Demonized

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 26 mar. 2016
  • Status: Igang
Den 19-årige college-studerende, Chrystal Rice, finder sin søster hængende fra et grantræ, død. Politiet konkluderer dødsårsagen som værende et selvmord, på baggrund af Alex' sygehistorie med en psykotisk depression og to indlæggelser. Chrystal, derimod, er overbevist om, at hendes søster på ingen måde har hængt sig selv, for det lovede hun i sin tid at hun aldrig ville gøre, dengang deres psykisk syge moster, begår selvmord. Og da Chrystal bliver tildelt sin søsters dagbog af den mystiske og voldsomt religiøse Rebecca Simmons, der påstod at have været en meget nær ven til Alex, begynder hun at gå i dybden med, hvad der ledte til, at hendes storesøster endte sit liv for enden af et reb. Denne søgning begynder at lede hende hende mod en række af mørke og uhyggelige opdagelser, der måske er direkte dæmoniske ... læsning foregår på eget ansvar!

20Likes
21Kommentarer
3134Visninger
AA

17. Kapitel 16

KAPITEL 16

 

Massachusetts psykiatriske statshospital, november måned 2014

 

Døgnene efter medicinjusteringen blev præget af døsighed, trætte tåger der fyldte hendes hoved og roede hendes tanker, og rystende hænder, der gjorde det alt for svært at holde om bestik, og de roede, kaotiske tanker, der ondskabsfuldt plagede hende i sindet, var stadigvæk ikke borte, og heller ikke Erics stemme, og de meningsløse forestillinger om den meningsløse fremtid, og den stikkende, kolde fornemmelse af at mørkets overvågende dæmoner omgav hende om aftenen.

   Det var to sygeplejersker, der holdte øje med hende, og ikke ville lade hende være, selvom den Abilify, hun fik ordineret, ikke skabte fristende selvmordsbilleder i hendes sind og ikke gjorde hende friskere og mere i stand til rent faktisk at udføre disse impulser. Det værste var når hun skulle i brusebad, og hun var nødt til at blive overvåget, selvom bruserslangen var indkapslet i et metalrør, der fastsad mod væggen, og hun derfor ingen mulighed havde for at hænge sig selv, men de overvågede hende alligevel, trængte sig ind på hendes private sfære, og hun hadede det.

   De første to døgn var et helvede, for moster Leah forfulgte hende, og onde drømme om ligeså onde ånder plagede hende i nattestunden, og når hun ikke lå og sov eller sad i opholdsrummets sofagruppe og stirrede eller vandrede de korte, daglige vandringer (hele tiden ledsaget af en sygeplejerske), som skulle friske hendes hjerne op, selvom de ikke gjorde, så lå hun og græd og hun græd længe og græd hårdt.

   Efter to døgn begyndte grædelysten langsomt at synke bort, og det samme gjorde angsten, og i stedet erstattedes det af en tung, neutral ligegyldighed.

   Efter tre døgn kom hun tilbage på det gamle værelse, for en ny person skulle bruge enmandsstuen, en kvinde alt for psykotisk til at være andre steder, og i de første dage var hun alene. Kvinden, der havde forsøgt at bide sin tunge af uger forinden, i den første nat af indlæggelsen, var borte. Sengen stod tom. Alligevel fornemmede Alex noget tungt, der havde fyldt værelset op, noget mørkt, ligesom dæmonerne, der stadig forfulgte hende - men som hun ikke længere kunne se, for risperdalen eller symbyaxen eller abilifyen eller muligvis dem alle tre, havde fjernet evnen til at se disse ting, men de havde ikke fjernet den stadig mere og mere levende overbevisning om, at disse ting stadigvæk var der, omkring hende, fordi moster Leah også havde kunnet se dem -, og det var som om dette mørke havde samlet sig omkring den tomme seng, som den mentalt forstyrrede kvinde, der havde været alt for uhyggelig, havde besat.

   Hendes personlige ejendele - dagbogen og de uspidsede blyanter, som var alt for irriterende og svage at skrive med - blev tildelt hende efter fire dage. Depressionen begyndte at løsne sig, men sløvheden var stadig ikke forsvundet. Mor - som var den eneste, der måtte besøge hende, mor og så far, for de kendte til den hemmelighed, Chrystal ikke måtte vide noget om, og lægerne frygtede, at et nyt møde med Chrystal atter kunne sende en strøm af dårlig samvittighed op i Alex’ sind, der kunne sende hende ind i et nyt psykotisk anfald, og hun skulle først vise tegn på meget bedring, før de var sikre på, at hun kunne besøges af sin søster, og sikre på, at hun kunne begynde sit udslusningsforløb - kom forbi på sjettedagen. Der var besøgstider mellem klokken 6 og klokken 20 i hverdagene, og mellem klokken 14 og klokken 20 i weekenderne, og mor kom på en weekend, og kom forbi klokken 15, efter Alex’ havde taget en to timer lang (og ensom) lur på sit værelse.

   De gik en kort tur sammen.

   Mor fortalte Alex om, hvordan det stod til derhjemme, at familien stadig var præget af hændelsen, og at hun havde svært ved at sove om natten, fordi hændelsen havde fået hende til at tænke på moster Leah, og at hun havde onde drømme om at hendes ældstes datters skæbne ville ende med den samme form for rebende, som det gjorde for Leah, og at far blev længere tid på kontoret, end han plejede, hvilket han muligvis gjorde for at glemme, for han frygtede også, at Alex ville ende som hans kones storesøster, at hans datter ville dø for egen hånd, og at Chrystal ikke kom hjem i weekenderne, som hun ellers jævnligt plejede, men blev på college, med veninderne og vennerne og at hun havde taget sig et weekendjob i cafeteriaet, for at tjene penge, men muligvis også, ligesom far, for at glemme. Selvom hun, i sine ugentlige telefonopkald, hvor hun ringede hjem, fortalte mor og far, at det da selvfølgelig gik fantastisk på skolen, så vidste de, at hendes overstadighed var en facade, og hun kun opførte sig som hun gjorde, for at glemme usikkerheden og bekymringerne, der kvalte sig sammen i hendes sind. Men de havde det godt. De havde det godt. Til trods for det hele. Så havde de det godt. Det havde de altså. Alex spurgte, om hendes søster i det mindste klarede sig godt i skolen, og det virkede det til, at hun gjorde, og så blev der ikke snakket mere om det, og Alex anmodede høfligt om, at der blev skiftet emne.

   I stedet snakkede de om fortidens mindeværdige stunder, og kan du huske dengang, Alex, hvor du var bange for, at der ville være hvidhajer i Massachusetts vestkyst, fordi du havde set Dødens Gab i en lidt for tidlig alder, og derfor nægtede at gå i vandet? Og ja, havde Alex svaret, det kunne hun godt, hun havde været syv, og alt, hvad der bare mindede om bevægelse under vandet, kunne jo være en haj, selvom tanken ikke var sandsynligt og at hvidhajer aldrig blev observeret på disse breddegrader - og når de en sjælden gang blev det, kom der nyhedsrapporter om det -, men hun var alligevel bange for det, for frygt var ikke rationelt, er ikke rationelt, og de grinte begge af det, mor mere end Alex. Eller dengang hvor Chrystal havde stjålet hendes gallakjole, som Alex skulle bruge til sin High School graduering, og hun havde stjålet den, fordi hun bare gerne ville prøve den, og kjolen havde været lang og silkeblå, Chrystals yndlingsfarve, og Chrystal stoppede med at vokse som 16-årig, og hun havde været på nogenlunde samme højde som sin storesøster, kun med nogle få centimeters forskel imellem dem - Alex var den højeste af de to -, så derfor kunne hun godt passe den. Det var egentlig ikke meningen at hun ville stjæle den, hun ville bare lige låne den, men Alex opdagede det, fordi kjolen manglede i hendes skab dagen før gallafesten. Det var på dagen, hvor der skulle tages gruppebilleder, og i disse billeder skulle hun stå sammen med Eric Mitchell, ham med det sorte jakkesæt og den ligeså sorte habit mod den hvide inderskjorte, og hende med den silkeblå langkjole og blomsterarmbåndet, hun traditionelt skulle være iført, og derfor skulle hun bruge kjolen, og hun roede i febrilsk panik gennem sit klædeskab, tøj og undertøj fløj omkring hende, stablede sig op omkring gulvet, men den forpulede fucking kjole var ingen steder, og hun fik tårer i øjnene, og det pressede i hendes lunger, pressede, trykkede, ligesom når de onde angstanfald begyndte at angribe hende, og til sidst måtte hun grædende konsultere mor, fordi hun ikke kunne finde sin kjole, og hun havde, med den tunge, hæse stemme, dirrende i gråd, spurgt mor, hvor hun havde gjort af den skide kjole, for hun skulle bruge den, og det skulle fandeme da være nu.

   Mor vidste ikke hvor den var. Hun havde slet ikke haft fingrene i den kjole. Ja, det var hun så absolut sikker på, hun vidste det vitterligt ikke.

   Og måske var det bare søsterlig intuition, der i stedet fik Alex til at konfrontere Chrystal. Hvor har du gjort af den, Chrys?

   Gjort af hvad?

   Kjolen. Hvor har du gjort af den?

   Chrystal, der som 16-årig teenager havde været god til at lyve overfor alle andre end sin mor og sin storesøster, havde tøvet længe nok til, at Alex regnede sandheden ud, og Alex havde ikke kunnet tilbageholde det efterfølgende raseri, der brændte i hende.

   Har du stjålet min kjole?

   Chrystal havde ikke kunnet svare. Alex skubbede hende tilbage, kraftigere end hvad godt var, så Chrystal nær var snublet og automatisk trådte et skridt bagud og væk, og så vandrede hun målrettet mod skabet i hjørnet, gled arrigt den hvide skydedør med Justin Bieber plakaten til siden, og så flåede hun i hendes trøjer og i hendes nederdele og i hendes kjoler, og hun fandt den, gemt væk i skabets bagerste undermave, skjult væk så mor ikke ville opdage det, den luskede lille so, og Alex flåede i kjolen og rev den til sig og vendte sig om mod sin søster, som blot stod der og stirrede blankt på hende.

   Hvorfor stjæler du mine ting? Hvorfor fanden stjæler du mine ting? Alex havde skreget, og Chrystal havde blot stået og stirret på hende med de brune øjne hulet ind af det tomme blik. Svarede hende ikke. Alex arm skælvede, som fingrene krøllede sig ind i det blå og glatte silkestof, som udgjorde kjolen.

   Du skal fucking holde dig væk fra mine ting, din lille lortetyv, du skal? Du skal holde dig væk fra MINE ting!

   Og hun havde trådt frem, og hun havde arrigt skubbet hende igen, så Chrystal automatisk satte sig ned på sengen, og så havde Alex, med tænderne hvæsende sammenbidt, fortsat.

   Det her kommer mor til at vide!

   Selvom begge søstre altid havde haft et temperament, og derfor tit begyndte at råbe af hinanden, hvis den ene skældte den anden ud, skete der ikke det sædvanlige søsterskænderi denne gang. Det var Alex, der var den vrede, og Chrystal, som blot sad på sengen og skamfuldt kiggede ned i gulvet, akkurat som hun havde gjort da hun fik skældud af mor som lille. Alex var godt klar over, at hendes reaktion var overdrevet, for hendes søster havde jo ikke ødelagt kjolen, kun lånt den - uden at spørge om lov, selvom Chrystal dog ville have tilbageleveret den inden gallafesten -, men hun havde været i en dårlig periode, hvor omstændighederne alt for hurtigt kunne blive alt for meget, og hun var derfor gået ud til mor, havde klemt sig ind i hendes arme og havde grædt. Resten af dagen var der en hul, trykket stemning imellem storesøster og lillesøster. En stemning af vrede fra Alex side, og en stemning af skam fra Chrystals side.

   Dagen efter gallaen havde Chrystal henvendt sig til Alex, og fortalt hende, at hun var ked af det, hun havde gjort. Alex, som ikke længere var sur på hende, for det var jo bare en kjole, havde prompte tilgivet hende, og de to søstre omfavnede hinanden i den kærlighed, der altid havde præget deres forhold, en omfavnelse, hvor fortidens overtrædelser og fornærmelser blev glemt og fejet bort, og det var fremtiden, der blev fokuseret på. Dagen efter var de begge taget ind til Boston på en tøsetur, hvor Chrystal havde fortalt om den her fyr i hendes billedkunstklasse, som hun muligvis havde lidt et crush på, men som hun ikke helt vidste, hvordan hun skulle håndtere, da hun lidt for ofte var blevet afvist af drenge, hun ellers fejlagtigt var blevet overbevist om godt kunne lide hende tilbage, hvorfor skal drenge også være så skide forvirrende, og Alex havde sagt, at hvis hun måske godt kunne lide ham, skulle hun måske prøve at lære ham at kende, og det gjorde hun, og gennem Junior-året blev de bedre og bedre venner, og Chrystals crush blev til mere end bare et crush, udviklede sig til en varm, mavekildrende forelskelse, og de hang ud så ofte sammen, at hun ikke kunne lade være med at blive mere og mere overbevist - akkurat som ved alle de andre fyre, hun havde fået en interesse for i løbet af sit teenageliv - om at han måske også kunne lide hende. Hendes veninder mente det samme. Og så de smileys, han benyttede sig af, de ”lidt-for-glade”-smileys, som hun kaldte det.

   Indtil Chrystal havde set ham kysse den der pige med de der klarblå øjne under det der grantræ ved den der vej foran skolen. Da havde hun vidst, at hun - igen - havde givet sit hjerte til en, der ikke ønskede det, og hun var kommet grædende til sin storesøster, som havde trøstet hende, og Alex havde taget hende med ned i byen endnu engang, og de havde købt ikke bare én, men tre krukker med Ben & Jerry’s Cookie Dough is, for Cookie Dough var den bedste kur mod deprimerede perioder, dette vidste Alex af egen erfaring, for det havde - kun kortvarigt - hjulpet hende af med de dystre følelser, der altid fyldte hende inden hendes første indlæggelse.

   Og det var disse minder om hendes lillesøster, som hende og mor delte sammen, gode stunder og knap så gode stunder, der atter fik tomheden til at hobe sig op i hende, sammen med den bidende skam, for hun havde været så tæt på at forlade hende, som den egoistiske klamme cunt hun var, og tomheden vedblev selv efter, at mor var taget hjem. Hun spiste ikke aftensmad. Hun sad blot der, på sengen, med ryggen lænet mod væggen, i skrædderstilling, og stirrede mod den modsatte side af værelset.

   Fortvivlelsen og ensomheden blev for meget. Hun kunne ikke græde. Kunne blot føle tomhed.

   Så hun satte sig ud i fællesrummet. Hun var stadigvæk ikke sulten, også selvom både hendes Abilify og hendes Risperdal plejede at øge hendes sult, og særligt en grådig sult efter rene kulhydrater, var hun lige præcis denne aften ikke sulten. Der var ikke mange i fællesrummet, og dem, der var der, var patienter, kvinde og mænd med tomme, døde ansigter, og der stod en sofagruppe, som vendte mod et fladskærmsfjernsyn, der lige nu viste en sitcom-udsendelse, om en eller anden familie i ’70-erne, og der var et par andre, der også så udsendelsen, selvom de egentlig ikke så den, men mere blot sad og så ud i luften i deres deprimerede og virkelighedsfjerne eksistenser, og Alex satte sig på sofaen og slog sig sammen med dem.

   Hun sad og stirrede lidt på udsendelsen, akkurat som hendes tavse medpatienter, sad og stirrede, men uden rigtig at følge med, og hendes blik vandrede mod vinduet, der stirrede ud i nattens tætte Boston-mørke på den anden side, og tankerne begyndte atter. Tankerne om hende og Erics forhold, og særligt de sidste seks måneder, der ellers havde virket så perfekte, som om forholdet på ingen måde ville slutte snart, men blot ville fortsætte i uendeligheder, gnavede gennem hendes sind. Og hun tænkte på den første forelskelse hun nogensinde havde, forelskelsen før Eric, da hun var 15 og kom sammen med Justin Amblin, som hun var sammen med i et år, og da hun blev ramt af de hyppigere og hyppigere angstanfald, hvor paranoide tanker overvældede hende, overbevisningen om, at hendes veninder var falske veninder med falske facader, og fremtiden var ensartet og kedelig og håbløs, og de sorte tanker, hvor hun nervøst udspurgte Justin om han nu også var loyal og om han nu også virkelig elskede hende og om han nu også virkelig mente, at de andre piger, han skrev og snakkede med, ikke var andet end veninder, og at han egentlig ikke kunne lide hende, men kun sagde, at han kunne, fordi han var falsk, ligesom veninderne, der sikkert også var falske, og kridtet, der knækkede mellem hendes hænder, da hun stod i klassen og skulle udregne infinitesimale regnestykker, og gråden, der skreg fra hende da hun brød panisk sammen bag skolens lukkede badeværelsesdør, og hvad nu hvis du får kræft som 30-årig, Alex, og hvad nu hvis du allerede har kræft, hvad nu hvis, åh, hvad nu hvis, og hendes første kæreste slog op med hende, fordi han ikke længere gad, at hun var så usikker, og hun blev bange, og frygten blev til depression, og idéer om mørke og om død blev til fristende billeder om selvmord, og de fristende selvmordsbilleder blev til en psykiatrisk indlæggelse.

   Og Eric, der snakkede meget med hende, og som støttede hende, og som virkelig var en ven, og drengene, der ikke virkede ligeså falske som pigerne, og djævleblomsten, der duftede af sød kvindeparfume, og som var hvid, men som gjorde mennesker syge i hovedet, og derfor ikke var så uskyldig, som den udgav sig for at være, og hendes tårer, der kildrede hendes kinder, da hun grædende sagde til ham, at hun ikke ville miste ham, fordi hun elskede ham og hun vidste at hun elskede ham og at hun ikke ville elske andre end ham, og han sagde, at han ikke ville svigte hende, at hun ikke ville miste ham fordi han også elskede hende, selvom han mødte en anden og knaldede den anden, han mødte, og slog op med hende, fordi han ikke elskede hende, som han sagde, at han havde gjort. Og hun tænkte på mor og far, der havde været hinandens første kærlighed, og som var blevet sammen i alle de år, fordi nogen mennesker bliver forelsket, og beholder den kæreste, de får som ung, og ender med at blive gift og få børn og blive gamle sammen.

   Og hun fornemmede Erics varmedunkende hånd i sin egen, forestillede sig atter Sea Worlds muntre lyde, da hun var sammen med Eric og svigerfamilien på Florida-turen et halvandet år tidligere og et halvt år inden det hjerteknusende break up. Synet af familien med de små, glade børn, der strøg forbi dem i modsat retning på den brede, overbefolkede sti, hvor den djævelske rutsjebane hævede sig mod himlen i højre side længere fremme. De glade børn, der fik en varm, kildrende tanke til at flyde ud i sindet. Hvor fedt kunne det ikke være, hvis det var Eric, hun kunne ende med at få børn med, og at hendes navn ville blive til Alex Rice Mitchell, eller måske Alex Mitchell, og hvad nu hvis man, i sit liv, bare skal få kærester (værdiløs) for at miste kærester, og fjernsynets lyde gled om i baggrunden, blev fjernere og fjernere og de tunge, sorte tanker (værdiløs!) blev tungere, og måske var det ikke alle, der rent faktisk var bestemt til at møde kærligheden. Nogen skulle bare for evigt forelske sig i folk, der aldrig gengældte forelskelserne, fordi de mennesker, som var ens typer, aldrig syntes, at man var deres typer. Og måske var kærligheden i virkeligheden bare fup.

   Og gråden trykkede i brystet og det brændte i hendes øjne og moster Leah mistede altid de kærester, hun fik, på grund af den forpulede hjernesygdom, for altid som livet begyndte at lysnes for hende, og altid som hun, i en håbefuld, spinkel optimisme troede, at hun nu måske rent faktisk endelig havde mødt Den Rette, blev hun for glad, og så ramte psykoserne hende, så verden ramlede sammen, og hendes kærester var aldrig i stand til at håndtere hendes ramlende verden, og måske var de ikke i stand til det fordi de havde uvidende fordomme om psykiske sygdomme, fordomme der gjorde dem bange, så de forsvandt fra hendes liv, og måske fordi det ikke ville være muligt at opretholde en familie med en mor, der blev sindssyg i tide og i utide, for hvilket lille barn ville dog kunne håndtere, hvis deres mor pludselig mistede forstanden og fik hurtigt, omskiftende humør og forestillede sig, at hun var verdens dronning og at hun var udødelig og at ingen nogensinde ville kunne såre hende?

   Og hun lignede sin moster, og for hver dag, der gik, lignede hun sin moster endnu mere, og måske ville hun selv en dag blive manisk, og tro, at hun kunne svæve, og blive uimodtagelig overfor fornuft, som hvis hun var høj på psykedeliske stoffer, psykotisk storhedsvanvid og psykotisk religiøsitet, og hun ville ikke kunne pleje en familie, og hvad nu hvis hun fik børn, der selv blev syge, fordi hendes forbandelse lå i generne, og forbandelsen ville blive videreført (vi har sigøjnere i vores familie) til de næste generationer, en forkrøblende forbandelse i form af en forkrøblende hjernesygdom, der fik dem til at se dæmoner og døde mennesker og ustyrlige tanker og Alex rejste sig fra sofaen og søgte tilbage på værelset, og hun lagde sig på sengen, krammede sin dyne og så hulkede hun, tungt, hæst, og tomt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...