Et aNsiGt fRa HimLEn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2015
  • Opdateret: 20 okt. 2015
  • Status: Igang
EN HiStoriE oM kærLiGheD nÅR dEt GøR MeST OndT

5Likes
4Kommentarer
325Visninger
AA

2. kapitel eT

 

Og som han sad der i den anden ende af baren, med et svagt smil på hans fyldige læber, var det som om at hele min verden stoppede op i et kort øjeblik. Som om at enhver anden ting gik i stå, og kun hans smil var levende, bevægende. Det blændende lys fra hans kridhvide sæt tænder lyste hele den dunkle bar op. Han lignede en lille dreng som han stod der, han så næsten uskyldig ud. Næsten helt artig. Fra den anden ende af baren kunne man klart fornemme hans mørke hår der var tæt klippet, og hans kastanjefarvede øjne der lyste lige så meget op som hans smil. Selvom hans smil var blændende, og hans øjne ligeså, var der noget mystisk og mørkt over manden. Hans flotte øjne gemte på noget, noget stort. 

 

Lige så hurtigt som jeg havde opdaget ham, og han havde opdaget mig, kom han gående imod mig. Hans ranke holdning, og muskuløse krop gjorde det klart at han var ældre, ældre end jeg lige havde regnet med. Jo tættere han kom på, jo skarpere blev hans ansigtstræk, et bredt kæbeparti blev afsløret, og høje kindben blev tydeligere i det mørke kompakte rum. Det mørke rum udtalte sig klart om rygepolitikken, enten var den ikke kommet hertil endnu, eller også var den for længst jaget bort.

 

Som han kom tættere blev der afsløret flere træk, små fregner dækkede hans næse og kinder, og nåede helt ned til starten på kraven på hans hvide skjorte. Han var en af de mænd der fik hvad han ville have, det kunne jeg allerede se på ham der. Og han ville have mig. Det var klart i hans øjne. Pludselig stod han lige foran mig, og jeg kunne mærke varmen fra hans krop. Han lænede sig ned imod mig, og jeg lænede mig ind imod bordets skarpe kant. Jeg kunne mærke endnu et af hans brede smil spille på hans læber. 

 

-"Hvad drikker du?" spurgte han med en saglig og kærlig stemme, og lavede en bevægelse mod imod mit glas, som stod halv tomt på det runde bord. Egentlig drak jeg kun vand, det var trods alt kun sen eftermiddag. 

 

-"Det kunne du tænke dig at vide fordi...?" sagde jeg med mit eget smil på læben, kategori to, flirtende men tilbageholdende.

 

-"Så jeg kunne vide hvad jeg skulle købe til dig senere." svarede han uden tøven. 

 

Forbavset over hans svar, hævede jeg hovedet og kiggede ham for første gang rigtigt i øjnene. Jeg havde ret da jeg kiggede hen over baren, han havde kastanjebrune øjne, men jeg havde også haft ret i at de skjulte noget. Der lå et mørkt gardin foran de smukke øjne, et mørkt gardin man ikke bare kunne trække fra. Noget mystik lå bag det perfekte hår, noget som ikke var helt så perfekt, noget der var lidt mere kantet, lidt mere kompliceret. 

 

-"Senere?" spurgte jeg med en skrøbelig og næsten utydelig stemme, og antydede til hans tidligere sætning. 

 

-"Ja senere, for nu skal du med mig." svarede han igen uden tøven. Han kiggede mig stadig i øjnene, og jeg kunne mærke varmen stige op i kinderne på mig. Han var sikker i sin sag. Han hævede sin arm og pegede på toiletdøren som en hentydning. Aldrig før i hele mit liv havde jeg prøvet sådan noget. Aldrig.

 

-"Og hvad gør dig så sikker på det?"  sagde jeg kækt og direkte, umiddelbart bevidst om mine vinrøde kinder. Jeg havde ikke svaret som han havde forventet, for en tynd streg blev til at skue i hans pande. 

 

Han lagde sit hovede lidt på skrå, så lyset ramte hans fregner, og hans øjne. Man kunne svagt antyde en smule gyldent i dem. Han rynkede kort panden igen, rystede så svagt på hovedet og trak en af de mørke stole frem, satte sig overskærvs på den, så han sad med sit ansigt vendt imod mig. 

 

-"Jo ser du," startede han mens han hævede hånden og svagt aede min kind, "jeg kan gøre ting ved dig" fortsatte han mens han rykkede tættere, "som ingen nogensinde vil kunne." hans læber strejfede kun kort min hals, men jeg kunne alligevel mærke et pulserende begær stige op igennem mig, og jeg blev nødt til at bide mig selv i læben for ikke at give efter. 

Jeg nikkede kort. Han rejste sig hurtigt fra stolen, rakte mig hånden. Øjeblikket og begæret var forsvundet. Et kort sekund overvejede jeg mine muligheder. Jeg kunne gå med ham, for han virkede som en tillidsvækkende mand, eller jeg kunne grine af ham og løbe langt væk. Tog en dyb indånding, så mit bryst hævede sig, og jeg kunne se han fulgte det med øjnene. Jeg kiggede rundt i det mørklagte rum efter vidner, men ingen så ud til at lægge mærke til noget, eller også ignorerede de det bare. Desperat forsøgte jeg at få øjenkontakt med en, men ingen vendte sig rundt, alle kiggede dødt ned i gulvet. Jeg kunne mærke hans øjne hvile på mig, og endnu engang hævede jeg blikket og mødte hans. De mørke øjne smilede til mig, og de tændte noget i mig som jeg ikke kunne slukke. Jeg rakte min hånd med de rødlakerede negler frem, og takkede ja til hans indbydelse.

 

Og derefter gik alting meget hurtigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...