Demonized

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 26 mar. 2016
  • Status: Igang
Den 19-årige college-studerende, Chrystal Rice, finder sin søster hængende fra et grantræ, død. Politiet konkluderer dødsårsagen som værende et selvmord, på baggrund af Alex' sygehistorie med en psykotisk depression og to indlæggelser. Chrystal, derimod, er overbevist om, at hendes søster på ingen måde har hængt sig selv, for det lovede hun i sin tid at hun aldrig ville gøre, dengang deres psykisk syge moster, begår selvmord. Og da Chrystal bliver tildelt sin søsters dagbog af den mystiske og voldsomt religiøse Rebecca Simmons, der påstod at have været en meget nær ven til Alex, begynder hun at gå i dybden med, hvad der ledte til, at hendes storesøster endte sit liv for enden af et reb. Denne søgning begynder at lede hende hende mod en række af mørke og uhyggelige opdagelser, der måske er direkte dæmoniske ... læsning foregår på eget ansvar!

20Likes
21Kommentarer
3203Visninger
AA

22. Kapitel 21

KAPITEL 21

 

Massachusetts Psykiatriske Statshospital, Boston, november måned 2014

 

 

Alex tog til den første gruppeterapi tre uger inde i sit ophold og 11 dage efter sit andet psykotiske anfald. Det foregik i et lyst lokale, der bestirrede ud mod det grønne areal, firkantet og med en enkelt dør, der kunne lukkes, men ikke låses, medmindre man havde en nøgle, og der stod en rundkreds af stole midt i lokalet og væggene var golde og blege. Terapilederen, var en mand ved navn Sean, slank og med firkantede briller og gråsprængt hår, der kransede sig omkring hovedkanten i en halvmåne af skaldethed, og han havde den her særlige måde at være på, der forekom næsten helt spirituel, snakkede med en blød stemmeføring og brugte alt for store fagter, og havde den her teori omkring enhed i moder natur, som Alex fandt interessant, og idéer om indre, mørke energier, som ophober sig i alt for stor stil i sindet, når man er trist eller når man lader livets omstændigheder overkomme én, hvilket på en eller anden måde gav mening, selvom Alex ikke var sikker på, om den teori ville hjælpe nogen som helst med at få det bedre.

   Der var, foruden Alex, yderligere fire andre personer til stede, alle sammen samlet i rundkredsen af stole - ti stole til seks personer -, og der var en mand med tics, som var blevet fremkaldt som bivirkning af antipsykotiske piller, og der var Alex’ værelseskammerat, der havde tilbragt de sidste to aftenener med blot at græde i stilhed og ikke kommunikere med Alex, så hun kendte ikke hendes navn, og der var en anden pige, der blot stirrede tomt ud i luften, og så var der Alex selv, og de havde alle sammen det tilfælles, at det var deres første session.

   ”Husk på,“ sagde Sean, lige inden påbegyndelsen af introduktionsrunden, ”at alle, der er her, har en historie at fortælle, og alle har oplevet noget, som de finder ubehageligt. Ellers sad I med garanti ikke her. Så der er ingen grund til at holde noget tilbage. Endelig, fortæl alt, hvad I føler for at fortælle. Jeg starter. Mit navn er Sean, jeg er 49 og jeg har fundet forløsning i troen på lyset. Det giver mig håb i mørke tider, hvilket jeg har haft en helt del af. Og jeg håber, at jeg kan dele noget af min erfaring videre til jer.“

   Han sendte ordet videre, og runden gik med uret, og den næste, der fik lov til at sige noget, var manden med de ulidelige tics, der hele tiden fik ham til at spasme sit hoved i hurtige ryk og blinke ukontrollabelt med venstre øje, blinke og blinke, imens hans højre hånd var stiv og åbnede og lukkede sig i konstante vink, selvom der ikke var nogen, han vinkede til. Manden hed Brian, fortalte han, Brian Paulson, og han var 30 - og hans stemme skød sig af sted i en alt for hurtig og alt for lind strøm af ord -, og han havde fået at vide at han var paranoid og havde humørforstyrrelser, og det her var hans anden indlæggelse nogensinde, og han arbejdede som journalist for Boston Herald, eller det gjorde han så ikke længere, for han havde brudt ind om natten efter lukketid, med den hårdnakkede overbevisning om, at hans chef gemte dokumenter med fortrolig information om, at regeringen var ude efter ham, og at chefen var med i den monstrøse, politiske sammensværgelse imod ham, også selvom det var en vrangforestilling og det havde hans kæreste vidst og hun havde fået ham indlagt, og nu fik han medicin, der fuckede kroppen op, som han sagde, og det var alt, hvad han havde at sige om dette, og runden gik videre til næste stol.

   Introduktionsrunden var nået til Alex’ værelseskammerat, hende den tynde og med de indsunkne øjne, som Alex stadigvæk ikke havde fået navnet på. Hun sad overfor Alex. Det tomme, melankolske blik var rettet lige frem mod en fjern og ukendt horisont. Hendes introduktion var kortvarig, men hendes spinkle, dæmpede stemmen fik ikke desto mindre den ulækre, spændte kulde til at rejse nedover Alex’ arme.

   ”Mit navn er Rosalynd Perks, jeg er 18 år gammel og jeg kan ikke lide at spise.“ Og det var det, en enkelt sætning, men denne sætning fortalte ikke desto mindre om en dyb og lidelsesfuld historie, akkurat som den tomme gråd, der flere gange kvækkede dæmpet fra hende i aftenmørket og om eftermiddagen, og det livseroderede ansigt var alt for gammelt, og en dyb sympati, og en ligeså dyb genkendelse, stak i Alex’ indre. Alle havde en historie, havde Sean sagt. Alle, der befandt sig til denne gruppesession denne givne morgen, og som var indlagt på dette sted, havde en historie. Bag hjernelidelserne, der enten gjorde én ude af stand til at skelne virkelighed fra fantasi, eller som manipulerede med ens humør, eller begge dele, gemte der sig skrøbelige sjæle, som, akkurat som hende selv, havde en historie at dele med verden. Og muligvis en historie, som folk i den øvrige verden, folk, der ikke var indlagt og ikke kendte til de form for problemer, som Alex kendte, folk, der havde det så godt og var så glade, at de slet ikke forstod, ikke rigtigt, i hvert fald, hvad ægte smerte var, eller hvordan man skulle respondere på sagte smerte, utvivlsomt ville kunne lære noget af. Folk som moster Leahs talrige kærester, der havde forladt hende efter hendes ligeså talrige psykoser. Eller folk som … som … som Eric. Hun blev tung i maven, og tungheden blandede med en pludselig vrede, en sælsom vrede, som hun ikke havde følt siden depressionen drænede hende for alle andre følelser end smerte og elendighed.

   Og med de vrede følelser, fremkom tanken om Eric, og denne tanke fik hende atter til at mærke bøgerne, hendes hidsige fingre strammede sig om, og som hun kastede imod sin løgnagtige kæreste, kastede dem, så de flaprede henover ham og ned på gulvet, og de skingre skrig - DIN FUCKING LØGNER DIN FUCKING LØGNER DIN FUCKING LØGNER - som hun, gennem de faldende tårer, der trak sig mørke striber nedover kinderne, skreg ud imod ham, da bøgerne blev kastet, og hun så djævleblomsten, den hvide men på ingen måder uskyldige blomst, hun vred imellem sine fingre, og hun så ham klæde hende af og afmontere hendes bh, og hun kravlede tilbage på den bløde madras, og hendes læber smilte op i de røde kinder, og der gik lang tid, før hun registrerede, at det var hende, Sean nu adresserede, for pigen, der havde stirret ud i luften, havde blot rystet på hovedet og ført sit blik ned til gulvet og fortsat intet sagt.

   Hun blinkede, og førte sine øjne fra luftens tomhed og vinduet bag hendes værelseskammerat, som hun nu ved hed Rosalynd Perks, og som ikke kunne lide at spise - selvom hendes ubehageligt tynde krop nok i forvejen ledte mistankerne hen på netop dette -, og i stedet til Sean skråt til venstre. Hans bryn var løftet op i panden. Et alt for venligt - og sikkert også alt for overfladisk - smil havde plantet sig ud i ansigtets nedre region. ”Vil du introducere dig selv for os? Fortælle os … lidt om dig selv og hvorfor du er her?“

   Og nej, det ville hun ikke, og det gik først rigtigt op for hende nu, det ville hun ikke, hun ville ikke fortælle dem, at hun havde været så tæt på at bryde det, hun havde lovet sin søster om, at hun ikke ville bryde, og håndleddene, som nu ikke længere var omviklet bandager, dunkede mærkbart, en psykologisk og indbildsk dunken, for der var intet i vejen med dem længere, sårene var helet og var ved at lysne til ar, men de dunkede, mindede hende om hendes ugerninger, at hun havde forsøgt at forlade denne verden, og billederne af hende og Eric, der lagde deres læber sammen, og ham, der hjalp hende af med Bh’en, og hende, der lynede hans bukser ned, så der kom fri adgang til skridtet og kønslegemet, glimtede i ondskabsfulde striber gennem sindet. Hun skilte læberne, alle har en historie, havde Sean sagt, alle har en historie, og hun kunne jo bare gøre ligesom Rosalynd havde gjort, introducere sig selv, men gøre det fåmælt, og det gjorde hun.

   ”Jeg hedder Alex, jeg er … 20 år gammel og min … kæreste kunne ikke klare mig, og så … så kunne jeg … heller ikke selv klare mig, og nu er jeg her.“

   Maven var stadig tung. Billederne ville ikke forlade hende. Bøgerne blev kastet imod Eric, og hun skreg hæst og vrælende imens hun gjorde det.

   Sean nikkede højtideligt, og gjorde sit plastrede smil bredere. ”Javel ja. Velkommen til, Alex.“

   Alex svarede ikke på det, og gled blot sit blik ned til gulvets goldgrå linoleum.

   Sean kiggede rundt på den lille forsamling af patienter, delte læberne og skulle til at begynde den første terapisession, da døren gik op og en pige trådte ind. Alex’ opmærksomhed drejedes mod lyden, det samme gjorde de andres, og den kolde, onde kriblen henover ansigtet kravlede atter frem, for pigen, der kom gående, var Rebecca, og hendes øjne var opsvulmet og havde det samme gyselige glimt af ophidset og sindssygelig fanatisme over sig, som da de havde snakket i sofaen to dage tidligere. Hun gik målrettet, men ikke hurtigt, og hendes blik mødte Alex, og, gik det til hendes gru op for hende få øjeblikke senere, ingen andre end hende.

   Døren lukkede automatisk efter hende.

   Sean rynkede panden. Der stod en tom stol til højre for ham. Den satte Rebecca sig på, og hendes blik fastlimede sig dybt og tungt på Alex, og Alex mærkede det krible, og hun fik en voksende og uimodståelig trang til at rejse sig, for at skynde sig væk, og hun tænkte på det, Rebecca havde sagt, at hun så dæmoner, og at dæmonerne var de sorte skygger, som Alex også så, og som hun havde evnen til at se, fordi hun muligvis havde nedarvet den fra moster Leah (eller, som biblen kalder det, dæmoniseret), sorte skygger i virkelighedens kanter, substansløse, men de var der, og Sean sagde noget, og Alex kiggede væk fra Rebeccas uhyggelige, dybe bestirren.

   ”Velkommen til. Vi er lige blevet færdige med vores introduktionsrunde, hvor vi har … fået præsenteret hinanden, og skulle egentlig til at i gang, men … vi kan da lige hurtigt gøre det igen. Jeg hedder Sean, og … !“

   ”Rebecca Simmons, og jeg hører ikke til her.“ Og hun fjernede blikket fra Alex, og kiggede i stedet mørkt, næsten hadefuldt, på Sean. ”Jeg er her kun fordi jeg bliver hjemsøgt af det, der slog min tidligere veninde ihjel.“ Og hun vendte blikket tilbage til Alex, et hult og virkelighedsfjernt blik, et blik så fyldt med galskab, at Alex ønskede at være tilbage sammen med sin gamle værelseskammerat, for selvom hun skræmte hende, var hun ikke uhyggelig på den måde, Rebecca var uhyggelig. ”Noget … ondt. Noget mørkt.

   Hun blev ved med at stirre.

   Alex fik en uimodståelig trang til at græde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...