Demonized

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 26 mar. 2016
  • Status: Igang
Den 19-årige college-studerende, Chrystal Rice, finder sin søster hængende fra et grantræ, død. Politiet konkluderer dødsårsagen som værende et selvmord, på baggrund af Alex' sygehistorie med en psykotisk depression og to indlæggelser. Chrystal, derimod, er overbevist om, at hendes søster på ingen måde har hængt sig selv, for det lovede hun i sin tid at hun aldrig ville gøre, dengang deres psykisk syge moster, begår selvmord. Og da Chrystal bliver tildelt sin søsters dagbog af den mystiske og voldsomt religiøse Rebecca Simmons, der påstod at have været en meget nær ven til Alex, begynder hun at gå i dybden med, hvad der ledte til, at hendes storesøster endte sit liv for enden af et reb. Denne søgning begynder at lede hende hende mod en række af mørke og uhyggelige opdagelser, der måske er direkte dæmoniske ... læsning foregår på eget ansvar!

20Likes
21Kommentarer
3130Visninger
AA

19. Kapitel 18

KAPITEL 18

 

Bartholomew College, Boston, Massachusetts, d. 15. April - klokken 4.10, dag

 

 

Chrystal stod foran slikautomaten, og kiggede gennem den bagbelyste glasrude, på hylderne, der fremviste de endeløse rækker af slik og snacks, og det var særligt stængerne af Snickers, hun holdte sit fokus på, fordi Snickers (og Cookie Dough) var Alex’ foretrukne spise, når hun blev deprimeret, og noget, som den forpulede medicin, i hendes sidste dage, hele tiden fik hende til at æde, så hun tog på og blev kraftigere og minderne kom atter væltende og Chrystal stod blot dér, foran glasfladen, og kiggede, men gjorde intet.

   Søde sager er den bedste kur mod deprimerede tanker. Hvis man vil undgå alkohol eller hash eller cigaretter, så var sukker det næstbedste alternativ. Måske var rusen, som sukker udløste, kun kortvarig, fremkaldt af de søde smagsløg, der blev vækket til live i tungen, men den var der og den var ægte og det havde Alex lært hende, og Chrystal havde erfaret, at Alex havde haft ret. Når man var ked af det, så skulle man bare spise slik, masser af slik, også selvom det gjorde en fed, men det gjorde også en glad, slik, sukker, og måske var det derfor, hun havde søgt hen til denne afsidesliggende automat i den ligeså fjerne korridor, for at få fat på noget sødt, der kunne få hende til at glemme, hun kunne ikke rigtig huske det, men nu stod hun her og foretog sig intet, for synet af de søde sager gjorde alt andet end at få hende til at glemme.

   Placeboeffekt, det er hvad det er, havde mor altid ment. For det havde hun læst på internettet (If it’s on the internet then it MUST be true som Chrystal havde set flere memes på facebook sarkastisk proklamere), på videnskabelige artikler, og sukker gjorde hverken én høj eller afhængig, også selvom det rent faktisk gjorde, for det havde Chrystal set, og muligvis også selv født. Da Alex, i sin tid, havde lært hende at trøstespise i Snickers og cookie dough is, når hjertet blev knust af alt for mange ugengældte forelskelser, og den sukrede velvære af kulhydratisk sødme, der varmede hende i sindet, og, kortvarigt, fik hende til at glemme, præcis som Alex sagde, at det gjorde. Chrystal havde senere hen undersøgt det nærmere, og havde fundet frem til, at det vist havde et eller andet at gøre med, at sukker stimulerede nogle receptorer i hjernen for en eller anden neurotransmitter ved navn serotonin - eller var det dopamin? -, som stod for belønning, og det var vist noget med, at dette var en evolutionær fordel, fordi man, dengang mennesket var flokdyr der levede i istidens frosne vildmark, havde brug for kulhydrater til at holde sig i live, og derfor var kulhydrater nødt til at frembringe den der varme følelse af euforisk lykke. Og hvis sukker ikke gjorde én afhængig, hvordan kunne det så være, at Alex hele tiden spiste søde sager, og kun søde sager, når hun havde haft det skidt, og altid i tiderne op til hendes indlæggelser?

   Og Alex havde sagt til hende, at hun aldrig ville forlade hende, og Chrystal havde fået at vide, at Alex blev indlagt fordi hun ikke havde det godt, fordi hun var bange og sådan nogle ting, men ikke fordi hun havde forsøgt at slå sig selv ihjel. Og hun hang fra rebet, med hårstråene, der slaskede ned langs begge kinder. Og hun strakte julegaven frem til hende - fra mig til dig, Chryssie - om morgenen den 25. December 2014, for lige knap fire måneder siden, og det havde været det sortstrikkede halstørklæde, som Chrystal langvarigt havde ønsket sig, men, på grund af collegelivet, ikke rigtig havde haft råd til at få. Og den glæde, den ægte glæde, en glæde, der ikke blot var en facade, men som virkelig var der, som strålede i hendes storesøsters brune øjne, da Chrystal løftede det sortstrikkede halstørklæde op fra gavekassen, eller da de stod ved siden af hinanden, under gradueringsdagen i High School, hvor Chrystal stod i den sorte silkeuniform, den firkantede akademikerhat nydeligt plantede på sit hoved, og Alex stod ved siden af hende, de poserede begge for kameramanden, og Chrystal løftede sit High School diplom, indrammet i en plade af glas med nydeligt polerede trækanter, og hun smilte, og hun følte sin søsters arm mod sine skuldre, sin søsters kærlige arm (jeg vil ikke forlade dig ligesom moster Leah har forladt mor), og da Alex sad med benene trukket ind under sig, som en siddepude, og lænende tæt ind til sin kæreste, til Eric Mitchell, på sin 20-års fødselsdag, og Chrystal, der sad overfor dem, og både elskede sin søsters glæde men samtidig følte en forfærdelig tomhed over, at andre var så heldige rent faktisk at være sammen med dem, de forelskede sig i. Og Alex, der var den eneste, som virkelig kunne trøste Chrystal, som virkelig vidste præcis hvordan hun skulle trøste hende, og hun lovede aldrig at forlade hende, og hun var død for enden af et reb, og det samme var moster Leah, og hun havde haft selvmordstanker, og disse selvmordstanker var nogen, Chrystal aldrig havde kendt, og stængerne af indpakkede Snickers vedblev blot med at hvile i rækkevis på midterhylden bag glaslågen foran hende, og Chrystal vedblev blot med at stå og stirre i tomhed.

   ”Chrys.“ Samuel trådte hen til hende. Chrystal flyttede ikke sit døde blik bort fra den slikfyldte virkelighed bag glasvæggen, selvom det ikke var den virkelighed, hun fokuserede på, men i stedet de grusomme, vridende minder, som virkeligheden af slik gemte på.

   ”Chrys!“ Han gentog sig selv, højere denne gang, men Chrystal drejede ikke hovedet, og så greb han hendes skulder. ”Chrys, er du der?“

   Og selvom Chrystal ganske vist registrerede ham, følte hans hårde, bekymrede greb strammes omkring hendes venstre skulder, kiggede hun ikke imod ham, og en forfærdelig tanke huggede sig fast. En kold tanke. En ond tanke.

   ”Måske kendte jeg slet ikke min søster. Måske … måske kendte jeg hende slet ikke rigtigt, Sam.“ Hendes stemme var monoton, ensartet, og gennemhyllet af den sørgmodige tomhed, der fyldte hendes sind. En virkelighed, hun ikke havde lyst til at erkende, men som hun måske var nødt til at erkende, begyndte at skære op gennem det forsvarslag af modstridende tanker, hun havde opbygget siden synet af sin døde søster aftenen forinden. Tankerne af fornægtelse, som hun ihærdigt fastholdte og var nødt til at fastholde, og virkeligheden var ikke længere følelsesdød, men virkelig, og hun kunne rent faktisk mærke den, der var ikke nogen tåge, og hun rystede på hovedet, og betjenten havde placeret sin hånd på sagsmappen. Din søsters død var et selvmord. Og dagbogen. Den forbandede, forpulede, lorte dagbog.

   ”Måske kendte jeg hende overhovedet ikke. Måske var … måske var alt, hvad jeg kendte til hende, bare en facade. Hun havde selvmordstanker. Hun … hun har stået lige foran mig, flere gange, med … selvmordstanker. Og jeg har ikke anet noget om det.“

   Chrystal rystede langsomt sit hoved, kiggede stadig på rækken af Snickers, og Samuel kiggede bekymret på hende, stadig med hånden langet omkring hendes skulder, og hun fjernede ikke hans greb. Han ville sige noget, men vidste ikke hvad, for han havde aldrig set sin veninde i den tilstand. Han kunne huske, at dengang Alex blev indlagt, var hun overstadig, snakkede mere end hun plejede, lavede mere, end hun plejede, og holdte sig vågen i længere tid end hun plejede, og gik mange flere turer, end hun plejede - flere gange om dagen og oftest i hver eneste pause, så hun ikke var til at få fat i -, og spiste lidt mere slik, end hvad hun plejede, og selvom hun, med sine alt for smilende benægtelser, godt nok sagde, at hun da ikke var bekymret, for det var ikke første gang, hendes søster var indlagt, og psykiske sygdomme kan jo behandles og så videre og så fremdeles, så vidste Samuel nok godt, at det var hun. Frygteligt bekymret endda. Måske havde hun, i sin underbevidsthed, haft en anelse om, hvad der var galt, også selvom Samuel ikke selv vidste, hvorfor hendes søster var indlagt og ej heller kendte til Chrystals fortid, med deres psykisk syge moster, der en dag pludselig ophørte med at eksistere, fordi hun valgte at brække sin egen hals ved hængning, han kendte ikke til det før senere, da Chrystals storesøster blev udskrevet og Chrystal kom tilbage til virkeligheden og rent faktisk inddrog ham i, hvad der rent faktisk gik for sig. Måske havde hun, i sin underbevidsthed, hele tiden vidst det, fordi hun havde hørt sin søsters tunge, melankolske gråd inde på værelset, de gange, hun var hjemme på weekendbesøg, og dengang Alex begyndte at synke dybere og dybere ned i melankolien og psykosen, og selvom hun muligvis fornægtede det i sit bevidste stadie - for det var hun nødt til, for at overleve -, så vidste hun det nok godt inderst inde, dybt inde, helt derinde, som altid var lukket af fra resten af sindet. Og det var dette, der fik hende til at reagere så underligt, så overstadigt, som hvis hun kompenserede for noget ved at blive ekstra glad og ekstra energisk, men det var på ingen måde som at se hende sådan. Tom. Død. En helt anden.

   Han åbnede munden, men han tøvede, og han sagde fortsat intet.

   Chrystal blinkede. Tårerne sved varmt. ”Hun har en dagbog. Som … som hun ville have mig til at læse i. Hun lovede mig, at hun aldrig ville gøre det, Sam. Hun lovede mig, at hun aldrig ville gøre det. Hun lovede mig det. Hun … hun lovede mig det.“ Chrystal rystede kraftigt på hovedet, blinkede flere gange, og tårerne blev blankere og svulmede op i hendes øjne. ”Vil du ikke … være sød lige at … at lade mig være lidt alene?“

   Samuel kiggede på hende, og fjernede ikke sit stramme greb fra hendes skulder. ”Chrys, jeg er bekymret for dig.“

   Chrystal lukkede øjnene og hendes mund blev stram. ”Sam. Please.“ Og selvom hendes stemme blev spinkel og kvalt, forstod han, at hun mente det seriøst, og han nikkede og gav slip på hendes arm.

   ”I orden. Men … Chrys … hvis du har brug for nogen. Så ved du, at jeg er der.“

   Hun sagde intet til det, og stod i stedet blot og stirrede. Samuel betragtede hende, en sidste gang, og så vendte han sig om og vandrede tilbage ad gangen, der i forvejen var ganske tom, fordi der stadig var time, og da han var forsvundet, og hun var helt alene, fortrak hendes ansigt sig i en vred grimasse, der gjorde tænderne blottede, og hun trådte frem til glasset, og bankede håndfladerne ind, bankede, bankede, og hun vrælede imens hun gjorde det, vrælede hæst og vrælede skærende, og hendes skrig ekkoede sig ud i den langstrakte, tomme gang, og hun slog, så glasset eftergav sig dirrende, og så lod hun sig selv synke ned på knæ, støtte panden mod automaten og hulke både hæst og langvarigt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...