Væddeløbene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2015
  • Opdateret: 25 okt. 2015
  • Status: Igang
Jennifer på tretten år rider ponytrav eller monté for at være helt præcis! Hun har hendes egen pony kaldet Balthazar. Men en dag bliver Balthazar syg og de vigtige travstævner venter lige om hjørnet. Hvad vil hun gøre uden hendes dejlige pony og vil hun overhovedet have lyst til nogensinde at ride igen, mon Hans fra tavbanen kan hjælpe hende? Og vil jack nogenside opdage hendes interesse? Og hvad sker der når der kommer nye tvillinger i klassen? Find ud af det ved af læse!

2Likes
4Kommentarer
361Visninger
AA

1. Løbet

Jeg tjekker udstyret en ekstra gang inden jeg sidder op på Balthazar, hans ryg er stadig svedig efter opvarmningen. Mor tjekker om min hjelm, min nummer og min sikkerhedsvest sidder ordentligt fast. Inden jeg sidder op på Balthazar, som gumler på en tot hø min lillebror har givet ham.

“Alle der stiller op i løbet, på 950 meter banen skal køre derop nu!.” Lyder det fra højtaleren. Det er Hans han ejer travbanen og han er super rar, han arbejder vist også for en dyreværnsorganisation, mod misrøgtede heste!

Jeg klapper Balthazar og sætter mig op. Det er Snorestart og jeg samler mig med andre ryttere i den forreste volte. Jeg prøver at regne ud hvor mange der er dukket op. Der er syv i den forreste volte, plus mig selv det giver otte, så er der to i den midterste volte og en stor brun i en bagerste, hvilket i alt giver elleve, det vil sige at alle er her. Balthazar begynder at spænde op da en lille shetlandspony kommer travede med en endnu mindre pige siddende i sulkyen bagved. Balthazar har altid haft en ting med sulkyer, og det er ikke en god ting! Han pruster og jeg må klappe ham og sige beroligende ting til ham i fem minutter, før han kommer i tanke om han er cirka fyrre cm. højde end den lille modige pony. Han løfter sit hovede højt op og pludselig høres et “Bang.” startsignalet. Jeg sparker til Balthazar og Fjordhestens hastighed øger sig hastigt. Hans skridt bliver hurtigt længere og vi lægger i et godt stabilt tempo da vi kommer op fra det første hjørne. Da den store hest fra den bagerste volte overhaler os er Balthazar kun to skridt fra at sætte i galop. Jeg når dog at få standset hans lille nummer, inden det er for sent. Da vi runder det sidste hjørne og kommer ned til langsiden, sætter jeg hælene godt ind i siden på Balthazar, hvilket jeg altid har været øm ved, men lige nu er det som om at vi er den samme person. Balthazars hove hamre mod jorden og det af mit hår der ikke sidder klemt sammen under hjelmen skyder mod de seks ryttere bagved mig. Jeg sætter farten endnu højere op, Balthazar river i tøjlerne. Vi får langsomt indhentet den sorte hoppe på fjerdepladsen. Seks meter fra målstregen traver vi side om side…. Og vi kommer i mål! Jeg ved endnu ikke om det blev til en femte eller fjerdeplads men lige nu er jeg faktisk ligeglad, Balthazar gjorde det! Jeg havde allerede deltaget i et par løb, men Balthazar havde hidset sig op ,så jeg enten faldt af eller så havde han begyndt at galopere når han blev overhalet. Jeg kaster mig lykkelig ned i Balthazars man, og udbryder “Du er min bedste ven.” Mens vi venter på afgørelsen af løbet, så roser jeg Balthazar med en hel masse gulerødder og æbler.

“Vi vil som altid give rosetter til de fire bedste og vi vil gerne bede Katrine og Antonio, Caroline og Buster, Camilla og Oskar og….” Jeg turde slet ikke høre svaret, men det kom jeg til “Sofie og Karamel.”

Jeg græder der er faktisk ikke nogen grund, jeg ville jo selvfølgelig gerne have en roset og det havde jeg da stærkt regnet med, men alligevel? Jeg skal jo også være glad Balthazar kom igennem hele banen. Jeg burde være stolt ikke ked af det! Jeg niver mig selv for at fjerne smerten til et andet sted men det er lidt som om det ikke virker. Jeg tørre tårerne væk fra mit ansigt og derefter smiler jeg da jeg ser mor kommer gående med far, Emil og kameraet. “Gruppebillede!” smiler hun. Jeg smiler til hende og gemmer min øjne under min hånds skygge. “Mig sidde på Baltasa” siger Emil. Han har endnu ikke lært at sige Balthazar. Jeg løfter ham op på ryggen af Balthazar og han kommer med et lille vrinsk. “De to.. er de ikke søde?” spørger jeg blidt mor. Hun svare ikke men vifter os op til gruppebillede. Jeg ser faktisk okay ud på billedet, i forhold til jeg er smurt ind i mudder efter at skulle hele ind på den store hest ved navn Karamel. Vi står så Travbanen ligger i baggrunden og man kan næsten ikke se Emil fordi han sidder på ryggen af den alt for store pony. Og far smiler op til begge øre. Han smiler da han ser billedet. Og derefter læser jeg Balthazar op i hestetraileren. han går op uden nogen problemer. Så går turen hjemad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...