Demonized

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 26 mar. 2016
  • Status: Igang
Den 19-årige college-studerende, Chrystal Rice, finder sin søster hængende fra et grantræ, død. Politiet konkluderer dødsårsagen som værende et selvmord, på baggrund af Alex' sygehistorie med en psykotisk depression og to indlæggelser. Chrystal, derimod, er overbevist om, at hendes søster på ingen måde har hængt sig selv, for det lovede hun i sin tid at hun aldrig ville gøre, dengang deres psykisk syge moster, begår selvmord. Og da Chrystal bliver tildelt sin søsters dagbog af den mystiske og voldsomt religiøse Rebecca Simmons, der påstod at have været en meget nær ven til Alex, begynder hun at gå i dybden med, hvad der ledte til, at hendes storesøster endte sit liv for enden af et reb. Denne søgning begynder at lede hende hende mod en række af mørke og uhyggelige opdagelser, der måske er direkte dæmoniske ... læsning foregår på eget ansvar!

20Likes
21Kommentarer
3176Visninger
AA

20. Kapitel 19

KAPITEL 19

 

Bartholomew College, d. 16. April, klokken 1.30, nat

 

Chrystals nat var endnu engang søvnløs, og plaget af tanker og billeder og minder. Hun var gået i seng omkring klokken 10, hvilket var langt tidligere, end hvad hun plejede, men hun var blevet fyldt af en drænet fornemmelse, en form for tung træthed, hun ikke havde været ramt af før, der ikke gav hende lyst til andet end at sove - end ikke at læse i Alex’ dagbog, for det at læse i den vred blot hendes hjerte i stykker side for side -, men hun kunne ikke sove. Kunne blot ligge og stirre mod væggen, stirre ind i tomheden, og klokken blev 11, og så blev den halv tolv, og Michaela kom ind og da sov hun stadig ikke. Hun havde ikke fået andet end tre snickers og en cola som aftensmad, men hun havde ikke lyst til andet, og hendes mave var stram og hård og tung. Græde kunne hun heller ikke. Selvom det muligvis var hvad hun havde allermest lyst til og allermest brug for, så kunne hun ikke, kunne blot ligge i sin søvnløse træthed, med forvisningen om, at denne nat muligvis ville blive et endnu større helvede end den forgangne, og hun så sin storesøster der hang for enden af et reb, hårstråene slaskede ned langs hendes kinder, og hun så sin storesøster læne sig tæt ind til Eric Mitchell og hun så sin storesøster sidde i skrædderstilling på den psykiatriske sengemadras, med kortviften i hånden, og det lumske smil, hun altid påtog sig, når hun spillede, for dette lumske smil var altid hendes bud på et pokerface, og hun gik side-om-side med sin søster, begge med hver deres Ben & Jerry’s iskrukke i hænderne, den søde is med de ligeså søde stumper af småkagedej der druknede sorgerne om de ugengældte forelskelser væk, og hun hørte lyden af sin søsters dæmpede gråd, den hule og tomme og dæmpede gråd, der lød fra hendes værelse, og som hun muligvis udsendte hver eneste aften og hver eneste nat i tiden op til indlæggelsen, og som Chrystal burde have været mere bekymret over, end hun nogensinde var. Og hun så Lois Nichols (de fucking skriger!) i den pixellerede internetoptagelse, pigen, der havde skudt sin bedste ven med et jagtgevær, tilsyneladende på grund af onde stemmer fra onde ånder, som havde bosat sig i hendes sind efter et åndespil, hun havde fundet i det tilsyneladende hjemsøgte Priscill-hjem, og hun så Rebecca, med de hule øjne og de gentagelsesvise nik, og Alex havde forsøgt at slå sig selv ihjel og Alex lovede hende at hun aldrig ville forlade hende ligesom moster Leah og dæmoner og Lois Nichols og Priscill-house, og hun ville ikke gøre det, ikke Alex, det ville hun ikke, hun blev medicineret, og Chrystal vidste, at medicinen hjalp på hende, gjorde hende både glad og energisk - eller måske ikke i starten, men som månederne fremskred løftede pillerne hendes humør og fik de deprimerede, paranoide og psykotiske tanker til at svinde hen -, og hun havde ikke været deprimeret op til hendes død, det havde hun altså ikke, Chrystal var sikker, det var ikke et selvmord og hun kendte sin søster og det var ikke et selvmord, det var det ikke, det var det ikke, og Lois Nichols, med de skrigende stemmer i sit kranie, og den fanatisk sindssyge Rebecca Simmons, der blev ved med at fable om dæmoner og om onde ånder, og Priscill-house, der måske var hjemsøgt, og måske ikke, og Alex, der hang fra rebet, og Chrystal kunne stadigvæk ikke græde.

   Og Michaela faldt i søvn i værelsets nattemørke, en dyb og snorkende søvn, men hendes snorken var ikke kraftig eller voldsom, blot en våd, nasal skurren, der gled om som en del af baggrundsstøjen, og som blandede sig med den metalliske lyd af viften, og Chrystal stirrede vågent ind i væggen, og hun var så forbandet træt, men søvnen ville ikke komme over hende, og billeder, der hjemsøgte, hendes søsters lig og hendes søsters dæmpede gråd fra den anden side af den lukkede værelsesdør og hendes søster, der tog på af den forpulede medicin, og Lois Nichols, der klemte hænderne for sine ører, og med en tårefugtig stemme sagde de fucking skriger, og klokken blev 1, og Chrystals tanker afbrudtes snarligt efter af en metallisk banken mod værelsesrudens yderside.

   Det var en hul lyd. Som hvis noget blev kastet ind på den. Herefter stilhed, udfyldt af Michaelas dæmpede, nasale snorken. Chrystal tjekkede sin telefon, det hvide skær blændede mørket bort og vred sig i hendes øjne, så hun måtte knibe sit syn sammen. Halv to. Hun havde ligget i sine uudgrundelige, mareridtsagtige tanker, der vred sig i hjertet og gjorde maven pinefuld tung, i to en halv time. Og ikke ét eneste sekund havde hun så meget som været tæt på at falde i søvn.

   CLINCK.

   Noget, der klirrede mod vinduet atter engang.

   Chrystal vendte sig rundt, Michaela snorkede videre i sin dybe søvn, og hun kiggede på vinduet med det tiltrukne gardin. Der var stille. Så.

   CLINCK.

   Der var noget, som blev kastet ind på vinduet. Noget metallisk. Det kunne hun høre på lyden. Den stikkende kulde klamrede sig til hendes bryster. Et kort øjeblik troede hun, at hun drømte, at hun måske var blevet lullet i søvn af de gentagelsesvise tanker, og dette blot var en drøm, formørket af grusomme følelser og tanker, men hun kunne mærke virkeligheden omkring sig på en måde, man ikke plejede, hvis det var en drøm - medmindre det var søvnparalyser, og noget sådant havde hun kun været udsat for en gang, Gud ske tak og lov - og kulden, der stak mod hendes bryster, fremkom aldrig, når hun drømte, og hun kunne umuligt være faldet i søvn, for hun kunne mærke trætheden, der tungt fyldte hendes sind og hendes muskler, og mørket, der slugte det kvadratiske værelse, var alt for virkeligt, og - forekom det hende pludseligt - alt for levende, og uden hun helt forstod hvorfor, tænkte hun på de mørke beskrivelser af sorte skygger, som Alex følte sig forfulgt af, og som blev mere og mere levende, jo mere syg hun blev, og at hun havde set moster Leahs genfærd, og Priscill House havde været beboet af en skydegal familiefar, der slog sin familie ihjel og forsvandt sporløst, og det var hjemsøgt, og Lois Nichols med de skrigende stemmer i sit kranie, og endnu en metallisk lyd af noget, der blev kastet ind på vinduets yderside.

   Vinduet vendte mod Bartholomew Woods.

   Priscill-hjemmet befandt sig i skovens modsatte ende.

   Og hun vidste, at Samuel var bange for skoven.

   Og disse kendsgerninger gjorde kulden endnu mere mærkbar, fik den til at klemme med sine døde fingre over hendes bryster, og hjertet slog hårdt og voldsomt, dunkede i hendes øregange, og hun tøvede ikke. Hun skød dynen fra sig, rejste sig fra sengen og skridtede hen til vinduet, Michaela snorkede videre, for dybt i sin nattesøvn til at registrere de omkringværende begivenheder, og Chrystal greb fat i det blåsorte gardin, hendes fingre knugede sig om stoffets kanter, der krøllede sig blødt omkring hendes greb, og så flåede hun tæppet til siden. Vinduet, der stirrede ud mod skovens nattemørke, med birketræerne, der virkede afpillede og dystre mod baggrunden af sort, med Bostons gullige lys langt ude i det fjerne, blev blottet. Chrystal blev stående og kiggede. Mod skoven. Stoffet krøllede sig kraftigere om hendes fingre, da hendes greb strammede sig hårdere.  

   Der var kun mørket.

   Intet andet.

   Hun blev stående. Michaelas nasale snorken fortsatte dæmpet i mørket bag hende. Ude foran, på glassets anden side, var der stilhed.

   Så registrerede hun bevægelse, noget imellem træerne, og få sekunder senere buede en genstand gennem luften og klangrede ind på glasset. Hun gav et spjæt fra sig. Genstanden svandt mod jorden tre meter nede. Chrystal blev stående, med den ene hånd om gardinet, få yderligere øjeblikke, og så reagerede hun. Hendes hånd fjernede sig fra gardinet, rejste i stedet op gennem luften og greb fat i låsebøjlen til vinduet, vippede den bort, og skubbede vinduet op, så rammen svang ud i fri luft og gled bagud. Chrystal blev stående, med armen fremstrakt, hvilende langs med det åbne vindue, og betragtede skovens kvælende dyb blotte ti meter fremme. Og så kom noget flyvende. Hun nåede ikke at trække sig tilbage, før noget hårdt og koldt stak ind i hendes pande, og med en halvkvalt lyd, udsendt mellem sammenbidte tænder, fik hende til at spjætte bort fra vinduet. Genstanden faldt ind i værelset, og dumpede med en hård klirren mod gulvets træplanker.

   Chrystal tog sig til panden, nu sved det, og vendte blikket ned. Og hun så genstanden, lige dér, lige for sine fødder, og hun bukkede sig forover, så hendes overkrop bøjede sig ned under vindueskarmen, og hun greb genstanden, da der fløj endnu en ting ind på værelset. En høj klangren mod gulvet. Hun farede sammen, og kiggede til højre. Den næste genstand var landet to meter længere væk. Ligeledes kastet fra skoven. Hendes øjne var store. Brysterne prikkede, og kulden rejste op i hendes hals, og hun betragtede den genstand, der havde ramt ind i hendes pande, og (Spillet, de kommer fra spillet, de kommer alle sammen fra spillet) knugede fingrene om det glatte, kølige metal, løftede den en anelse fra gulvet.

   En gaffel. Det, hun holdte om, var en fucking gaffel. Og Chrystal fik en pervers lyst til at grine, gafler, der kom flyvende ud af ingenting, ja hun  drømte, ja hun drømte da så helt klart, nu regnede det ikke længere med frøer eller med fisk, næ, nu regnede det pludselig med fucking bestik, gjorde det, og hun smilte, grinte ikke, selvom grinet kildrede i hendes indre, og hun rettede sig op og så på gaflen - den lignede, i det tætte mørke, at være af sølv, selvom det ikke var nemt at se, og himlen var overskyet, så hun havde ej heller noget månelys at orientere sig efter -, nikkende for sig selv, det var jo bare en drøm det her, selvfølgelig var det det, også selvom det sved så afsindigt i hendes pande, en dunkende og varm sviden, men det var sikkert fordi hun havde banket sit hoved ind i væggen i søvne eller sådan noget, men ikke fordi, at dette skete i virkeligheden, og det prikkede dødt omkring hende, det var en gaffel, og hvad var det andet så, en kniv? Ja, det måtte det være, og det brede, vantro smil spændte sig i hendes ansigt, da hun drejede ryggen til det åbne vindue, hvor de kølige aftenbriser fejede ind, briser, hun næppe registrerede, for situationens absurditet, og den stadig kraftigere overbevisning om, at dette blot var en drøm, overskyggede virkeligheden. Hun trådte hen mod den anden genstand, der var kommet flyvende fra skovens mørke. Knælede. Greb den. Dette var også en gaffel. Identisk med den første. Var det kun gafler, der kom flyvende? Denne drøm - for det kunne ikke være andet, det kunne det bare ikke - gav så sandelig ikke mening, men det plejede drømme jo heller ikke at gøre, så hvad pokker, og hun drejede sig rundt mod vinduet, med en gaffel i hver hånd, og smilet svandt ikke fra hendes ansigt, men hun grinte stadig ikke, selvom grinet spændtes i kroppens indre, og Rebeccas sindssygelige religiøsitet og Lois Nichols fortvivlede stemme, der snakkede om de skrigende stemmer, virkede pludselig langt borte, evigheder væk, og noget køligt rejste ned fra hendes pande, og hun lagde først mærke til det, da det klistrede sig ned over hendes højre øje. Det var køligt mod kinden, da det dryppede sig videre. Smilet forsvandt. Blodet, som i mørket blev sort og ikke rødt, klattede sig videre ned på gulvet. Og hun kiggede fra de to gafler og fremefter, til det åbne vindue, og noget kom flyvende. Skeer. Hun kunne se dem glimte svagt af refleksioner fra Bostons fjerne lysskær, kunne se deres dråbeagtige former, og de klirrede nedover vindueskarmen. Tre af dem faldt ind på værelset. De resterende landede udenfor. Chrystal blev stående, og sænkede hænderne og stirrede på optrinnet, mens kulden omsluttede hende, og bestikket kom flyvende inde fra Bartholomew Woods, den skov, hvori hendes søster havde hængt sig, og den skov, der ledte mod Priscill House, huset, som alle åbenbart mente var hjemsøgt, og nu kom der bestik flyvende fra mørket og imod hende, og det eneste sted, hvor man ville finde sølvbestik som disse, var i et hus, tilhørende en familie, måske et forladt hus, måske et hus som Priscill House, og …

   Chrystal registrerede ikke længere blodet fra flængen skabt af gaflen. Hun begyndte i stedet at bakke tilbage fra det åbne vindue. Maven blev tom. Rædslen frøs i hendes sind, og hun kunne intet andet gøre end bakke, bakke, bakke, og det næste, der buede ind i værelset og med en klirren landede mod trægulvet, var en kniv, og ikke en spisekniv, men en kødkniv, dem, der bruges til slagtning, og hun kastede omgående gaflerne fra sig og skulede hen mod Michaela, som sov videre, og som ikke vågnede, og hvorfor vågnede hun ikke, hun var nødt til at vågne, hun var nødt til det, og Chrystal kiggede tilbage mod vinduet, der åbnede op ud til mørket, og hun så Lois Nichols føre hænderne op til ørerne, og presse, så hårdt, at hendes arme dirrede anspændt (The Evil Ones), fordi stemmerne skreg ondsindet i hendes kranie, stemmerne der kom fra (’spillet de kommer alle sammen fra spillet’) hendes eget hoved, og Rebecca kiggede tomt på hende, og hun nikkede dystert og tungt (dæmonerne vil finde dig), og arket med bibelvers om dæmoniske besættelser og onde ånder og Alex hang i det knirkende reb og Alex så sorte skygger og Alex blev hjemsøgt af moster Leahs genfærd, og Chrystal kastede sig henover gulvet, over skeerne, og greb fat i vinduet. Hun smækkede det i, og låste det på næsten samme tid, og derefter slyngede hun gardinet henover det. Herefter sank hun sammen, med ryggen mod væggen, lod sig glide ned under karmen, og så lod hun den ene hånd hvile mod munden, og hun pressede og hun lukkede øjnene, mærkede tårerne kildre ondt, men de afstødte sig aldrig. Kulden prikkede vedvarende omkring hendes bryster og i hendes hals. Det vedblev med at bløde fra såret i panden. Og hun vidste, at hun ikke ville komme til at sove dén nat.

   Og hun blev siddende i nattemørket, mens flere metalliske lyde bankede ind på vinduet udefra, lyde fremkaldt af sølvbestik, der blev kastet inde fra skovens mørke skygger, og blodet dryppede videre, og Micaela vågnede ikke, og Chrystal flyttede sig ikke ud af stedet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...