blev udhulet indefra, og så brækkede hun sig, i en kvækkende, stønnende lyd, alt for høj, og hun støttede sig til vaskens kanter. Hun brækkede sig atter engang. Selvom badeværelsesdøren lå til venstre for hende. Så brækkede hun sig. Ned i vasken, og hun kunne ikke se farven af den sure vælling, men lugten vred sig i hendes næse. Sveden fugtede sig i en kold slim udover hendes ansigt. Hun lænede sig forover, og hendes øjne lukkede sig stramt sammen, og hun støttede panden mod kanten af vandhanen. Hendes tænder var bidt sammen. Opkast klistrede sig til hendes hage. En hivende indånding, og den fornemmelse, der nu kom over hende, var en fornemmelse af kolde, døde fingre, der stak mod hendes bryster, og selvmord, de sagde, at det var et selvmord, selvom Alex lovede, at hun ikke ville gøre det.

   Og gråden flænsede Chrystals hals i stykker i sammenvredne, serievise og dæmpede hulk.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...