Demonized

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 26 mar. 2016
  • Status: Igang
Den 19-årige college-studerende, Chrystal Rice, finder sin søster hængende fra et grantræ, død. Politiet konkluderer dødsårsagen som værende et selvmord, på baggrund af Alex' sygehistorie med en psykotisk depression og to indlæggelser. Chrystal, derimod, er overbevist om, at hendes søster på ingen måde har hængt sig selv, for det lovede hun i sin tid at hun aldrig ville gøre, dengang deres psykisk syge moster, begår selvmord. Og da Chrystal bliver tildelt sin søsters dagbog af den mystiske og voldsomt religiøse Rebecca Simmons, der påstod at have været en meget nær ven til Alex, begynder hun at gå i dybden med, hvad der ledte til, at hendes storesøster endte sit liv for enden af et reb. Denne søgning begynder at lede hende hende mod en række af mørke og uhyggelige opdagelser, der måske er direkte dæmoniske ... læsning foregår på eget ansvar!

20Likes
21Kommentarer
3184Visninger
AA

14. Kapitel 13

KAPITEL 13

 

Boston, Massachusetts, klokken 2:10, dag

 

Rebecca Simmons boede i Brighton i Bostons vestkant, på en skovklædt vej besat af fine, hvide bygninger i victorianske stile. Det hus, hun boede i, sammen med sin familie, skilte sig ikke ud fra øvrigheden – Samme byggestil, samme hvide træplanker, samme form for veranda (med overbygning og sirlige trægelændere), samme frodige, træfyldte baghave og samme glidende overgang mellem fortov og have. Chrystal parkerede den gråbrune Nissan Vertia foran huset, holdte ind til kanten af vejen så tæt, hun kunne komme på haven, og konsulterede telefonens indbyggede GPS, bare for at være ekstra sikker på, at hun var blevet ledt det rigtige sted hen, og det var hun. 1222 Forest Street, Brighton. Det var hendes nuværende placering, og det var det samme som hendes destination.

   Hun steg ud af bilen og ud i den lune forårsluft. Fugle kvidrede svagt i de tætte lønnetræer, der ragede over vejen på husrækkernes modsatte side. Hun skridtede ind i haven, hen til verandaen, tre trappetrin og så befandt hun sig foran døren. Håndtaget var guldmetallisk og spejlende – men det kunne umuligt være ægte guld, for så rigt et kvarter var dette altså heller ikke – og hun bankede på dørens glasflade og så ventede hun. Kort tid med stilhed, hvor der intet skete, og så blev der taget i dørhåndtaget. Kvinden, der dukkede op, mindede om Rebecca – den samme form for lyse hår og den samme form for ovaliske ansigt -, men hun var kraftigere, tættere, og så var hun ældre, og det tog ikke lang tid for Chrystal at gætte på, at dette nok måtte være Rebeccas mor, for Rebecca boede stadig hjemme, til trods for hun var i hvert fald tyve, en alder, hvor mange ellers plejede at flytte hjemmefra og opsøge en karriere. Så var det, at tanken slog hende. Rebecca var religiøs – meget religiøs -, og havde måske ingen karriere, hun gik efter. Måske var hendes karriere at være hjemmegående resten af sit liv, enten det, eller også at være i sin lokale menighed og arbejde der, og fremme sin karriere i hvad mange af disse meget religiøse kristne plejede at kalde ’bygge Guds rige op.’ Eller hvad fanden.

   ”Hej,“ indledte Chrystal samtalen, da kvinden på den anden side ad døren ikke så ud til at ville sige noget. ”Jeg, øhm … Er Rebecca Simmons jeres datter, og er hun i så fald hjemme?“

   Fru Simmons nikkede. ”Ja, til begge af dine spørgsmål. Hvem skal jeg sige at det er?“

   ”En … søster til en bekendt. Hun vil vide hvem det er, der er tale om, det er jeg sikker på. Jeg hedder Chrystal.“

   Fru Simmons nikkede tilbage, og smilte, og hun havde tætte furer omkring øjnene, hvilket Rebecca ikke havde. I hvert fald ikke af hvad Chrystal havde lagt mærke til. ”Javel ja. Øjeblik, så finder jeg hende lige. Kom bare indenfor.“

   Chrystal takkede, blev et øjeblik forbavset over venligheden – dette var ikke hendes forestilling om den type mennesker, men måske var det Rebecca, der var den religiøse, og ikke resten af familien – og trådte herefter ind i entréen. Fru Simmons lukkede døren efter hende, og smilte atter sit rynkende smil, og gled i bevægelse, gennem den hvide entré og hen til de svage trappetrin, der førte opad. Chrystal blev stående tilbage, og lod blikket glide henover væggen, der skabte en kridhvid kontrast til det mørkebrune trægulv. Der hang ingen billeder. Væggen var gold og blank. Hun hørte atter skridt, tunge og eftergivende mod trægulvet, og kiggede fremefter. Det var Rebecca, som dukkede op, og bevægede sig ned ad de tre trappetrin. Det brede smil, alt for lykkeligt, og som hun også var iført foran college-bygningen efter timen om sproglig lingvistik, smeltede på ny ud i hendes abrikosblege ansigt. Smilet, der fik kolde ilninger til at krybe langsomt ned langs Chrystals rygstreng, uden hun helt forstod hvorfor, for det var bare et smil.

   Et meget stort og meget bredt smil, men stadig et smil.

   ”Hejsa, Chryssie. Må jeg gerne kalde dig det? Chryssie? Jeg har hørt fra din søster, at det var dit kælenavn. Eller hvad med Chris? Så kan du kalde mig Becca.“ Hun gav hende hånden, og Chrystal trykkede den.

   ”Ved du hvad, Chrystal er helt fint, faktisk. Du behøver egentlig ikke kalde mig andet.“ Hun  sænkede hånden. Rebecca var klædt i gråbleg sweatshirt og sorte jeans, der smallede sig ind til kroppen. Det mørkblonde hår lagde sig nedover hendes skuldre. Der var en hidsig iver i hendes blå øjne, der, ligesom det kraftige smil, virkede afkoblet fra det øvrige af sindet.

   Rebecca nikkede. ”Chrystal … tja, det er også helt fint med mig. Du ville gerne snakke?“

   ”Ja. Det ville jeg gerne. Det var jo lidt derfor at jeg valgte at komme.“

   ”Fantastisk!“ udbrød hun, alt for ivrigt, en iver, der mindede Chrystal uhyggeligt meget om moster Leah i de maniske faser, og hendes hånd klappede ind på den venstre skulder. ”Følg med mig op på værelset, så, og jeg fortæller dig alt, hvad du har brug for at vide, og alt, hvad du har lyst til at vide.“ Og hun vendte sig rundt og bevægede sig mod de tre trappetrin, og Chrystal fulgte med, og en underlig, hul fornemmelse gnaskede mod hendes indre mavevægge, og måske var det fordi at Rebecca virkede for ivrig så hurtigt efter, at den person, hun ellers havde sagt var hendes rigtig gode veninde, var død. Eller måske var det bare den måde, hendes iver kredsede om at fortælle hende noget, hun ikke kunne vente med at fortælle hende. Måske var det en dårlig idé. At komme. En virkelig dårlig idé. Men hun vandrede ikke desto mindre bag hende, og lod sig blive ledt med gennem huset og mod værelset.

   Deres destination befandt sig på husets anden etage. De skulle op ad en trappe, der vred sig mod venstre, og kom til et lokale med høje panoramaruder, der stirrede ud mod vejen og det tætte, frodige lønnekrat bagved, og her var der billeder på væggene – mest familiebilleder – og der stod et kors i vindueskarmen, så Chrystals idé om, at det kun var Rebecca, der var den religiøse i familien, blev gjort til skamme, og Rebecca ledte hende til venstre, da de var nået op i lokalet for toppen af den svagt, vridende trappe, henover det mørkbrune gulv, der klagede i svage, eftergivende knirk for begge pigers vægt, selvom ingen af dem vejede så meget, og de nåede hen til en åben dør ind til et værelse, der var ligeså lyst som resten af huset. Allerede da de trådte igennem åbningen, og Chrystal havde direkte udsigt til væggen med sengemadrassen og de mange reoler, der strakte sig over den, så hun biblerne, og måtte standse øjeblikkeligt. Hvor de fleste familier, Chrystal kendte, havde én bibel – som de alligevel aldrig brugte, men det var godt at have, for folk havde det med at søge efter religiøse svar i tilfælde af pludselige kriser, det havde historien jo vist talrige gange, og så var det en god idé at eje en bibel, for hvad nu hvis – og næppe mere end én, ejede Rebecca fem eller seks. De stod i rækkevise opstillinger på den første hylde over sengen, og de to første var læderindbundne, de to næste havde sorte omslutninger og den sidste så ud til at have sider med kanter af indlagt bladguld. Der var King James versionen, og der var Scofields Referencebibel – den bibel havde moster Leah også været indehaver af, og hun havde brugt den til opslidelse, når hun var midt i sine maniske psykoser, og hun kunne citere den og recitere den, så Chrystal vidste alt om, hvilken type djævelskab denne bibel var -, med alle dens leksika og dens ’profetiske referencer’ og dens endetidshenvisninger, og der var en ny oversat version af King James Biblen, og de to sidste var ikke nogen, Chrystal kendte, men det var velsagtens flere repræsentationer af det samme, religiøse vanvid. Som hun stod her, i dørkarmen, og så biblerne – seks bibler, seks fucking bibler, hvem fanden ejer seks bibler? – begyndte de mareridtsagtige glimt til fortiden atter at vælte ind foran hendes syn. Leah, der i religiøs sindssyge kom brasende ind i stuen, og vrælede højt og skingert og med vanviddet spejlende i sine alt for store øjne. Chrystal og Alex havde siddet sammen med mor Diana og set et interessant naturprogram, der blev vist på fjernsynet – det var vist et af dem fra BBC -, da vanvittige moster Leah braste ind i huset.

   Gud har udvalgt mig til at frelse verden! Jeg er Guds udvalgte! Det står i den her bibel! Det står i den her bibel, Diana! Gud har udvalgt mig til at frelse verden! Det er så vidunderligt! Jeg har lyst til at græde!

   Og hendes vrede, da hun fik at vide, at det ikke var Gud, der havde udvalgt hende, men hendes sygdom, der var vendt tilbage, og Leah, har du nu husket at tage din medicin, eller er du stoppet med den igen, du ved hvor vigtig den medicin er.

   Jeg skal ikke have medicin. Jeg er udvalgt af Gud. Lad mig være, din heks. Du er udsendt af Satan så jeg kan få det dårligt. Hun havde peget truende på mor, med et pludseligt mørke, som havde tæppet sig ind over hendes ligeså pludseligt forhadte ansigtsudtryk, og hendes stemme var dirrende skrig, da hun udtalte sætningen. Og Diana prøvede fortsat at berolige hende, og moster Leah blev vredere. Og så var hun stukket af, havde flygtet til fods, selvom hun havde en bil, forsvandt ind i ahorn-skoven, og mor var blevet panisk, og far havde sendt dem på værelset. Politiet blev tilkaldt, for moster Leahs dømmekraft var forsvundet, blevet ædt af den hjernesygdom, der havde plaget hende siden Alex og Chrystal var små, så det var ikke til at vide, hvad hun kunne finde på at gøre. Da nogen fandt hende – to civile borgere, der var ude at gå tur med deres hund længere inde ved Bostons centrum -, stod hun og forsøgte at uddrive dæmoner fra en alkoholisk hjemløs, og hendes bønner var høje og uforståelige og, mente den ene af dem, direkte umenneskelige. Det var på hjørnet mellem 7’th Street og Mellon, med udsigt til Bostons tårnende, gulligbelyste indre. Selvom den hjemløse prøvede at løbe væk, fulgte Leah videre, og hun prædikede højlydt og i alt for hurtige talestrømme – dæmoner, manifester jer i Jesu navn, manifester jer, manifester jer og kom ud af den her mand i Jesu navn manifesterjer manifesterjermanifesterjerkomudafdenhermandogmanifesterjer -, og de turde ikke nærme sig hende, for det var tydeligt, at hun ikke var rask, og måske var hun farlig, også selvom hun nok ikke var. Politiet fandt hende det samme sted. Da havde hun stadigvæk ikke opgivet sit stædige forsøg på at uddrive ikke-eksisterende dæmoner fra den stakkels alkoholiske hjemløse, der mere end noget andet bare ønskede at være i fred. Hun blev, skrigende og vrælende og modstridende, og derefter bandende og fordømmende, ført bort til politistationen, hvor hun, efter et skud beroligende, blev sendt videre til psykiatrisk tvangsindlæggelse. Det efterår havde været det efterår, hvor moster Leah var indlagt i længst tid, hvor sygdommen så ud til at have overtaget alle aspekter af hende, og ikke så ud til at ville lade sig bukke under af de utallige piller, hun blev fodret med.

   Og det var alt sammen fordi hendes kirke havde tildelt hende bibler og stoppet religiøse idéer ind i hendes hoved, der ikke var sunde, selvom de gav hende tryghed i svære tider. Bibler som dem, Rebecca Simmons var indehaver af. Og hadet begyndte at koge hendes indre organer, koge og svitse og æde, og hun blev stram i kæberne.

   Rebecca standsede foran sengen, og vendte sig imod hende, stadig smilende, men så registrerede hun det forbitrede udtryk, der strammede sig til i Chrystals ansigt, og blikket, der ikke hvilede på hende, men reolen bag hende, og hun drejede hovedet i blikretningen, og så ligeledes bibel-rækken.

   ”Åh. Det her er min bibelsamling.“ Og hun greb den yderste, den med bladguld langs sidekanterne, der afgav gullige refleksioner, vejede den i hånden og betragtede den. En kort, tung stilhed. Chrystal mærkede hjertet pulse alt for hårdt og voldsomt mod bagsiden af brystkassen. Rebecca betragtede biblen, som hun atter begyndte at tale. ”Med de ting, jeg har været igennem, findes der ikke noget mere beroligende, end det at vide, at ens åndelige behov er dækket ind, og at man er godt udrustet. Alt for mange såkaldte ’kristne’ tror, at én bibel er rigeligt. Og så har de den og læser aldrig i den. De lever i et bedrag, Chrystal. Når dagen kommer, og de udsættes for fjendens angreb, vil de blive … ødelagt. De har ingen åndelig dækning. Det har jeg til gengæld.“ Et langt, tænkende nik, og så kiggede hun tilbage på Chrystal. Smilte på ny. ”Jeg fik skaffet to bibler til din søster. Og jeg tror, at jeg formåede at omvende hende, inden hun døde.“

   Denne sætning gjorde ikke vreden mildere, og Chrystal havde lyst til at træde frem og smække sin flade hånd gennem luften og ind i ansigtet på kællingen foran hende. Kællingen, som stod der og udnyttede hendes søsters død til at prædike om sin afsporede, vanvittige tro. Hun kunne bare træde frem og slå hende, og hun kunne allerede forestille sig det hårde smæld fremkaldt af kød mod kød, og den varme følelse i hendes håndflade, når den smækkede indover siden af Rebeccas ansigt. Hjertet dunkede i struben. Chrystal blev stående og bevarede fatningen og foretog sig intet.

   Rebecca blev stående og smilte fraværende, som om hun slet ikke registrerede arrigskaben, der spilede sig op i øjnene på brunetten foran hende, og så drejede hun sig rundt, mod reolen, og stillede biblen tilbage. Hun stivnede. Hendes fingre vedblev med at knuge om bibelryggen.

   ”Chrystal, luk døren.“

   Chrystal blev et kort øjeblik forvirret over det pludselige toneskifte, Rebeccas stemme havde antaget. Hun rynkede panden. ”Hvad?“

   ”Vi skal snakke. I stilhed. Luk døren.“

   Og Chrystal gjorde, tøvende, som Rebecca bad hende om. Greb fat i den blege dør, og trådte ind på værelset i samme bevægelse, og lukkede døren efter sig. Et svagt, hult klik fremlød. Rebecca fjernede fingrene fra biblen, og vendte blikket mod Chrystal, og kulden smækkede ind i hende ved synet af den tunge, dystre alvor, der havde trukket sig over ansigtet på den pige, som kun øjeblikke tidligere havde virket ivrig og fri og næsten lykkelig. Det blev koldt om hendes bryster. Huden på hendes underarme blev stiv og stram og hård. Rebecca stod der, mellem en og to meter fra hende, ved siden af sengen, og fastholdte sit tunge, alvorsfulde blik. ”Tag plads på sengen.“

   Chrystal ville protestere, men hun vidste godt nok til, at hun ikke gjorde det, for hun befandt sig i en andens hjem med en andens regler, og hvis personen bad hende om at sætte sig, så skulle hun sætte sig, også hvis hun ikke troede på personen. Rebecca sagde, at hun havde haft et tæt kendskab til Alex op til hendes død. Hun måtte vide noget, som de andre ikke gjorde, uanset hvor lidt, Chrystal kunne lide hende. Hun kunne intet andet end at fortsætte. Og håbe.

   Hun gik i bevægelse, forbi Rebecca, der dystert fulgte hende med øjnene, og hen til sengen, og så satte hun sig på kanten. Idet hun havde sat sig, skridtede Rebecca forbi hende, ned til værelsets fjerne ende, hvor hun greb en skammel. Hun trak den tilbage mod Chrystal, uden at løfte den fra gulvet, så fødderne skurrede henover træet med i en død, hæs lyd. Hun stillede skamlen direkte overfor Chrystal, og satte sig ned. De to piger så hinanden i øjnene. Den stive, tunge alvor, der skyggede Rebeccas ansigt, svandt ikke væk. Hun delte læberne, og snakkede atter.

   ”Jeg ved godt, du ikke kan lide mig, Chrystal.“

   Og Chrystal protesterede. ”Nej, det er ikke det, det er bare fordi min søster lige er død, og så er jeg … !“

   Rebecca afbrød hende.

   ”Du skal ikke lyve for mig. Løgn er en synd, og djævlen er løgnenes far, og derfor gør man djævlens værk, når man lyver. Og når man gør djævlens værk, så giver man djævlen fodfæste. Så lad være med at lyve. Jeg ved, at du ikke kan lide mig.“

   Kulden, der stak over Chrystals bryster, begyndte at sprede sig, og nu fortrød hun, at hun var kommet. Rebecca stirrede dybt på hende, i en tavshed, der varede alt for længe, og så nikkede hun langsomt og tungt. ”Og jeg ved også godt, hvorfor du ikke kan lide mig.“

   Hjertets kolde dunk i Chrystals forsnævrede strube var ikke længere af raseri. ”Hvorfor så det?“ spurgte hun, og kæmpede så vidt muligt på at bevare roen i sin stemme. Rebeccas ansigtsudtryk skiftede ikke.

   ”Fordi jeg stråler af det, som hele den gudløse, ikke-frelste verden så desperat søger, men aldrig finder, fordi de leder de forkerte steder og er blændet af Satans løgne.“

   Chrystal skulede en enkelt gang væk fra Rebeccas alt for stirrende blik og hen til den lukkede dør, og så tilbage imod hende. ”Og, øh … hvad skulle det så være?“

   Et svagt, vidende smil, der på ingen måde passede ind i den dystre alvor, som udfyldte resten af hendes ansigt. ”Guds kærlighed. Jeg stråler af den mest perfekte kærlighed, som jager al mørke bort. Derfor kan du ikke lide mig.“

   I sit ydre nikkede Chrystal samtykkende, og kvalte den stikkende frygt med et tandsmil. ”Ja, selvfølgelig. Det har du ret i. You got me.

   I sit indre var ordene nogle helt andre.

   Nej, du stråler af splitterravende vanvid, og derfor kan jeg ikke lide dig, din syge kælling.

   Det vidende smil i Rebeccas ansigt blev bredere, og hun nikkede ligeledes. ”Ja. Det ved jeg godt. Jeg har vidst det siden jeg så dig første gang. Når man har … Guds ånd i sig … så registrerer man sådan nogen ting.“ Og igen bevægede hun armen så pludseligt, at forskrækkelsen spjættede igennem Chrystals krop, og hun placerede den tungt og hårdt mod Chrystals venstre skulder, akkurat som hun havde gjort foran college-bygningen, og så klemte hun grebet. Brynene løftede sig alvorsfuldt op i hendes pande. ”Dæmoner findes, Chrystal. Jeg ved det, fordi jeg selv har set dem. Vi lever i en åndelig kamp, og enten er man på Guds side, eller også er man på Satans. Jeg har set dæmonerne, og jeg har valgt side for år tilbage. Og hvis jeg var dig, ville jeg allerede nu stærkt overveje, hvem jeg ønsker at tilhøre.“

   Chrystal blev siddende i få sekunder. Så vred hun sig fri af Rebeccas greb, og Rebecca trak armen til sig, men flyttede sig ikke ud af skamlen. Hun samlede hænderne i sit skød. Skrånede langsomt hovedet til venstre. ”Jeg vil gerne fortælle dig en historie. Fra da jeg var yngre. Det er en historie, der har forvandlet mit liv.“

   Chrystal kiggede på hende uden at svare, og stilheden udfyldtes af den svage hvislen af blæst gennem træerne udenfor. Himlen var blevet mørkere, men stadig ingen regn faldt.

   ”Den handler om det, der gemmer sig inde i Priscill-house, og som fik Lois Nichols til at slå sin bedste ven ihjel. Ser du … da jeg var femten år, havde jeg en veninde, der førte mig væk fra Gud og væk fra troen. Dengang troede jeg selvfølgelig, at hun var en fantastisk veninde, og at det var mine forældre - Gud velsigne dem for det de gør -, som var de her religiøse fanatikere og uretfærdige. Jeg hadede mine forældre. I stedet for at gøre det, som biblen sagde, at jeg skulle, at ære dem, så hadede jeg dem, og det gav djævlen fodfæste i mit liv. Til en forfærdelig pris.“

   Hun lænede sig langsomt forover. Chrystal lænede sig en anelse tilbage som modsvar. ”Jeg gjorde oprør. Mod mine forældre. Og mod Gud. Og ved at have den her veninde, som ikke var kristen, og aldrig havde været det - også selvom hun sagde, at hun var kristen, men vi vidste begge to godt, at det var løgn -, følte jeg mig pludselig sej og bedre end dem. Hun accepterede evolutionen og big bang og umoralske film, selvfølgelig gjorde hun det, for hun var bedraget af Satans løgne. Ligesom resten af den her … dæmoniske generation. Vi lever i de sidste tider. Og det var min veninde, og mit eget oprør mod Gud, beviset på. Men så en dag … så gjorde Gud noget i mit liv. Så fjernede han hende.“ Hun knipsede med fingrene for at illustrere sin pointe, og det smældede højlydt gennem den kvælende stilhed. Hendes hoved bevægede sig i flere nik, disse mere ivrige end de forhenværende. Hun sænkede dernæst armen. Fortsatte.

   ”Han fjernede hende i bogstaveligste forstand. Jeg var selvfølgelig sønderknust, og jeg hadede ham for det … i starten. Men så fik jeg øjnene op for, hvad det egentlig var, at hun havde gjort ved mig, og pludselig forstod jeg, hvordan hun bare blev brugt af Satan. Satan ønsker at få så mange til helvedet som muligt, Chrystal, og hvis Gud ikke havde grebet ind i mit liv der, og fjernet min veninde … så havde det lykkedes ham at fortære mig. Den tanke holder mig stadigvæk vågen om natten.“

   Jo mere, Rebecca snakkede, jo mere fremtrædende, hendes sindssyge blev, jo mere ønskede Chrystal at flygte. Hendes blik drev igen hen mod den lukkede dør. Rebecca syntes ikke at lægge mærke til det, og fortsatte blot sin religiøse fortælling.

   ”Jeg kan huske, at hende der min veninde - Hun hed Sarah, så kan vi ligeså godt få det af vejen - havde den her … den her … sygelige besættelse for den okkulte verden. Ånder og gysere og okkulte bøger om vampyrer og hekse og troldmænd og alt andet, Gud hader, fyldte hendes værelse, men dengang var jeg allerede så forblændet af djævlen, at jeg ikke så noget galt i det. Og det musik hun lyttede til … alt det rock og metal og så videre … det var så dæmonisk og så mørkt … jeg forstår godt, at mine forældre ikke brød sig om hende. Den pige … var ikke andet end problemer. Hvis der var nogen, som havde brug for Jesus, så var det i høj grad hende.“ Flere dystre, tunge nik. ”Det var hende, der gjorde mig interesseret i Priscill-hjemmet. Det var ikke fordi jeg ikke kendte historien, det gjorde jeg, det var jo trods alt sket i min levetid. Den her onde, onde familiefar, som sikkert også var dæmonbesat, der endte med at skyde sin familie. Dæmonisk hele vejen igennem. Dæmonisk. Dæmonisk.

   Kort pause, og Rebeccas blik fjernede sig stadig ikke fra Chrystal, og hun fortsatte, og en underlig dirren af ophidselse begyndte at vokse i hendes stemme.

   ”Men Sarahs besættelse for den okkulte og dæmoniske verden, gjorde også mig interesseret. Mit oprør mod Gud var stort og var allerede dér på vej til at blive endnu større. Jeg begyndte at interessere mig for alle mulige … falske filosofier om, at menneskesjæle lever videre efter døden, og at spøgelser bare er fortabte sjæle, der ikke kan finde vej til lyset … alle de dæmoniske løgne, som de ligeså dæmoniske medier pumper os med til dagligt … og jeg hoppede på dem. Alle sammen. Jeg væmmes bare ved tanken, og har lyst til at kaste op. Og det var den interesse, hun plantede i mig. Hende min veninde. Hun var et pragteksempel på, at denne verden virkelig tilhører djævlen, og at folk som mig … ikke hører til her. Vi er gæster i en mørk verden, og hvis vi ikke passer på, vil den mørke verden fortærer os, akkurat som den var ved at fortære mig. Og så en dag … så en dag, kommer Sarah hen til mig, og fortæller mig, at hun har tænkt sig at gå på opdagelse i Priscill-hjemmet, for at se, om det virkelig var hjemsøgt. I starten var jeg ikke sikker på, at jeg turde, men hun fik mig overtalt, og så gjorde vi det.“

   Lyset fra de to lommelygter fejede gennem det tætte kældermørke i blændhvide skær, da Sarah som den forreste nedsteg trappen, som udsendte rustne, beklagelige knirk. Støv regnede ned fra trappens underside i takt med hendes gang. Rebecca befandt sig bag hende. De to piger var silhuetter i det slugende mørke. Sarah lod sit lygtelys feje henover betongulvet, overdækket af frafalden skrammel og flere lag støv. Pigerne bevægede sig i stilhed, for ingen måtte opdage, at de var her.

   ”Se lige det her fucking sted!“ udbrød Sarah, i en dæmpet stemme. Hendes sortfarvede hår var blevet grånet af faldende asbeststøv. Metalliske refleksioner vred sig henover fladen på et sammensunket ventilationsrør i det fjerne hjørne. Glasskår - muligvis efter vandalisme - havde overstrøget gulvet, og de glinsede i lommelygtens hvide skær. Stilheden var dyb og bundløs, akkurat som mørket, der slugte alt omkringværende. ”Tænk lige … de sidste mennesker, der har benyttet det her sted, endte deres dage for enden af et jagtgevær.“ Sarahs åndeløse fascination blev ikke delt af Rebecca.

   ”Ja … nej … det har jeg egentlig ikke lyst til at tænke på, Sarah. Her er ærlig talt creepy nok i forvejen.“

   ”Her er … smukt. Absolut smukt.“ Sarah smilte, og blev stående på trinnet, og hun lukkede øjnene. Rebecca, der stod to trin over hende, opdagede, at hun ikke flyttede sig, og lyste sin lommelygte hen mod hendes ryg.

   ”Øh, hvad er det, du laver?“

   ”Føler.“

   ”Okay, men kan du ikke være sød at føle når vi er kommet ned i kælderen? Jeg kan seriøst ikke lide at stå med ryggen mod et mørkt hus.“ En grusom, paranoid kildren mod ryggen fik hende til at se sig tilbage. Hun fjernede lyskeglen fra Sarahs ryg, og rettede den i stedet op mod åbningen for toppen af trappen et par meter over hende, og den tætte mur af sorthed, der virkede levende bag åbningen. En mur af sorthed, der måske ville rykke sig frem imod dem, når de ikke kiggede, og fortære. Hendes puls steg. Hun fastholdte fokus på mørket. Det gjorde hun længe. Så kiggede hun tilbage på Sarah, der stadig ikke havde flyttet sig. Trådte et trin ned. ”Sarah, please.“

   Og Sarah åbnede øjnene, og sukkede hårdt, og tydeligt hørbart, og så gled hun sig i bevægelse. ”Du burde slappe noget mere af. Jeg har været i det her hus rigtig mange gange. Hvis det var hjemsøgt, tror jeg at jeg havde fundet ud af det allerede.“

   Hun nåede gulvet. Rebecca bevægede sig forsigtigt, og den paranoide kildren mod hendes nakke blev på intet tidspunkt mindsket. Hun skulede fremad. ”Jeg synes ellers du sagde, at det var hjemsøgt?“

   Sarah kiggede ud mod siden, mod den modsatte væg, hvor de smadrede glasvinduer, der ledte ind til et pulterkammer opslugt af mørket, befandt sig. ”Det er det også. Huse, hvor der er sket sådan noget som der er sket her, er altid hjemsøgte.“

   Rebecca standsede ved det sidste trin, og skinnede det blege lys mod sin veninde. ”Sarah, please, kan du bestemme dig? Først siger du det er hjemsøgt, så siger du at det ikke er, og nu siger du at det er. Hvilken af dem er det rigtige svar?“

   ”Det er hjemsøgt.“ Hun drejede langsomt hovedet mod Rebecca. ”Jeg sagde bare at det ikke var, for at berolige dig. Men det virkede åbenbart ikke.“ Så kiggede hun atter frem, mod muren, og begyndte på ny sin vandring gennem mørket. Rebecca blev stående på trappetrinnet, kiggede efter hende i forgabt målløshed, og så lyste hun fremad, mod kælderens fjerneste ende,  og de sorte vandrør, der løb langs gulvlisten. Hun trådte ned på betongulvet. Støvet knasede. Hun lyste kortvarigt opad, mod loftet, hvor malingen flere steder var drysset bort, så træplankerne bagved krøb frem. Som om træet åd malingen over en lang, men sikker, tid. Endnu en kold ilning stak hende i nakken. Hun sendte lommelygtens klarhvide skær fremad, mod nattens dyb, og bevægede sig væk fra trappen. Der stod en sofagruppe til højre for hende. Hun lyste kortvarigt på den. Stoffet var flere steder ædt af møl, der havde efterladt sig store huller, og krøllede fjedre trådte frem og strakte sig ud i den frie luft. Mørke plamager af mug plettede de tilbageværende steder af stoffet. Hun snuste ind, lugtede den klamme, jordvåde mug, og drejede ansigtet bort. Hun lyste mod væggen, vandrede langs med den, og undgik en aflang brædde med et opadstikkende søm.

   Lige inden enden af kælderen, tog murstensvæggen et brat venstreknæk, og forsvandt ind i en dybere sektion. Spindelvæv klistrede sig til hjørnerne som organiske gardiner af silkehvidt. Rebecca lyste frem, og væggen syntes at forsvinde sporløst ind i kælderens undermave, der så ud til aldrig rigtig at være blevet færdiggjort og efterladt i et stadie af permanent ufuldstændighed. Beton, der erstattedes af spredte gulvbrædder, med store huller imellem. Hvide puder af isolering, der skummede op mellem bræddernes rillede hulninger. Mørket, der ikke standsede. Da Rebecca lyste ind mod kælderens undermave, krøb den kolde frygt op langs hendes arme, og en stikkende fornemmelse af overvågning prikkede udover hendes ansigt og hendes hals og hendes krop. Nogen gemte sig derinde. Nogen eller noget. I et kort øjeblik var det endda som om at hun kunne se det mørke flimmer af bevægelse, som blev lavet af en levende skikkelse - eller måske et genfærd! -,  og uanset hvor længe hun stod der og lyste ind i det alt for tætte mørke, var det som om, at lyset blev ædt og aldrig trængte helt igennem.

   ”Hey, Sarah, jeg har … fundet noget, der er både creepy og interessant.“

   ”Det har jeg også,“ svarede Sarah tilbage. Rebecca blev stående i kanten af vægknækket, og hendes blik flakkede, og hun lyste ind i den grotteagtige undermave. Det knasede svagt omkring hende. Hun lyste op. Så striberne af maling og støv, der dryssede hvidgråt fra det ufuldstændige loft. Hun lyste frem igen. Det var stadig koldt om hendes arme. Så vendte hun sig om, og spjættede i et skingert, halvkvalt gisp. Hendes lygtelys blændede sig ind over Sarahs sminkeblege ansigt med de optegnede, sorte rande, der flankerede øjnenes undersider. Sarah løftede sit ene bryn. Sagde ikke noget. I den ene hånd knugede hun stadig om lommelygten. Hun løftede den anden, noget raslede svagt, og en stor og kvadratisk, kasseagtig genstand trådte frem i Rebeccas lysskær.

   Det eneste både gyselige og interessante, hun kunne se ved den firkantede genstand - som, efter nærmere inspektion, lignede en form for brætspil -, var pentagrammet, der var bemalet udover forsiden. 

   Sarahs dødssorte læber, som var både tætte og fyldige, bredtes i et lumskt, udspekuleret smil. ”Ved du, hvad jeg tænker, Becca?“

   Rebecca sank en klump. ”Jeg har en anelse, og jeg er ikke sikker på, at jeg kan lide den.“

   Sarah rystede med brætspillet, så en klirren fralød den. ”Jeg tænker, at hvis man er i besiddelse af et spil i sit hjem, fyldt med sataniske symboler og hele molevitten … at så er man enten en person med fucking store nosser, eller også er man en person, der har fucking meget at skjule. Og siden at det her hus’ sidste ejer endte med at skyde sin familie ned tilsyneladende uden grund … så er et spil som det her endnu mere interessant. Særligt når man finder det i selvsamme hus.“

   ”Du har ikke tænkt dig at … sådan … spille det, har du?“

   ”Jo. Hvorfor ikke? Fordi den har sataniske symboler?“

   ”Øh, ja … det ville være en pænt god grund til ikke at gøre det, hvis du spørger mig.“

   Sarah smilte igen, og sænkede brætspillet. Endnu en svag, hul raslen. ”Er du bange, Becca?“

   ”Ja. Ja, nu du spørger, så er jeg faktisk.“ En svag lyd inde fra den natsorte undermave fik det på ny til at ilne ned ad hendes ryg. Hun ville hjem, og hun ville hjem nu. Men den tanke virkede det ikke til, at Sarah delte.

  ”Jeg vil gerne spille det her. Og jeg vil gerne have, at du er med, for jeg forlader ikke det her hus, før jeg har fået bekræftelse på, at det virkelig er hjemsøgt.“

   ”Sarah … “ begyndte Rebecca, men Sarah afbrød hende, og hendes øjne spilede sig store.

   ”Nej. Vi spiller det her spil, og dermed basta. Og kom  nu med!“ Så vendte hun ryggen til sin veninde, lyste mod trappen, og gik frem. Rebecca, som ikke havde tænkt sig at blive i dette gyselige mørke et øjeblik længere, fulgte med hende uden tøven.

   De satte sig i den ligeså natsorte stue. Der var en støvet sofagruppe, med en bowlerlampe, der hang i et lampetræ ned fra loftet. Det gråstøvede glas skinnede, da lygternes klarhvide lysskær strejfede lampefladen. Rebecca satte sig i sofaen. Sarah satte sig på hug på bordets modsatte side. Spillet blev placeret imellem dem. Den omkringværende stilhed var fortsat tung og slugende og alt for ubehagelig.

   Sarah lod lyset flugte langs med spillets kanter, søgende efter en åbningsmekanisme, og fandt de sølvmetalliske klamper, én i hver hjørnekant, og klikkede dem op. De sad hårdt fast, så hun måtte lægge flere kræfter i, end hvad der ellers ville være nødvendigt, men det lykkedes hende at åbne hæfteklamperne, og låget med pentagramtegnet svang øjeblikkeligt op og klaskede ned på bordpladen med en høj, klar lyd.

   Sarah greb lommelygten, og lyste ned på spillepladen. Den var bemalet af et pentagram, med en omkredsende cirkel, og en Baphomet-figur – den hedenske gedemand med flagermusevinger på ryggen, der altid blev brugt som afbildning af Satan –, der stirrede fokuseret ud fra spillepladens midte. I figurens snude var der placeret en glasterning med et irgrønt skær, mat og derfor umulig at se igennem. Rebecca sad overfor hende, hendes øjne var opsvulmede, og hun lod skiftevis sit forskræmte blik glide mellem den sataniske spilleplade og sin veninde, der virkede lidt for fascineret over hele scenariet. Sarah lod lysskæret glide nedad, væk fra terningen og mod den kant, der pegede i hendes retning, og hun så en lille pamflet, sammenrullet og ombundet af elastik. Hun greb pamfletten, lod lommelygten hvile på bordet ved siden af sig, og trak elastikken af. Pamfletten foldede hun ud. Hun læste.

   ”Der står her, hvordan det er, man skal gøre. Først skal én af os placere spidsen af vores pegefinger mod toppen af glasterningen … og så skal den næste gøre det samme, men der står her, at det er vigtigt, at ingen af os rører hinandens fingre. Det er vist et eller andet med, at så kan vores kroppe kanalisere de åndelige energier eller sådan noget.“ Hun sænkede pamfletten en anelse, og så over på Rebecca, hvis ansigt blev blegt og spøgelsesagtigt i skæret fra den lommelygte, hendes fingre krampagtigt knugede sig om. ”Det er fandeme freaky. Jeg er vild med det.“

   ”Undskyld, men jeg er ikke sikker på at jeg ligefrem deler din entusiasme.“

   Sarah ignorerede sin venindes bemærkning, og gled øjnene tilbage til pamfletten. Hun læste videre. ”Når alle spilleres fingre rører glasterningen, så skal én af jer … lukke øjnene og, i en befalende tone, hidkalde de ånder, I ønsker at se. Men vær advaret: Ånderne tåler ikke respektløs adfærd.“ Sarahs bryn løftede sig. ”God … fornøjelse.“ Og hun kiggede over på Rebecca, og hun smilte og hun sænkede pamfletten. ”Okay, jeg skal så fucking meget prøve det her, og det skal jeg lige nu.“

   Og hun lagde pamfletten fra sig, på bordet, sammen med elastikken, og lænede sig i stedet frem, og lod spidsen af sin pegefinger presse ned mod toppen af glasterningen. Den var hård, kold og glat. Hun strammede fingermusklerne, og kiggede hen mod Rebecca, hvis opsvulmede blik syntes at have fastlimet sig til spillepladen med de sataniske symboler. ”Din tur, Becca.“

   ”Sarah, jeg ved altså ikke om … !“

   ”Gør det!“

   Og Rebecca smallede sin mund til en lige streg, og gjorde, som hendes veninde befalede, og placerede sin pegefingerspids mod terningen, og sørgede for, præcis som der stod i reglerne, at hun ikke rørte ved Sarahs finger. Sarah lukkede øjnene, og begyndte at snakke, med en dybere, og mere alvorlig, stemme.

   ”Ånder, som hviler i dette hus … Vis jer for os. Vis, at I findes, og åbenbar jeres eksistens for os.“ Stilhed. Intet skete. Rebecca lod blikket glide mellem den irgrønne glasterning, som hvilede i midten af Baphomet-figuren, og mod sin veninde, der sad med armen udstrakt og sine øjne lukkede til. Stilheden omkring dem, og de svage, eftergivende knirken af beklagende træværk, som var ved at være alt for gammelt, var det eneste, der omgav de to teenagere.

   ”Der sker altså ikke noget.“

   Og Sarah rynkede brynene sammen, men hendes øjne åbnedes ikke. ”Shh, Becca, ti lige stille!“ Rebeccas læber smallede sig på ny til en streg. Sarah talte atter, denne gang med højere og strengere stemmeføring. ”Ånder i dette hus … jeg befaler jer at vise jer for os! Jeg befaler jer! Vis jer for os! Jer, der er skyld i, at dette hus ikke har nogen beboere, jeg befaler jer, at vise jer for os!“

   Og de to piger blev siddende sådan, og det blev de længe, og så fjernede Rebecca fingeren fra glasterningen, og trak armen til sig, og hun så på Sarah, der stadig sad med øjnene lukket til.

   ”Sarah, jeg synes altså virkelig ikke, at det her er en god idé. Måske skal vi bare tage … !“ Og Rebecca fik aldrig fuldendt sin sætning. Sarah åbnede munden, og et skingert skrig, der vred sig gennem Rebeccas indre øre, fralød hende, skingre skrig, der voksede i lyden, og hun hev luft ind og hun skreg og hev luft ind og skreg atter, endnu højere, og Rebeccas ansigt fortrak sig, og hendes bryn løftedes i rædsel. ”Sarah? Sarah, hvad sker der? Sarah?“

   Sarah løftede skælvende sin finger fra glasterningen, hendes øjne var stadig lukkede, og tårer vred sig nedover de blegsminkede kinder, og hun skreg, hun skreg, og Rebecca sad blot der uden at vide, hvad hun skulle gøre og hvordan hun skulle reagere og om hun overhovedet skulle reagere, og så kastede Sarah sig, stadig skrigende, til sine fødder, og hun gjorde det så kraftigt, at bordet med en skurrende lyd rykkede sig flere centimeter. Hun vendte sig skrigende rundt, mod stuens indre, og derved også mod entréen, der befandt sig rundt om væghjørnet, og kastede sig herpå i løb. Hun lod lommelygten blive tilbage.

   ”Sarah! Du må ikke efterlade mig her! Sarah! Sarah, VENT!“ Og Rebecca kastede sig ligeledes til sine fødder, greb sin lommelygte og styrtede efter hendes skrigende veninde, der havde flygtet rundt om hjørnet, så hun ikke længere kunne ses, men hun kunne stadig høres. De høje, dappende skridt af fødderne, der løb henover gulvet, og de skingre hyl, dyriske og næsten umenneskelige, som vedblev med at fralyde hende. Rebecca kastede sig rundt om væghjørnet. Sarah løb gennem bueåbningen indtil entréen, og svang sig herefter mod højre. Mod udgangen. Lyset fik alt til at virke gråt og dødt og uden farve. Rebecca løb efter hende, fornemmede den kolde og stikkende overvågning klamre sig fast mod hendes rygparti, det blev vådt i hendes øjne og hun løb, hun løb, hun løb, gennem bueåbningen og rundt om hjørnet og videre til den åbne dør.

   Sarah braste gennem metallågen, og nåede ud på vejen. Rebecca så bilen, før hendes hylende veninde gjorde. Og hun hævede stemmen, skreg efter hende, men da var det for sent. Sarah nåede ud foran bilen. Lyskeglerne blegnede sig henover hendes krop fra siden. Bilen ramte ind i hende med 60 kilometer i timen. Sarahs ben blev flået bort fra asfalten i et metallisk brag, og hendes krop blev slynget gennem luften og over kølerhjelmen og ind i vindspejlet. Det klirrede højlydt. Hendes krop satte sig fast i glasset. Bilen fortsatte fremad, bremsede herefter op, så dækkene skreg mod det sorte underlag, og den hårde opbremsning flåede Sarahs krop bort fra vindspejlet. Hun tumlede med hule, metalliske brag nedover kølerhjelmen, rullede udover kanten og ramte asfalten. Hun trillede rundt tre gange. Glasskår omgav hende. Herefter blev hun liggende, med ryggen mod bilen, og sine stirrende, brune øjne rettet ud i evigheden. Mørke, blodige strømme sivede i tætte fortykkelser bort fra hendes venstre tinding og nedover siden af det døde ansigt.

   ”Det var dæmonerne, som gjorde det,“ sagde Rebecca, og hendes blå øjne stirrede tomt og fjernt ud i luften, og ikke længere på Chrystal. Det var som hvis hun havde trukket sig ind i et dybt, dybt område af sit sind, kun hun var i stand til at indtræde. ”Dæmonerne fra spillet. De besatte hende, og så slog de hende ihjel. De besatte hende, ligesom Lois Nichols. Det var dæmonerne, Chrystal. Det har hele tiden været … dæmoner.“ Hun kiggede tilbage på Chrystal. ”Dæmonerne vil finde dig. Hvis du fortsætter, så vil dæmonerne finde dig, og så ender du som din søster. De vil finde dig, og så vil de besætte dig, og så vil de føre din sjæl med til helvedet. Det er alt sammen dæmoner. Alt sammen.“

   Og så nikkede hun, gentagelsesvist og selvbekræftende. Udenfor begyndte de første regndråber at banke ned på vinduet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...