Demonized

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 26 mar. 2016
  • Status: Igang
Den 19-årige college-studerende, Chrystal Rice, finder sin søster hængende fra et grantræ, død. Politiet konkluderer dødsårsagen som værende et selvmord, på baggrund af Alex' sygehistorie med en psykotisk depression og to indlæggelser. Chrystal, derimod, er overbevist om, at hendes søster på ingen måde har hængt sig selv, for det lovede hun i sin tid at hun aldrig ville gøre, dengang deres psykisk syge moster, begår selvmord. Og da Chrystal bliver tildelt sin søsters dagbog af den mystiske og voldsomt religiøse Rebecca Simmons, der påstod at have været en meget nær ven til Alex, begynder hun at gå i dybden med, hvad der ledte til, at hendes storesøster endte sit liv for enden af et reb. Denne søgning begynder at lede hende hende mod en række af mørke og uhyggelige opdagelser, der måske er direkte dæmoniske ... læsning foregår på eget ansvar!

20Likes
21Kommentarer
3148Visninger
AA

15. Kapitel 14

KAPITEL 14

 

Boston, Massachusetts, klokken 2.30, dag

 

 

Chrystal satte sig ud i bilen og smækkede døren efter sig, og så blev hun siddende. Rebeccas forklaring havde belyst lidt, men ikke meget, for hun var klar over, at den var overskygget og fordrejet af hendes religiøse overbevisninger, og der var noget ved hendes religiøsitet, der virkede mere og mere afsporet, mere sygeligt, der sendte kulden ned gennem hendes rygparti. Nu forstod hun da i det mindste, at Rebecca havde oplevet et eller andet i Priscill-hjemmet, som muligvis lagde til grunde for hendes religiøse overbevisninger, men spørgsmålet var, om det, hun havde oplevet, var det rigtige svar, eller blot en oplevelse, hendes overbevisninger havde fortolket til noget overnaturligt, der måske slet ikke var overnaturligt. Måske var hendes daværende veninde blevet bange, måske havde hun set et eller andet, der skræmte hende, noget, der – hvis hun altså skulle tro på Rebeccas forklaring – i det tætte mørke mindede om noget andet, måske noget farligt, og så var hun gået i panik, og i sin paniske tilstand var hun flygtet ud på vejen, hvor den selvsamme tilstand af ukontrollabel panik fik hende til at spæne ud foran en i-mod-hende-kørende bil, der ramte hende og slog hende ihjel.

   Men Lois Nichols. Lois Nichols, der havde onde og skrigende stemmer bosiddende i sit sind, stemmer, hun selv havde sagt var kommet fra et spil, hun havde fundet i Priscill-hjemmet, akkurat ligesom det spil, Rebecca og hendes veninde eftersigende, i sin tid, var kommet forbi og som, ligeledes ifølge Rebecca, havde gjort at hendes veninde blev overtaget af noget, som kastede hende i døden.

   Og hvad havde alt dette overhovedet med Alex at gøre? Det vidste hun stadig ikke. Hun vidste ikke engang, hvorfra Rebecca og Alex havde lært hinanden at kende, og hvad der i første gang overhovedet fik Alex til at opsøge troen på det overnaturlige. Alt hvad hun vidste var, at Priscill-hjemmet måske havde forbindelse til at Alex endte sit liv for enden af et reb, og at både Lois og Rebecca havde personligt kendskab til det, der gemte sig inde i hjemmet, og at Rebecca havde været i besiddelse af Alex’ dagbog og at hun, efter hendes egen forklaring, havde et personligt kendskab til Alex. Hun vidste ikke mere. Og Rebecca havde ikke fortalt hende mere. Hun havde blot, i nikkende selvbekræftelse, fortalt hende, at det var dæmoner, at det alt sammen var dæmoner, og så var det som om et underligt slør af død tomhed trak sig over hendes ansigt og gjorde hendes øjne hule og blanke. Hun havde blot siddet på skamlen og kigget fjernt ud i intetheden, og da havde Chrystal vidst, at der ikke var mere at komme efter. Og nu sad hun her. Og en frustration begyndte at gnaske i hendes indre.

   Lois Nichols. Priscill-hjemmet. Dæmoniske besættelser.

   Svarene måtte være i dagbogen.

   Hun måtte tilbage til Bartholomew.

   Hun drejede på tændingen, bilen vækkede brummende til live, og så kørte hun frem. Det var vejen foran hende, der optog al hendes opmærksomhed, så hun så sig aldrig tilbage, og derfor opdagede hun heller ikke Rebecca, der havde stillet sig hen til sit værelsesvindue, det, som bestirrede ud mod vejen, og blot stod der, stille og statueagtig, med armene hvilende tæt ned langs flankerne og kroppen underligt stift. Hun stod der, bag glasset, og kiggede mod den bortkørende Nissan, og hendes grønne øjne var blanke, tomme og hule, og ansigtet var blot en dukkemaske berøvet for følelser. Hun blev stående og stirrede, selv længe efter, at Chrystal var svundet bort, og så trak hun sig bortsunket tilbage i værelsets hengemte privatliv.

 

*

 

Samuel ringede til Chrystal, da hun var ti minutter fra Bartholomew College, og kørte gennem den levende Boston-trafik.

   Hun tog telefonen, selvom det var forbudt at køre og snakke samtidig, men dette faktum strejfede hende ikke. Det var dagbogen og Alex, som hang for enden af rebet, og folk, der blev ved med at sige at det var et selvmord, selvom hun var sikker på at det ikke var, og det var Priscill-hjemmet og Rebecca Simmons underligt tomme øjne og Lois Nichols med de skrigende stemmer i sit kranie, der udfyldte hendes hoved.

   ”Hallo?“

   ”Chrys!“ udbrød Samuel på den anden ende af linjen. ”Er du all right?

   Der var rødt i lyskrydset længere forude. Chrystal sænkede farten. ”Ja. Hvorfor skulle jeg ikke være det?“

   Dæmonerne vil finde dig. Hvis du fortsætter dig, vil dæmonerne finde dig.

   ”Du forsvandt bare lige pludselig fra timen med tårer i øjnene og det hele, og nu har jeg lige hørt fra Michaela at du ikke er på dit værelse og … vent, er du ude at køre?

   ”Ja, det er jeg faktisk. Er det et problem?“ Chrystal forstod ikke, hvor det raseri, der lige nu begyndte at varme hendes brysthule op, kom fra, men det var kraftigt og bittert og gnavende.

   ”Øh, nej, ikke … ikke sådan decideret.“ Kort stilhed. Der var stadig rødt foran hende. Samuel talte atter. ”Chrys, hvad fuck er det egentlig lige, der foregår?

  Chrystal flimrede sine øjne i, og fingrenes greb om telefonen strammedes, og varmen i hendes indre begyndte at koge.

   Samuel vedblev.

   ”Handler det her om Alex? Det handler om Alex, det her, gør det ikke?

   ”Hvorfor bekymrer du dig lige om det?“

   ”Hvorfor jeg … Chrys, jeg er din ven. Og det forholder sig tilfældigvis sådan, at venner har det med at bekymre sig for hinanden. Og lige siden din søsters død har du opført dig totalt ved siden af dig selv. Jeg kan næsten ikke kende dig. Gider du godt lige fortælle mig, hvad det er der fucking foregår?

   Chrystal måtte hive vejret dybt ind, og vejrtrækningen var ætsende. ”Jeg er på sporet af noget. Dét er, hvad der foregår.“ Der blev grønt. Hun kørte frem. Stilhed i røret. Det skrattede, da Samuel trak vejret, og så svarede han hende.

   ”Chrys, jeg … jeg har en virkelig dårlig fornemmelse af alt det her. Jeg tror … jeg tror det er bedst, hvis du … måske ser i øjnene, at … !

   Chrystal lod ham aldrig fuldende sin sætning, og hendes stemme var kold og tør. ”Jeg er bange for jeg ikke har tid til at snakke lige nu.“ Og hun fjernede telefonen fra øret, og kiggede på skærmen, og trykkede på AFSLUT OPKALD og så kastede hun, med kraftige bevægelser, telefonen ned på sædet ved siden af sig. Det stak i hendes øjne, et blankt slør overtrak dem, hun blinkede, flere gange, og knugede begge sine hænders greb om toppen af rattet. Vejen virkede mere endeløs, end den plejede.

 

*

 

Michaela var ikke på værelset, da Chrystal kom tilbage til Bartholomew, og dette lettede hende, selvom det hede raseri stadigvæk gnavede dybt i hendes indre, og hun lukkede døren efter sig og styrede hen til sengen. Hendes ting lå der som hun havde efterladt dem. Dagbogen for fodenden. Bærbaren, der ikke længere var klappet sammen, men åben, så den fremviste den sortblanke skærm. Arket med bibelvers.

   Hun satte sig ned på sengen, og greb dagbogen. Klokken var kvart i tre. Hun var ikke sulten. Hun slog op, bladrede forbi de sider, hun allerede havde læst, og standsede ved 22/10 – 2014. Det var den næste gang, Alex havde skrevet i sin dagbog. Chrystal begyndte at læse.

 

21/10 – 2014

Kære dagbog.

Jeg tror det er første gang jeg egentlig er startet ud med ’kære’. Og det burde jeg ikke synes er sjovt, men det gør jeg. Det er utroligt svært for mig at grine. Ting, der plejer at være sjove, er meningsløse. Mine håndled gør stadigvæk ondt, og de dunker så meget når jeg ligger ned, at jeg er nødt til at tage smertestillende. Jeg blev indlagt med en værelseskammerat, men var nødt til at skifte stue. Jeg er ikke fordomsfuld overfor psykisk syge mennesker. For fanden, jeg er selv syg. Men hun var simpelthen for uhyggelig. Hun prøvede at bide sin tunge af allerede den første nat, jeg var indlagt. Jeg tror hun har en eller anden form for psykose, men jeg er ikke psykiater, så jeg skal ikke kunne bedømme, hvad der er i vejen med hende. Hun lå så tit og bare stirrede på mig med det her tomme, tomme blik i øjnene, som om hun kunne se ind til min sjæl, og det var simpelthen for skræmmende. Jeg er på en enmandsstue nu. Det har jeg det fint med. Jeg sover alligevel det meste af dagen på grund af den forpulede lortemedicin. Tror vist det er den der Risperdal, der gør det, men jeg ved det ikke, og jeg er egentlig også ligeglad. Nu er jeg ved at være for træt til at skrive. Jeg vil prøve igen i morgen.

 

22/10 – 2014

Jeg har været indlagt i en uge nu. Selv har jeg ikke rigtig nogen tidsfornemmelse. Jeg har ikke lov til at have nogen kalender hængende, for man kan åbenbart bruge de der metalbøjler til at gøre skade på sig selv. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor de tror, at jeg har lyst til at skade mig selv. Jeg er for træt til at jeg overhovedet orker det. Min tidsfornemmelse er blevet ædt af alt for meget søvn. En af dagene sov jeg i 14 timer nonstop, og var vågen i fire og så sov jeg igen. Nogen gange begynder mine hænder at ryste, så jeg ikke kan holde om hverken bestik eller blyanter. Det har jeg fået at vide er normalt når man er på antipsykotisk. Jeg går i seng nu. Klokken er kun 6, men jeg er simpelthen så træt og min krop føles som bly. Mine tanker er en konstant dis. Det er utroligt, jeg overhovedet kan skrive.

 

23/10

 

Jeg snakkede med min psykiater i dag. Vi er begge blevet enige om, at jeg ikke er klar til at komme ud. Jeg er nu officielt indlagt, og skolen har fået besked. Jeg er sjovt nok ligeglad med, hvordan min omgangskreds tager det. Jeg er ligeglad med, hvornår jeg kommer ud. Det er egentlig alt, hvad jeg er. Ligeglad.

 

24/10

 

Jeg har forsøgt mig med et digt, men tror ikke det er blevet særlig godt, for mine tanker er for sløve og disede. Men her er det altså:

’Dis og tåge og dum som en måge,

Det er hvordan jeg føler mig

Når jeg tager den forpulede

Zombiemedicin

’Du får det bedre’

Men det er jo helt til grin

Psykoser og depressioner og tvangstanker og frustrationer

Min hjerne hader mig

Og det gør verden også

Jeg er fanget i en tåge af døsighed

På et kvadratisk værelse uden indhold

Den er gold

Mit sind er gået kold

Og ligegyldighed er alt hvad jeg formår

At fremmane

Og jeg føler ikke

At lykke er noget

Jeg nogensinde igen,

 kommer til at ane.

Har lige læst det igennem. Det var noget fucking lort. Så nu tror jeg bare jeg vil sove, selvom klokken ikke er mere end tre.

 

26/10

 

Sov det meste af dagen væk i går. Derfor skriver jeg først nu, men jeg ved ikke helt hvad jeg skal skrive. Lægerne snakker om at lade mig trappe ned på Efexor. Det er vist kombinationen af medicin, der gør, at jeg bliver så sløv. Men det gør mig egentlig ikke noget bare at sove livet væk, for der er ikke rigtig en skid andet at lave her, så hvad er pointen?

 

27/10

 

Jeg skal have besøg af min lillesøster i dag. Det er første gang i flere måneder, at jeg har følt mig i stand til at glæde mig til noget. Fremskridt? Måske. Hun kommer her om en time. Tror jeg vil sove lidt, så jeg kan være ordentlig frisk til når hun er her.

 

28/10

 

I går var den bedste dag længe. Min søster er så dejlig, og hun kan irritere mig på en måde, ingen andre kan, og det er nok hvad jeg har brug for. At blive irriteret. For hvis jeg bliver irriteret, så ved jeg, at jeg er stadig er et menneske, og ikke er blevet til en zombie. Hun fortalte mig om sit liv på college, og sine fremtidige ambitioner. Hun vil studere filosofi. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er så fucking stolt af hende. Og jeg er så lykkelig over, at hun ikke er endt som mig, men at hun har det godt og at hun er stærk. Hun skal nok klare den. Hun har det godt, og er ikke alt for påvirket over min indlæggelse. Det skyldes måske også lidt, at hun ikke ved, hvorfor jeg er blevet indlagt. Men hun er glad, og det er alt, hvad der betyder noget for mig. I går var første gang i over en uge, at jeg var i stand til at græde. Før jeg blev indlagt græd jeg så meget, at det til sidst blev så udmattende, men nu var det at græde det mest befriende, jeg nogensinde har oplevet.

 

Og tårerne, der atter havde vædet sig stikkende op i Chrystals øjne, svulmede og voksede til alt for stort antal, så synet vred sig til i et fugtigt, ondskabsfuldt slør, og hun måtte blinke, men det hjalp ikke, og hun bladrede, og prøvede at læse videre, men halsen blev øm og stram, og hun måtte kigge væk og ud mod regnen, der stadig faldt udenfor, og som bankede nedover vinduet, og hun lukkede øjnene, tårerne kildrede i hendes øjenkroge, men afstødtes ikke, og hun skar tænder og det bed og kradsede i de indre strubevægge.

   ”Tag dig sammen. Tag dig sammen. Tag dig sammen.“ Hendes hviskende stemme var hæs. Hun placerede en hånd mod sin pande, og lod den glide videre op i håret, og den første tåre smeltede bort fra øjet og gled i en lang, fin stribe nedover kinden, kildrede varmt og grusomt, og hun så Alex gynge frem mod ahornskoven, frodiggrøn i sommervarmen, og hun så hende dreje hovedet og så hendes bryn løfte sig, og hun gyngede tilbage og borede hælene i sandet under sig, så gyngens bevægelser stoppede.

   Er der noget galt, Chryssie?

   Mors hæse, skrigende gråd, der udfyldte baggrunden, og Alex, der knugede hende til sig. Jeg vil ikke forlade dig på samme måde, som moster Leah har forladt mor.

   Og hun sad på den stue, hun var indlagt på, i skrædderstilling, og smilte, selvom hendes ansigt var hult og gråblegt, og hun kiggede over på hende med en kortvifte mellem fingrene.

   Og Chrystal begyndte atter engang at græde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...