Demonized

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 26 mar. 2016
  • Status: Igang
Den 19-årige college-studerende, Chrystal Rice, finder sin søster hængende fra et grantræ, død. Politiet konkluderer dødsårsagen som værende et selvmord, på baggrund af Alex' sygehistorie med en psykotisk depression og to indlæggelser. Chrystal, derimod, er overbevist om, at hendes søster på ingen måde har hængt sig selv, for det lovede hun i sin tid at hun aldrig ville gøre, dengang deres psykisk syge moster, begår selvmord. Og da Chrystal bliver tildelt sin søsters dagbog af den mystiske og voldsomt religiøse Rebecca Simmons, der påstod at have været en meget nær ven til Alex, begynder hun at gå i dybden med, hvad der ledte til, at hendes storesøster endte sit liv for enden af et reb. Denne søgning begynder at lede hende hende mod en række af mørke og uhyggelige opdagelser, der måske er direkte dæmoniske ... læsning foregår på eget ansvar!

20Likes
21Kommentarer
3128Visninger
AA

13. Kapitel 12

Boston, Massachusetts, 2003

 

 

Alex var 8 år gammel, da moster Leah tog hende ud på køreturen. Det var en tur, Leah længe havde snakket om, og hun havde sagt, at når Alex blev stor nok, ville hun fortælle hende nogle ting, nogle hemmeligheder, som skulle forblive hemmeligheder mellem de to.

    Mor måtte aldrig vide det. Leah ville ikke tage hende med ud på denne tur, hvis ikke Alex eksplicit lovede, at hun ingenlunde ville viderebringe hemmeligheden, og dette lovede Alex, og dette løfte var et, hun holdte, for Alex vidste, at når man lovede et andet menneske noget, så havde man lavet et løfte, og løfter er ikke noget, man må bryde. Især ikke hvis løfterne bliver gjort overfor søde og rare moster Leah, som aldrig så ud til at blive træt af dem, og som aldrig skældte ud på dem, ligesom mor og far gjorde. Nogen gange forekom det endda Alex, at moster Leah var bedre til at trøste hende, når hun havde brug for at finde trøst hos en voksen, end mor var. Mor var ikke dårlig, slet ikke. Moster Leah var bare bedre.

   Det var i december måned 2003. Leah skulle ud og købe julegaver, og hun forklarede sin søster, og Alex og Chrystals mor, at hun ville tage Alex med sig, fordi Alex gerne ville finde en helt særlig gave til sin lillesøster, som hun endnu ikke havde fået skaffet sig, hvilket også passede, så det var ikke rigtig en hvid løgn og heller ikke et rigtigt skalkeskjul, og hun lovede, at de selvfølgelig nok skulle være tilbage før aftensmaden. Og således drog de af sted.

   Det var hverken Walmart eller Macy’s eller Costco eller nogle af de andre supermarkeder i lokalområdet, som deres første destination  var vendt imod. Der var blæst, men ingen sne - vejrudsigten sagde, at sneen først ville ramme Boston i begyndelsen af januar, og der var da i hvert fald mindst tre uger til, så snejul var udelukket i år, for pokker da også, jul uden sne er ikke rigtig jul -, så føret var ganske let og medførte ingen besvær. Musikken, der blev spillet i radioen, var julemusik, der ikke passede sammen til det tågede gråvejr udenfor.

   Den tosporede vej med de flankerende elmaster skar gennem den golde løvskov, da moster Leah snakkede. ”Det er altså ikke kun for at tage dig med på julegaveindkøb. Det ved du vel godt, gør du ikke, Alex?“

   Alex på 8 kiggede på sin moster, men hun sagde ikke noget. Leah kiggede ud gennem forruden. ”Jeg tror på nogen ting, som jeres mor ikke bryder sig om, at jeg tror på. Hun ønsker ikke, at jeg skal diskutere det med jer. Hun er bange for, at det kan skade jer, eller sætte gang i nogle usunde idéer.“

   Alex, som kun var 8, og endnu ikke helt forstod konceptet bag usunde idéer - en idé er vel bare en idé, og kan da hverken være sundt eller usundt, for man kan jo ikke spise idéer, kan man? - kiggede længe og dybt på moster Leah. Træerne fortsatte med at flimre forbi på begge sider af bilen. Mellem træerne glimtede huse frem. Vejen var tosporet og begge vejbaner afgrænset af den stiplede, gule midterlinje, der udstrakte sig uendeligt.

   ”Er det fordi du tror på Gud, moster?“

   Leah kiggede hen på hende, med sine store, grønne øjne. Det svagt krusende hår var sat tilbage i en knold. Hun smilte skævt, men svarede hende ikke og kiggede i stedet frem mod vejen. Endnu en stilhed. Alex sagde atter noget.

   ”Det skal du ikke være ked af. Jeg tror også på Gud.“

   ”Det ved jeg, Alex, det ved jeg. Men det er ikke alle, der er lige … begejstret for tro. Du må ikke blive sur på din mor over det. Hun har sine grunde. Ligesom alle andre har deres grunde til at gøre, som de gør.“ Hun nåede en sidevej, og bilen sænkede farten. Hun drejede ind ad vejen, kørte knap hundrede meter, og parkerede herefter ind til kantstenen. Hun blev siddende med hænderne omknuget rattet. Alex kiggede nysgerrigt på hende. Solen var gledet under horisonten, så vinteren begyndte at mørkne sig frem på himlen over dem. I lang tid sad moster Leah blot der, foroverbøjet over rattet, betragtende villavejen, der strakte sig ud i uendeligheder foran dem, og så nikkede hun. ”Jeg har en meget … speciel evne, Alex. Det er en evne, jeg har haft siden jeg var lille. Og det er en evne, som jeg også tror, at du selv har. Det er den evne, der gør, at jeg er nødt til at tro. Jeg … ser ting. Onde ting.“

   Og så drejede hun blikket og kiggede på Alex. ”Ser du også nogen gange ting? Skygger, der ligner mennesker?“

   En kort tavshed, hvor Alex kun stirrede. Så slog det hende. Det onde, der gemte sig i hendes skab, og som hun var bange for om natten, og skyggerne, hun nogen gange registrerede i mørket, som bevægede sig og antog menneskelige former. Hun vidste selvfølgelig ikke at det var ondt, de ting hun så, men de var uhyggelige og de skræmte hende og ting, der var uhyggelige og som skræmte hende, var sikkert også onde. Så nikkede hun.

   Moster Leah pressede på. ”Hvad ser du, Alex?“

   ”Det ved jeg ikke. Spøgelser, tror jeg.“

   ”Spøgelser,“ istemte moster Leah, og nikkede svagt. ”Og de kommer frem om natten, gør de ikke også?“

   Og Alex svarede hende. ”Jo. Det gør de.“ Og så svulmede hendes barnlige øjne, da en pludselig og frygtindgydende kendsgerning slog ned i hende. ”Er de farlige?“

   Moster Leah smilte skævt. ”Jeg har ingen anelse. Men jeg ved, at du aldrig nogensinde må kommunikere med dem. For de kan kun gøre dig noget, hvis du giver dem lov til at gøre dig noget. Jeg … Jeg tror ikke, at du er skør. Det ved jeg, at din mor - og også din far - ville blive rasende over, at jeg sagde til dig, at de ting, du ser, er virkelige, men … men det tror jeg rent faktisk, at de er. For jeg ser dem også.“

   Alex var stille, og kiggede lyttende på sin moster, der ikke kiggede på hende, men i stedet på husene, alle sammen viktorianske, der strakte sig ud langs begge sider af vejen.

   Moster Leah fortsatte. ”Nogen gange, når de sorte skygger plager mig, beder jeg til Gud … beder til, at han må hjælpe mig, og beskytte mig imod dem, når de gør mig bange. Det er ikke altid det hjælper. Men når det hjælper, er det de gange, jeg kan sove om natten. Og det er derfor, jeg tror på Gud. Fordi jeg er nødt til at tro på ham, hvis jeg skal have muligheden for at … at slippe af med dem. Også selvom jeg ikke altid slipper af med dem.“ Og hun drejede langt om længe hovedet mod Alex, som så, at hendes øjne var blevet fugtblanke og underligt dirrende i det grålige skær fra dagslyset. ”Vi har sigøjnere i vores familie, Alex. Vi har sigøjnere i vores familie, på mig og din mors side, og jeg tror, at de sigøjnere arbejdede med sort magi, for de har bragt nogle slemme ting med ind i den her familie, som ikke har forladt os i snart tre generationer. Og det … må du aldrig nogensinde fortælle din mor, at jeg har sagt, okay? Det med sigøjnerne og den sorte magi og de væsner, som kun du og jeg er i stand til at se, skal forblive vores hemmelighed. Det må du virkelig love mig.“

   Alex nikkede. ”Det lover jeg.“

   Moster Leah smilte, trods hendes øjne stadig var blanke af tårer. ”Godt. Og lad os så se at få købt den gave til din søster, skal vi ikke?“

   Og så kørte de. Og Alex glemte på ingen måde de ord, Leah havde fortalt hende. Nogensinde.

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...