Demonized

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 26 mar. 2016
  • Status: Igang
Den 19-årige college-studerende, Chrystal Rice, finder sin søster hængende fra et grantræ, død. Politiet konkluderer dødsårsagen som værende et selvmord, på baggrund af Alex' sygehistorie med en psykotisk depression og to indlæggelser. Chrystal, derimod, er overbevist om, at hendes søster på ingen måde har hængt sig selv, for det lovede hun i sin tid at hun aldrig ville gøre, dengang deres psykisk syge moster, begår selvmord. Og da Chrystal bliver tildelt sin søsters dagbog af den mystiske og voldsomt religiøse Rebecca Simmons, der påstod at have været en meget nær ven til Alex, begynder hun at gå i dybden med, hvad der ledte til, at hendes storesøster endte sit liv for enden af et reb. Denne søgning begynder at lede hende hende mod en række af mørke og uhyggelige opdagelser, der måske er direkte dæmoniske ... læsning foregår på eget ansvar!

20Likes
21Kommentarer
3176Visninger
AA

21. Kapitel 20

KAPITEL 20

 

Bartholomew College, d. 16. April - klokken 8.00, dag

 

 

 Det var Michaela der vækkede Chrystal, som kun havde fået en times søvn, for den kvælende frygt for det mystiske i natten, der havde sendt bestikket mod værelset, havde holdt hende vågen, og hendes øjne brændte, men trods manglen på søvn var hendes hoved underligt rent og underligt klart, hun var ikke træt, men følte sig fyldt til randen af levende energi, selvom denne energi ikke var ægte, og fremkaldt af den manglende søvn, hun led under, og det første, der mødte hendes øjne, da hun vågnede, var Michaelas forundrede ansigt, de store øjne, og det glinsede sølvmetallisk fra den kniv, hun holdt i den ene hånd, spørgende og med skæret pegende opad, og Chrystal rynkede panden og kiggede længe på hende.

   ”Hvad fanden foregår der?“

   Chrystal skrånede hovedet. ”Hvad mener du?“

   ”Det her. Hele rummet var fyldt med bestik, da jeg vågnede. Ved du, hvad det her er for noget?“

   Og Chrystal så på kniven, og hun hørte atter den hule lyd af metallet, der klinkede mod det ydre vinduesglas, og skeerne, der regnede nedover karmen, og kniven, kødkniven, der skurrede ned på gulvet, og hendes stirrende blik blev hult, som smeltede det sig igennem knivsæggen. Så kiggede hun tilbage til Michaela, der stadigvæk ikke fjernede sig.

   ”Nej, jeg … Jeg ved det ikke.“

   Og Michaela fik øje på den blodige stribe fra gaflen, der havde ramt Chrystals højre pandeside, og striben strakte sig nedover hendes kind, og sluttede ved kæbekanten, og hun stirrede på hende.

   ”Hvad er der sket med din pande?“

   Chrystals læber pressede sig sammen. Hun stirrede på Michaela og på kniven og på Michaela, og bestikket klirrede ind på vinduet, og Lois Nichols’, der sagde de fucking skriger! og Rebecca nikkede, hendes øjne var tomme og hule, og kulden stak og Chrystal blev ved med at stirre. Hun sagde ikke noget, gjorde intet andet end at betragte hende, og det gik Michela på, så hun løftede sit stemmeleje.

    ”Chrys! Hvad er det, der foregår?“

   Hun lød bange.

   Chrystal rystede på hovedet, og lod sine sammentyndede læber smile op i ansigtet, og det klirrede mod vinduet af bestikket, der blev kastet fra det mystiske mørke, og Samuel var bange for skoven (jeg er altså ikke bange for den fucking skov) og Zachary Priscill skød sin familie og Alex hang i rebet, der knirkede ondt og eftergivende, og Chrystal ville græde, men der kom ingen gråd, selvom hendes indre trykkede, og hun vidste ikke, hvad hun skulle sige.

 

*

 

Samuel sad med den obligatoriske parisertoast, som han altid spiste om morgenen, for han var doven og han var nærig og det kostede alt for mange penge at købe sit eget lager af morgenmad, da Chrystal satte sig overfor ham, med maden købt i kantinen, en budding og en frugtyoghurt, og hun satte sig. Samuel løftede hovedet, og smilte, skulle til at byde hende godmorgen, men hun kom ham i forkøbet, og det var ikke godmorgen, hun sagde.

   ”Sam, jeg bliver nødt til at vide, hvorfor du er bange for skoven!“

   Samuels læber stivnede i et frossent smil, som herefter skrumpede bort, og han rynkede brynene sammen mod sin pande. Chrystal knugede buddingen, og fastholdte sit stramme blik på ham. Ingen sagde noget. En hul, akustisk lyd udfyldte luften.

   ”Jeg er ikke … !“

   ”Sam, det ved jeg, at du er, okay? Det ved jeg at du er, og det har jeg vidst lige siden jeg lærte dig at kende, så vil du ikke være sød bare at fortælle mig sandheden, fremfor at fortælle mig en løgn, for jeg er ærlig talt træt af at blive holdt bag lyset af folk, jeg troede ville fortælle mig sandheden.“ Og med en dirrende ophidselse, der strammede sig mod hendes stemmelåg, løftede hun armen, strakte den ud fra sig og pegede ud i luften, bort fra sig selv og bort fra Sam, og hun vedblev. ”Min søster døde i den skov, Sam, og jeg er nødt til at vide det, og jeg er nødt til at vide det lige nu. Hvorfor er du bange? Og vær ærlig!“

   Og Samuel stirrede stift på hende, virkede næsten arrig, og papiret, der sluttede sig omkring den firkantede toast, hvis lugt udsendte en ristet sødme, knitrede af hans fingres strammende greb, hans hals var ligeså stram som fingrene, og i første omgang frygtede Chrystal at hans stolthed ville være for stor - for han havde en stolthed, en stor en, og det havde han haft i al den tid, de havde kendt hinanden, og selvom det havde været ligeså åbenlyst, at han på ingen måde kunne lide Bartholomew Woods, og sjældent ville opholde sig i nærheden af den skov ved nattetid, så sagde han altid at det bare var fordi hans kontaktlinser blev slørede i nattemørket og han derfor måske ville fare vild, det var bare det, selvfølgelig, han var ikke bange, nej, nej, det var bare de der linser -, og at den store stolthed ville få ham til at udstede arrige benægtelser, men dette var ikke hvad der hændte, selvom hans stemme stadig var hård og stram, da han sagde noget.

   ”Det er på grund af historierne.“

   ”Historierne?“ spurgte Chrystal, selvom hun nok godt vidste, hvilke historier, han hentydede til.

   ”Ja, du ved, de der spøgelseshistorier om det der Priscill-hus med ham der Priscill-duden, der skød sin egen familie for derefter at forsvinde. Det hus, der åbenbart menes at være hjemsøgt og som støder op til skoven. De historier.“

   Chrystal kunne se noget i hans øjne, hun ikke brød sig om.

   ”Tror du på dem?“

   ”Tror på hvad?“

   ”Historierne, Sam,“ sagde Chrystal, og hun fornemmede den stikkende fjendtlighed fra Samuel blive kold og modbydelig.

   Hans øjne voksede.

   Han var kortvarigt stille. Så.

   ”Måske gør jeg. Jeg kan ikke rigtig se, hvorfor det vedkommer dig!“

   Chrystal blinkede et par gange, og så førte hun hånden i lommen. ”Jeg bliver nødt til at vise dig noget.“ Og det blev en sølvske, hun trak frem, en af de skeer, der havde regnet ind på værelset fra skovens tunge, onde mørke, og hun lagde skeen på bordpladen mellem hende og Samuel, og hun fjernede ikke blikket fra ham og hendes fingre strammedes om skeens skaft. Samuel flyttede blikket fra hende og ned til skeen med de gråmetalliske vridninger, der dansede henover fladen.

   ”Den her ske … kom flyvende ud fra skoven i nat. Den her, og en masse andet form for bestik, som overhovedet ikke hører til i en skov, kom flyvende ud derfra og ind på mit værelse klokken midt om fucking natten. Det kom flyvende fra den skov, hvor min søster døde, og fra den skov, som et hus, der måske er hjemsøgt, støder op til, og derfor bliver jeg nødt til at vide, om du tror på historierne, og om det er derfor, du er bange, og om der er en grund til, at du er bange for det, for det her skræmmer mig, og jeg kan ikke længere finde ud af, hvad der foregår, eller hvorfor min søster er død, og jeg ved ikke om det var et selvmord eller om det ikke var et selvmord og har bare brug for at få noget fucking afklaring, for jeg bliver snart sindssyg! Så, Sam … tror du … på spøgelser?“ Hendes stemme var en skinger dirren.

   Samuel kiggede på hende, koldt og hårdt, og hans fingre klemte mod papiret om hans parisertoast, i den tørre knitren, og han delte sine læber, og stemmen var kold som blikket. ”Okay. Okay, jeg tror på det. Men jeg har mine grunde. Og det tror jeg aldrig, at sådan en som dig vil kunne forstå.“

   Den bemærkning fik det til at gibbe i Chrystal, og hun rettede sig helt lige og hendes bryn rynkedes. ”Hvad mener … ?“

   ”Jeg vil ikke gøres til grin, for det jeg tror på, tror jeg på af en grund. Forstår du det? Og jeg vil ikke snakke om det. Og jeg synes du skal begynde at acceptere, at din søster måske hang sig selv, for du er ikke den Chrystal, jeg kender, og det skræmmer mig og gør mig frustreret, og jeg kan ikke holde det her ud, og nu må du lige have mig undskyldt.“ Og han klaskede sin toast ned på tallerknen, og greb sin tallerken og han rejste sig op, skænkede ikke sin veninde et eneste blik, og vandrede bort, og Chrystal blev målløst siddende og stirrede efter ham.

   Han troede på spøgelser.

   Og han var bange for skoven, fordi han troede på spøgelser, og dette var hun udmærket klar over.

   Og Lois Nichols hørte skrigende stemmer i sit hoved, der var onde, og som hun kaldte ’The Evil Ones’, og Rebeccas veninde havde spillet et åndespil i Priscill-hjemmet, og bestikket, der klirrede mod vinduet, og kulden, der rejste ned ad ryggen. Hendes hoved var stadig tankeklar af energirig søvnmangel.

 

*

 

Filosofiklassen var og forblev Chrystals yndlingstime - nu var det jo trods alt også hendes hovedfag -, særligt når de havde deres diskussionstimer, som alle filosofiklasser har, for det at diskutere og lade sig selv få frie tøjler og slippe sig i de filosofiske tanker, var noget, der var ekstremt essentielt for filosofifaget, diskussioner og argumentationer og spekulationer, ikke med læreren, men med hinanden, og klassen skulle denne dag indgå i en livlig, ”slip-dine-tøjler-løs” diskussion om Thomas Aquinas gudsopfattelse og hans neo-platonske tankesæt og hans positive kommentarer om Aristoteles, og særligt om hans afvisning af datidens filosoffer med begrundelsen om, at de ikke var gudfrygtige, som man, ifølge Aquinas skulle være, men i stedet lod deres eget verdenssyn centraliseres, i en sådan grad, at diskussionen om metafysiske eksistenser blev meningsløse og ligegyldige, for der er jo kun os og ingen andre end os, og hvad mener I omkring dette verdensbillede, er der en metafysisk mening og et Alt, som denne metafysiske mening kan tillægges, ligesom Aquinas mente, kære klasse, og er det af absolut filosofisk og spirituel vigtighed at vi anerkender denne metafysiske spiritualitet, eller er det ganske rigtigt at det er den menneskelige gudelighed, der centraliseres og med rette bør centraliseres? Diskussionen kunne begynde, og det eneste vigtige var, at det ikke gjaldt om, hvorvidt man havde ret. Ville man have ret, havde deres lærer sagt i starten af semestret, var det ikke filosofi, man skulle dedikere sit liv til. Ville man have ret, skulle man snarere fokusere på en karriere indenfor det naturvidenskabelige, for dér behandlede man sandheder og dér kunne man drage konklusioner og dér kunne man have absolut ret, hvis altså man ganske rigtigt troede på, at der eksisterede absolutte, objektive sandheder. Men ikke i filosofi. Diskussionerne handlede ikke om at få ret, men om at blive belyst, at blive oplyst og at få højnet og brednet sin tankehorisont.

   Og der var summen af liv og summen af snak, som elever vendte sig mod hinanden, i smågrupper på to og tre og på større grupper med fire og fem, og mere var der ikke plads til, for klassen var lille og havde et max antal på tredive personer, og denne dag kun femogtyve, og Chrystal var i en diskussion med en femmandsgruppe, men hun var kun til stede i det fysiske, men hendes bevidsthed sank bort, svandt ind i sig selv, dybt og endeløst, for diskussionerne om Gud og om det metafysiske og om Altet fik hende til at tænke på sin egen søster, og livet, der er afhængigt af døden, og døden, der er en logisk funktion af livet, og alt hænger sammen (og det er så fucking vidunderligt, Chryssie), og hun tænkte på bestikket, der klirrede ind i vinduet ude fra den tætte, natteindhyllede skov, og hun tænkte på Samuels frygt for skoven, og hun tænkte på de mystiske skyggemænd, og Chrystals yndlingstime fremmede ingen spekulationer om logik og spiritualitet, fremkaldte intet varmt hjernesug, fremkaldte absolut intet andet end en stigende håbløshed over sin søsters død (din søster begik selvmord, miss Rice), og mor, der skreg hæst i nattens baggrund, og hendes søster, der klemte hende ind til sig, og den saftige ahornskov for enden af haven, som hendes søsters ben strakte sig imod, da hun gyngede frem og hævede sig, men Chrystal sad blot og stirrede blankt i tomheden, og Rebecca nikkede, dæmoner, alt sammen dæmoner, og moster Leah braste ind i stuen i sin hidsige mani, og bestik klirrede mod vinduet og Alex hang i rebet og dagbogen, den forpulede dagbog, og Samuel, der blev aggressiv og ikke ville snakke om den frygt for spøgelser, som han var plaget af, og plaget af for en grund, og han frygtede skoven, og det burde hun måske også, og hun endte med at rejse sig fra filosofiklassen, for hun fik ondt i maven, det dunkede, og en pludselig svimmelhed bølgede mørkt over hende, gjorde pludselig virkeligheden fjern og dæmpet, og hun rejste sig i varmen og trak sig ud af diskussionen, og sidenhed ud af klassen, og hun vandrede i en tom, håbløs døs, indtil hun havde lukket døren på værelset og sat sig på sengen.

   Resten af bestikket var borte.

   Hun greb Alex’ dagbog, og samtalen med Samuel spillede sig i hendes hoved, bange for spøgelser, han var bange for spøgelser, og hun mærkede intet til trætheden, der ellers langsomt begyndte at nappe hendes sind, og hun slog op på den side, hun var kommet til, mekanisk og robotagtigt, og hun begyndte at læse, og tågen snoede sig dybere og tungere omkring hendes sind, som hvis der blev lagt låg på hendes bevidsthed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...