Jealous | One Direction

Yasmine Payne er 15 år og lillesøster til Liam Payne. Hun har altid været lidt irriteret over at det er Liam der får al opmærksomheden. På hendes fødselsdag snakkede gæsterne kun om var stolte de var af Liam og de bad ham endda synge en sang. Og det værste var at han gjorde det! Han stjæler altid al rampelyset, endda når han er på turné. Men det sidste halve år af turnéen er Yasmine inviteret med og hendes mor siger at hun skal sige ja. Også selvom hun ikke har lyst. Men hun ender alligevel med at blive ret glad for det. Og det skyldes en bestemt person...

38Likes
8Kommentarer
9158Visninger
AA

2. Kap 2.

Jeg er lige vågnet. Jeg skal snart afsted til lufthavnen. Med min bror. Og hans 3 retarderede venner. Jubiii. Som om. Klokken er 5:15 om morgenen og jeg er knap nok vågnet endnu. Jeg orker ikke med, jeg gider ikke med, jeg skal med. Ugh. Jeg forstår ærligt talt ikke alle de piger der ville ønske de var mig. Der ikke noget som helst fedt ved at have en berømt storebror. Ikke det mindste. Overhoved.

Jeg vikler min dyne rundt om mig og vakler ned i stuen. Ja, det gør vi alle en gang i mellem. Og det er okay. Efter min mening.

Min mor sidder og drikker kaffe og lader som om at hun er frisk. Men jeg kan se hun ikke er. "Mor jeg orker det ikke", siger jeg med min hæse morgenstemme. "Hvad orker du ikke lille skat?", spørger hun mig, uden at kigge op fra sin kryds og tværs. Tror enlig ikke hun lytter. "Glem det", siger jeg og slæber mig langsomt udi køkkenet. Her er rodet. Meget. Der er beskidte tallerkener i bunkevis og der ligger brugte klude og viskestykker rundt omkring. Klamt enlig.

Jeg spiser hurtigt en fersken og drikker et glas vand, for jeg har ikke specielt meget tid. Efter det børster jeg tænder, lægger makeup, sætter hår, hvad man nu ellers gør om morgenen. 

"Årh lille skat", siger min mor med sådan en irriterende stemme voksne bruger, når de prøver at lære deres små børn at tale. Eller når man snakker til en hund. For det har alle prøvet. Og det ved jeg. 

"Hvad er der mor?", spørger jeg. "Det er bare fordi at du skal være væk i et halvt år. Det er næsten ikke til at holde ud", siger hun. "Det var da dig der tvang mig", siger jeg. "Tvang? Jeg har da ikke tvunget dig til noget", svarer hun. Faktisk jo. Det har hun. Jeg gider enlig ikke med. Jeg gør det bare fordi hun siger at jeg skal. "Nej, nej. Det har du ikke", lyver jeg. Jeg vil ikke give hende dårlig samvittighed. 

Det banker på døren og jeg går hen og åbner. "Hey Yasmine! Er du klar til at tage afsted?", siger Liam som står lige foran mig. "Jaer... Helt klar", siger jeg og prøver på at smile. "Farvel skat. Ååh hvor kommer jeg til at savne dig", siger min mor og kysser mig på panden. "Ja jeg kommer også til at savne dig, mor", lyver jeg. Enlig er det den eneste gode ting ved det. Morfri i et halvt år. Yaassssss.

Jeg får sagt farvel til min mor og kommer med ud i bussen til de andre. Den er virkelig stor. Og sej. Man kan sove derinde. Måske det vil blive okay alligevel. Måske. Kun måske.

"Hvad bliver det første land vi skal til?", spørger jeg. "New Zealand", svarer Harry som ligger i én af sofaerne med sine solbriller og spiller smart. 

Jeg sætter mine kufferter og sætter mig i en sofa overfor ham. "Er det overhoved sjovt at være på turné?", spørger jeg. "Nogengange", svarer han. "For det meste", tilføjer han. "Du ved...", siger han og sætter sig ordenligt op. "Det er sjovt nok at optræde, men det kan være lidt trættene at rejse hele tiden". "Ok", svarer jeg og kigger ud af vinduet. Vi begynder at køre og min mor står og vinker. Jeg vinker enlig ikke tilbage, jeg smiler bare til hende indtil jeg ikke kan se hende mere.

Et par timer senere sidder vi i deres privatfly og er omkring halvvejs. Jeg kigger ud af vinduet og tænker over hvordan det kommer til at blive. Et halvt år med 4 (lidt) irriterende drenge. Måske jeg får dem lært bedre at kende? Hvem ved?

Jeg læner mig tilbage og lukker øjnene. Jeg åbner dem igen og ser Liam sidde ved siden af mig. Drengene sad ellers oppe foran. "Jeg skulle bare lige høre om alt er okay?", spørger han. "Jaja, alt er fint", siger jeg. Jeg gider bare ingenting. Jeg kan ikke sove, jeg skal være væk fra mine veninder et halvt år, jeg er omringet af tarder... Jojo alt er da i den skønneste orden. Ej som om. Vil enlig bare gerne hjem. Men det kommer jeg ikke endnu.

"Godt så", siger Liam og rejser sig igen. Jeg kan hører ham gå op foran til de andre igen. De larmer helt vildt. 

Klokken er 9:43 og vi er lige ankommet til hotellet. Louis står og snakker med receptionisten og er i gang med at få en eller anden nøgle. Hvis jeg skal dele værelse med én af dem så skriger jeg.

"Hvem deler så værelse?", spørger Louis som lige har fået nøglerne til vores værelser. Fuck. Det der betød at ingen får et for sig selv. Ugghh. Jeg orker dem ikke. De kan være så barnlige. "Okay vi løber om kap og de første 3 og de sidste 2 skal dele værelse", siger Harry og begynder at løbe. Barnlige. Det er jo det jeg sagde.

Vi begynder alle at løbe og selvfølgelig er det mig der kommer sidst. Det der med at løbe er bare ikke mig. Niall kom lige før mig så det betyder at det er ham jeg skal dele værelse med. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg har det med Niall. Han er vel ok. Håber jeg.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...