Demonized

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 26 mar. 2016
  • Status: Igang
Den 19-årige college-studerende, Chrystal Rice, finder sin søster hængende fra et grantræ, død. Politiet konkluderer dødsårsagen som værende et selvmord, på baggrund af Alex' sygehistorie med en psykotisk depression og to indlæggelser. Chrystal, derimod, er overbevist om, at hendes søster på ingen måde har hængt sig selv, for det lovede hun i sin tid at hun aldrig ville gøre, dengang deres psykisk syge moster, begår selvmord. Og da Chrystal bliver tildelt sin søsters dagbog af den mystiske og voldsomt religiøse Rebecca Simmons, der påstod at have været en meget nær ven til Alex, begynder hun at gå i dybden med, hvad der ledte til, at hendes storesøster endte sit liv for enden af et reb. Denne søgning begynder at lede hende hende mod en række af mørke og uhyggelige opdagelser, der måske er direkte dæmoniske ... læsning foregår på eget ansvar!

20Likes
21Kommentarer
3159Visninger
AA

25. Kapitel 24

KAPITEL 24

 

Massachusetts Psykiatriske Statshospital, Boston, november måned 2014

 

 

Næste gang Rebecca Simmons faldt i snak med Alex, var under morgenmaden torsdag. Dagen startede ud på den forudsigelige og rutinevise måde, som alle dagene i de sidste 3 uger var startet ud på. Hun blev vækket af sygeplejersken, der tildelte hende medicinen i et lille plastikkrus klokken 7. Hendes nakke var øm, for hun havde ligget alt for længe og kigget på væggen med de mareridtsagtige skribleringer om djævlen, som var ude efter os alle, og den paranoide frygt for dæmonerne i nattemørket, som samtalen med Rosalynd blot havde forstærket, havde prikket og stikket henover hendes krop, så der gik lang tid før hun sov, og hendes sind var sløv og tung og grødet af medicinen. Der var morgenmad klokken halv otte, også selvom hun ikke var særlig sulten, og den eneste kaffe, der var tilgængelig, var den tynde og vandige koffeinfrie slags, som godt nok smagte som alt muligt andet kaffe, men som ikke havde nogen effekt og ikke gjorde hende vågen, så der var ikke nogen grund til at tage den, og i stedet blev det til urtete, der smagte tyndt af opvarmet vand og ikke meget andet, men det var hun blevet vant til så hun var ligeglad, og morgenmaden denne dag kom til at bestå af Cheerios og frugtjuice og røde æbler, der var melede og kedelige.

   Hun satte sig ved et af bordene, mod væggen og vinduet, som vendte mod de grantræer, man kunne se fra psykiaterens kontor og fra terapilokalet, men her stod de tættere, i en sammenklumpet indfiltring af tårnende mørkegrønt, og vejret udenfor var gråt og tåget og deprimeret.

   Der sad andre piger ved bordet, de fleste nogenlunde jævnaldrende med hende. Hospitalets cafeteria var stort, havde plads til mange, og der stod spredte borde, men mange var tomme, og længere nede sad der en ældre dame og stirrede frem med indsunkne øjne, der fik hende til at tænke på Rosalynd, og pigerne ved bordet snakkede ikke med hinanden, og deres ansigter virkede tomme og ligeglade og ensomheden bed atter, og hun spiste i en ensom tavshed nogle få minutter.

   Så blev tavsheden brudt, da Rebecca prompte, og uden at spørge om lov, og uden at sige hej eller godmorgen eller hvad der ellers ville være normalt at sige, når man mødte en person, som man havde snakket med før, satte sig overfor hende. Hendes ansigt var ikke tomt eller dødt eller henlagt i den tabte, fjerne bestirren, som de øvrige piger ved bordet. Hendes ansigt var antændt af den samme ophidsede iver af religiøsitet, som hun havde haft da hende og Alex snakkede sammen i sofagruppen, og da hun satte sig, ønskede Alex at hun alligevel kunne blive siddende i ensomheden.

   ”Du burde virkelig begynde at tro på dæmoner, Alex. For de findes, og herinde er der rigtig mange af dem.“

   Alex pressede læberne sammen, og undlod at kigge på hende, i håbet om, at dette måske ville få Rebecca til at blive træt af at blive ved med at overbevise hende, og få hende til at stoppe med at snakke med hende, og hun kom til at tænke på Rosalynd, der havde stemmer, som hun mente var ånder fra den anden side ad graven (eller, som biblen kalder det, dæmoniseret) og den pludselige frygt for, at Rebeccas påstande om dæmoner måske slet ikke var påstande, og at hun måske slet ikke var så vanvittig, som hun virkede til at være, slog ned i hende og gjorde hende tung i maven og fik hende til at miste appetitten, og armhuden blev udspændt i kriblende ilninger og Rebecca fortsatte.

   ”Der var to slags personer, Jesus helbredte i det nye testamente. Der var dem, som havde alle mulige sygdomme, og fælles for alle de sygdomme var, at de var fysiske. Spedalskhed, rygproblemer og alt det der, men så var der også dem, han helbredte, som havde en anden slags lidelser, og det var ikke, som alle de her løgnagtige, dæmoniske doktriner fra løgnagtige, dæmoniske psykiatere ellers prøver at bilde os ind, ’psykiske sygdomme’, men i stedet var det dæmoner. Jesus helbredte de fysisk syge, og han drev dæmoner ud af resten, og biblen er Guds ord, og Gud lyver aldrig, så når Gud siger, at dæmoner findes, så findes de, og når han siger, at psykiske sygdomme er det samme som dæmonbesættelser, så er det fordi det lige præcis er, hvad det er. Dæmonbesættelser og dæmonisk indflydelse.“ Hun snakkede dæmpet, men kunne stadigvæk ikke tilbageholde iveren, der gjorde hendes talestrøm hurtig, næsten manisk, men ikke uforståelig. Og hun kiggede sig hurtigt rundt, og lænede sig forover, og hendes øjne var store, og hun vedblev.

   ”Når folk begår selvmord, så begår de en vederstyggelighed i Guds øjne, for kun Gud har magten til at bestemme over liv og død. De begår en blasfemi, men det er ikke deres skyld. Det er dæmonerne. Det er dæmonerne, der ønsker at slå os ihjel, for tyven er kommet for at stjæle og slagte og ødelægge, så når folk begår selvmord, så skyldes det dæmoner. Det er der endda bibelske eksempler på. For eksempel Judas, ham som forrådte Jesus. Biblen siger, og derved er det Gud, der siger, at en dæmon farede i ham, så han gik ud og hang sig selv. Der er også en anden person, Saul, fra det gamle testamente. Ham som forfulgte Kong David. En ond ånd plagede ham og gjorde ham deprimeret, og han endte også med at begå selvmord, og det skyldtes også dæmoner.“

    Hun nikkede, på den der afkoblede måde, hvor det var som hvis hendes hoved påsad en fjeder, og bare vippede op og ned og op og ned, og så stoppede ligeså brat, som det begyndte. Et ubehageligt smil, et sygeligt smil, som måske var et smil af vanvid - eller bare stærk og inderlig lidenskabelighed, der blot lignede vanvid, men uden at være det, og Alex havde den tunge, brystrykkende lyst til at græde, lige nu og lige her - smeltede ud i hendes læber.

   ”Lad mig give dig et andet eksempel. Pigen Lois Nichols. Har du hørt om hende?“ Og så, uden at vente på svar, fortsatte hun straks. ”Lois Nichols er en pige, der lige nu er låst væk i den mest sikrede, intensive psykiatriske afdeling. Det var hende, der skød sin ven midt i en High School korridor. Jeg kendte hende. Lois. Jeg kendte hende, for hun kom i min kirke, og det var mig, der sørgede for, at hun kom til at tro på dæmoner. Hun ønskede at tro, og det sørgede jeg for, for det er, hvad Gud kaldte mig til og fortalte mig, at jeg skulle gøre. Vise hende hans eksistens ved at vise, at hans fjender findes. Jeg kendte Lois, Alex, før hun endte med at skyde sin ven, og jeg kendte den perverse besættelse om det overnaturlige og det perverse musik, hun lyttede til, og det perverse, okkulte spil, som åbnede døre i hendes sind til dæmonisk besættelse. Jeg viste hende vejen til frelseren. Men det ville djævlen ikke have, så det forhindrede han ved at besætte hende med en hær af dæmoner, ligesom den dæmonbesatte, nøgne galning i Matthæus-evangeliet. Og nu er hun låst væk. Hun blev dæmonbesat, ligesom min veninde blev dæmonbesat.“ Og hun lænede sig indover bordet, og hun smilte, endnu bredere, et smil, der var malplaceret, som hvis det, der skete med Lois, var noget, som Rebecca havde ønsket skulle ske, og hun delte atter læberne og hun fortsatte. ”Dæmoner findes. De findes, Alex, og du bør hellere begynde at tro på dem! Dæmonerne findes, og de slog min veninde ihjel, og de kommer fra spillet, som fik Lois Nichols til at skyde sin bedste ven. De findes!“

   Så rystede hun på hovedet, som smilet langsomt sank væk. ”Jeg hører ikke til her. Jeg er et guds barn, og et guds barn hører ikke til et sted som det her. Og min frelser kommer og befrier mig. Og den hedning til min præst vil få den helvedesild, som venter på ham og som han retmæssigt fortjener.“

   Og kulden stak hårdere og mere ondt over Alex’ krop, og Rebeccas sygelige blik borede sig dybt ind i brystet.

 

*

 

Det skete om eftermiddagen, og det var en hændelse, der brændte sig fast i Alex’ sind og nægtede at forlade hende, ligesom de blodige skyer, der spredte sig i badekarrets skvulpende vand og den tungebidende kvinde, med det rystende ansigt og de rødblussende kinder og blodet, der flød mørkt og tykt og klistret nedover hagen.

   Hun havde sovet. Rosalynd var til kunstterapi, noget, hun tog til hver dag, for det var hun blevet opfordret af sin psykiater om at hun skulle, og Alex havde været alene, da hun lagde sig til at sove. Hun var ikke længere alene, da hun vågnede, men personen, der holdte hende med selskab, var ikke Rosalynd.

   Det var Rebecca.

   Og det første, Alex lagde mærke til, var glasskåret – hvor fanden havde hun dog fundet det henne, der var da ingen mulighed for at få fat i så skarpe genstande et sted som dette, hvor fanden havde hun dog fundet det henne? -, som hun dirrende knugede mellem sine fingre i højre hånd. Skåret glinsede ikke, for det var indhyllet af dybrødt. Rebecca kiggede tomt på hende, og Alex spjættede sig op, så hendes ryg klemte mod væggen med de gyselige skribleringer om djævlen, der var ude efter os alle, og det næste, hun så, var værre, end synet af de blodige glasskår mellem Rebeccas fingre.

   Rebecca var nøgen fra livet og ned. Og blodet kom fra hendes skede. Hun kunne se fingrene af blod, der  klistrede sig udover de blege, blotlagte inderlår, og som dryppede ned på gulvet, og det var ikke blod fremkaldt af en pludselig menstruation, for det så ikke sådan ud og det vidste hun, og Rebecca skilte læberne og hendes stemme var kvalt og skælvende, som om hun enten var ved at græde eller lige havde grædt, og Alex’ lagde mærke til, at hendes øjne ikke blot var tomme, men også trukket igennem af en dybrød nuance fremkaldt af tørre og salte tårer.

   ”Det er Guds straf, Alex.“

   Hendes fingre klemte hårdere om glasskåret, Alex hørte det knirke, og Rebecca hev luft ind i en skinger, tung vejtrækning, og noget spejlende begyndte at fugte frem i begge hendes øjenkroge. ”Guds straf! Jeg har gjort noget meget forkert, og dæmonerne er ude efter mig, og det er Guds straf! Det er Guds straf!“ Og så hævede hun stemmen. ”Det er Guds straf!

   Mere blod dryppede bort fra hendes blotlagte skede og klattede ned på gulvet. Alex viftede blikket mod Rosalynds tomme seng og vinduet ovenover, der stirrede ud i den lyse dag, og tilbage på Rebecca, hvis hånd med glasskåret dirrede kraftigere, og senerne bulede op under håndleddets blege hud, og Alex løftede sin egen håndflade og spredte fingrene, hun følte sig hul i kroppen og maven bed og hendes hjerte bankede alt for hurtigt.

   Hun skilte læberne, prøvede at sige noget, men hun kunne ikke, og en tåre spjættede ned langs med Rebeccas højre kind.

   ”Dæmonerne findes! Du må tro på dem! Du må tro på dem, Alex! Du skal tro på dem! Du skal! Du skal!“ En rystende vejrtrækning, og glasskåret knækkede mellem Rebeccas fingre, i den høje og knirkende lyd. Alex viftede øjnene mod snoren, der hang ned fra loftet og dinglede ved siden af madrassen, den samme form for snor, som der også befandt sig på almindelige hospitaler, og som kunne tilkalde en vagt eller en sygeplejerske, hvis man fik et psykotisk anfald eller voldsomme selvmordstanker eller gik i panik eller fik det dårligt af en eller anden medicinsk overreaktion, og hun ville rykke i den, og det ville hun nu, men hun kunne ikke løfte armene, der blev tynget alt for kraftigt mod madrassen, og i stedet viftede hendes øjne tilbage til Rebecca, hvis ansigt nu blev gennemstribet af faldende og spjættende tårer, og endnu en skælvende og hivende og skinger vejtrækning, og blodstriber svulmede ud mellem de fingre, der knugede sig om det nu knækkede glasskår.

   ”Du bliver nødt til det! Du bliver nødt til det! Du bliver nødt til det! Dæmonerne findes og du bliver nødt til at tro det og de findes!

   Alex kiggede tilbage på Rebecca, og herefter kiggede hun bag Rebecca, på bukserne, der lå skødesløst smidt på gulvet, og kulden strammedes i hendes arme, for Rebecca havde skåret sig selv i underlivet imens hun havde været på værelset, hun havde skåret sig selv på værelset imens Alex sov, og den onde fornemmelse af mørkets dæmoner, der tungt trak sig over hende og overvågede, kom snigende, fornemmelsen af at de sorte, kropsløse substanser var sammen med dem i lokalet (dæmoner findes de er sorte skygger i kanten af virkeligheden og de findes), og mere blod svulmede i tykke striber ud mellem Rebeccas fingre. Hun kiggede tilbage på Rebecca, hvis nu tårevåde – men stadig uhyggeligt tomme – øjne ikke ville forlade hende. Fingrene på hendes venstre hånd krøllede sig hårdt og stramt om sengetøjet. Frygten stak voldsommere over Alex’ krop, og hun vidste ikke, hvad Rebecca kunne finde på, og hvordan lykkedes det hende overhovedet at snige sig herind, uden nogen opdagede det, hvorfor var der ikke nogen der opdagede det, og Rebeccas hals blev stram, og hun hev efter vejret, endnu en hæs og hvæsende lyd, og blod stribede nedover hendes håndled, og de dirrende fingre, der krøllede sig ind i sengetøjet, strammede sig til en næve, med hvidt stof imellem sig, og denne gang skreg hun. Skreg rigtigt.

   ”DE ER UDE EFTER MIG! DE FINDES! DE FINDES, OG DE ER UDE EFTER MIG! DE ER ALLE SAMMEN UDE EFTER MIG!“ Og før Alex nåede at reagere, gav Rebecca slip på glasskåret, og spjættede sig frem, Alex’ grøntonede øjne svulmede, og Rebecca greb hendes skuldre. Alex mærkede neglene svide sig ind i huden, stramt og hårdt og vådt, og panikken spejlede sig i Rebeccas tåreblanke øjne og hendes ansigt havde forvrænget sig.

  ”Du må tro, Alex! Du må tro! Du må tro på dæmonerne, for de er ude efter mig og de er ude efter os alle og du må TRO!“ Og hun ruskede, flere tårer spjættede fra hendes øjne, og Alex kunne svagt høre en dør åbne, men hun var for opslugt af Rebeccas paniske ansigt og neglene, der borede sig hårdt og skarpt og stramt ind i huden på hendes blottede skuldre, og hun blev rusket, og hun blev rusket igen, og en mand trådte op bag Rebecca, der atter vrælede i hæse skrig. ”DÆMONER FINDES! OMVEND DIG OG BEKEND DINE SYNDER, FOR DÆMONER FINDES!

   Og manden greb hende bagfra, og flåede hendes arme bort fra Alex. Rebeccas øjne forlod hende ikke, og det virkede næsten til, at hun slet ikke registrerede, at hun blev ført væk, og fingrene på højre hånd dryppede blod, der stænkede sig mod dynestoffet.

   ”DE FINDES! DÆMONER FINDES! DÆMONER FINDES! DÆMONER FINDES!“ Og Rebecca skreg den samme sætning, igen og igen, og hun blev flået bort fra sengen og ned til gulvet, og hendes hæl trampede glasskåret i stykker, og Alex blev siddende opret og med væggen som rygpude, og stirrede i sløret chok på scenariet, der udspillede sig foran hende, og Rebecca skreg, og blev ved med at skrige, som hun blev tvunget bort fra Alex og rundt om hjørnet og ud af værelset.

   Der kom ikke nogen og sagde undskyld. Der kom ikke nogen for at berolige hende. Hun blev blot siddende der, på sengen, og stirrede i chokeret fortabelse ud mod den evige luft, og hun hørte de panikslagne vræl fra Rebecca ekkoe sig gennem bygningen, i takt med at de svandt hen og blev mindre og mindre. Der var blod på gulvet. Det fjernede de ikke. Hvorfor fjernede de det ikke, hvorfor, og det trykkede i hendes bryst, og hun drejede hovedet til venstre og hun kiggede på de mareridtsagtige sætninger, der i hvid slitage var blevet kradset henover væggen med bare negle.

   Djævlen er ude efter os alle djævlen er ude efter os alle djævlen er ude efter os alle.

  Eller, som biblen kalder det, dæmoniseret.

   Og Rosalynd, der mente, at hun var clairvoyant og som hørte stemmer, der fortalte hende ting. Og moster Leah, der så sorte skygger, som Rosalynd mente var skyggefolk og Rebecca mente var dæmoner.

   Og brystet blev tungere, men der kom aldrig nogen gråd. Og lyden af Rebeccas skrig, og synet af de blodige fingre, der knustes om glasskåret, og de ligeså blodige inderlår fra den blødende skede, det glimtede sig i hendes hjerne, og afspillede sig, og hun blev ved med at høre skrigene fra Rebecca, selvom hun umuligt ville kunne høre dem nu, for Rebecca var borte, men alligevel hørte hun dem, skrigene om de dæmoner, der forfulgte hende, fordi det var Guds straf, og Alex blev siddende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...