Demonized

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 26 mar. 2016
  • Status: Igang
Den 19-årige college-studerende, Chrystal Rice, finder sin søster hængende fra et grantræ, død. Politiet konkluderer dødsårsagen som værende et selvmord, på baggrund af Alex' sygehistorie med en psykotisk depression og to indlæggelser. Chrystal, derimod, er overbevist om, at hendes søster på ingen måde har hængt sig selv, for det lovede hun i sin tid at hun aldrig ville gøre, dengang deres psykisk syge moster, begår selvmord. Og da Chrystal bliver tildelt sin søsters dagbog af den mystiske og voldsomt religiøse Rebecca Simmons, der påstod at have været en meget nær ven til Alex, begynder hun at gå i dybden med, hvad der ledte til, at hendes storesøster endte sit liv for enden af et reb. Denne søgning begynder at lede hende hende mod en række af mørke og uhyggelige opdagelser, der måske er direkte dæmoniske ... læsning foregår på eget ansvar!

20Likes
21Kommentarer
3191Visninger
AA

3. Kapitel 2

KAPITEL 2

 

Boston, Massachusetts, et år tidligere, klokken fire - eftermiddag.

 

 

Massachusetts farverige sommer, var blevet erstattet af det ligeså farverige efterår, der prydede træerne med dybgule og dybrøde blade. Dette farverige efterår prydede særligt ahorntræerne, og ahorn-bladenes dybrøde oktoberfarver var ligeså saftige, som de var under det mørkegrønne forår. I New England eller New York, eller nede i de sydligere stater, såsom Pennsylvania eller Virginia, blev efteråret altid mørkt og gråt - det samme skete i Canadas Quebeck-region nord for Maine -, for ikke at snakke om dystert, men dette kunne Massachusetts (til alt held, ville flere af statens indbyggere nok mene) ikke just prale af. I Massachusetts var efteråret farverigt, og vinteren tåget og snehvid.

   Alex Rice fornemmede dog ikke nogen af disse eventyrlige oktoberfarver, da hun stod på kanten af den lille grussti og kiggede ind i skovens dybere sektion. For hende var naturens farvespil drænet for liv. De vidunderlige farver, hun ellers altid elskede, og som ellers plejede at inspirere hende til de poetiske digte om den altoverskyggende skønhed, der mangfoldiggjorde sig i moder natur, var væk. De var der egentlig stadig, hun kunne stadigvæk se dem, men magien var væk. Hun kiggede på den saftige røde kulør, der fyldte de brede ahornblade på gardinet af træer foran sig, så farverne, hørte vinden, der hvislede i bløde lyde henover bladenes undersider, men hun mærkede ikke noget. Farverne var blevet drænet for liv. Som om bladene ikke længere var organiske, men lavet af plastik. Og den skyfri, himmelblå eftermiddag var stadigvæk skyfri, og himlen var stadigvæk blå, men det var alt sammen trukket gennem et filter af gråt, der sugede det levende og det vidunderlige ud af synet. Dette grå filter gjorde naturen til en død og kunstig skal, tung og uden mening, og denne håbløse og grå tomhed indhyllede hendes krop og hendes sind og hendes sjæl. Kun én tanke tog form i hendes hoved, da hun betragtede de livsdrænede træer.

   Meningsløst.

   Det var ikke mere end dette ene ord. Meningsløst. Og selvom det kun var et enkelt ord, betød det langt mere, end Alex nogensinde kunne beskrive.

   Meningsløst.

   Alt det, hun kiggede på, og som omgav hende, var meningsløst.

   Hun fortsatte herpå sin hvileløse vandring længere fra det rolige kvarter i Bostons udkantsområde, og dybere ind i den meningsløse, dødsgrå efterårsskov, som var drænet for liv.

 

                                                                 ***

 

 

De grålige toner fyldtes med en skygge af død, endnu mere tung og drænende, da Alex lå udstrakt på sengen i soveværelset, og bestirrede vinduet i dyb tomhed. Hun ville ikke græde. Og selv hvis hun ville, kunne hun ikke. Hun orkede det ikke. Hun orkede ikke andet, end at ligge her, og betragte den meningsløse virkelighed, med højre flanke hvilende ned mod den bløde sengemadras og øjnene tungt rettet på vinduet, der bestirrede sig op mod den klare himmel. De sølvgrå trykpakker med de angst-dæmpende præparater hvilede ved siden af deres dertilhørende æsker på det kastanjebrune natbord skråt til højre for hende. Ved siden af angstmedicinen stod den firkantede, hvide pakke, hvori de tricykliske antidepressive skjulte sig. Hendes medicin, der burde virke, men som ikke havde hjulpet på den kvælende grå meningsløshed, der klamrede sig tættere og tættere til hende, for hver dag, hun befandt sig i familiehjemmet. Hun vedblev med at stirre tungt. Hendes krop var lavet af bly. Hun kunne ikke flytte sig om på ryggen (selv hvis hun orkede), og hun vedblev med at stirre.

   Meningsløst, Alex.

   Et glimt.

   Helt og aldeles m e n i n g s l ø s t.

   Hun kravlede tilbage, med sin ryg mod en madras, og et bredt smil af lykkelig eufori puffede hendes blege kinder op, de fyldtes af en blodig rødmen, og det mørke hår viftede henover hendes lyse pande. Hun nåede sengens hovedgærde. Fyren med det mørke strithår, strakte sig henover hende. Hun flimrede øjnene i, og de sorte og lange vipper fejede luften i processen. Smilet voksede sig så langt op i kinderne, som det overhovedet var muligt. Alex lagde sagte panden sammen med sin kærestes. Hendes arme gled op langs hans flanker, så hendes hænder til sidst mødtes på hans ryg.

   Meningsløst.

   Det glimtede atter.

   Hun lå i nattemørket, på siden (ligesom hun gjorde nu), og omfavnede sin søster, der også lå på siden, med armene trykkende sig tæt ind til hende. Hun hvilede hagen mod lillesøsters hovedbund. Mors gråd skar sig hæst og skrigende gennem den lukket dør bag dem. Hendes gråd. Inde fra stuen. Hendes hæse, skrigende gråd. Hendes hæst skrigende gråd, fordi hendes storesøster (og Alex’ og Chrystals moster) havde hængt sig. Moster Leah, der havde arbejdet på halv tid, og kun i halve uger af gangen, siden hendes første maniske psykose havde ramt hende for tre år siden, og havde gjort hende ude af stand til at overskue sin hverdag, så hun havde været nødt til at flytte hjem til mormor og morfar en hel vinter. Moster Leah, der havde kørt sin egen økonomi i sænk, og som, ved flere lejligheder, når hun var sunket tilbage i sine psykotiske anfald, var kommet i problemer med myndighederne, fordi hun kørte alt for stærkt på vejene, og ikke selv mente, at hun skulle betale for noget som helst, men havde fuld ret til bare at tage det fra en butik, hun nu lige havde brug for. Det havde hun ret til. For hun var en meget indflydelsesrig person. Og folk skulle slet ikke komme her og sige det modsatte. Hun var en indflydelsesrig person, og indflydelsesrige mennesker er hævet over de love, almindelige dødelige (som maniske moster Leah slet ikke var) er nødt til at underlægge sig. Moster Leah, der altid havde leget med Alex og Chrystal, da de begge var små piger. Hun havde hængt sig. Hjemme hos mormor og morfar, imens hun havde været alene hjemme. Hun gjorde det uden varsel. Det skete bare. Og det fik mor til at skrige og vræle i sin hæse, fortvivlede og tykke gråd, så Chrystal blev bange, og Alex derfor var nødt til at trøste sin forskræmte lillesøster.

   Alt er meningsløst.

   Alex låste badeværelsesdøren, og satte sig ned for at tisse.

   Hendes 18-årige fortidsjeg læbede sin mund sammen om kærestens, hun lå ned nu, og han lå over hende, og hun strakte hals, en hård og pustende vejrtrækning lød fra hende, og det klistrede vådt, da læberne åbnedes og lukkedes og åbnedes. Hun vred det øverste af sin overtrøje af sig, stadig imens hun kyssede ham. Han hjalp hende det sidste stykke.

   Alex rejste sig fra toilettet, da hun var færdig med at tisse, og vandrede hen til vasken, hendes fødder var fyldt op af blylodder, uendeligt tunge, og hun stoppede foran vandhanen. Hun vaskede sine fingre, i gentagelsesvise og ensartede bevægelser. Gnidende. Alex kiggede sig i spejlet. Brunetten, der kiggede tilbage imod hende, havde gamle, indhulede kinder, som dannede dybe og bølgende furer. Øjnene var tomme og døde åbninger, sorte huler i et råddent zombieansigt, øjenbrynene var forsvundet, og munden smeltede ned i en melankolsk bue. Næsen smuldrede. Halsen var knogletynd og uhyggeligt skrøbelig. Hun kiggede væk fra spejlet, der viste en forvrænget og dæmonisk version af hende selv, og rettede i stedet fokus mod det himmelblå dagslys på den anden side ad vinduet i badeværelsets fjerne ende. Dagslyset var bare ikke blåt længere. Nu var det mørkegråt. Dagslyset var mørkegråt og tungt og meningsløst, akkurat som resten af hendes deprimerede virkelighed.

   Hvorfor græder mor sådan? spurgte Chrystal i en lys, fortvivlet stemme. Alex knugede hende stadig tæt til sig. Hun snakkede meget dæmpet, næsten kun i en hvisken, da hun svarede sin fortvivlede søster. Det er moster Leah … Endnu et hæst skrig fra deres grædende mor. Alex kunne ikke fortsætte.

   Moster Leah? Hvad er der med moster Leah?

   Alex’ øjne blev våde, tårerne brændte, og hun blev hæs i stemmen.

   Moster Leah … moster Leah har … moster Leah har forladt os, Chryssie.

   Det glimtede på ny.

   Alex’ kinder var blanke af de silende tårestrømme, da hun skreg af sin kæreste. DU SAGDE, DU ELSKEDE MIG! DU SAGDE DU ELSKEDE MIG, DIT SVIN! Hendes kæreste stod to meter fra hende, for foden af sengen, og løftede afvæbnende sine arme, så han fremviste håndfladerne.

   Alex, lad mig forklare.

   DU ER EN LØGNER! Alex skreg, endnu højere og endnu hæsere, og hun langede fat i en bog fra reolhylden ved siden af sig. DU ER EN FUCKING LØGNER! Og hun kastede bogen, og hendes kæreste bukkede sig en anelse forover og løftede afvæbnende sine arme, og netop som bogen ramte hans albue, og flaprede videre ned på gulvet, greb hun den næste i rækken, og kastede ligeledes den. EN FUCKING LØGNER! EN FUCKING LØGNER! EN FUCKING LØGNER! Flere bøger blev kastet.

   Meningsløsheden blev tungere.

 

***

 

 

Den dampende, varme mad, hendes forældre havde tilberedt, og som fyldte tallerknen under hende, var forgiftet. Det var en irrationel tanke. Og det vidste Alex godt. Hendes forældre ville aldrig finde på at forgifte hendes mad - medmindre de hadede hende og var ude efter hende -, men den sælsomme lugt, lidt som svovl og rådne æg, der dampede op fra maden, fik frygten til at stramme sig i hendes hals og gøre hende kold i maven. De usynlige blylodder faldt i hendes skuldre. Hun så de sorte skygger, der samlede sig truende ude i kanterne af lokalet, fremmede skikkelser, indtrængere, som hun vidste, at kun hun var i stand til at se, for det var kun hende, de var ude efter. Sorte skikkelser af ond meningsløshed. Abstrakte figurer, der antog menneskelige, men forvrængede, former. Luften omkring hende blev tungere. Maven ætsede. Den forgiftede mad, der ikke var forgiftet, fortsatte med at lugte.

 

***

 

 Den meningsløse træthed fik Alex til at gå tidligt i seng, men hun kunne ikke sove. Hendes øjenlåg var tunge og brændte, fuld af ætsende syre, men hun kunne ikke sove. De onde skygger havde forfulgt hende fra spisebordet og ind på værelset, og havde samlet sig i hjørnernes mørke hulninger. Som om de ventede på at gå til angreb. Og der blev flere af dem.

   Han elskede dig ikke fordi du ikke skal elskes.

   Hendes kæreste hjalp hende af med Bh’en, og de våde lyde af kyssende munde udfyldte fortsat værelsesluften.

   Alex, det … hør, det går ikke. Vores forhold. Det … du fortjener ikke at blive holdt for nar på den måde. Det jeg mener er, at … hør … det er ikke dig, jeg er forelsket i. Jeg … jeg er blevet forelsket i en anden.

   Meningsløst. Det hele. Fuldstændig meningsløst.

   Elskede dig ikke, Alex, elskede dig ikke, for du skal nemlig ikke elskes!

   Mørket kantede sig mod hendes seng, kvælende og tungt, skyggerne blev mere og mere levende, og mere og mere personlige, som var de kropsløse bevidstheder, med både vilje og intentioner. Og de drænede hende. Hendes krop blev tungere, tungere, tungere, og de drænede hende. Ligesom den ulidelige angst, pillerne ikke længere afhjalp. Drænede hende håbløst.

   Og hun lå i nattemørket og krammede sin fortvivlede lillesøster ind til sig, i den hæse lyd af mors jammerlige gråd, der skrigende udfyldte baggrunden.

   Og hendes stemme var tung og hviskende, da hun sagde jeg tror, at … at moster Leah har forladt os, Chryssie.

   Og hun skreg hæst og klart og skingert, da hun greb sine talrige bøger, og kastede dem mod sin løgnagtige kæreste, kastede dem hårdt og voldsomt og én efter én.

   Og skyggerne blev endnu tættere og endnu mørkere.

 

                                                                 ***

 

Alex gled sig nøgen ned i badekaret, indtil det kun var hendes hoved, der stak oven vande, og lyset, der summede bag glasboblen i loftet over hende, var blegt og gråt og meningsløst. Hun viftede sine matgrønne øjne nedad, til vandfladen, der varmt og lunt klaskede mod hendes halsparti. Noget glimtede i vridende bevægelser under den urolige vandoverflade. Langsomt løftede hun højre hånd, op gennem overfladen, og op i den frie, hvidklare luft. Hendes fingre var knuget stramt om skaftet på kniven, der i sølvglimt spidsede lodret og grusomt opad. En våd, slaskende lyd af vand i røre. Hun rettede sig op, så det ikke længere var hendes hage, vandfladen gik til, men derimod mellemgulvet, under de blottede bryster, og hun løftede sin venstre arm. Vandet glinsede spejlglat over hendes lyse hud. En kort gang lod hun blikket søge ned til den ligeså spejlglatte vandoverflade, og den dæmoniske version af hende selv, endnu mere forvrænget af de urolige, vridende bølger, kiggede tomt og dødt tilbage imod hende. Lyset fra loftslampen blev kvalt af et mørkt, gråt filter, ligesom det filter af død, der havde sløret sig nedover de normalvis så levende efterårsfarver ude i skoven. Og hun gled kniven gennem luften og ned til venstre hånd. Og hun gled den skarpe æg ned gennem håndleddets bløde hud. Og hun trak et langt, dybrødt spor efter knivspidsen i en nedadgående bevægelse. Og blodet dryppede ned i vandet, hvor det spredte sig i langsomme, røde tåger. Og hun gentog handlingen, denne gang i det højre håndled, og ikke det venstre.

   Hendes egen kvalte stemme hviskede i hendes hoved.

   Chryssie? Jeg vil ikke forlade dig, forstår du det? Jeg vil … jeg vil ikke forlade dig, på samme måde, som moster Leah har forladt mor. Jeg vil ikke forlade dig!

   Hun tabte kniven ned i vandet, en våd ploppen, og løftede håndleddene op for sig, de dybe sår, og det svulmende blod, der vred sig nedover hendes underarme i et mørkerødt blod.

   Jeg vil ikke forlade dig, på samme måde, som moster Leah har forladt mor.

   Og Alex begyndte at græde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...