Demonized

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2015
  • Opdateret: 26 mar. 2016
  • Status: Igang
Den 19-årige college-studerende, Chrystal Rice, finder sin søster hængende fra et grantræ, død. Politiet konkluderer dødsårsagen som værende et selvmord, på baggrund af Alex' sygehistorie med en psykotisk depression og to indlæggelser. Chrystal, derimod, er overbevist om, at hendes søster på ingen måde har hængt sig selv, for det lovede hun i sin tid at hun aldrig ville gøre, dengang deres psykisk syge moster, begår selvmord. Og da Chrystal bliver tildelt sin søsters dagbog af den mystiske og voldsomt religiøse Rebecca Simmons, der påstod at have været en meget nær ven til Alex, begynder hun at gå i dybden med, hvad der ledte til, at hendes storesøster endte sit liv for enden af et reb. Denne søgning begynder at lede hende hende mod en række af mørke og uhyggelige opdagelser, der måske er direkte dæmoniske ... læsning foregår på eget ansvar!

20Likes
21Kommentarer
3355Visninger
AA

11. Kapitel 10

KAPITEL 10

 

Boston, Massachusetts, den 15. April, klokken 12:45, dag

 

 

Chrystal gik i bad, for at skylle gråden og billederne væk. Hendes søster havde forsøgt selvmord dengang, og en pludselig vrede over, at hun ikke fandt ud af det før nu brændte i hende, for hverken mor eller far eller Alex havde fortalt hende andet end at hun havde haft det skidt, at hun havde fået en psykose - og det vidste Chrystal godt hvad var, for dem havde moster Leah fået et par gange efterhånden - men at hun ikke var manisk, bare bange og deprimeret og paranoid og hun havde det ikke godt og derfor skulle hun altså indlægges. I et stykke tid. Ingen grund til bekymring. Selvom Chrystal havde hørt den hæse gråd, der gjorde mors stemme tung og rug, da hun snakkede med hende gennem telefonen, men ingen grund til bekymring, vær helt rolig og alt det der. Som om hun havde kunnet undgå bekymringer ved tanken om, at hendes søster var blevet indlagt - for anden gang, og denne gang i en hel måned - uden at få at vide, hvad den konkrete grund var, det var et urimeligt krav at stille, og troede de måske ikke, at det ville gå udover skolen? Selvfølgelig ville det da det, især til filosofi-klasserne, for når de havde filosofi, fik det hende til at tænke ekstra meget på Alex, som elskede filosofi, og som havde læst bøger af Tolstoy og Augustine og Voltaire og andet filosofisk litteratur, og som heller ikke kunne undlade et par enkelte filosofiske indstrøg, når de havde deres søster-stunder i ny og næ. Tænk nu, hvis virkeligheden egentlig bare et fabrikeret produkt, og vores virkelighed egentlig ikke er en virkelighed, men bare noget, vi tror er virkeligt. Eller når ondskab sådan set kun er ondt for den, der udsættes for den, men ikke nødvendigvis for den, der udsætter en anden for det, er ondskab så virkeligt, eller er det bare noget, vi har fundet på, for at beskrive noget, vi selv, rent subjektivt, finder uretfærdigt og afvigende? Eller Alex’ favorit: Evolutionen viser en perfekt balance af død og liv, og den viser, at vi alle er lavet af det samme, og bakterierne kom før planterne, og planterne før dyrene, og træerne i skoven er forbundet med insekterne i haven, og de er forbundet med fiskene i havet og vi er forbundet med det hele. Og balancen? Livet uden døden er ikke muligt, og døden er en funktion af livet. Og det er så fucking vidunderligt, Chryssie.  

   Og det havde også været Alex, der vækkede en dyb interesse i Chrystal for filosofiske tankebaner. Hun havde sin søster som et idol, ligesom nogen havde deres fædre og nogen deres mødre, og Chrystal havde Alex, og det var umuligt ikke at bekymre sig, dengang hun blev indlagt. Du skal ikke bekymre dig, Chrystal, din søster klarer sig, hun er indlagt, og du skal ikke bekymre dig.

   Kan du i det mindste ikke fortælle mig, hvorfor hun er blevet indlagt?

   Hun fik en psykose. Hun har det ikke godt, er bange og sådan noget. Du skal ikke bekymre dig.

   Og så blev mor til en Stepford-smiler. Og det samme blev far. Og Alex’ selv sagde ikke noget. Og Chrystal hadede det. Og medicinen, Alex fik ordineret, Risperdalen, eller måske var det hendes Abilify, eller måske var det kombinationen - men det var ikke hendes Efexor, den havde hun taget hele vejen igennem, også før hun blev indlagt, og da blev hun ikke tyk -, gjorde hendes appetit dyrisk, så hun åd og åd og ikke kunne stoppe med at æde, og hun tog på og hun blev sløv og hun sov for meget og bevægede sig for lidt. Og Chrystal fik aldrig sandheden at vide. Og nu var hendes søster død. Og hun ønskede at hun kunne bryde sammen, her, i badets varme regn, men hun kunne ikke, for hun havde grædt, og den gråd, hun havde fremkaldt, blev nu renset bort fra hende i bruserstrålernes prikken. Og verden var ond, og hendes søster var død, og hun nægtede stadig at tro det, at det skulle være et selvmord, nægtede det, for det ville Alex ikke gøre imod hende. Det ville hun ikke. Det ville hun ikke.

   Michaela sad på sin sengekant, med den opslåede bærbar hvilende i sit skød, da Chrystal, med håret vredet ind i håndklædet, trådte ud fra badeværelset og ind på resten af værelset. Michaela løftede hovedet op fra skærmen og hendes stikgrønne øjne rettedes mod Chrystal, og hun smilte et underligt smil af sympati. ”Hey.“

   Chrystal smilte tilbage, og fortsatte sin målrettede kurs mod sin egen seng overfor Michaela. Gråvejret havde samlet sig tungt på himlen over de lyse birketræer, som vinduet for værelsesenden bestirrede sig ud imod.

   ”Jeg har hørt hvad det er der er sket,“ indledte Michaela samtalen med, idet Chrystal var nået hen til sin seng og havde sat sig ned. Dagbogen lå ved siden af den sammenfoldede bærbare på hendes venstre side, mellem hende og fodenden. Hun kiggede ikke på familiebillederne på sin væg. Og særligt ikke på High School gradueringsbilledet af sig selv, med Alex ved sin side, der stod i den firkantede væghulning. Hun rettede blikket mod Michaela. ”At din søster har … ja. Det gør mig ondt.“

   ”At min søster har hvad?“ Og selvom Chrystal havde fuld bevidsthed om, at Michaela kun vidste det, andre havde fortalt hende - hvem fanden det så end kunne være, og den eneste hun kunne komme i tanke om, var Samuel - så fik hendes bemærkning atter vreden til at svulme op og stramme sig til i hendes hals. Michaela åbnede munden, men Chrystal tog ordene fra hende. ”At hun har begået selvmord? Er det dét, du har hørt? At hun begik selvmord?“

   Michaela stirrede på Chrystal med munden åbnet i et overrumplet gab, og hun blinkede, og rystede uforstående på hovedet. ”Jeg … “

   ”Men det gjorde hun altså ikke! Okay? Hun begik ikke selvmord!“

   Michaela flakkede blikket bort fra hende. ”Undskyld, jeg … Jeg vidste altså ikke, at … Jeg troede bare, at hun havde …  og folk snakker om det, og … !“

   ”Folk?“ Chrystals stemme havde løftet sig lidt mere skinger. ”Hvem fucking helvedet er det lige, der ved det?“

   Michaela trak på skulderen. ”Det ved jeg ikke, nogen stykker … men liget blev jo fundet rigtig tæt herpå, og så … ja, og så har du bare virket meget ved siden af dig selv og så … kan folk ikke lade være med at gå rundt og snakke … du ved hvordan college er, Chrys, og … !“

   ”Siger folk, at hun begik selvmord? Er det dét, alle render rundt og snakker om nu? Er det blevet det helt store samtaleemne? At min søster har hængt sig? Det er altså det, alle render rundt og snakker om, eller hvordan er det lige, jeg skal forstå det her?“

   Det begyndte at kløe i hendes lunger af en gråd, hun ihærdigt forsøgte at holde tilbage.

   Endnu en skuldertrækning fra Michaela. ”Nogen gør.“

   ” ’Nogen’. Javel så.“ Chrystal nikkede giftigt. ”Du har ikke tilfældigvis fået noget at vide af Samuel, har du?“ Og Michaela svarede ikke, kiggede blot, og Chrystal tog hendes manglende svar som et ja. ”Det har du, har du ikke? Åh, for fuck sake da også!“

   Og det vred sig igennem hendes hornhinder. Michaela sagde noget. ”Må jeg lige forsvare ham et øjeblik? For så vil jeg altså lige sige, at det var mig, der fik ham til at fortælle mig det.“ Chrystal stirrede på hende, i den stendøde grimasse, hun altid havde, når gråden truede med at bryde frem. De mørke skygger, der altid karikerede undersiden af hendes øjenparti, blev dybere og hulere. Michaela bevarede ikke desto mindre masken, og vedblev. ”Det var bare … altså, jeg kunne jo godt mærke på dig, at du slet ikke virkede til at være på toppen, og de fleste kender jo også godt lidt til det der med din søsters problemer og sådan, og ja, og så spurgte jeg Samuel, efter engelsktimen, hvad der var galt, og om det havde noget at gøre med det i går, og så ja … så fortalte han mig det … og sagde, at det var din søster, der var død, og … men ja. Så det er ikke hans skyld.“

   ”Sagde han så, at hendes død var et selvmord?“ Hendes kinder rødmede, og øjnene sved, og det kløede stadig i lungerne. Michaela kiggede på hende, og endnu engang vidste Chrystal, at hendes mangel på svar var et svar i sig selv. ”Det tænkte jeg nok. Han sagde bare til dig, at hun var død, og ikke hvorfor, hun døde, og så er det med selvmordet altså noget, du selv er kommet frem til. Hvordan det?“

   ”Jeg ved det ikke … det … Det virkede, givet din søsters problemer, bare sandsynligt og åbenlyst … “

   ”Ja, men bare fordi noget er sandsynligt, er det ikke ens betydende med at det er sandt! Og det burde du vide!“ Og hendes øjne blødte rødere og rødere, da hun skingert hævede stemmen, og fortsatte. ”Og næste gang du har tænkt dig at spørge ind til mit liv, så skal du for det første ikke komme til alle mulige andre, men komme til mig! Og så skal du også tænke over, om hvorvidt det overhovedet rager dig, hvad fanden der er sket! I stedet for at sidde og hoppe med på en rygtebølge! Forstår du det, Michaela?“

   Michaelas mund blev lige, og hun kiggede tilbage på Chrystal, de to piger sad direkte overfor hinanden, på hver deres sengekant, og kun med et gulv til at udfylde mellemrummet imellem dem.

   ”Hør, jeg forstår godt det er svært for dig, at din søster er død, men jeg synes altså ikke det er fair, at du skælder mig ud for det.“

   ”Så du synes ikke, det er fair? Du synes ikke det er fair? Er det så meningen at jeg skal synes, at det her er fair, eller hvad er det helt nøjagtigt, du prøver at sige til mig?“ Stemmen knækkede, Michaela svarede ikke, og tårerne svulmede i Chrystals øjne. ”Jeg er den, af alle i den her røvforpulede bygning, der kender min søster bedst! Jeg ved, hvad min søster kan finde på, og hvad hun ikke kan finde på! Og jeg nægter at høre mere på andre menneskers latterlige gætterier, og oven i købet finde mig i, at de her skide gætterier bliver hævet som ren rå fakta! Politiet siger, at hun slog sig selv ihjel, mine venner siger, at hun slog sig selv ihjel, alle siger, at hun slog sig selv ihjel, men ingen af jer kender hende som jeg kender hende! Jeg ved hvem min søster var! Og jeg ved, at hun elskede mig, og uanset hvor syg hun var, så ved jeg, at hun aldrig nogensinde ville gøre det her imod mig! Hun elskede mig, og hun vidste, at jeg elskede hende mindst ligeså højt, og hun ville aldrig nogensinde gøre det! Hun ville ikke efterlade dem, der elsker hende, i så meget smerte, og hun begik ikke selvmord, og det er ikke fair! Det her, det er, hvad der ikke er fair!“ Og Michaela blinkede, og tårerne fortsatte med at svulme i Chrystals øjne, men uden at forlade dem, og det hvide omkring de brune iriser, var blevet oversvømmet af rødt. ”Og jeg vil ikke bare sidde her tilbage, og acceptere de løgne, der lige nu bliver spredt om min søster. Og så er jeg sådan set skide ligeglad med, hvor uretfærdigt behandlet du så føler dig. Det her er mit liv, min søster, og hun fortjener på ingen måde at blive løjet om.“ Michaela stirrede. Chrystal svælgede. ”Så vil du please blande dig udenom fra nu af?“

   Stilheden sænkede sig for en kort stund. Michaela svarede hende dernæst, og hendes stemme var en monoton ordstrøm. ”Jeg er ked af at jeg bekymrede mig for dit liv.“

   ”Også mig.“ Det var alt, hvad Chrystal svarede tilbage. Michaela kiggede kort på hende, og så rystede hun på hovedet, og langede sin hånd fat i toppen af den bærbare computer. Uden et ord klappede hun den sammen, trak den under armen, rejste sig op og lod Chrystal sidde tilbage på sengekanten alene. Døren lukkedes efter hende. Chrystal rettede sit blik ud mod vinduet, og de lyse birketræer længere ude i baggrunden.

 

*

 

Historieforelæsningen begyndte klokken 1, og det var bedst at dukke op et par minutter før, imens folk fandt deres pladser, for ellers ville der være for trængt. Da Chrystal - hun havde endt med at springe sin frokost over, hun var ikke sulten, og hendes hoved dunkede og tågen af tom uvirkelighed havde atter kuplet sig omkring hendes bevidsthed - dukkede op i foredragssalen, fik hun øje på Samuel i midterrækken, og han havde spærret en plads af til hende. Knugende om sin bærbare under den ene arm gled hun sig i bevægelse, maste sig imellem den siddende linje af collegestuderende, og hen ved siden af Samuel, der løftede den knitrende pose med Dorritos-chips bort fra det tomme sæde og ind på sit skød, lige over computeren, han allerede havde slået op. Det var ikke noterne, han var inde på, men i stedet var det facebook. Chrystal satte sig ved siden af ham.

   ”Yo!“ udbrød Sam, da Chrystal havde sat sig. Det knitrede stadig fra posen med Dorritos. Chrystal slyngede noget af sit hår tilbage over skulderen, og åbnede sin bærbare op. Hun lænede sig tilbage i sædet, og kiggede på Samuel, og smilte, men smilet var afkoblet fra det følelsesdøde, grå ansigt. End ikke kinderne virkede til at have den rødlige kulør, de ellers plejede at have.

   ”Hey, du.“ Hun kiggede tilbage på mac-computeren, som igangsatte dens opstart. Samuel rakte hende posen med Dorritos, det fremgav endnu en knitren.

   ”Jeg har lige været forbi automaten og købt os noget guf, i det tilfælde at vi skulle ske at være ved at falde i søvn til timen. Det er oven i købet Dorritos. Dine ynd --- !“

  ”Tak, Sam, jeg er godt klar over, hvad mine yndlingschips er, og nej, jeg skal ikke have noget. Jeg er ikke sulten.“

   Samuel trak posen med chips tilbage til sig, og fjernede ikke sit måbende blik fra veninden ved siden af. ”Jesus, rolig nu. Jeg ville bare være venlig.“

   ”Det … undskyld, Sam, det er ikke din skyld. Det er bare … alt er lige lidt for meget … og jeg … jeg er ikke sulten. Og jeg blev lidt en kælling overfor Michaela og du skal ikke tage dig af det. Bare … bare lad som ingenting, all right? Det hele er lidt for fucking meget lige nu, det er bare det, det er lidt for meget. Det er lidt for meget,“ og serievise nik af selvbekræftelse fulgte og hun gentog sig selv, “det er lidt for meget, det er det hele, det er bare lidt for meget.“

   ”Klart. Selvfølgelig. Jeg bebrejder dig så sandelig heller ikke.“ Han kiggede sig kortvarigt over skulderen, og lænede sig herefter tættere mod Chrystal. ”You know, hvis du har brug for nogen, så ved du hvor du kan finde mig. Hvis du vil snakke lige nu, så kan vi også bare gå ud og finde et roligt sted at snakke. Hvad som helst. Det piner mig som bare fandens at se dig lide sådan her.“

   ”Hør, Sam, det er fint. Jeg sætter pris på det. Det gør jeg. Men jeg har bare lige brug for, at du lader som ingenting lige nu. Det er alt, hvad jeg har brug for. Du lader bare som ingenting, og så går det fint, og så er det det, og … ja. Bare lad som ingenting.“ Uvirkeligheden blev tung omkring hende, og hun vidste, at en ny gråd var ved at kæmpe sig på vej. Hun smilte atter, kort og blegt og afkoblet.

   Samuel nikkede.

   ”Alright.“

   Herefter blev de begge tavse. Fem minutter inde i historietimen, som Chrystal alligevel ikke kunne samle koncentrationen om, fordi Alex havde stjålet den fra hende, vendte hun sit hoved mod Samuel og begyndte atter at tale, og hun lænede sig ind mod ham, så han kunne høre hendes dæmpede toneleje. ”Sam, fortalte du Michaela, at min søster slog sig selv ihjel?“

   Han kiggede på hende. ”Nej. Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg fortalte hende bare, at hun var død. Intet mere. Men du ved, folk de … “

   ”Snakker. Jeg ved det. Den forklaring gav hun mig også.“ Chrystal sukkede, og kiggede kort mod den forelæsning, hun alligevel ikke lyttede på, og herefter tilbage på Samuel. ”Jeg har fundet ud af, hvordan jeg skal komme til bunds i det her … Her, tidligere i dag, kom der en eller anden pige til mig, som sagde, at hun hed Rebecca, og som havde min søsters dagbog med sig. Hun sagde, at hun var en af min søsters veninder. Jeg ved ikke hvem hun var, eller hvordan hun vidste, at det er her, jeg går i skole, men det er heller ikke pointen.“

   ”Hvad er så pointen?“

   ”At hun gav mig Alex’ dagbog. Og med den muligheden for at finde ud af, hvad der virkelig skete med hende.“

   Samuel lod sine blå øjne rette ud i foredragssalens øvrighed, akkustikken rungede fra højtalerne langs de flankerende vægge, og han klikkede med sin ene mundvig, en træls vane, Chrystal i starten hadede, men som hun nu havde vendt sig til. ”Chrys … jeg er virkelig ikke ude på at komme på tværs eller noget … men hvad nu hvis hun bare begik selvmord? Hvad så?“

   ”Det gjorde hun ikke!“ Hendes dæmpede stemme blev hvæsende, en lyd, der var så sælsom, at Samuel en kort gang måtte kigge omkring sig, for at sikre sig, at øvrigheden ikke tilsendte dem misbilligende blikke, men ingen så ud til at lade sig mærke af deres samtale, så han kiggede tilbage på Chrystal.

   ”Hvordan kan du være så sikker?“

   ”Sam … når nogen, du har kendt i 19 år, har givet dig et løfte om ikke at gøre sådan noget … så ved du, når de mener det. Det kan godt være, jeg var 12, dengang hun gav mig løftet, men samme princip gælder stadig. Jeg kender hende. Og hun har ikke gjort det. Og den dagbog er nøglen til det hele.“

   ”Hvis du er så sikker på, at hun er blevet myrdet, hvorfor indleverer du den så ikke til politiet, så de kan komme til bunds i det?“

   ”Og gøre mig selv mere til grin? I think not.“ Chrystal rystede på hovedet. ”De tror allerede, jeg bare er så opædt af sorg, at jeg er ude af stand til at se virkeligheden i øjnene. Det vil ikke gøre nogen forskel, hvis jeg gav dem dagbogen. Fuck politiet. Jeg gør det her på egen hånd.“

   ”Okay.“ Samuel løftede venstre hånd, og lod den pege op i luften, i det stille tidsrum, hvor han forsøgte at finde frem til, hvad han skulle sige. ”Så … lad os antage, at du, på en eller anden måde, finder frem til, via dagbogen, hvem der har gjort det … hvad så?“

   ”Så finder jeg vedkommende, og så slår jeg ham fucking ihjel.“

   Samuel brød sig ikke om det mørke tæppe af ondsindet had, der gled for Chrystals brune øjne, dybt og evigt had, og langsomt rystede han på hovedet. ”Jeg kan ikke lide den idé. Jeg kan overhovedet ikke lide den idé. Det … Chrys, det er direkte sindssygt, er du klar over det? Sindssygt!

   Chrystal stirrede på ham i den hadefulde tavshed, der kun blev brudt af forelæserens stemme. Og så skilte hun læberne. Og Samuel blev kold i ryggen ved lyden af stemmens nøgterne tone. ”Du ville gøre det samme, hvis et eller andet forpulet røvhul havde myrdet nogen fra din familie. Så hold din fucking kæft.“ Og hun kiggede væk fra ham, og mod foredraget, selvom det ikke var foredraget, hun koncentrerede sig om, og de to venner udvekslede ingen ord i det næste ulidelige, lange tidsrum.

   Chrystal fik en besked på telefonen klokken 13.30 præcist. Hun tjekkede den. Og kulden begyndte dens ulækre stikken henover hendes bryster ved synet af messenger-beskeden, hun havde fået.

   Rebecca Simmons kl. 01:30 PM: Det var dæmoner der gjorde det Chrystal

   Hun delte læberne og stirrede, som den kløende tåge tætnede sig i hendes synsfelt. Endnu en Instant Messenger dukkede op.

   Rebecca: Dæmonerne slog hende ihjel.

   Samuel skulede til hende. Chrystal stirrede på telefonskærmen i fortabelse.

   Rebecca: Alex påviste dæmoners eksistens. Og DE slog hende ihjel.

   En kort pause. Chrystal ville slukke for skærmen og kaste telefonen bort og vræle af den forpulede, overreligiøse møgso, ville vræle højt og ustyrligt, men hun kunne blot sidde og kigge, som kulden der stak over hendes bryster voksede, og tårerne i hendes øjne fugtede sig til et større antal.

   Rebecca: Tror du ikke på det?

   Rebecca: Så tjek disse links ud. Der finder du information om pigen Lois Nichols.

   (Jeg vil ikke forlade dig, på samme måde som moster Leah har forladt mor)

   Rebecca: Et åndespil fik dæmoner til at besætte Lois Nichols, så hun skød og dræbte sin bedste ven. Det var dæmoner, der gjorde det. Du er i fare. Skal jeg bede for dig?

   Den første tåre faldt i spjætvise dryp. Det var på venstre kind. Tåren var kold. Ligesom hendes bryster. Det dirrede i hendes kæbe. Hendes mund havde gabt sig til en åben O-form.

   Rebecca: Mit telefonnummer er 05054677723+. Jeg tror det er bedst hvis vi får snakket. Og eventuelt bedt sammen. Ring så snart du kan. God bless.

    Samuels bryn rynkede sig, og han strakte forsigtigt sin hånd frem imod hende, og placerede den mod hendes skulder. ”Chrys?“ Og Chrystal sad blot der, med telefonen fremstrakt, flere tårer silede i lange, våde streger nedover kinderne, og hun tog en dyb indånding, der skælvede tungt, og uden at sige et ord til Samuel, gled hun telefonen ned i lommen, og - med flere tårer der drev over hendes kinder - rejste sig op, og hun klappede sin computer sammen. Samuel kiggede forvirret efter hende, som hun maste sig gennem de sidende mængder af elever, hen til gangen, hvor hun drejede omkring, til højre, og med hurtige, målrettede skridt, der fik hendes sko til at klikke alt for hørbart mod gulvet vandrede hastigt opad. Samuel blev ved med at kigge efter hende, indtil hun var forsvundet, og døren til udgangen havde lukket sig efter hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...