Demonized

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 26 mar. 2016
  • Status: Igang
Den 19-årige college-studerende, Chrystal Rice, finder sin søster hængende fra et grantræ, død. Politiet konkluderer dødsårsagen som værende et selvmord, på baggrund af Alex' sygehistorie med en psykotisk depression og to indlæggelser. Chrystal, derimod, er overbevist om, at hendes søster på ingen måde har hængt sig selv, for det lovede hun i sin tid at hun aldrig ville gøre, dengang deres psykisk syge moster, begår selvmord. Og da Chrystal bliver tildelt sin søsters dagbog af den mystiske og voldsomt religiøse Rebecca Simmons, der påstod at have været en meget nær ven til Alex, begynder hun at gå i dybden med, hvad der ledte til, at hendes storesøster endte sit liv for enden af et reb. Denne søgning begynder at lede hende hende mod en række af mørke og uhyggelige opdagelser, der måske er direkte dæmoniske ... læsning foregår på eget ansvar!

20Likes
21Kommentarer
3188Visninger
AA

16. Kapitel 15

KAPITEL 15

 

Massachusetts Psykiatriske Statshospital, Boston, november måned 2014

 

Glæden havde været kortvarigt, og det vidste Alex, da hun abrupt vågnede op klokken halv seks lørdag, for derefter at ligge, på siden, og stirre ud mod den natsorte morgen. Meningsløsheden indhyllede hende som et blytungt tæppe, den dødsgrå meningsløshed, om fremtiden, der ikke ville byde på andet end de samme rutiner og de samme hverdage og de samme madretter, om nutiden, der ikke bød på andet end at stå op, tage medicin, spise mad, læse, sove, gå i bad og sove igen og spise aftensmad og sove. Den dødsgrå meningsløshed, der hjemsøgte hende, og havde hjemsøgt hende siden den vintermorgen, da hun var 14, og det gik op for hende, at psykiske sygdomme var arvelige, og at moster Leahs problemer var startet med tvangstanker og søvnproblemer i hendes teenageår. Tvangstanker om renlighed og om at folk måske svigtede og at farlige sygdomme lurede i luften omkring hende, og at der gemte sig ting i nattemørket, og dæmoner i badeværelsspejle, og søvnproblemer, hvor hun enten vågnede alt for tidligt eller faldt alt for sent i søvn, og tvangstankerne og søvnproblemerne blev til perioder med mørke tanker, hvor hun følte sig forfulgt og overvåget og alene og fortabt, efterfulgt af perioder, med lyse tanker, hvor hun ikke havde lyst til andet end at feste og drikke og grine og snakke og male til langt ud på natten. Og det var gået op for Alex, at tvangstankerne, som ramte moster Leah da hun var teenager, egentlig hele tiden havde været der, men først blev slemme, da hun indtrådte puberteten. Og det var gået yderligere op for hende, at det samme havde det for hende. Den bizarre besættelse om ikke at træde på fortovssprækkerne, for så kunne der ske noget forfærdeligt, der begyndte at besætte hende da hun var 9, og de samtaler med børnepsykologer, mor og far havde slæbt hende med til fra hun var 7 til hun var 10, fordi hun altid bekymrede sig om ting, børn på ingen måde bekymrede sig for. Da hun som 11-årig hele tiden tjekkede sig selv i spejlet, fordi hun var overbevist om, at en særlig form for kræft havde ramt hendes hårsække, så håret blev tyndere og tyndere og til sidst ville drysse af, selvom dette ikke skete og ikke var andet end paranoid indbildning.

   Og hun huskede mareridtene. Mor og far, der ville komme op at skændes, råbe og skrige af hinanden, og smække med døre, så billeder gled bort fra vægge og knustes mod gulvet. Og væsnerne i boblerne, som i alt for mange nætter i træk svævede op langs med hendes ben, fægtende med spidse genstande, de prøvede at prikke ind i boblerne, men uden at briste dem. Og monsteret, som hun var sikker på gemte sig i skabet, fordi hun nogen gange kunne høre de hæse, savlfugtige, gurglende vejrtrækninger. Og hun havde ikke været mere end 5.

   Og gråden trykkede i brystet, da hun tænkte på sit første panikanfald, hvor hun lukkede sig ude på badeværelset, og græd, og ikke kunne stoppe med at græde, og de veninder, hun ikke længere kunne nyde at være sammen med, for tankerne om at de var falske, åh så falske, hjemsøgte hende og lod hende ikke være og blev mere og mere levende, for hver dag der gik, og selvmordstankerne, der var begyndt at skrige i hendes sind, når hun lå alene i sengen om natten og stirrede op i mørket og fornemmede de usynlige øjne betragte hende fra den omsluttende nat, for hun ville komme til at ende som moster Leah, og alt var meningsløst, og hun så de samme ting, som moster Leah havde set, da hun var lille, sorte skygger, der lignede mænd, og som altid opholdte sig i virkelighedens periferier, og hun havde de samme følelser, som moster Leah havde haft, da hun var teenager, onde tvangstanker og gnavende paranoia og frygten for det usynlige, der hjemsøgte nattemørket.

   Og panikanfald. Moster Leahs søvnproblemer havde fremprovokeret panikanfald. Og panikanfald havde fremprovokeret Alex’ søvnproblemer. Og psykiske sygdomme er arvelige. Og hun ville ende som moster Leah. Og verden var meningsløs. Og Eric havde forladt hende. Og (værdiløs) hendes tanker hadede hende. Og hendes søster (værdiløs), hendes elskede lillesøster, der ikke kendte til billederne om, at skære struben over, der i fristende glimt vedblev med at fare gennem sindet. Som ikke vidste, at det ikke var panikangsten og de ulidelige tvangstanker og den paranoide frygt for mørket, som endte med, at hun som 16-årig blev akut indlagt på den ungdomspsykiatriske afdeling, men i stedet den uimodståelige trang til at jage en kødkniv dybt ind i sin egen strube, og bare bore, indtil livets blod sprøjtede bort og hun blev ædt af døden, som kunne fjerne hende fra den mørke, meningsløse verden, hun bosad. Og de grædende anfald, der skyllede ind over hende om natten, og hendes lyst til at spise alt, hvad der var sødt, og kun ting, der var søde, for søde ting fik hende til at glemme, og hendes dystre overbevisning om, at alle mennesker er falske og altid vil være falske og der ikke er nogen pointe.

   Hendes søster kendte kun til løgnene. Fordi hun ikke måtte vide, at storesøster var i fare for at gøre det samme, som mors storesøster havde gjort imod mor.

   Og hun tænkte på, at Leah så de samme spøgelser, som Alex så. De sorte skygger. Og derfor tror jeg på Gud, for det hjælper mig til at føle mig tryg.

   Og hun fornemmede den kolde, onde kildren af paranoia, der nappede hende i ryggen, der stod nogen bag hende, og hun drejede langsomt hovedet, og skulede blikket til siden. Moster Leah hang fra det knirkende reb, ned fra loftet, og hendes brede smil var atter plastret ud på læberne.

   (Værdiløøøøs)

   Tankerne blev til stemmer. Forvrængede, uhyrlige stemmer. Hun kiggede fremefter, det stak stadig mod hendes nakke, hun vidste at moster Leahs hængende, smilende lig kiggede direkte på hende, og

   (Værdiløs Alex)

   skyggerne, hun ikke havde set siden værelset med kvinden, der prøvede at bide sin tunge af, manifesterede sig ved vinduet, tyksorte substanser, der var faste men som hun omgående vidste ikke var fra denne verden.

   (Værdiløs!)

   De forvrængede stemmer af uhyrlig ondskab blev højere i hendes sind. Hun gled armene opad, og pressede hænderne mod ørerne, og Erics stemme lød iblandt dem (du er fucked up Alex), Erics hånende stemme, hans stemme, hun plejede at elske, og som mindede hende om de bløde, tørre kys og om de kærlige omfavnelser og om den varme forelskelse, der altid havde løsnet hendes angst og hendes dårlige periode, og hans grinagtige humor og ham, og værdiløs, hun var værdiløs, det var hendes skyld at Eric havde forladt hende, det var hendes skyld, og hun var en vanære mod sin familie og hun var værdiløs, og hun pressede hænderne hårdere mod sine ører, for at drukne de stemmer, hun vidste, at hun ikke kunne drukne, fordi de snakkede til hende indefra, og ikke udefra, og den tunge og grå meningsløshed voksede, og hun begyndte at hulke i skingre kvæk, der fik halsen til at snøre sig sammen.

 

*

 

”Er dine hallucinationer forenelige med dit humør? Eller har du hallucinationer uafhængigt af, hvordan du har det psykisk?“

   Hendes psykiaters spørgsmål regnede nedover hende. Selv sad hun blot der, i en melankolsk tåge, med skylden, der blev ved med at (du er en fiasko, Alex) hviske og banke i hendes sind, og moster Leah, der dinglede bag hendes psykiater, dinglede i rebet, fra side til side til side til …

   ”Ja.“

   ”Ja? Til hvilken af dem?“

   ”Den første.“ Tankestemmerne vedblev, og de var tunge, og de var sorte, tankestemmerne om værdiløshed, og livet var uden mening, og vi skal alle sammen dø alligevel, så hvorfor ikke blot fremskynde det, og hendes håndled dunkede og moster Leah blev ved med at dingle fra side til side i rebet bag psykiateren, og foran det brede vindue, som bestirrede grantræerne og den mørkegrønne plæne.

   Han skrev noget ned. Kiggede atter på hende. ”Føler du nogen bedring?“

   Og Alex stirrede blot på ham, tungt og fjernt, forstod ikke hans spørgsmål, hun forstod intet, og værdiløs, hun var værdiløs, og moster Leah dinglede videre i det tykke reb. ”Hvad?“

   ”Føler du nogen bedring, Alex? Du har været her i fjorten dage nu. Føler du, at de fjorten dage har hjulpet på din tilstand?“

   ”Jeg ved det ikke.“

   Det tunge slør af gråt omfavnede hende, sløret af gråt, der sugede livet bort fra den omkringliggende verden, sugede livet bort og fortærede glæden og som ikke var andet end meningsløs. Og hun så Leahs smil blive bredere, spænde sig så langt op i kinderne, som det overhovedet var muligt, dybe furer rynkede sig ud i huden, og de maniske øjne stirrede, stirrede, stirrede.

   (Værdiløs Alex værdiløs)

   ”Hvad med stemmer?“

   (Værdiløs og du ender som moster Leah)

   Igen stirrede Alex bare på ham, uden at begribe meningen bag ordene, han benyttede sig af. Hendes krop var blytung, meningsløst blytung, og virkeligheden grå og tom.

   ”Alex, hører du stemmer?“

   Chrystal, der sad overfor hende, under kortspillet. Chrystal, som hun havde lovet ikke at forlade, og som hun var nødt til at lyve overfor, for ellers ville hun hade hende, ligesom hendes forældre hadede hende, ligesom verden hadede hende, og ligesom dæmonerne, der ikke ville lade hende være, hadede hende. Værdiløs og hun skulle ikke elskes og det vidste hun og mørket blev tættere.

   Gråden trykkede atter i hendes bryst.

   ”Forstår du, hvad det er, jeg spørger dig om?“

   ”Det er meningsløst. Det hele. Meningsløst.“

   Han løftede sine bryn. ”Er det hvad de fortæller dig? Stemmerne?“

   ”Det er det, han fortæller mig.“ Hendes øjne brændte, og det samme gjorde hendes luftrør.

   (Værdiløs)

   ”Hvem er han?“

   ”Eric.“ Stemmen, i forvejen tung af meningsløshed, grødede sig til.

   ”Og du tror på ham?“

   ”Hvorfor skulle jeg ikke tro på ham?“ Hendes øjne blev blanke og slørede. ”Jeg er en fucking værdiløs cunt.

   ”Javel.“ Han nikkede tænkeligt, og kiggede ned på sit papirark. Herefter viftede blikket tilbage til Alex. ”Det virker for mig at se som om, at du har fået endnu et tilbagefald, til trods for Risperdal-behandlingen. Og det virker endnu mere for mig som om, at dit tilbagefald er udløst af samværet med din søster. Jeg tror, givet din nuværende tilstand, at jeg vil få … få forøget din dosis af Risperdal. Din dosis af Efexor bliver vi nødt til at sænke. Og så tror jeg muligvis også, at vi skal prøve med Abilify og Symbyax, for at modagerer dine … anfald. Og så tror jeg desværre også, at vi bliver nødt til at indstille besøg, indtil du viser bedring. Hvis disse … behandlingsindgreb … ikke virker, og du ikke viser nogen bedring efter en uge, skal vi måske prøve med elektrochokbehandling. Det har før vist sig at være ganske effektivt i folk med tilstande som dine.“

   Moster Leah havde også gennemgået elektrochokbehandlinger. Flere gange. Alex stirrede blot på ham, blankt og dødt. Hans ord var bekræftelsen på det, de hånlige tankestemmer, der lød som Eric, allerede i forvejen fortalte hende. At hun ville ende præcis som sin moster. Og hendes liv var meningsløst.

   ”Du skal nok forvente, at kombinationen af Symbyax og Risperdal, vil give dig en kraftig forøgelse af din vægt, så det er vigtigt, at du, når eller hvis behandlingen begynder at virke, går i gang med at benytte dig af vores træningsfaciliteter. Og jeg tror også, at når vi når lidt længere hen i dit forløb, at samtaleterapier og kunstnerisk udfoldelse vil være sundt for dig. Det kan aflede dine tanker fra hvad det end er, der i første omgang gjorde, at du er endt herinde. Men det tager vi til den tid. Lige nu koncentrerer vi os bare om den medicinske behandling, så tager vi resten senere. Skal vi ikke sige det?“

   Alex svarede ikke, stirrede blot, og psykiateren smilte, så de skægstubbedækkede kinder foldede sig tilbage. Han skrev noget ned. Moster Leah hang fortsat ned fra rebet bag hans ryg og spærrede udsynet til vinduet.

   ”En sidste ting.“ De brune øjne låste sig mod hende. ”Abilify har den bivirkning, at den drastisk kan øge ens selvmordsimpulser. Så du vil, i de næste to døgn, blive holdt under meget stærkt opsyn. Du vil nok finde det ubehageligt, men det er simpelthen for dit eget bedste. Og vi bliver desværre også nødt til at konfiskere dine blyanter. Du skal ikke se det som et indgreb på dit privatliv. Du skal se det som et forsøg på at beskytte dig imod dig selv.“

   Ligesom dyr, der holdes indespærret bag tremmer, beskyttes mod sig selv, selvom de i virkeligheden holdes indespærret for at beskytte verden, og det bliver du også nu, indespærret som den parasit mod verden, du er, indespærret, og hun fortsatte blot med at sidde der, og stirre blankt og dødt og meningsløst. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...