Demonized

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 26 mar. 2016
  • Status: Igang
Den 19-årige college-studerende, Chrystal Rice, finder sin søster hængende fra et grantræ, død. Politiet konkluderer dødsårsagen som værende et selvmord, på baggrund af Alex' sygehistorie med en psykotisk depression og to indlæggelser. Chrystal, derimod, er overbevist om, at hendes søster på ingen måde har hængt sig selv, for det lovede hun i sin tid at hun aldrig ville gøre, dengang deres psykisk syge moster, begår selvmord. Og da Chrystal bliver tildelt sin søsters dagbog af den mystiske og voldsomt religiøse Rebecca Simmons, der påstod at have været en meget nær ven til Alex, begynder hun at gå i dybden med, hvad der ledte til, at hendes storesøster endte sit liv for enden af et reb. Denne søgning begynder at lede hende hende mod en række af mørke og uhyggelige opdagelser, der måske er direkte dæmoniske ... læsning foregår på eget ansvar!

20Likes
21Kommentarer
3156Visninger
AA

23. Kapitel 22

KAPITEL 22

 

Bartholomew College, Boston, Massachusetts, klokken 12.30, dag

 

Chrystal blev vækket af den vedvarende hamren mod dørens yderside, og hendes øjne spjættede op og hendes hoved hvilede mod den opslåede dagbog. Hun var faldet i søvn helt uden at hun selv havde lagt mærke til det, og hun var ikke sikker på hvor længe hun havde sovet, men hun havde ikke sovet tungt, for hun blev vækket alt for let, og det bankede igen, og Samuels stemme afløste bankelydene.

   ”Chrys, er du derinde?“

   Chrystal gled sine øjne hen mod Michaelas seng, tom, og vendte blikket tilbage mod døren, hendes hoved dunkede, og hun rettede sig op i siddende stilling. Håret strittede svagt. Hjernen virkede tung og sløret og grumset af træthed, og Samuel kaldte igen.

   ”Chrys?“

   ”Jeg er her,“ kaldte hun tilbage. Hun rejste sig fra sengen og skridtede ned gennem lokalet og ned til døren, og tog i håndtaget og hun åbnede. Samuel stod i den gulligt belyste gang på den anden side. Hun smilte svagt. ”Du kan … du kan bare komme ind.“ Chrystal vendte sig rundt og vandrede tilbage mod sengen. Samuel trådte ind på værelset, han lukkede døren efter sig, og Chrystal satte sig på sengekanten, og der var ikke længere noget bestik på værelset, for det var blevet ryddet op, og dagbogen lå stadig opslået og hun kiggede hen imod ham, og Samuel skridtede i bevægelse og han satte sig på kanten af Michaelas seng, overfor hende, og de afpillede birketræer, der endnu ikke helt var begyndt at blomstre, fingrede sig hvidstribet i vejret på den anden side ad vinduet. Chrystal og Samuel betragtede hinanden i stilheden, Samuel kunne se de mørke streger der skyggede sig frem i underkanten af Chrystals øjne, og ansigtet, som virkede mere blegt, end det normalt burde, og han tænkte på hende, da hun stod foran slikautomaten, og stirrede tomt, og sagde, at hun måske ikke havde kendt sin søster, ikke rigtigt, og så lod han blikket glide ned mod gulvet.

   ”Chrys, jeg … jeg ved godt, at jeg overreagerede i morges. Dengang vi snakkede om skoven og det. Og det må du undskylde. Det vækkede bare nogle … minder i mig, som jeg lidt har prøvet at fortrænge. Det har ikke noget med dig at gøre, og derfor var det heller ikke i orden på nogen måde at jeg reagerede, som jeg gjorde. Men, Chrys, jeg er bare bekymret for dig, for du… !“

   Chrystal afbrød ham.

   ”Sam, du behøver ikke at undskylde. Jeg har ikke været mig selv, overhovedet, ikke siden min søster døde, og det kan jeg nok også godt mærke, men … Med alt det der sker lige nu … med det med min søster … jeg kan ikke finde ud af mig selv lige nu, og har bare brug for at finde svar, og folk siger at hun begik selvmord, og hun har den her veninde, som jeg åbenbart ikke kendte noget til, og jeg er blevet holdt bag lyset dengang hun er blevet indlagt, fordi hun prøvede selvmord og … Min virkelighed er ved at ramle fuldstændig sammen, og jeg har bare brug for at blive afklaret med, hvad det er der foregår. Og … det er kommet til at gå udover dig, og det er jeg ked af, så det er mere mig, der skal undskylde, hvis der endelig er nogen, der skal.“

   Der blev på ny stille imellem dem. Samuels læber var smalle, og han lod sine håndflader hvile mod lårene. Så snakkede han. ”Det er okay.“ Og han kiggede mod den opslåede dagbog, der lå ved siden af hende, og nikkede imod den. ”Hvad, øh … hvad er det der, du læser i?“

   Chrystal drejede hovedet, så på den opslåede dagbog, og hun greb den og førte den hen foran sig, og kiggede på den opslåede sektion, hun var nået til og faldet i søvn til imens hun havde læst den. ”Min … Min søsters dagbog. Jeg har været i gang med at læse den siden i går.“ Hun nikkede, vejede bogen i sit greb, og kiggede over på Samuel. ”Jeg ved godt du ikke synes, det er en god idé at jeg læser i den, og det er det måske heller ikke, men jeg … jeg bliver bare nødt til at finde ud af, hvad der er sket. Måske finder jeg slet ikke ud af noget. Måske … måske viser det sig, at det rent faktisk var et selvmord. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at … Jeg ved bare, at der skete noget i nat, der skræmte mig, og at … at jeg er bange. Jeg er bange og har brug for svar. Og det føler jeg også lidt, at jeg … skylder min søster.“

   Samuel nikkede, og det var ikke bare et halvhjertet nik, men det var et nik, der viste, at han virkelig forstod det, og dette fik en varme til at hobe sig op i Chrystals brystkasse, og hun kunne græde, græde hårdt og græde længe, imens hun klemte sig ind i hans trøstende favn, og det vidste hun.

   ”Jeg forstår dig.“

   Endnu en kort stilhed. Chrystal blev ved med at veje dagbogen i hænderne, og så sagde Samuel atter noget.

   ”Ville du gerne vide, hvorfor det er, jeg tror på spøgelser?“

   ”Sam, du behøver ikke at sige det, hvis du ikke har lyst, det er okay …“

   ”Jeg vil gerne!“ Han nikkede i bekræftelse. ”Strengt taget tror jeg måske også jeg har lidt … brug for at snakke med nogen om det, for jeg har egentlig ikke rigtig … Det er noget, jeg hele tiden har prøvet at, du ved, skubbe ind i det bagerste af min hjerne, sådan at jeg ikke har været nødt til at blive konfronteret med det, og det tror jeg helt ærligt ikke er det sundeste. Så jeg vil … jeg vil gerne snakke om det.“

   Chrystal nikkede tilbage, og rettede sig en anelse op. ”Så fortæl.“ Hendes uredte hår puffede sig nedover hendes skuldre og hendes blege kraveparti. Samuel nikkede ligeledes, og hans læber fugtedes.

   ”Som sagt, så er det noget, jeg har gået lidt og undertrykt, så … men ja. Det, øh … det begyndte alt sammen da jeg var omkring tolv eller sådan noget. Mine forældre var lige blevet skilt, så mor besluttede sig for at vi skulle flytte ind til Boston, så vi kunne være tættere på hendes forældre. Far var hende utro. Og det tog hårdt på hende. Ikke at jeg bebrejder hende, men … vi flyttede ind i et lille hus med en kælder, der ikke var helt færdiggjort. Jeg ved godt, at sådan noget her altid starter med at man flytter ind et nyt sted, men det er nu engang sådan, det … det begyndte. Min mor havde det selvfølgelig … ret svært efter alt det med far og utroskabet, og det tror jeg også mig og min søster havde, og set i bakspejlet, så kan det måske være derfor, vi oplevede de ting, vi gjorde. Fordi vi var i en psykisk presset situation, der fuckede med vores sind, så vi blev lidt mere … anderledes, end vi normalt ville blive, jeg ved det ikke, der kan sikkert være mange naturlige forklaringer på det, det kan der vel altid, men jeg ved bare, at det … for både mig og min mor og min søster, var en alt for virkelig oplevelse.

   Det startede egentlig mest med, at min lillesøster begyndte at gå i søvne om natten, noget, hun ikke havde gjort lige siden hun var helt lille. Det var ikke bare det, at hun gik i søvne, det var det, at hun gik i søvne ned i kælderen, den der kælder, der ikke var færdigbygget, og bare stirrede ind i mørket. Som om der var noget derinde, der havde kaldt hende til sig. Jeg ved, at det var det hun gjorde, for jeg havde problemer med søvnen på det tidspunkt, så rigtig mange af nætterne, sørgede jeg for at følge efter hende.“

   En kort pause, hvor han sank en klump, og dette var på ingen måde let – eller behageligt – for ham at gengive, og dette kunne Chrystal kun alt for tydeligt se, men hun sagde ikke noget, og Samuel genoptog sin forklaring om barndommens rædsler lidt efter lidt.

   ”Mor blev … bare underlig. På sådan en … paranoid måde, hvor hun blev mere og mere overbevist om, at vi ikke var alene i huset og at nogen, eller måske ikke nogen, men i stedet … du ved … noget … holdte øje med os. Og så begyndte der at forsvinde dukker fra min søsters værelse, som så i stedet begyndte at dukke op forskellige mærkelige og malplacerede steder i huset. En klovnedukke – som jeg i øvrigt hadede, men som min søster åbenbart elskede – forsvandt hele tiden, og det var altid nede i kælderen, den dukkede op, og ofte altid nogle dage efter, at den var forsvundet, og min søster sværgede hele tiden på, at hun ikke havde haft dem med dernede, at hun slet ikke kunne lide den kælder, fordi hun hørte mærkelige lyde dernede, og jeg troede faktisk på hende. Normalt, og under andre omstændigheder, ville jeg have drillet min søster for sådan en påstand, men her … der troede jeg faktisk på hende, især det med kælderen, for jeg kunne heller ikke lide den. Der var bare noget virkelig … virkelig ulækkert over den.“

   Chrystal fik kuldegysninger, de rejste stikkende henover hendes arme, og en kvælende fornemmelse af overvågning fra de afpillede, knogleagtige birketræer ude på den anden side ad vinduet, trak sig over hende.

   Samuel vedblev.

   ”Jeg, øhm … jeg mødte den her … den her pige på vores nye skole, som jeg … blev ret gode venner med. Og jeg tror måske i virkeligheden at det var hende, der … der fik mig til at tænke på spøgelser og ånder og sådan nogle ting, især på grund af alle de historier, jeg ikke længere kan huske, men som hun fortalte til mig, fra sit eget liv, og som skræmte mig og kun fik mig til at tænke, du ved, lidt for meget på vores eget hjem. Selvfølgelig troede jeg på hende dengang, for jeg var en tolv-trettenårig knægt, der lige var flyttet ind i et fucking uhyggeligt hus, hvor der forsvandt ting og sager i tide og utide og hvor min søster gik i søvne, og hele tiden ned til kælderen, og hvor min mor var sikker på at hun hørte hviskende lyde om natten og hele tiden havde mareridt. Så selvfølgelig troede jeg straks på, at vores nye hjem var hjemsøgt, og at hjemsøgelsen især havde noget med den der ligeså fucking klamme kælder at gøre. Selvfølgelig. For en tolv-trettenårig dreng er det jo logik. Altså, havde man sagt det til mig nu, og jeg ikke havde boet i det hjem, eller hvis jeg havde boet i det hjem, men først oplevede det nu, ville jeg, du ved, nok … nok bare have givet en eller anden halvrøvet logisk forklaring på det. Og måske ville jeg have haft ret, måske er der virkelig bare en logisk – en psykologisk, endda – forklaring på det hele, særligt efter det med skilsmissen og sådan, og hvordan det … det påvirker en familie. Jeg ved det ikke. Men der er gået seks år, og jeg tror stadig vitterligt på, at det hus er hjemsøgt. Og det gjorde hende min veninde, og det var hendes overbevisning der gjorde mig overbevist, og var med til at få mig til at tro på ånder.“

   Han kiggede lidt bort fra Chrystal, og et skævt smil, der grundet den pludselige alvorlige situation, virkede sælsomt fejlplaceret, viste sig i hans ansigt.

   ”Det er lidt sjovt, egentlig. At det faktisk er de mennesker, vi møder på vores vej, og som … som er omkring os … der former vores måder at se verden på. Hvis jeg nu ikke havde mødt hende pigen, ville jeg måske ikke ligeså hurtigt have troet på ånder. Det kan selvfølgelig også være, det ikke ville have gjort nogen forskel, men jeg tror måske hun hjalp mig til at acceptere hjemsøgelser. Nogen gange vågnede jeg om natten til en dør, der stod fuldstændig åben, ud mod gangen, selvom … selvom jeg var totalt overbevist om, at jeg havde lukket døren aftenen inden. Selvfølgelig kunne det have været noget min lillesøster havde gjort, imens hun gik i søvne, det er ikke utænkeligt, men det troede jeg egentlig aldrig rigtig på.“

   Han nikkede svagt, og kiggede Chrystal i øjnene.

   ”Og det gør jeg stadigvæk ikke. Jeg husker ikke det hele, for som sagt, så har jeg fortrængt noget af det, men jeg kan huske, at min mor blev så bange og så paranoid over det sted, at hun tilkaldte … en præst … selvom hun ikke ligefrem er et voldsomt religiøst menneske … som fik velsignet huset, men det hjalp åbenbart ikke rigtig på noget, for der gik en måned, og så besluttede mor sig for, at vi skulle flytte, for det var åbenbart tydeligt, at hvad end der boede i vores nye hus, så var det noget, der ikke ville have, at vi var der. Så vi flyttede hjem til hendes forældre, der heldigvis havde massere af plads, og så … ja … så boede jeg der, indtil jeg kom på college. Og det er derfor, historierne om Priscill-huset skræmmer mig så meget, for jeg kom til at tænke på det, ham der præsten, min mor tilkaldte, sagde til os. Det var noget med, at man kan vide, at ens hus er hjemsøgt af noget ondt, hvis der er sket grusomheder tidligere hen, eller at den har drevet andre beboer til at … begå ting som familiemord eller selvmord eller begge dele. Og det skete i Priscill-huset. Og alle snakker om, at det hus er hjemsøgt på grund af det, eller også at det skete fordi huset var hjemsøgt, det er også lidt ligegyldigt. Pointen er bare, at efter det, jeg oplevede … så udelukker jeg ikke muligheden for, at hjemsøgelser kan finde sted. Lige tværtimod, tror jeg.“

   Og han tav, og der blev stille.

   Det ildnede i Chrystals ryg, og hun sank gentagende gange, og hun så på Samuel, hvis blik var gledet tungt ned mod gulvet.

   ”Jeg er glad for, at du fortæller mig det. Selvom jeg må indrømme at … at det ikke er utænkeligt, at, som du selv sagde, der måske er en naturlig forklaring på det. Men uanset hvad, så er det ret uhyggeligt.“

   Samuel nikkede tilkendegivende. ”Ja, også i den grad.“ Så rynkede han brynene. ”Tror du … Chrys, tror du måske, at din søsters død har forbindelse til Priscill-huset?“

   Chrystal trak på skuldrene, det blev ved med at stikke af kold frygt henover kroppen, skulede en kort gang mod vinduet og de afpillede, skeletagtige birketræer i den klare dag på glassets anden side, og hun så tilbage på Samuel, og hun sukkede og hun rystede på hovedet.

   ”Jeg … jeg ved det ikke. Jeg … jeg finder det bare … bare ret underligt, at hendes lig, sådan, helt tilfældigt,“ hun så sin søster hænge i det knirkende, eftergivende reb, og hårstråene, der slaskede nedover luften langs begge hendes kinder, ”befinder sig i den samme skov, som den, Priscill-huset støder op til. I øvrigt … “ Hun drejede sig rundt, mod venstre, og strakte hånden frem mod det papirark, der ikke havde forladt hendes seng, og arket knitrede i luften, og hun drejede sig tilbage mod Samuel, og hun vedblev, ”Så … fandt jeg det her, dengang jeg åbnede hendes dagbog.“

   Hun strakte papiret frem til ham, og han tog imod det, og hun lænede sig tilbage.

   ”Det er et papirark med bibelvers, omhandlende dæmoniske besættelser, som er skrevet med Alex’ egen håndskrift, hvilket ikke giver mening, for jeg havde aldrig troet, at hun virkelig troede på sådan noget. Og der er den her pige … Rebecca … den her … jeg tror lettere psykisk uligevægtig pige, som jeg har fundet ud af at Alex mødte under sin sidste indlæggelse … Hun … hun fortalte mig at hun var en af min søsters gode veninde, også selvom jeg, som nævnt, ikke mødte hende før i går, da hun tilfældigt dukkede op og gav mig min søsters dagbog … hun er, øh … hun fortalte mig, at min søster begyndte at undersøge den her pige, Lois Nichols, som jeg er sikker på, at du kender til, hvis du har hørt historierne om Priscill-hjemmet.“

   Samuel nikkede. ”Det gør jeg! Det er fucking uhyggeligt.“

   ”Ja … nå, men, i hvert fald … i … ifølge hende her Rebecca … begyndte min søster altså at undersøge alt det her om Lois Nichols, der, ifølge rygterne, selv havde været i Priscill-huset, og som lidt tid efter havde skudt sin egen ven med et haglgevær, på nøjagtigt samme måde som Zachary Priscill nedskød sin egen familie. Og så linkede hende Rebecca mig den her fucking uhyggelige liveleak-video af Lois, hvor hun snakker med den her psykiater, og fortæller ham, at hun har de her skrigende, dæmoniske stemmer eller hvad fanden det er, i hovedet, og de stammer, ifølge Lois Nichols selv, fra et eller andet spil eller noget, som hun fandt inde i Priscill-huset, og som jeg så senere hen har fundet ud af at hende Rebecca også kender til, og den her nat … Den her fucking nat … Bliver der kastet en masse fucking bestik ind mod vinduet, inde fra den der,“ hun pegede i ophidselse mod vinduet, der bestirrede Bartholomew Woods, og hun fortsatte, ”forbandede skov. Så tror jeg, at det her har noget med spøgelser at gøre? Det ved jeg ikke, men det skræmmer mig som bare fanden.“

   Stilheden lagde sig over dem. Samuel havde sænket arket med bibelvers ned til skødet, og han kiggede på Chrystal. Hun vendte blikket en kort gang mod skoven, og herefter ned på den dagbog, hun fortsat vejede i sine hænder, og så tilbage til Samuel på sengekanten overfor sig, og tavsheden vedblev tungt og ulideligt, og det var Chrystal, der brød den.

   ”Sam, vil du hjælpe mig?“

   Og Samuels blonde bryn trak sig ind i den lodrette fure på midtpanden. ”Hjælpe dig?“

   Og Chrystal nikkede som svar, i en langsom alvor. ”Med at finde ud af, hvad det er, der er sket med min søster, mener jeg.“

   Samuels øjne blev stive, på den måde, Chrystal i de sidste par dage havde set lidt for meget, men hun kommenterede det ikke, og hun ventede blot på, at han skulle give hende sit svar.

   Det kom, men først efter endnu en pause af tung, ulidelig tavshed.

   ”Hvad er det helt nøjagtigt, du vil have mig til?“

   ”Jeg … jeg har tænkt mig at undersøge det sted, hvor … hvor min søster døde. Hvilket jeg … jeg ikke kan gøre alene.“ Hun rystede, langsomt og dystert, på hovedet. ”Især ikke efter det, der skete i nat. Og jeg ved godt, du er pisse bange for skoven, og jeg bebrejder dig ikke, men … jeg har brug for din hjælp. Og jeg … jeg ved ikke, hvem det er, jeg ellers skal spørge.“

   Samuel sank en klump og spillede med læberne, og der gik tid, før han svarede hende. ”Chrys, hvorfor går du ikke bare til politiet?“

   ”Det kan jeg ikke.“ Og hun flimrede blikket bort.

   ”Hvorfor ikke?“

   ”Fordi jeg ikke kan! Okay?“

   Der blev atter tyst.

   Chrystal pressede på. ”Please, Sam. Vil du ikke nok? For min skyld?“

   Samuel rettede sig op. ”Jeg ved altså ikke helt, om jeg bryder mig om det her … !“

   ”Jeg ber dig. For min skyld.“

   Han strammede læberne, og kiggede på hende, og kiggede på hende længe. Så gav han sig. ”Okay. Okay … jeg vil gerne hjælpe dig. Men jeg kan stadigvæk ikke lide det, og du burde virkelig få dig noget hjælp. Noget rigtig hjælp.“

   Chrystal nikkede svagt, kiggede sig i skødet, hvor hun fortsat fumlede med dagbogen, og tilbage til Samuel, og et svagt smil trak sig skævt på hendes røde læber. ”Tak, Sam.“

   ”Ingen årsag.“ Og han vendte blikket fra sin veninde og i stedet mod den lukkede dør, og kiggede tilbage til hende, og så rakte han arket frem. Hun tog imod det. Han klappede sine hænder mod lårene, og rejste sig op. ”Jeg må hellere løbe, jeg har en frokostaftale med nogle af gutterne. Og Chrys?“ Han løftede brynene i alvor, og hun kiggede på ham. ”Få dig noget søvn. Og noget at spise. Jeg mener det virkelig, for hvis du fortsætter som du gør lige nu, så ender du altså med at dejse om.“

   Chrystal nikkede tilbage. ”Det skal jeg nok.“

   Samuel var tilsyneladende ikke overbevist, for han løftede hånden og pegede, og brynene var stadig gledet op i panden i alvor. ”Jeg mener det!“

   ”Ja, ja, Sam, jeg skal nok!

   ”Det er jeg glad for. Take care.

   ”I lige måde.“

   Og så forlod han hende, og værelset, og Chrystal blev siddende, og hun kiggede i den retning, han var forsvundet, længe efter at han havde lukket døren bag sig.

   Få dig noget søvn og noget at spise, for ellers ender du med at dejse om.

   Og hun vidste, at han havde ret, at hun virkelig burde sove og virkelig burde spise, men selvom hun sandede disse realiteter, så handlede hun ikke efter dem, og hendes blik gled tilbage til dagbogen. Fingrene strammede sig om kanterne.

   Få dig noget søvn og noget at spise, men hun kunne sove senere. Dagbogen tiltrak hende, sugede fristende i hendes sind, og hun bladrede bort fra den side, hun var faldet i søvn til, og hendes øjne spjættede henover de skrevne linjer, som hun på ny genoptog sin læsning. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...