The Hunger Games - fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2015
  • Opdateret: 7 nov. 2015
  • Status: Igang
Chloe har gennem hele sit liv trænet til Dødsspillet, da hendes største drøm er at vinde det. Som 16-årig går hendes drøm i opfyldelse. Men det er ikke så fedt som hun havde regnet med, da hun finder ud af at hun ikke er den bedste. At hun ikke har en så stor chance for overlevelse, som hun havde regnet med. Chloe bliver for første gang i sit liv bange, men heldigvis møder hun Adrian.

Lad dødsspillet begynde!

0Likes
0Kommentarer
174Visninger
AA

4. Mad

Jeg var endelig kommet på toget. Det første jeg så var alt det lækre mad, og min mund begyndte automatisk at savle. Aldrig havde jeg set så meget mad. Også endda noget lækkert mad. Min mave rumlede. Et sikkert tegn på, at jeg bare skulle tage for mig. Josh sad allerede ved bordet, og det samme gjorde Patricia. Jeg satte mig ned længst væk fra Josh.
”Tænk at vi kører 300 kilometer i timen og at vi ikke kan mærke noget. Det er noget af det bedste ved det hele. Al denne luksus oveni at i får lov til at være med i dødsspillet. I har god grund til at være lykkelige.” Fortæller Patricia.
Jeg tog en pandekage og puttede en banan ind i. Det første bid overraskede mig virkelig. Jeg kunne virkelig godt lide det. Patricia havde ret. Det var virkelig luksus.
”Ja måske. Men der er også ret stor sandsynlighed for at vi dør. Så ville jeg squ hellere undgå denne luksus.” Sagde Josh. Jeg kiggede overrasket på ham. Det samme kunne jeg se Patricia gjorde og en fremmed mand der lige var kommet.
”Sig ikke noget lignende igen!” Sagde Patricia skrapt. Hun fik øje på manden og smilede stort. ”Det her er Jacob. Han har vundet dødsspillet, og er jeres mentor. Hvis i har spørgsmål om overlevelse så spørg ham. Han vil også sørge for at træne jer.” Jeg kiggede vurderende på ham. Han så ikke ud af så meget, med dit fedtede hår der faldt ned i panden på ham. Han var ikke specielt høj og så på ingen måde muskuløs ud.
”Lad jer ikke narre af hans ydre.” Sagde Patricia som havde hun læst mine tanker. ”Han er utroligt klog, hurtig og stærk. Og de tre ting sørgede for hans overlevelse.” Jeg var alle tre ting, så jeg skulle helt sikkert nok overleve.
”Okay hvordan skal vi så vinde?” Spurgte jeg Jacob.
”Let nok. I bruger jeres hjerne. De fleste går kun op i styrke, men faktisk så er det hjernen der afgør det hele. Først og fremmest så skal i ikke gå efter noget ved overflødighedshornet! Sørg for at løbe ind i skoven med det samme. Alt andet er det rene selvmord.” Han kiggede på os, for at se om vi fulgte med. Han havde min fulde opmærksomhed, og det så bestemt også ud som om han Havde Josh´ opmærksomhed. Han nærmest slugte Jacobs ord med skræmte øjne. Og jeg som troede han ville blive en konkurrent. Jacob fortsatte: ”Det første i gør, er at lede efter vand. Uden vand kan i ikke overleve. Mad kan godt vente lidt. Derefter sørger i for at gemme jer, til mindst 20 er døde. På den måde er der ikke så mange at undgå. Men vær´ altid på jagt. Og når der ikke er mange tilbage, så dræber i dem. Det var sådan jeg vandt.”
”Ha! Så du vil bare have at vi skal gemme os? Jeg vil squ da kæmpe! Det er det jeg har trænet op til hele mit liv, og tro mig jeg kan godt!”
”Du vil komme til at kæmpe. Til sidst. Det vigtigste er at holde sig i live, også kan du bevise dit værd over for din familie, Capitol og alle distrikterne.”
”Hvordan vidste du…”
”Det er det alle vil.” Afbrød han mig og fortsatte: ”Men inden i kommer ind i arenaen, kan i også gøre noget for at overleve. Sørg for at gøre jer spændende at se på. Gør jer anderledes, og få folk til at holde af jer. Det vil give jer sponsere, og de vil kunne give jer noget, når i har brug for det.” Jeg skulle nok få folk til at kunne lide mig. Hvis jeg skulle spille lidt skuespil for at vinde, så ville jeg gøre det.
”Det giver god mening.” Sagde Josh.
”Sørg nu for at få noget at spise.” Sagde Patricia.  
Og det gjorde jeg. Jeg spiste så meget, at jeg følte jeg var ved at revne. Det havde jeg aldrig prøvet før. Hvor ville jeg dog gerne dele oplevelsen med min familie, som jeg vidste, var sultne i dette øjeblik. Jeg var pludselig fuldstændig opsat på at vinde.
”Sørg nu for at få noget søvn.” Sagde Patricia. ”I skal være fuldt udhvilet når i ankommer.” Jeg vidste hun havde ret. Så jeg sagde godnat og gik mæt i seng. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...