Demonized

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 26 mar. 2016
  • Status: Igang
Den 19-årige college-studerende, Chrystal Rice, finder sin søster hængende fra et grantræ, død. Politiet konkluderer dødsårsagen som værende et selvmord, på baggrund af Alex' sygehistorie med en psykotisk depression og to indlæggelser. Chrystal, derimod, er overbevist om, at hendes søster på ingen måde har hængt sig selv, for det lovede hun i sin tid at hun aldrig ville gøre, dengang deres psykisk syge moster, begår selvmord. Og da Chrystal bliver tildelt sin søsters dagbog af den mystiske og voldsomt religiøse Rebecca Simmons, der påstod at have været en meget nær ven til Alex, begynder hun at gå i dybden med, hvad der ledte til, at hendes storesøster endte sit liv for enden af et reb. Denne søgning begynder at lede hende hende mod en række af mørke og uhyggelige opdagelser, der måske er direkte dæmoniske ... læsning foregår på eget ansvar!

20Likes
21Kommentarer
3361Visninger
AA

26. Kapitel 25

KAPITEL 25

 

Bartholomew College, klokken 1.03, dag

 

Rebecca kendte Lois Nichols, og Rebecca kendte Priscill-hjemmet, og Rebecca kendte til det, der gemte sig derinde, og det vidste Chrystal nu. Det stod alt sammen skrevet her, i Alex’ dagbog. Fortællingen om Rosalynd, der hørte stemmer, hun mente var fra den anden side ad graven, fra en åndelig dimension hinsides den fysiske, og som gjorde hende i stand til at se ud i fremtiden, og fortællingen om Rebecca, der muligvis havde vist Priscill-hjemmet til den i forvejen psykiske ustabile Lois, og som muligvis havde været en - om end uvillig - medvirkende faktor til, at Lois mistede forstanden (én sindssyg person der smittede en anden med sin sindssyge), og hendes bryster stak og hun tænkte på  bestikket, der blev kastet ind på vinduet fra det tætte nattemørke udefra, og Samuel, der troede på spøgelser af en uhyggelig og personlig og alt for virkelig grund.

   Hun kendte Lois’ personligt. Rebecca. Hun kendte hende personligt, og hun udnyttede bekendtskabet til at prædike, akkurat som hun udnyttede Alex’ død til at prædike, og det hede raseri, der gav hende lyst til at smække talrige lussinger indover kinden på den nedrige kælling, varmede op i hendes indre, og selvom Rebecca muligvis handlede som hun gjorde ud fra vrangforestillinger, var det stadigvæk umenneskeligt. At bruge andre menneskers tragedier som værktøjer til at fremme sit eget verdensbillede. Det var samvittighedsløst og det var forkert og hun kunne bare slå hende, kunne hun.

   Og hun lagde dagbogen fra sig, kiggede kortvarigt ud på vinduet, der bestirrede birkeskoven, og så rejste hun sig op. Bevidstløshedens mørke prikker summede indover hendes blik, hun følte sig flydende og overtaget af en virkelighedsfjern gråtone, som var hun ved at drive væk eller blive opslugt af gulvet under sig (få dig noget søvn og noget at spise for ellers ender du med at dejse om), og det ringede for hendes ører, og hovedet blev tungt og varmt og hun satte sig omgående ned. Værelset omkring hende svimlede. Hun tog sig til tindingerne, nu dunkede det, og hendes øjne lukkede sig stramt sammen.

   Måske havde Samuel ret og måske burde hun gøre, som han sagde. Prikkerne vedblev med at hærge hendes synsfelt, og svimmelheden snurrede kvalmt i kraniehulen, og det gik op for hende, at søvn og mad og måske en gåtur og måske lidt mere søvn ikke var en dårlig idé (også selvom hun gik glip af både oldtidskundskab og foredraget om Augustines filosofiske påvirkning, men hun ville alligevel ikke kunne bevare fokusset, så hvad nyttede det i grunden?), på ingen måde, for ellers havde Samuel ret og så ville hun dejse om  og det var de svimlende pletter af bevidstløs mørke, der rasede synsfeltet, et alt for tydeligt varsel om. Søvn og mad og luft og lidt mere søvn.

   Hun lagde sig ned. Tankerne overmandede hendes sind, fik hende kortvarigt til at glemme den svimle fornemmelse, der snurrede og drejede i hovedet, og snart efter blæste trætheden indover hende, tungt og tørt og brændende, og hun tænkte på at hun nok også burde få noget at spise, og så blev tankerne overtaget af søvnen.

 

                                                                 *

 

 Klokken var 10, da Samuel og Chrystal, udstyret med en lommelygte hver, mødtes ved korridoren i collegebygningen, der ledte mod udgangen. Tusmørket havde kvalt dagen, og varslede nattens fremmarch.

   ”Jeg kan virkelig ikke lide det, Chrys.“ Samuel brød stilheden imellem dem, da de var trådt ind på stien bag collegebygningen, som snoede sig ind i skoven, flankeret af gadelamperne med de natriumgullige skær. Han holdt sin lommelygte langs med hoften, pegende ned mod stiens sortblanke asfalt, det samme gjorde sig gældende for Chrystal, men begge lygter var slukket, for det var det slørgullige skær fra gadelamperne, de holdt sig orienteret med. Skoven hævede sig varslende. Collegebygningen fjernede sig gradvist længere bag dem i takt med de to venners klappende skridt, og der var en pervers gentagelse over scenariet, Samuel ikke brød sig om. Himlen var ikke stjerneklar, men mørknet af skyer, og det var den eneste forskel, der syntes at være.

   ”Jeg synes det er en rigtig dum idé, det her, og jeg kan virkelig, virkelig ikke lide det.“ Han blev ved med at gå, men blikket kastede sig flere gange tilbage mod collegebygningens firkantede silhuet, og vinduerne var oplyst af gullige baggrundsskær inde fra stuerne. Foran dem var der blot en sti, der blev ædt af en tyk blandingsskov. Det var kun gadelygterne, der blegnede op i natten. Ellers var der træer, og flere træer og endnu flere træer, og Chrystals læber smallede sig tyndere, og de nåede forbi de første birketræer. Stien vred sig til venstre. Lærketræer og ask flankerede den på begge sider.

   ”Der sker ikke noget, Sam. Okay? Der skete ikke noget sidst vi var her, og der sker heller ikke noget nu.“

   Men bestikket, der blev kastet mod vinduet. Og hendes søsters lig, der hang og slaskede fra det knirkende reb, med hårstrenge fra den løst opsatte hestehale, der dinglede langs med begge kinder. Klumpen blev tyk og kvalm i hendes strube, og hun fornemmede fingrene strammes hårdere om lygten, men ingen af dem stoppede. De rundede omkring snoningen. Stien strakte sig ligefrem nogle yderligere hundrede meter, og knækkede så i en skarp bue mod højre. Træerne blev tykkere og tættere, og mere forskellige.

   ”Nej. Hvis du ser bort fra, at vi fandt din søsters lig, så skete der ikke noget, nej.“

  Chrystal stoppede op, Samuel gjorde det samme, og hun vendte sig imod ham. ”Sam, jeg bliver nødt til at vise dig noget.“

   Førend Samuel kunne komme med nogen indvendinger, vred Chrystal hånden ind i inderlommen på sin åbentstående frakke. Den aflange, sølvmetalliske genstand, som hun trak ud, fik Samuels øjne til at svulme, og Chrystals greb knugede sig hvidt om kødknivens skaft.

   ”Jeg har dén her. Okay? Du må ikke sige det til nogen. Lov mig det.“

   ”Du tog en kniv? Var den med i alt det, der blev kastet mod jeres vindue?“

   ”Ja, og som jeg sagde, så er der ikke nogen, som må finde ud af det, for det her er teknisk set et våben og det er teknisk set også, hvad jeg har tænkt mig at bruge det som.“

   Samuel blev stående og stirrede på hende med sit stive og opsvulmede blik, og så rystede han på hovedet. ”Nej, Chrys. Nej, jeg synes vi skal gå til politiet, for det sidste jeg har lyst til er, at der er nogen, der bliver slået ihjel!“

   ”Det er selvforsvar,“ begyndte Chrystal, og hendes bryn var løftet, og Samuel afbrød hende, og hans stemme havde trukket sig endnu skarpere.

   ”Jeg er skide ligeglad.“ Og han pegede, ind mod skovens dyb, og hans blik fastholdte sig på veninden, og han vedblev. ”Prøv og hør, hvis det rent faktisk viser sig, at Alex blev myrdet, så betyder det, at der højest sandsynligt er en morder, der lusker rundt inde i skoven, og så er det højest sandsynligt den samme morder, der kastede de ting ind på dit vindue. En fucking morder! Og jeg ved ikke hvordan det er du har det, men jeg har sgu egentlig ikke lyst til at rende rundt i en skov, hvor en morder lusker rundt, og især ikke efter mørkets frembrud. I’m done. I’m fucking done!

   Og han vendte sig om, og Chrystal stirrede blot på ham, ulæseligt, og han vandrede få skridt, og noget gutturalt og sammenbidt knurrede hæst og fjernt inde fra skovens dyb, og lyden fik ham til at standse op. Chrystal spjættede hovedet, i lydens retning, mod venstre, og så ind mod de tætnende træer, der grænsede op til asfaltstien. Hendes brune øjne voksede sig større. Stilhed fulgte. Ingen af dem sagde noget i en lille rum tid, og så delte Chrystal sine læber.

  ”Det hørte du godt, gjorde du ikke?“ Hendes stemme havde dæmpet sig til en hvisken, og hun havde, uden hun selv havde lagt mærke til det, løftet kødkniven i venstre hånd og fingrene strammede sig atter hvide mod det sorte skaft. Samuel nikkede.

   ”Jo. Jo, det gjorde jeg, og hvis du spørger mig, så var det lyden af, at det er på tide at skr … !“

   Endnu en dyb og hæs og næsten dyrisk knurren, og det lød tættere denne gang, og Samuel spjættede og vred blikket mod det tætte buskads.

   Chrystal løftede kniven højere, og skridtede i bevægelse med den ene hånd. Den anden hånd strakte den stadig slukkede lommelygte frem.

   Samuel så tilbage på hende.

   ”Chrys, hvad er du ude på?“

   ”At finde ud af, hvad der virkelig skete med min søster.“ Frygten stak koldt og ondt og klamt mod Chrystals bryster, og hun trådte et enkelt skridt frem, det skælvede i hendes arme, men bevar roen, bevar roen, og den knurrende lyd var standset.

   ”Chrys, vi skal væk. Vi skal væk, og det skal vi nu!

   Og han trådte frem til hende og greb hendes skulder, og vristede hende med sig. Hun blev trukket et par skridt tilbage, men hendes hoved forblev vredet imod buskadset og stænglerne af træer, og der gik få skridt, og så lød den knurrende lyd, denne gang endnu højere og endnu nærmere, og hun vred sig fri af Samuels stramme, knugende greb og gled sig i bevægelse. Samuel snurrede rundt.

   ”Chrys! Lad være! Lad være!

   Men Chrystal ignorerede ham, knasede gennem buskadset og ind i skoven, og Samuel satte efter hende.

   ”Chrys, vi skal ud herfra! Vi skal fucking ud herfra!

   Han nåede gennem buskadset. Chrystal stod en meter længere fremme, og sigtede lommelygtens blege skær ind mod skovens undermave. Samuel greb hendes skulder på ny, og han knugede, men Chrystal førte sin pegefinger op til munden, stadig imens hun omknugede kniven mellem sine fingre i højre hånd, og hendes øjne var vendt i samme retning som lommelygten.

   Samuels læber blev stramme, og selvom han ville væk, og det ville han øjeblikkeligt, kunne han ej heller undlade at fare sit blik mod det sorte dyb, Chrystal kiggede i retning af, og der skete ikke noget i de første sekunder, men så raslede det fra en tornebusk – det var ikke brombær, men en art, der mindede om det – seks meter fra dem, og endnu en dyrisk knurren, der lød nasalt og strubedirrende, frembrød, og et alt for blegt hoved, der grangiveligt lignede hovedet på noget dødt, strittede frem i det grå mørke, og øjnene reflekterede lyset fra lommelygten i et klarhvidt skær og munden åbnede sig og endnu en høj og nasal snerren. Samuel vrælede, og vendte sig rundt og nåede aldrig at få et ordentligt kig på, hvem eller hvad det var, der var dukket frem fra buskadset, og flåede i stedet Chrystal med sig, i sådan en kraft, at hun mistede sin kniv, der dumpede lydløst ned på skovbunden. Han trak hende ud på stien, og hun gjorde ikke engang modstand, og han blev ved med at råbe mellem sammenbidte tænder.

   ”VI SKAL VÆK! VI SKAL VÆK! VI SKAL FUCKING VÆK!

   Og bag dem, inde fra skovens døde undermave, lød der endnu en nasal, dyrisk snerren.

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...