The Hunger Games - fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2015
  • Opdateret: 7 nov. 2015
  • Status: Igang
Chloe har gennem hele sit liv trænet til Dødsspillet, da hendes største drøm er at vinde det. Som 16-årig går hendes drøm i opfyldelse. Men det er ikke så fedt som hun havde regnet med, da hun finder ud af at hun ikke er den bedste. At hun ikke har en så stor chance for overlevelse, som hun havde regnet med. Chloe bliver for første gang i sit liv bange, men heldigvis møder hun Adrian.

Lad dødsspillet begynde!

0Likes
0Kommentarer
168Visninger
AA

2. Kjolen

Efter at have hørt på min storebror i et stykke tid, der fortalte hvor meget han ville ønske at jeg ikke kom ind i arenaen, fik jeg nok. Bare fordi han var bange, betød det jo ikke at jeg var det? Min mor var stolt af mig. Hvorfor kunne han dog ikke være det? Jeg rejste mig fra bordet og gik.
”Chloe! Kom her!” Råbte min mor. Tårerne pressede på. Jeg ville ikke græde, for kun de svage græder. Og jeg ville ikke være svag. Jeg ville ikke være som min storebror. Jeg ville være en vinder. Jeg gik ind på mit værelse, og besluttede mig for at gøre mig klar. Jeg redte mit korte brune hår igennem. Pigerne fra klassen så mig som en dreng. Jeg opførte mig som en, og havde endda hår som en. Men hvis det var måden at overleve på, så var det det hele værd. Som kriger kunne man ikke have langt hår. Det ville være en svaghed, som modstanderne kunne gøre brug af. En meget ussel modstander, som brugte pige tricks.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre ved mit hår. Det var ikke fordi der var så mange muligheder. Jeg besluttede mig for at putte noget gelé i, så jeg kunne sætte det på en sej måde. Efter noget tid lykkedes det, og jeg var meget tilfreds med resultatet. Jeg hørte to bank på døren, og min mor trådte ind. Hun bar noget turkisblåt i sine arme.
”Se hvad jeg har til dig. Jeg vil have, at du skal føle dig smuk. For det er du.” Min mor gav mig noget stof. Det var lavet af silke, og var så dejligt at røre ved. Jeg foldede det ud. Det var en smuk kjole. Jeg havde aldrig set så smuk en kjole. Der var glimmer over det hele, som glimtede så smukt. Den var enkel, men så guddommeligt smuk.
”Wow jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Tak mor!” Jeg sprang i favnen på hende. Jeg holdte hende stramt ind til mig, og mærkede tårerne presse på. Hvad skete der med mig? Var jeg ved at blive som min bror? Og nu vi snakker om solen …
”Skal du slet ikke prøve den på?” Det var min bror. Han stod i døren.
Jeg vendte mig om mod ham. Han smilede til mig, og jeg valgte at smile tilbage. Han var trods alt min bror. Jeg besluttede mig for, at give ham et kram. Så jeg løb hen og slog armene om ham. Han holdt mig stramt ind til sig.
”Jeg elsker dig Chloe.” Sagde han. Jeg kunne mærke smerten i hans stemme, og pludseligt var det ikke ynkeligt. Det var sødt.
”Jeg elsker også dig.” Svarede jeg.
”Prøv kjolen.” Sagde han hvorefter han gik ud. ”Jeg glæder mig til at se den på dig.”
”Hvor er jeg glad for, at i er gode venner igen.” Sagde min mor. Jeg smilede som svar, og tog mit tøj af. Kjolen var let at få på. Den gled nærmest over min krop, som om den var lavet specielt til mig. Det fik mig til at føle mig… Speciel.
”Hvor er du smuk!” Sagde min mor da jeg havde fået kjolen på. ”John kom herind.” Min storebror kom ind ad døren, og kiggede på mig. Han åbnede munden lidt, og stod med opspærrede øjne.
”Du ser fantastisk ud!” Sagde han. Han så fuldstændig mundlam ud. Jeg vendte mig om for at se mig selv ind i spejlet, men en fremmed smuk pige kom frem. Nej vent. Det var mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...