Jealous | One Direction

Yasmine Payne er 15 år og lillesøster til Liam Payne. Hun har altid været lidt irriteret over at det er Liam der får al opmærksomheden. På hendes fødselsdag snakkede gæsterne kun om var stolte de var af Liam og de bad ham endda synge en sang. Og det værste var at han gjorde det! Han stjæler altid al rampelyset, endda når han er på turné. Men det sidste halve år af turnéen er Yasmine inviteret med og hendes mor siger at hun skal sige ja. Også selvom hun ikke har lyst. Men hun ender alligevel med at blive ret glad for det. Og det skyldes en bestemt person...

38Likes
8Kommentarer
9156Visninger
AA

3. Kap 3.

Klokken er 11:03 og vi er stadig i gang med at pakke ud. Niall og jeg har ikke rigtig snakket sammen, bare gået rundt og pakket ud. Det er jo også det der er så akavet.

"Nå meeeen........", siger Niall efter et stykke tid. Årh fuck. Han skal bare tie stille. Jeg gider ikke at snakke. "Hvad?", vrisser jeg lidt irriteret. Det er enlig ikke fordi at jeg er specielt irriteret. Bare træt. Jeg har ikke sovet hele vejen herhen og jeg fik heller ikke meget søvn sidste nat. 

"Er du sur?", spørger han og kigger uskyldigt på mig. "Nej", sukker jeg og kigger flabet på ham. "Hvad er du så? Kan du ikke bare sige det? Jeg mener det bliver et meget langt halvt år hvis du bare vil gå og være sur uden at tale med nogen af os", siger han. Det er som om han pludselig skal snakke til mig som om han er en psykolog. Men jo... Han har vel ret. Tror jeg da.

"Jeg er bare træt, okay?", sukker jeg og sætter mig ned i en lænestol. "Mmhhm", siger Niall skeptisk og sætter sig ned i den anden. Måske er jeg lidt for hård ved ham? Han prøver jo bare at venlig. Selvom at han ikke lader til at tro på at jeg bare er træt, selvom det er den fulde sandhed. Og det er altså ikke løgn. Det er kun derfor.

"Ej undskyld hvis jeg var sådan lidt...", mumler jeg jeg akavet. Jeg mangler et ord. "Det er fint nok, jeg mener... Du kender mig jo ikke særlig godt", svare han selvom jeg enlig ikke fik fuldendt min sætning 100%

Jeg siger ikke noget efter det. Kigger bare ud af den kæmpe store glasrude foran os. Vi er på 15. etage og man kan se vildt langt oppe derfra. De andre har værelse på 14. etage.

"Nå men er du færdig med at pakke ud?", spørger han. "Ja", svarer jeg, selvom det ikke helt passer.

"Skal vi så ikke gå ned til de andre?", spørger han så. "Okay", siger jeg og tager en dyb indånding. 

 

Vi går ud af vores hotelværelse og tager brændtrappen en etage ned. Liam og Louis løber rundt ude på gangen og skyder hinanden medplastikpistoler. "Helt ærligt", siger jeg lidt højt. "Tag jer nu sammen". De stopper op med det samme og kigger forskrækket på os. "Jaja slap dog af", siger Louis med sådan en stemme der ikke helt er sur men heller ikke sådan fuldstændig lalleglad.

"Hvor er Harry?", spørger Niall og kigger sig omkring. "Inde på værelset jeg henter ham lige", siger Liam og kommer lidt  efter tilbage med Harry.

Vi går ned i restauranten og spiser og efter det kan jeg enten vælge at tage med drengene og Helene (stemmetræner) eller blive her på hotellet sammen med Lottie og Lou (Louis' søster og drengenes hårstylist). 

"Hmm", mumler jeg mens jeg står foran dem alle sammen. "Jeg tror bare jeg bliver her", siger jeg og nikker til Lottie og Lou. Drengene tager afsted med Helene og jeg sætter mig op på mig og Nialls værelse igen. Da jeg ikke rigtigt har specielt meget at lave, sætter jeg mig bare i en af lænestolene overfor glasruden og kigger. Kigger, kigger, kigger... Og tænker. Tænker over tingene. Tænker over jeg måske burde at være bare lidt sødere mod Niall. Tænker over hvor meget jeg allerede savner mine veninder og hvor overraskende lidt jeg savner min mor. Som sagt så hader jeg hende ikke, jeg er bare træt af hende en gang imellem. (Hele tiden)

Jeg smækker benene op i den lænestol ved siden af mig og lukker øjnene. Lidt efter falder jeg i søvn.

"Yasmine? Yasmine sover du?", siger en stemme. Jeg mumler et par uforstålige ord jeg ikke engang selv kan høre. "Hva'?", siger stemmen igen. "Jeg åbner øjnene og gisper lidt da jeg ser Nialls ansigt for mig. "Hvad laver du her?", spørger jeg. "Øøh? Vi deler jo værelse?", siger han. Okay, det var muligvis lidt dumt at spørge om, men alligevel stirre jeg bare på ham som om det er ham der lige har sagt noget totalt underligt. 

"Var i ikke ude og... Øve eller noget i den stil?", gaber jeg og retter mig op. "Øh, Yasmine det er så ved at være 2 timer siden nu", siger Niall som står foran spejlet og roder lidt i sit hår. "Hvorfor vækkede i mig så ikke?", spøger jeg og lyder som om det er noget dårligt selvom jeg enlig er ret glad for at de ikke gjorde det. "Altså Yasmine hvad er det enlig du er så sur over", spørger han uden at kigge væk fra spejlet. "Ikke noget, okay? Jeg kender dig bare ikke", siger jeg. "Præcis", svare han og kigger over på mig. Hvad mener han nu med det? Jeg orker ikke at spørge ham. 

Nu hvor jeg tænker over det så er Niall faktisk flot. Meget endda. Så meget at man nærmest kan kalde ham lækker. Hvad snakker jeg om selvfølgelig er han lækker. Hvorfor havde jeg dog ikke lagt mærke til de blå øjne før nu? Damn. Men nu må vi ikke ligge for meget i det.

Et par timer efter spiser vi aftensmad og efter det køre vi ud til stadionet hvor de skal spille. Jeg kan se Niall og Louis sidde og hviske lidt i bussen på vej derover. Bare ikke ligeså feminint som os piger gør. Jeg mener, der er ikke nogen små flabede fnis ind imellem eller onde blikke der stirre hårdt på folk, men indimellem er det som om de kigger over mod mig.Til sidst bliver det ret tydeligt at se det er mig de snakker om. "Er det noget vi alle sammen skal vide? For det er altså ret tydeligt at i snakker om mig", vrisser jeg og stiger ud af bussen der lige er standset. De andre kommer også ud og vi kommer ind på stadionet.

Drengene får lov lige at øve 5 minutter inden de skal på scenen. Jeg hugger et par ørepropper der ligger backstage hvor jeg sidder og propper dem i ørene. Meget bedre. Jeg sidder i en sofa næsten lige bag scenen. Jeg har ikke rigtigt andet at lave end at bare sidde med min mobil. Så kommer jeg i tanke om det der skete i bussen. Det var tydeligt nok at se de snakkede om mig, men altså who cares? Det var nok bare min nipple der kunne ses igennem min t-shirt eller noget. Eller hvad? jeg føler mig dum.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...