A life on the seven seas

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2015
  • Opdateret: 2 mar. 2016
  • Status: Igang
"Take what you want, and give nothing back". Det er det kodeks som Alexa og en masse andre pirater har levet efter hele sit liv. Men det hun ikke ved er at hun ikke altid har været en tyv, og at hun har haft en helt anden opvækst, fuldstændig modsat af det liv hun har og holder af.

0Likes
1Kommentarer
245Visninger

2. Kapitel 2

Hendes tøj var gennemblødt og klistrede sig tæt ind til hendes krop, da hun kæmpede sig op på den jordede afsats. Det første hun gjorde var at kigge ned af sig selv og sukkede lettet. Rebets knude havde holdt og det var ikke sunket ned i dybet og mørkets afgrund. Alexa tog fat i det meste af sin trøje og vred den, imens hun kiggede op af hendes næste forhindring. Hun kunne høre på skrigene at hun havde lang tid endnu, så hun havde sikkert kun været et par minutter om at svømme ind til land. Hendes blik kørte op langs huset sider og prøvede at finde et sted hvor hun kunne kravle op. Det ville være for farligt at gå ind i huset, for beboerne var ude for farezonen og sov helt sikkert, da skrigene ikke var så høje heroppe. En bjælke som var fastspændt til siden af huset, blev hendes redning. Med hurtige skridt gik hun over til den og begyndte at klatre op langs væggen. Under hendes hænder satte splinter sig fast og Alexa vidste at hun ville få en masse rifter, men det var en lille ting at betale. Bjælken var ikke mere end nogle få meter høj og nåede ikke hele vejen op på taget. Så med en masse viljekraft og blod på hænderne, lykkedes det hende at komme hele vejen op. Nogle få tagsten gav sig under den uventede vægt og røg ned og blev smadret mod jorden med et lille klir. For at beholde balancen rejste hun sig forsigtigt op og lyttede intenst efter beboerne i huset. Men ikke en lyd, ud over havet og skrigene i det fjerne, kunne høres heroppe. Den blide natteluft virkede kold når den ramte hendes våde krop og sendte en lille skælven igennem hende.

Slottets mure tårnede op foran hende og var meget større end hun havde forestillet sig. Hun fik bundet, med lidt besvær, knuden som sad om hendes talje op og bandt så en tagsten fast i den ene ende. De grå sten så ikke særlig indbydende ud måtte Alexa erkende, og hun tøvede, inden at hun svingede stenen i en stor bue over muren. Allerede ved første kast havde stenen fundet et sted at sætte sig fast, og det virkede til at holde når hun trak i rebet. Hun spejdede ud mod skibet, som stille vuggede på vandets overflade, og sendte flere kanonkugler afsted med store brag. Så begynder anden akt, tænkte hun og greb godt fat i rebet.
 

Store kongeblå gardiner, som gik fra gulv til loft, pyntede et stort vindue ud til en lille balkon, og så meget indbydende ud for en snu pirat. Der var ingen vagter inde i værelset, men det lignede heller ikke et sted hvor de kongelige befandt sig særlig tit. Rummet var fyldt med forskellige møbler, men på alle overflader var der et gråligt lag af støv. En stor seng stod op af den modsatte væg og vendte ud mod vinduet, med udsigt ud over det store hav. Flere kommoder og skabe stod rundt omkring langs væggene, men der var en ting som især fangede Alexas blik. En lille genstand, som lå på sengen. Den var ikke større end et smykkeskrin, og lignede umiddelbart ikke noget af værdi. Men alligevel kunne hun ikke få øjnene fra den. Der kunne ikke være mere end én halskæde deri, men det var ikke det som talte for Alexa. Det som hun genkendte var navnet som stod udenpå. Rosario. Et underligt navn, tænkte hun og beundrede det på sikker afstand. Det var helt sikkert spansk og dermed ikke et hun kendte.

Et kanonskud efterfulgt af et ordentligt brag, fik Alexa ud af hendes tanker og hun huskede hvad hun kom efter. Hun løb tilbage til vinduet og spejdede ud mod byen. Månen var på sit højeste og skinnede klart. Og flere beboer var blevet vækket.
På den modsatte side af en stor egetræsdør hørtes soldaters skridt, og som ren refleks gemte hun sig bag en af de støvede reoler, indtil at faren var drevet over. Hun lod rebet hænge fra vinduet som en nødudgang og håbede på ikke at få brug for den. Med hurtige og stille skridt gik hun over til døren og åbnede den forsigtigt. Der var ingen vinduer ude i gangen og faklernes skær gjorde det endnu mere dystert selvom at gangen var udsmykket med malerier og planter.

Så stille som muligt gik hun langs væggene ned ad de forskellige korridorer og undgik soldaternes tropper. De var heldigvis mest optaget af at bevogte porten og andre indgange. De havde ikke tænkt, at en pirat kunne være så snu at komme ind ad et vinduet i en af de værelser som vendte ud mod havet. Alexa smilede for sig selv, da hun indså at chancen for at hun blev forstyrret var lille. Blackwood havde virkelig tænkt planen igennem. Han er en klog kaptajn, tænkte hun, imens hun listede sig dybere ind i slottets kroge.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...