Demonized

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 26 mar. 2016
  • Status: Igang
Den 19-årige college-studerende, Chrystal Rice, finder sin søster hængende fra et grantræ, død. Politiet konkluderer dødsårsagen som værende et selvmord, på baggrund af Alex' sygehistorie med en psykotisk depression og to indlæggelser. Chrystal, derimod, er overbevist om, at hendes søster på ingen måde har hængt sig selv, for det lovede hun i sin tid at hun aldrig ville gøre, dengang deres psykisk syge moster, begår selvmord. Og da Chrystal bliver tildelt sin søsters dagbog af den mystiske og voldsomt religiøse Rebecca Simmons, der påstod at have været en meget nær ven til Alex, begynder hun at gå i dybden med, hvad der ledte til, at hendes storesøster endte sit liv for enden af et reb. Denne søgning begynder at lede hende hende mod en række af mørke og uhyggelige opdagelser, der måske er direkte dæmoniske ... læsning foregår på eget ansvar!

20Likes
21Kommentarer
3189Visninger
AA

24. Kapitel 23

 

KAPITEL 23

 

Massachusetts psykiatriske statshospital, Boston, november måned 2014

 

 

Alle terapideltagerne havde fået til opgave at skrive lyspunkter i deres liv ned på et A4-ark, og det fortalte Alex til sin psykiater i det firkantede lokale med den brede panoramarude, der stirrede ud på det samme grønne areal, som hun kunne se fra sofagruppen og fra lokalet, hvori terapisessionen udfoldede sig.

   ”Hvordan gik det så?“ Han sad lige i stolen, og hans bryn var tålmodigt hævet og han kiggede afventende på hende.

   ”Det tog mig noget tid.“ Alex flaprede med papiret, og skulede blikket hen på psykiateren, der fortsat sad i den lige stilling på bordets modsatte side. ”Jeg … Problemet er lidt, at hver gang jeg … ikke laver noget, bliver jeg ved med at få den samme frygt for fremtiden og bliver ved med at tænke på Eric og på min moster og … men jeg fik skrevet noget ned. Det er ikke meget, og jeg ved heller ikke hvor meget det hjælper, men jeg fik det skrevet ned.“

   ”Hvad fik du skrevet ned af fokuspunkter?“

   ”At jeg … at jeg ser frem til at kunne komme hjem igen. Til min familie. Og at … at jeg stadigvæk er her, og at jeg ikke … at det ikke lykkedes mig at, ja, du ved … “

   ”Jeg forstår!“ indskød han, og Alex fugtiggjorde læberne og hun vedblev.

   ”Og så har jeg skrevet, at … at jeg ikke hører stemmer længere og at … altså jeg er stadigvæk træt og har ikke det store overskud, men … men jeg … hører ikke stemmer mere. Og så skulle jeg skrive det positive ved at blive ældre. Hvilket var, at … at jeg efter jul, hvis altså alt går efter planen, kan begynde at … genoptage skolen og filosofistudiet, og at … at jeg ikke behøver at tænke på fremtiden, men i stedet bare skal prøve at leve i nuet.“

   ”Hvordan synes du så det går? Det med at leve i nuet og se på det gode, der vil ske dig i fremtiden og det?“

   Alex trak på skulderen. ”Jeg ved det ikke. Jeg har lidt svært ved egentlig at føle så meget lige for tiden. Nogen af dagene føler jeg mig stadigvæk som den her virkelig værdiløse cunt, også selvom jeg ikke hører nogen stemme, der fortæller mig det, og andre dage er jeg bare … ligeglad med det hele. Men jeg prøver. Jeg prøver virkelig at fokusere på lyspunkterne og se frem til det hele, og jeg har da formået at få skrevet nogen digte, så … det er vel en slags fremskridt, tror jeg.“

   Hendes psykiater nikkede på hovedet. ”Hvordan har du det med at skrive digte?“

   Og igen trak hun på skuldrene. ”Jeg plejede at elske det. Men lige nu er det lidt som alt mulig andet. Det eneste tidspunkt, hvor jeg måske synes at det gør en forskel, er de dage, hvor jeg kan mærke mig selv. Så … hjælper de. Ikke meget, men nok til at jeg kan klare mig igennem dagen, sådan, uden at sove.“

   Nu lænede han sig tilbage. ”Og hvad med selvmordstanker?“

   Alex rystede på hovedet. ”Jeg tror jeg er for ligeglad til overhovedet at orke at tænke på det. Men jeg har ikke nogen.“

   ”Javel.“ Han nikkede, og udenfor, bag vinduet og bag ham, bevægede grantræerne sig i arealets fjerne periferi. ”Jeg ved godt at du ikke kan føle så meget, men med den medicin du får, er det meget forventeligt. Det der er vigtigt for mig at vide er, om du gør fremskridt, og det lader det til at du gør. Medicinen ser ud til at virke. Jeg synes dog det er en god idé, at du fortsætter med terapierne. Du lyder stadigvæk til at kunne have … have gavn af dem. Men så vidt jeg kan høre på dig, så … så går det fremad, så jeg tror ikke at det bliver nødvendigt med elektroterapi. Det virker du allerede nu for rask til.“

   Og han spillede med læberne, og Alex blev siddende og kiggede, men uden at svare, og han lænede sig derefter langsomt fremover, så stolen, han besad, knirkede en anelse. ”Jeg tænker sådan set, at vi kan begynde på dit udslusningsforløb. Jeg tror at vi allerede på fredag skal prøve at … at give dig en weekend hjemme. Der kan selvfølgelig godt være en fare for at du vil … støde på nogen ting, der har ret høj affektionsværdi og særligt vil minde dig om fortiden, og det kan medføre et nyt tilbagefald, men hvis du sørger for at følge din behandlingsplan til punkt og prikke, så tror jeg godt du vil kunne klare det. Og den behandlingsplan indbefatter i øvrigt også daglige terapier. Her på stedet.“

   Alex nikkede blot. Han smilte.

   ”Men så synes jeg da, at vi skal prøve det.“ Og han greb en kuglepen, og han skrev noget ned, og på bordets modsatte side stirrede Alex på ham med øjne, der var umulige at aflæse.

 

*

 

Alex snakkede i telefon med mor selvsamme eftermiddag, og fortalte hende de glædelige nyheder, at hun (endelig) kunne komme hjem i weekenden, og mor og far delte hendes entusiasme, og de ville sørge for, at Chrystal også ville vide besked, og om aftenen sad hun på sengen med dagbogen, hvor hun ikke skriblede en fortælling om sin dag ned, men i stedet nedskrev de digte, der faldt hende ind og beskrev hendes ophold (men stadig uden det kreative hjernesug), da Rosalynd Perks, for første gang siden hun ankom på værelset, adresserede hende direkte.

   ”Vil du gerne vide, hvorfor det er, jeg ikke kan lide at spise?“

   Alex løftede hovedet op fra dagbogssiderne og skrånede blikket gennem værelset, hen til sengen under vinduet, og Rosalynd sad på kanten, med blikket imod hende, og det sorte gardin af hår stribede fortsat ned langs hendes ansigt. De indhulede øjne bestirrede sig i Alex’ retning. Alex sagde ikke noget, og Rosalynd var ligeledes tavs i et par øjeblikke, og så sagde hun atter noget.

   ”Faktisk er det egentlig ikke fordi, jeg ikke kan lide at spise. Det er ikke ligesom med folk, der har anoreksi. Hvis det var anoreksi, så havde de ikke indlagt mig her.“ Hun rystede på hovedet, og for første gang under hendes ophold, bredte de smalle læber sig til et svagligt smil. ”Jeg spiser ikke så meget, fordi de ikke vil have det.“

   Nu sænkede Alex dagbogen helt, så den lå fladt i hendes skød, og Rosalynd kiggede blot på hende, det svage og tynde smil havde trukket sig skævt op ad kinden, og Alex ville spørge, hvad det var, hun mente med de, men det vidste hun nok allerede.

   ”Du hører stemmer?“

   Og Rosalynd nikkede.

   Alex blinkede, og Rosalynd sagde ikke mere, men hun flyttede heller ikke sit blik, og der blev tungt og stille imellem dem, og Alex tænkte på Rebecca, der sagde, at dæmonerne var sorte skygger, der befandt sig ude i virkelighedens kanter, sorte skygger som dem, der havde hjemsøgt hende i depressionens mørke psykose, sorte skygger, der lignede menneskelige skikkelser, men uidentificerbare, og de levede i kanterne af virkeligheden, de levede altid i kanterne af virkeligheden, og de havde samlet sig over kvinden, der forsøgte at bide sin tunge af sig, så blodet i mørkrøde, tykke strømme flød ned fra hendes læber og klistrede nedover hagen og halsen, og hun huskede Rosalynd, der havde begravet sit ansigt mellem sine håndflader, og derefter hulket tomt og længe og dæmpet, hulket i lyse kvæk, og Sean, der, under gruppesessionen, fortalte, at alle har en historie, alle der var indlagt på dette sted havde en historie, og så delte hun sine læber.

   ”Er det derfor, du så tit græder?“

   Selvom det var en dum ting at spørge om, en alt for privat ting, var hendes nysgerrighed for ædende og hun kunne på ingen måde tilbageholde det. Rosalynd blev heller ikke sur, da Alex spurgte. I stedet nikkede hun blot, men hendes smil var sunket ind i sig selv og blevet til den lige streg af neutralitet. ”Ja. Fordi jeg ved, at jeg nok aldrig slipper af med dem. Og fordi de har gjort det her imod mig. Jeg ved ikke om du lagde mærke til dem, men min krop er fyldt med ar, som de er skyld i, at jeg har.“

   Alex så atter de vridende og krydsende striber af hvidligt arvæv, der dækkede Rosalynds blege arme, og som hun havde set, da Rosalynd, i følgeskab med sygeplejerskerne, blev ledt ind på værelset.

   Rosalynd sagde atter noget. ”Jeg forstår godt det er lidt overvældende, at jeg bare sådan fortæller det her til dig, nu hvor vi egentlig ikke har snakket sammen før. Men jeg har bare brug for at åbne mig op for nogen, og … Jeg ved ikke … der er noget ved dig. Og de har endnu ikke snakket dårligt om dig, rent faktisk har de slet ikke nævnt dig, så jeg tror godt at jeg tør stole på dig.“

   Og Alex vidste ikke helt, hvad hun skulle svare, og hun tænkte på dæmonerne i nattemørket og på Rebecca og hun tænkte på afdøde moster Leah og hun tænkte på Eric og …

   ”Jeg har ikke rigtig nogen at snakke med.“ Rosalynd fortsatte, og hendes blik gled ned til det gråkedelige gulv. ”Det er måske også den anden grund til, at jeg græder. Fordi folk ikke forstår sådan nogen som os to. De dømmer os bare, og prøver at undgå os, fordi de har alle deres forpulede fordomme og glemmer, at vi også er mennesker.“

   Rosalynd rystede på hovedet, og kiggede tilbage til Alex, og tomheden udfyldte atter hendes indhulede, brune øjne. ”Folk er bare nogen får. Det er alt hvad de er. De er bare nogle får, der bare følger flokken, og afstøder dem, de ikke forstår, som om de er bange for at blive smittet eller noget. Men … hvad nu hvis det slet ikke er os, der er noget galt med? Hvad nu hvis vi bare er i kontakt med et højere plan, som ’normale’ mennesker ikke er i stand til at registrere?“

   Alex kiggede hende i øjnene, og hun tænkte på Rebecca, der sagde, at hun kunne se dæmoner, der lignede de samme dæmoner, som plagede Alex, og hun tænkte på de mystiske, sværdfægtende figurer indkapslet i sæbeboblerne, der rejste sig op ad hendes ben i nattemørket da hun var mindre, og hun tænkte på moster Leah, der hjemsøgte hende i de mørke perioder og som havde hængt sig selv og som havde set de samme mystiske væsner, som Alex gjorde. Så nikkede hun, og svarede hende tilbage.

   ”Det er en interessant tanke. Og det er okay at du åbner dig op. Jeg burde måske også have været bedre til at spørge ind, men jeg har bare ikke … ja, jeg tror bare jeg har haft for meget i mig selv til egentlig at spørge.“

   ”Det er helt i orden,“ sagde Rosalynd, og det skæve, svage smil trykkede sig atter op mod venstre kindside. ”Der er en grund til, at du er her, ligesom mig, og derfor bebrejder jeg dig heller ikke. Du har dine egne problemer, og det er helt okay.“

   Alex kiggede ned på dagbogen, og hun så sig selv vride djævleblomsten med de udfoldende, hvide kronblade mellem sine slanke fingre, og hun vendte sig med tårevåde kinder rundt, så hun så ind i Erics bløde øjne, og hun havde sagt, at hun var bange for, at han ville forlade hende, ligesom alle de andre, og veninderne, der var falske, og hun havde kortvarigt glemt de lyspunkter, som hun, af deres terapeut og af sin psykiater, havde fået at vide, at hun skulle nedskrive, og Eric lovede hende, at han ikke ville svigte hende, for han elskede hende, og hun nikkede svagt.

   ”Jeg forstår faktisk godt, hvad det er du mener. Da jeg gik i High School, blev jeg mere og mere sikker på, at alle mine veninder bare var falske og ikke mente noget af alt det, de gjorde eller sagde, og selvom det ligeså meget var en tvangstanke, og dem havde jeg mange af, og det har jeg stadig, så … kunne jeg aldrig slippe dem. Jeg ved stadigvæk ikke, om det var mig, der skubbede dem væk, eller om de rent faktisk tog afstand fra mig, fordi jeg havde det som jeg havde det.“ De to piger kiggede atter på hinanden. ”Den kæreste, som jeg på det tidspunkt havde, slog op med mig fra den ene dag til den anden. Så blev jeg indlagt. Alle tankerne og alt den frygt og den håbløshed, jeg følte på det tidspunkt, blev bare for meget, og det blev sikkert forværret af det faktum, at ham der fyren, jeg dengang kom sammen med, nok blev skræmt væk af alle de der ustyrlige bekymringer, jeg hele tiden gik med. Og efter min indlæggelse, så mødte jeg en, der hed Eric, eller jeg kendte ham egentlig i forvejen, men … han var den eneste der virkelig støttede mig. Det var lidt som om, dengang jeg blev indlagt for første gang, at alle dem, jeg troede var mine venner, begyndte at undgå mig og blive bange for mig, som om jeg var en eller anden psykopat, der kunne finde på at slå et menneske ihjel. Og dem der ikke var bange for mig, undgik mig måske fordi de måske troede, at jeg bare skulle tage mig sammen. Og det prøvede jeg også, men det tror jeg ikke, at jeg kunne, selvom jeg virkelig ville.“

   Alex tog en dyb indånding, og det bed hårdt i hendes mave, og hendes krop føltes pludselig drænet af liv og varme og håb, og hun blinkede, og hun vidste, at hendes minder var smertelige, men ikke at de var så ulidelige. Endnu en indånding. Det forsnævrede sig i hendes strube, men hun vedblev, og bevarede sin fatning. ”Det er lidt, som du selv siger. At folk bedre kan forstå det, hvis man lider af noget fysisk som for eksempel kræft, men hvis det er hjernen, der fucker op, så kan folk ikke længere sætte sig ind i det, og dømmer dig i stedet. Det er skide unfair.“

   Moster Leah, hvis’ kærester altid forlod hende, når de psykoser, hun ikke selv havde kontrol over, ramte hende og gjorde hende sindssyg. Moster Leah, der havde hængt sig. Moster Leah, der så ting, som Alex også kunne se. Og Chrystal, som hun trykkede ind til sig, til lyden af mors hæse skrig, og hun sagde, at hun ikke ville forlade hende. Og blodet, der flød i røde skyer ned i badekarrets vand.

   Rosalynd nikkede svagt. ”Det er rigtigt. Det er virkelig unfair, men sådan er mennesker desværre.“ Læberne strammede sig kortvarigt, da hun fugtede dem, og så spurgte hun: ”Jeg hørte dig fortælle, den første dag til det der terapi-noget, at Eric … slog op med dig?“

   ”Ja. Vi var sammen i fire år, og han … jeg bekymrede mig tit, og han lyttede næsten altid til mine bekymringer eller når jeg græd til ham klokken lort om natten over, at jeg syntes at fremtiden var fucking håbløs, og han lyttede altid og prøvede altid at støtte mig, og så pludselig … så var han mig bare utro. Og jeg var overbevist om, at det var min skyld, at han havde forladt mig, og sådan har jeg det stadigvæk. Jeg ved godt, at vi har fået at vide, at vi skal have noget lyst at fokusere på, men det er svært, når man ikke kan slippe tanken om, at dem, man elsker, forlader en, og at det måske skyldes, at man er som man er.“

   ”Åh, Gud, det er nærmest mit liv, du beskriver der.“ Der var kortvarigt stille, og Alex følte sig stram i ansigtet, og Rosalynd sagde atter noget. ”Tror du på ånder?“

   Alex rynkede panden. Moster Leahs lig, der hang ned fra loftet, med det groteske, maniske smil udspændt i kinderne, så ansigtet furede sig til, og mørkets dæmoner, der kantede sig imod hende fra virkelighedens periferier og Rebecca, der stirrede dybt på hende i terapilokalet, og snakkede om den veninde, der døde, fordi hun (eller, som biblen kalder det, dæmoniseret) blev overtaget af noget ondt, og at det onde forfulgte hende og at hendes dæmoner lignede Alex’ og Leahs dæmoner. ”Ånder? Hvad … hvad mener du helt specifikt?“

   ”Om du tror på, at der findes ånder, og at de ånder måske er noget, mennesker som os er i stand til at registrere?“

   Leah havde fortalt hende, at hun så sorte skygger, men når hun bad til Gud og troede på Gud, blev hun tryg, selvom skyggerne ikke altid forsvandt, og Alex kiggede ned på dagbogen. Kortvarig tavshed. Så fortsatte Rosalynd.

   ”Jeg tror på dem. Og jeg tror, at det er dem, som kommunikerer med mig. Det er de dødes stemmer. Jeg ved ikke, hvorfor det lige præcis er mig, de har lyst til at kommunikere med. Jeg havde på et tidspunkt en teori om, at det er fordi jeg røg hash da jeg var lidt yngre, og at det måske har åbnet en eller anden pore i sindet, som normalt er lukket eller noget, sådan at jeg er i stand til at høre og se den dimension, andre ikke kan se, men så igen, så har De nok altid været der. Jeg har nok altid haft evnen. Jeg tror også, at jeg er lettere clairvoyant. Men det er måske mere åndernes fortjeneste, end min egen. Altså det der clairvoyante.“

   Alex svarede blot med tavshed, og Rosalynd kiggede på hende, nu atter tomt. ”Du synes jeg er sindssyg, gør du ikke?“

   Alex kiggede lidt, og så rystede hun sagte på hovedet. ”Nej. Nej, det gør jeg ikke. Eller … altså, på en måde kan man vel sige, at alle, der er indlagt her, er ’sindssyge’ på den ene eller anden måde, men nej. Jeg synes ikke du virker specielt sindssyg.“

   Ikke ligesom Rebecca. Tanken sendte nye kuldegysninger nedover hendes arme.

   ”Jeg kan egentlig godt følge din måde at tænke på, for jeg kan sådan set godt relatere lidt til det,“ fortsatte hun. ”Det der med at være i kontakt med en slags … en slags anden dimension og det.“

   Rosalynd rankede sin ryg og gjorde sig selv mere lige. ”Hvordan?“

   Alex fumlede sin blyant mellem fingrene, og hun kiggede atter kortvarigt på dagbogssiderne, og de grøntonede øjne vred sig tilbage mod Rosalynd på sengen skråt borte fra hende. ”Min moster døde. For seks år siden. Det var et selvmord. Hun havde, øhm … Bipolar lidelse, og havde haft det siden hun var ung. Faktisk er det også det, lægerne mistænker at jeg måske har, selvom jeg, indtil videre, heldigvis ikke har fået manier. Dem havde hun mange af. Og hun troede på Gud. Og jeg kan huske, at hende og jeg havde sådan et meget særligt bånd til hinanden, som hende og min lillesøster ikke havde, og måske ikke engang hende og min mor. Det er svært at forklare, men … i hvert fald, så kunne min moster se nogle ting, som andre ikke kunne, nogle ting, der gjorde hende bange, og som hun havde set, siden hun var helt lille. Og det er nogle af de samme ting, som jeg selv er i stand til at se, og som jeg har set, siden jeg var lille, og jeg kan huske at hun sagde til mig engang, at hun ikke troede, at jeg var syg, men at det måske i virkeligheden var fordi, at hende og jeg havde nogle psykiske evner, som ikke alle har. Ikke sådan clairvoyante, men mere bare … at vi måske havde det her indblik i en anden dimension, som normale mennesker ikke har, og at det måske skyldtes et eller andet sort magi, som var blevet indført i vores familie af nogle sigøjnere fire eller fem generationer tilbage.“

   Hun blev stille.

   ”Jeg tror, at din moster havde ret,“ sagde Rosalynd. ”Hvad er det for nogle ting, du kan se?“

   ”Lige nu kan jeg ikke se noget. Det sørger medicinen for. Men før jeg blev indlagt, så jeg … skygger. De ligner lidt mennesker, og så alligevel ikke helt. Min moster så dem også.“

   ”Skyggefolk,“ afbrød Rosalynd hende nikkende. ”Dem kender jeg godt. Jeg har aldrig selv set dem, men jeg kender en, som har. Nogen siger, at skyggefolk er onde ånder, som aldrig har været menneskelige. De er af en anden verden.“

   Eller, som biblen kalder det, dæmoniseret.

   Alex stirrede på hende, med den kravlende og ulækre kulde, der spændtes henover huden på hendes arme. Rosalynd betragtede igen det grå linoleum under sig, var ligeså tavs som sin værelseskammerat, og så bestirrede de to piger hinanden og Rosalynd snakkede.

   ”Der er en grund til, at jeg tror, at jeg er lettere clairvoyant. Det er ikke en eller anden vrangforestilling. Jeg ved godt, at folk med vrangforestillinger aldrig tror, at deres forestillinger er fantasi, men jeg er ret sikker på, at det her er rigtig nok, for jeg har set beviser på det.“

   ”Fortæl,“ sagde Alex, også selvom hun nok ikke var sikker på, at hun virkelig havde lyst til at høre om det.

   ”Stemmerne har fortalt mig ting, der er gået i opfyldelse. Og jeg tror sådan set også, at de gjorde det, dengang jeg var lille. Min mor fortalte mig på et tidspunkt, at dengang jeg var fire år gammel, gik jeg ind på soveværelset, hvor hun var i gang med at knalde en af de her fyre, hun dengang altid tog med hjem, fordi hun åbenbart stadig var hårdt påvirket af at bo sammen med den der voldelige alkoholiker, som min far havde været, og som hun godt nok ikke var sammen med længere, men fuck det. Jeg gik i hvert fald ind på soveværelset, stod i døren, mens de knaldede, og så sagde jeg pludselig til dem … øhm … et eller andet med, at oldemor døde af et hjerteanfald dagen, jeg blev født. Hvilket passede. Og hvilket der ikke var nogen, der havde fortalt mig før. Senere, jeg tror jeg var 9, hørte jeg en hviskende stemme fortælle mig, at mormor snart ville dø. Jeg var fuldstændig ødelagt over det, og jeg blev virkelig bange, og jeg snakkede med min mor om det, som bare irettesatte mig ved at … ja, det tror jeg godt du kan gætte, hvordan hun gjorde.“

   Og det kunne Alex, og Rosalynd vedblev.

   ”I hvert fald fik min mormor konstateret mavekræft tre måneder efter, at stemmerne havde fortalt, at hun ville dø. Min mor klyngede sig til håbet om, at lægerne kunne operere det. Det gjorde jeg ikke. Jeg tror allerede jeg vidste, at stemmen, som havde fortalt mig, at mormor ville dø, havde haft ret. Kræften spredte sig til lungerne. Hun blev kvalt i sin søvn og døde fredeligt seks måneder senere. Og så begyndte min mor at blive bange for mig. Og det begyndte andre også. Jeg prøvede at ryge en joint som … 13-årig, tror jeg, og det var nok der, resten af stemmerne kom. De har aldrig rigtig fortalt mig, hvor de kommer fra, eller hvem de er, men jeg er alligevel ret sikker på, at de kommer fra den anden side ad graven. Det er ikke alt, hvad de har fortalt mig, der er gået i opfyldelse. Men efter mormors død, begyndte jeg at tro på dem. Og folk tog afstand fra mig, fordi de sikkert troede, jeg var farlig. Og så sagde stemmerne, at jeg skulle lade være med at spise, og at hvis jeg skar i mig selv, ville alle mine problemer forsvinde, og til sidst blev jeg indlagt. Jeg havde kun én veninde på det tidspunkt. Efter indlæggelsen tog hun også afstand. Stemmerne havde fortalt mig, at det ville ske, at hun også ville forlade mig, og jeg vidste nok godt, at de havde ret. Og nu sidder jeg her. Og du er den første nogenlunde jævnaldrende pige, jeg har snakket med i næsten to år.“

   Alex fornemmede en pludselig og stram dirren, der fugtede sig i Rosalynds stemme, som hun fortalte hendes livshistorie. Samtidig havde kulden omsluttet hendes krop i den stramme, kriblende stikken.

   ”Stemmerne havde faktisk ret i den der del med at skære i mig selv. Det hjalp faktisk. Det fik mig lidt til at glemme det hele, ligesom dengang, jeg røg min første – og indtil videre eneste – joint. Jeg har stadigvæk så fucking meget lyst til at skære, og det er nok derfor, jeg stadigvæk er indlagt og skal være det i et stykke tid. Men … men jeg føler ikke, at de ønsker mig ondt. Altså stemmerne. For det meste snakker de bare. Det er mennesker, der har gjort mig ondt. Andre mennesker. Ikke stemmerne. Kun når de prøver at få mig til ikke at spise, men det er jo kun fordi, at maden jo kan være forgiftet med sygdomme og sådan, og det har de jo sådan set ret i.“

   Så blev hun stille, men hendes blik fjernede sig ikke fra Alex. Da hun atter sagde noget, var hendes stemme hul og fjern og tung. ”Måske kommer jeg til at være alene resten af mit liv. Fordi folk ikke forstår mig. Fordi de tror, at stemmer i hovedet gør dig til psykopat, selvom det overhovedet ikke passer. Jeg har ikke bedt om at have det sådan her.“ Hun rystede på hovedet. ”Sådan har jeg det bare. Medicinen, som jeg får, dæmper stemmerne. Og det er jeg egentlig, et eller andet sted, glad for.“

   Alex sank en klump. Hun anede ikke, hvad hun skulle svare. Og hun lagde mærke til, at fugten svulmede op i Rosalynds øjne, gjorde dem blanke og våde og spejlende.

   ”Du er den første person, jeg nogensinde har åbnet mig så meget op til, og som ikke virker til at dømme mig for det. Og det er jeg virkelig taknemmelig over.“

   Alex smilte, gennem frygten for det ukendte, som hende og moster Leah kunne se, og som Rosalynd kunne høre, og hun nikkede. ”Glæden er gengældt.“

   Og det gik op for hende, da hun havde sagt det, at det ikke engang var løgn.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...