The Hunger Games - fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2015
  • Opdateret: 7 nov. 2015
  • Status: Igang
Chloe har gennem hele sit liv trænet til Dødsspillet, da hendes største drøm er at vinde det. Som 16-årig går hendes drøm i opfyldelse. Men det er ikke så fedt som hun havde regnet med, da hun finder ud af at hun ikke er den bedste. At hun ikke har en så stor chance for overlevelse, som hun havde regnet med. Chloe bliver for første gang i sit liv bange, men heldigvis møder hun Adrian.

Lad dødsspillet begynde!

0Likes
0Kommentarer
169Visninger
AA

3. Repræsentanterne

Jeg gik sammen med min mor og bror. Jeg havde set både min mor og bror have tårer i øjnene, men min mors tårer var vist bare stolthedstårer. De tårer en mor nu får, når de er stolte af deres børn. Hverken min mor eller bror kunne være med i dødsspillet, så vi sagde farvel inden jeg skulle hen til pigerne. Jeg så mig rundt. Der var virkelig mange, så jeg kom til at tænke på hvor lille chance jeg egentlig havde. En betjent i en ven dragt vinkede mig hen til sig, og stak en nål i mit håndled. Det var noget de skulle gøre ved alle, for at registrere os. Det gjorde ikke ondt og var hurtigt overstået. Jeg fandt en plads hvor jeg kunne stå, og gav mig til at vente.
”Velkommen! Velkommen! Velkommen! Glædelig The Hunger games. Og må oddsene være med jer. Før vi begynder har vi en speciel film til jer fra Capitol.” Siger værten Patricia. Hendes hår er farvet blåt, og hun har lyserød øjenskygge på. Folk fra Capitol har altid for meget makeup på, og de er i det hele taget for meget.
En film kommer op på skærmen. Den er på ingen måde speciel. Det er den film de viser hvert år. Det er bare en om hvad der skete før i tiden, hvordan vi er blevet til det land vi er i dag og sådanne kedelige ting. Efter filmen er færdig træder præsident Snow op på scenen. Han holder en tale om krigen, den tale han holder hvert år. Jeg var ved at blive godt træt af det.
”Nu er det tid til at vælge en modig ung mand og dame, som repræsentanter for distrikt 2 i det 60. The Hunger Games. Som sædvanlig er det damerne først.”
Patricia stikker hånden ned i pigernes skål. Jeg venter spændt på at høre mit navn. Patricia tager sig god tid, og jeg når at få øjenkontakt med min bror. Patricia trækker en seddel op og læser navnet op. ”Chloe Wart.” Jeg bliver vildt glad, og løber op på scenen. Jeg mærker alle de misundelige blikke bag i mig, men jeg er ligeglad. Min drøm er tæt på at gå i opfyldelse. Patricia giver mig hånden, og jeg tager i mod den. ”Tillykke søde.” Siger hun og smiler. ”Og nu til drengene.” Siger hun og går over til drengenes skål. Hun trækker en seddel op og råber navnet op: ”Josh Wadding.” En dreng kommer op på scenen. Jeg kender ham ikke, men han ser utrolig glad ud. Han er egentlig ret pæn, og har nogle store muskler. Kunne måske godt blive en god konkurrent, men han ser ikke hurtig ud.
”Ham kan jeg sagtens slå.”
”Undskyld sagde du noget?” Spurgte Patricia. Jeg var kommet til at mumle det lidt højt.
”Jeg sagde bare at jeg vil gøre distrikt 2 stolt! Jeg har tænkt mig at komme tilbage igen!” Råbte jeg og folk jublede. Det var fantastisk.
”Her er de. Vores repræsentanter for distrikt 2. Værsgo at give hinanden hånden.”
Josh og jeg giver hånd og jeg får øjenkontakt med ham. Han kigger på mig med kulde i øjnene. Han virker ikke som en rar fyr. Men bare rolig. Det er jeg heller ikke, tænkte jeg. Vi giver slip og vender os om mod publikum igen. Patricia tager fat i vores hænder og løfter dem op.
”Glædelig The Hunger Games! Og må oddsene være med jer!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...