Demonized

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 26 mar. 2016
  • Status: Igang
Den 19-årige college-studerende, Chrystal Rice, finder sin søster hængende fra et grantræ, død. Politiet konkluderer dødsårsagen som værende et selvmord, på baggrund af Alex' sygehistorie med en psykotisk depression og to indlæggelser. Chrystal, derimod, er overbevist om, at hendes søster på ingen måde har hængt sig selv, for det lovede hun i sin tid at hun aldrig ville gøre, dengang deres psykisk syge moster, begår selvmord. Og da Chrystal bliver tildelt sin søsters dagbog af den mystiske og voldsomt religiøse Rebecca Simmons, der påstod at have været en meget nær ven til Alex, begynder hun at gå i dybden med, hvad der ledte til, at hendes storesøster endte sit liv for enden af et reb. Denne søgning begynder at lede hende hende mod en række af mørke og uhyggelige opdagelser, der måske er direkte dæmoniske ... læsning foregår på eget ansvar!

20Likes
21Kommentarer
3358Visninger
AA

12. Kapitel 11

KAPITEL 11

 

Bartholomew College, Boston, klokken 1.34, eftermiddag

 

Det rystede i Chrystals hænder, da hun med brændende strube trådte ind på det langstrakte toilet med højt til loftet og gullig belysning. Toiletbåsene flankerede hendes venstre side som tårnende mure, og der var noget ved lokalet, der syntes at kvæle hende, og hun løftede telefonen.

   Hun fandt Rebeccas nummer.

   Så ringede hun til hende. Og i korte tidsrum var der kun telefonisk stilhed, som afbrudtes af dybe bib-toner, der hånede hende, og øjnene brændte så varmt og ondt, og så hørte hun Rebecca svare hende.

   ”Hallo?

   Chrystal kunne ikke tilbageholde det. Hun hævede sin stemme, der rystede ligeså meget som hænderne. ”Hvorfor lader du mig ikke fucking være? Jeg har ikke brug for alt dit religiøse pis lige nu! Lad mig fucking være!

   Men Rebecca svarede blot tilbage i en rolig, nøgtern og alt for uanfægtet stemme. ”Jeg ved, hvorfor hun døde!“ Og denne sætning fik ilden til at æde det indre af Chrystals ansigt, og tårerne dampede og brændte nedover kinderne i lange, våde streger.

   ”Hold kæft! Hold kæft!

   Og Rebecca vedblev.

   ”Din søster begyndte med Lois Nichols. Og det bør du også!“

   Chrystals stemme var hæs, og hun udspyttede sin sætning mellem de hårdt sammenbidte tænder. De mørke skygger under øjnene var blevet dybere, og struben føltes hård og forsnævret. ”Hvis du ikke lader mig være, som i lige fucking nu, så tilkalder jeg politiet! Forstår du det? Jeg tilkalder politiet!“

   ”Lois Nichols. Begynd med Lois Nichols. Jeg fortsætter med at bede.“ Og så lagde hun på. Og Chrystal sænkede sin telefon, og stirrede på skærmen, og det gjorde hun længe. Hendes fingre klemte stramt og hårdt om telefonens kanter. Hun drejede sig rundt, så hun kiggede sig selv i spejlet, og på det rødmede og forvrængede ansigt, der stirrede tilbage imod hende. Flere tårer rejste i lange, silende streger.

 

*

 

 Gråvejret på den anden side af vinduet var blevet tungere, tårnede sig højt over de hvide birketræer, da Chrystal trådte ind på værelset og hektisk lukkede døren efter sig. Det var sengen, hendes hastige, målrettede skridt bevægede sig imod. Hendes øjne brændte stadig varmt af de hidsige tårer, som Rebecca havde fremkaldt, og kællingen havde fundet hende på facebook, hvordan fanden havde hun fundet frem til hende på den måde, og hun satte sig på sengekanten og greb telefonen i processen. De brændende øjne var rødskudte. Hun sad med telefonen i hånden, kiggede længe på den, overvejede at tilkalde politiet og fortælle dem, at der var den her forpulede kælling, som så ud til at bruge Alex’ død som et værktøj til at trække sin fanatiske tro nedover hovedet på hende, og hun ville ikke lade hende være og få hende venligst til at skride, tak. Men hun undlod. En anden indskydelse dukkede frem, klart og skærende gennem sindets tåger, en indskydelse, der skræmte hende og sendte en regn af ulækker kulde ned gennem kroppen.

   Rebeccas adfærd virkede sygelig. Den måde hun blot havde siddet på trappestenen og ventet på, at Chrystal dukkede op efter foredraget. Kunne hun have siddet der det meste af formiddagen? Det var ikke utænkeligt. Hvad havde hun lavet? Det begyndte at kildre mod ryggen ved den mærkværdige spekulation om, at Rebecca Simmons muligvis intet havde foretaget sig andet end at vente. Havde bare sat sig der, på trappestenen, og sikkert stirret ud mod ingenting, stirret, ventet, helt stille. Og den måde, hun var religiøs på, mindede hende lidt for meget om moster Leah. Mindede hende om psykoser og vrangforestillinger og abnorm adfærd.

   Og de beskeder, hun sendte hende.

   Det var dæmoner, der gjorde det.

   Alex troede slet ikke på dæmoner, gjorde hun vel? Moster Leah havde troet på det, men ikke Alex. Alex var ikke religiøs. Også selvom arkene med bibelvers, som stadig lå på sengen, lige ved siden af hende, var lavet med Alex’ håndskrift.

   Dæmoner slog hende ihjel.

   Og Lois Nichols. Hun havde skrevet, at Alex var begyndt med (det var dæmoner der slog hende ihjel) en pige ved navn Lois Nichols.

   Chrystal sad og betragtede telefonen i lange øjeblikke, som tankerne kørte gennem hendes sind. Så lagde hun den fra sig, greb i stedet computeren, og slog den op. Hun gik ud af notesprogrammet, hvor hun alligevel næsten ingen noter havde taget, fordi hun ikke kunne koncentrere sig, og gik i stedet på facebook, hvor hun ikke alene fandt frem til beskederne, Rebecca Simmons havde tilsendt hende, men også at Rebecca havde anmodet hende som ven. Det var hvad den røde notifikation fortalte hende, at hun var blevet ansøgt, og personen, der havde ansøgt hende, var Rebecca, og vreden kogte atter frem, og hun gik ind i indbakken. Fandt herefter de links, Rebecca havde tilsendt hende.

   Det første link dirigerede hende over til en onlineartikel fra august måned 2013. Hun begyndte at læse.

 

PIGEN BAG SKUDEPISODEN PÅ UPPER BOSTON HIGH SCHOOL ER PSYKISK SYG!

Den 17-årige Lois Nichols, som forrige fredag skød og dræbte sin bedste ven, jævnaldrende Michael Caldron, er af psykiatere blevet erklæret paranoid skizofren.  

 

Din søster startede med Lois Nichols. Lois Nichols blev besat af dæmoner, der fik hende til at skyde og dræbe sin ven. Din søster startede med Lois Nichols.

 

Chrystal blinkede, og scrollede fra overskriften og til artiklens brødtekst.

 

Psykiatere fra Bostons børne- og ungdomspsykiatriske afdeling har, efter baggrund af vidneudsagn og sygehistorie, konkluderet, at den 17-årige Lois Delilah Nichols, som er sigtet for drabet på sin bedste ven, Michael Caldron, meget vel lider af paranoid skizofreni og depression.

   En udmelding fra James Delaware, efterforskningens ledende psykiater, lyder på følgende: ”Vi observerer nogle yderst alvorlige forfølgelsesforestillinger hos patienten, samt bizarre vrangforestillinger, hvori hun er overbevist om, at onde ånder - som hun har døbt The Evil Ones - kommunikerer med hende fra den anden side af graven, og at disse ånder, af en eller anden årsag, som hun ikke vil redegøre for, ønskede at hun skulle slå hendes bedste ven ihjel. Hun udførte deres ordre, af frygt for det, hun troede, at de ville gøre imod hende hvis hun nægtede. Hun mener, at disse ånder kommer fra et mystisk, okkult brætspil, som hun, efter hendes egen forklaring, fandt i det forladte Priscill-hjem to uger tidligere.”

 

Chrystal kendte godt til Priscill-hjemmet. Det var et hus, der havde stået forladt i et årti - ingen turde bo der, og kommunen overvejede at rive det ned, men havde endnu ikke fået det gjort -, lige siden den tidligere ejer, Zachary Priscill, pludselig en dag, tilsyneladende uden varsel, gik amok og nedskød sin familie med et oversavet haglgevær, for derefter at forsvinde sporløst. Selvom de fleste Boston-borgere var i bred enighed om, at denne sindsforvirrede mand højest sandsynligt havde begået selvmord, var der ingen, hverken politi eller civile, som havde fundet noget lig. Han var, i bogstaveligste forstand, forsvundet fra jordens overflade, og havde efterladt sig en viktoriansk villa, majestætisk i sit ydre, men fordærvet af ondskab, mord og sindssyge i sit indre. Denne besudling af mørke gjorde, ifølge de legender, Chrystal alligevel aldrig troede på, at Priscill-huset var blevet hjemsøgt af noget ondt. Muligvis det samme onde, som havde drevet Zachary Priscill til at myrde sin egen familie med koldt blod. 

   Priscill-hjemmet befandt sig i den anden ende af Bartholomew Woods. Denne sidste tanke fik hende til at dreje hovedet væk fra computerskærmen og i stedet mod vinduet, der bestirrede de lyse birketræer og den regnvejrsgrå himmel, hvorfra regnen stadig ikke faldt.

   Kulden begyndte at stikke i hendes bryster og op langs kinderne.

   Dæmonerne slog Alex ihjel. Hun startede med Lois Nichols.

   Chrystal klikkede væk fra artiklen, tilbage til facebook, og trykkede på det næste link, Rebecca Simmons havde tilsendt hende.

   Det var fra hjemmesiden ’Liveleak’.

   Og det var en video. Fra den 1. Oktober, 2013. 

   Og den handlede ligeledes om Lois Nichols.

   Hun trykkede Play. Videoen - tilsløret af grumsede pixelleringer - begyndte, og viste Lois Nichols, der udfyldte billedets midtersektion, og som sad med ryggen mod den hvide væg og fronten mod kameraet. Overfor hende sad der en psykiater - muligvis denne James Delaware -, iført en kedeliggrå frakke og med sit tilbagevegne hår og alt for tydelige isse, som indikerede, at manden havde nået den alder, hvor håret begyndte at drysse af. Det var James Delaware, der talte. Chrystal kunne ikke skelne Lois Nichols’ ansigtstræk, dette var billedet for pixelleret til, og lyden af James Delawares stemme blev hul og metallisk, da han begyndte at snakke.

   James: Fortæl mig hvordan du har det i dag, Lois.

   Lois: Det er det samme, som det altid har været.

   Lois’ stemme var død og uden følelser, og hendes tone mindede Chrystal om hendes søster, dengang melankolien havde gjort hende tom og meningsløs.

   James: Det samme? Så der er ikke nogen bedring?

   Lois rystede bare på hovedet. Kulden i Chrystals kinder stak dybere.

   Lois: Medicinen hjælper ikke en skid! Intet af det hjælper!

   James: Hvorfor føler du ikke, at det hjælper?

   Lois: Fordi det ikke gør!

   James: Hvordan hjælper de ikke?

   Selvom Chrystal ikke kunne se, hvilken vej, Lois kiggede, ville hun have svoret på, at hendes blik brændte sig vej ud gennem skærmen og direkte imod hende. Den måde, det kildrede ulideligt henover hendes pande. Elektrisk. Stramt. Hun knyttede næverne. Lois snakkede atter.

   Lois: De vil ikke lade mig være. De håner mig hele tiden, og de vil ikke lade mig være. De ler af mig. Og så gør de nar af mig. Og så truer de mig. Og de snakker med hinanden til langt ud på natten, så jeg ikke kan sove. Jeg kan snart ikke holde dem ud længere.

   Kort stilhed. Så sagde James noget.

   Lois, kan du prøve at beskrive for mig, hvem ’de’ er?

   Tavsheden, der denne gang kom, varede længere tid end den første tavshed, og så lød det til, at Lois hviskede noget, men Chrystal kunne ikke høre hvad, og det virkede det heller ikke til, at James kunne.

   Kan du gentage det? Jeg tror ikke helt, jeg hørte det.

   Lois gentog det. Chrystal lagde mærke til, at Lois virkede bange for at nævne det. Bange, fordi de ville gøre ting imod hende, hvis hun sagde det.

   Lois: ’The Evil Ones.’

   James: De onde? Er det, hvad de kalder sig?

   Lois nikkede, meget langsomt, og igen kom den brændende følelse af, at det ikke var James, Lois kiggede på, men Chrystal.  At hun kiggede på hende. Og at de ting, hun lige nu sagde, var rettet mod hende, og ikke mod James.

   (Det var dæmoner, der slog hende ihjel, Chrystal).

   Lois snakkede atter.

   Det er de samme, som fik mig til at … at gøre det, jeg ikke havde lyst til at gøre.

   James: De samme, siger du?

   Et nik.

   James: Hvad fortæller de dig?

   Lois: De vil gerne have, at du holder kæft nu. Og så fortæller de mig, at din mor brænder i helvedet.

   James: Min mor? Men min mor er ikke død endnu.

   Lois: De er uenige.

   Endnu en lang, udtalt tavshed, der fik frygten til at stikke.

   James: Lois, er det sådan, at … at du kan prøve at fortælle mig igen, bare for en god ordens skyld, hvor det er, de … kommer fra?

   Lois: Det har jeg allerede sagt. De kommer fra spillet. De kommer alle sammen fra spillet.

   James: Spillet? Det spil, du siger at du fandt inde i Priscill House?

   Lois: Ja. Det var dem, der fik mig til at slå Michael ihjel. De ønsker, at vi alle skal dø.

   James: Ved du, hvorfor de ønsker det, Lois? Kan du forklare det?

   Og Lois åbnede munden, men hun sagde ikke noget, og det brændte i en stram, elektrisk følelse mod Chrystals pande, øjnene fyldtes med kulde, og Lois tog sig til ørerne. Hendes arme blev stramme, da hænderne pressede hårdere ind mod hendes ører.

   James: Lois? Lois, er der noget galt? Er det dem igen?

   Lois: Ja … de holder ikke op …

   Hendes stemme var våde, fugtige klynk, og Chrystal var klar over, at hun græd.

   James: Hvad fortæller de dig?

   Men Lois rystede på hovedet, og hev efter vejret, og hendes stemme var lys og spinkel og grædende, da hun atter sagde noget.

   Lois: Skriger … de … de skriger … de fucking … skriger.

   Og så stoppede videoen.

   Chrystal blev siddende, længe, og stirrede på skærmen, og det frosne billede af Lois, der sad med hænderne mod ørerne. Så klikkede hun bort fra liveleak. Hendes blik fandt ud til det gråsorte vejr udenfor, der var blevet endnu tungere. Så greb hun telefonen, fandt det nummer, Rebecca havde sendt hende, og besluttede sig for at ringe. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...