parallelerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2015
  • Opdateret: 20 okt. 2015
  • Status: Færdig
et essay med udgangspunkt i udtrykket "er vi alene?"

6Likes
3Kommentarer
227Visninger

2. parallelerne


Den dag, det gik op for mig, at universet var større end mit eget værelse og eget sind, fik jeg tanker. Tanker, der fik mig til at indse ting. Hvad nu hvis der findes folk som os på andre planeter? Folk, der lever anderledes end os med anderledes forældre, som fortæller deres børn, at de skal leve i anderledes virkeligheder, når de nu og da dagdrømmer. Hvordan kan jeg regne med, at det er vores virkelighed, som min mor bliver ved med at referere til, når det er mig, der drømmer mig væk til ro og tryghed? Hvad nu hvis min mor og far er bevidste om, at der findes folk på andre planeter, men ikke fortæller mig det? Hvad nu hvis jeg er den eneste, der ikke er klar over, at der er andre i universet? Hvilken virkelighed skal jeg regne med, at min mor mener?

Det kan være, at der går væsener rundt på Saturn og lever det, vi kalder for “et lykkeligt liv”.

 

Tænk, hvis børn bliver badet i kys og kram af sine forældre og dagligt bliver fortalt, hvor højt de er elsket. Tænk, hvis der findes børn på andre planeter, som ikke tager voksenrollen for deres sindsforvirrede mor og deres hjælpeløse og tavse far?

Måske er mine forældre slet ikke mine forældre, men just to uskyldige mennesker, der er sendt ned fra en anden planet for at passe på børn som mig, men er blevet barnlige, umodne og så forfærdelig egocentreret af at være på denne ulykkelige jord.

Man burde nok have ondt af dem, men det er svært, når min samvittighed er baseret på dårlig opdragelse.

Det kan være, at de har kontakt til nogle på en anden planet, der siger, at de skal få mig til at græde i skolen, når folk spørger, om jeg ikke bare kan tale med mine forældre, hvis jeg er utilpas, og de skal få mig til at tilgive, når de gentagne gange siger undskyld for, at de tidligere sagde, at de ønskede, at jeg døde af overvægt, fordi jeg spiste den ene flødebolle -  bare for at lære mig, at livet er surt.

 

Måske forstår jeg endelig, hvorfor alle er så optaget af rummet. Det er måske derfor, at alle er så interesseret i at rejse til Mars. Fordi der måske findes mennesker, der alle er høflige og søde over for hinanden. Derfor flygter folk fra vores jord til deres planet for at smage på, hvordan verden kunne være, hvis vi alle havde lidt hjerte.

 

Når universet er så stort med så mange planeter og så mange måner, tror jeg ikke på, at vi er den eneste planet med levende væsner som os. Der må være andre individer i denne verden. Hvorfor skulle der være et sådan kolossalt univers til sådan en lille myretue?

Gad vide, hvad der ville ske, hvis der kom væsner fra andre planeter til vores jord? Ville de ændre på vores ulykkelige adfærd? Eller er de selv lige så tåbeligt depressive som os?  Hvad nu hvis de har holdt øje med os fra en satellit gennem hele vores levetid og er blevet fascineret af vores nedadvendte mundviger? Måske ville det bare ændre verden til det værre. Værre, end den er i forvejen. Man kan jo aldrig vide. Det er lige før, at jeg ønsker, at der kommer fremmede væsner til vores jord. Bare for at prøve noget anderledes.

 

På mange måder kan man sammenligne vores stadig uopdagede univers med menneskets utrættelige søgen efter glæde på denne jord, og at netop den lighed er rod til vores fascination af muligheden for grønnere græs et sted, hvor had og negativitet aldrig har sat deres smitsomme præg. 

 

Måske er det faktum, at universet er så stort, det, der gør os ulykkelige? At have den viden, at der er over en milliard solsystemer, og vores solsystem bare er en mikro del af det, og at alle os på denne jord er totalt ubetydelige og ligegyldige.

Hvis universet er så stort, kan vi umuligt være den eneste lille planet i den eneste lille galakse, der har liv. Hvis der virkelig lever andre væsener i universet, hvorfor synes vi så selv, at vi er så vigtige? Hvorfor er vi så bange for, at verden går under, og at vi alle dør? Det eneste, det ville betyde noget for, er os selv, fordi vi er så egocentrerede, at vi tror, at vi er så specielle  og betydningsfulde, at hele universet ville græde. Men jeg tror på, at vi er den eneste grædende planet i dette solsystem.

Jeg tror på, at der findes liv i andre galakser og andre planeter, som slet ikke kender noget til os og slet ikke ville bemærke vores forsvinden. Vi er allerede så forsvundet i os selv med vores egne tanker og egne problemer og bekymringer, fordi vi synes, at vi er så skidevigtige.

Vi tror på, at vi er helt alene i universet, og at der ingen andre end os er, fordi det eneste univers, vi lever i, er det, der er inde i vores hjerner.

 

Men jeg tror på, at universet er meget større end vores sind og værelser. Jeg tror på, at vi får kontakt til væsener fra andre planeter en dag. Måske først om flere millioner år, men jeg er sikker på, at vi ikke er alene, for det kan simpelthen ikke lade sig gøre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...